Vi er for nærsynede til at få øje på de begivenheder, der virkelig betyder noget

Klumme i Jyllands-Posten, 2020-01-16, Anders Fogh Jensen

Alle taler om Trump og klimaet som væsentlige for vores tid og fremtid. Men i virkeligheden opdager vi måske ikke altid de små begivenheder, der får afgørende betydning for os.

I den forgangne måned er der blevet gjort meget status på vores fælles oplevelsesverdens. Vi gik nemlig ind i et nyt årti, og det var anledning til at se tilbage og til at se frem. Man fik i diverse medier en kalvakade over årtiets store begivenheder. Horden af underholdningsindustriens fremtidsforskere meldte sig også på banen til at forudsige 20ernes anderledeshed. Jeg skal ikke her belaste med endnu en kalvakade, blot en refleksion over, hvad der er begivenheder.

Når vi nærsynet stå og betragter årtiet, så fremhæver vi begivenheder med larm som det afgørende kriterium. Hvad lyste op eller råbte op? Vi er begrænsede af vores nærsynethed og af at vi ikke kender den fremtid, som nutiden bringer. Og derfor er vi i virkeligheden ret begrænsede i at kunne sige noget om nutiden. Det kan meget vel være, at vi tror at Trump, Syrien og klimaopmærksomheden får betydning for fremtiden, fordi det larmer lige nu. Men vi kan ikke sige, hvilke meget små begivenheder i nutiden, der får betydning. Da en ung tunesisk grønthandler i december 2010 overhældte sig selv med benzin efter at havde fået beslaglagt sine grøntsager af myndighederne, hvem kunne da vide, at det ville udløse hvad man senere kom til at kalde et arabisk forår? Og hvem kunne i 2011 vide, at det ikke rigtigt ville gøre så stor forskel alligevel?

De egentlige begivenheder, der drejer historiens gang nogle grader, og dermed får stor betydning på sigt, er imidlertid næppe den store larm. Men de små skred, der sker, ved små begivenheder. En begivenhed er ikke en event; en event er arrangeret. Det er heller ikke en mediebegivenhed, for mediernes aktualitetsbegreb rækker kun til skandale og forargelse.

Men hvad med den dag i 1980erne, hvor man begyndte at måle medarbejderens virkning og gjorde lederens løn variabel dermed? Eller den dag, hvor man omtalte indvandreren som en økonomisk konsekvens? Eller hvor man talte om bibliotekets værdi ud fra mængden af udlån.

Den franske filosof, Michel Foucault, definerede engang, i sin tro forlængelse af Nietzsche, en begivenhed som ”ikke en beslutning, en traktat, en regeringstid eller et slag, men omvendingen af et styrkeforhold, (…) et andets maskerede ankomst. Kræfterne, som er på spil i historien, adlyder hverken en skæbnebestemmelse eller en mekanisme, men kampens tilfælde.”

Måske skal vi ikke regne en ny statsminister til rækken af begivenheder i 10erne, men blot til Danmarks kontinuitet. Måske er de vigtige forandringer meget mindre og meget mere tavse end de larmende og lysende mediebegivenheder, vi kan få øje på. Og måske er historien ikke så præget af fornuftige fremskridt, som vi normalt forudsætter, når vi nikker mens statsministeren taler om revselsrettens afskaffelse og den sorte skole. Måske er nye regler vitterligt omslag, ”der tillader, at der bliver gjort på vold på volden”, som Foucault skrev, og ikke en træden ud af barbariet og ind i civilisationen. Hvad historien lærer os er, at vi bliver klogere med tiden, i hvert fald på fortiden, og at vi næppe kan sige meget om fremtiden. Fremtids’forskerne’ har det som regel med at overvurdere fremtiden som diskontinuert, ny og bedre og med at blande forhåbning med forventning. Det er der også mere underholdningsforretning i, men det må ikke forveksles med forskning eller viden.

Citaterne er fra Michel Foucault, ”Nietzsche – genealogien, historien”, 1971. Dansk oversættelse i Talens forfatning, Hans Reitzels forlag, p.70 og p.67.