2019-05-05 Klumme i Berlingske Tidende, af Anders Fogh Jensen

”Jeg kan ikke i aften alligevel, jeg skal se Game of Thrones”

I Projektsamfundet dobbeltbooker vi vores kalender, så vi altid kan foretage os det, der i nuet føles rigtigt. Men samtidig falder vores unge i søvn med deres mobiltelefon i hånden fordi, de er online til sidste sekund. Er forpligtelsesfølelsen forsvundet eller har den forskudt sig? Med andre ord: Føler vi os uforpligtede eller føler vi os forpligtet til andre ting end tidligere?

Da jeg i sin tid boede i København kunne jeg se i blokken overfor, når nogen så fjernsyn. Jeg kunne se det blå lys fylde stuen, hvor hurtigt dets farver skiftede, og hvor effektivt dette farvebombardement nødvendigvis må holde hjernen beskæftiget. Der er blevet flere og flere af disse blå vinduer. Familierne behøver ikke længere at sidde sammen foran familiens eneste skærm, men kan rykke hver for sig. Sidde i hvert sit rum. Vi har alle flere skærme til rådighed, og nogle af os følger med i flere fodboldkampe samtidig, mens andre bare er online.

Jeg har svært ved at forklare unge menneskers brug af nettet på andre måder. Hvis man ser, hvad en teenager rent faktisk foretager sig på sin telefon, så er det en forvirrende vandring mellem spil, Youtube, Snapchat, Messenger og tilbage igen. De gør alt på en gang, og de ser ikke bare, som mig, der har gang i to fodboldkampe. Hvis man vil blive klogere på skærmens magt kan jeg anbefale Bent Meier Sørensens fremragende bog Skærmens magi.

Jeg har i min forskning undersøgt, hvordan projektmennesket forvalter sine venskaber og relationer. Vi dobbeltbooker i vores kalender, med den bieffekt, at vi ofte kommer til at skuffe en eller anden. Men skuffelsen er blevet så normal, at overbookningen ikke ses som noget umoralsk, men bare bliver aftalens nye form: sandsynligheden eller måske’et. Vi bestiller bord på flere restauranter samme aften, vi holder hele tiden relationer åbne ved at sige ’vi skal snart ses’ i stedet for bare at få noget planlagt med det samme. Vi melder os til ting i sidste øjeblik, og vi trykker som udgangspunkt ’måske’ til alt. Kort sagt så føler vi os mindre og mindre forpligtede overfor andre mennesker.

Det er imidlertid blevet tydeligt for mig, at det er en sandhed med modifikationer. For på en anden arena er vi blevet mere forpligtiget. Vores behov for at være tilgængelige er steget, men har også en karakter af forpligtelse. Der forventes svar, der forventes kommentering, der forventes følgeskab. Særligt vore unge føler sig forpligtiget til altid at være tilgængelige i den digitale parallelverden. Reelt er forpligtelsen forskudt til den digitale verden. Gå en tur gennem København nu og læg mærke til, hvor mange mennesker, der har splittet deres fysiske og digitale tilstedeværelse. Man kan vende den om og sige, at hver gang en modtager en snap (fotografi), så er der et mennesker, der ikke har været tilstede i det fysiske rum og den fysiske relation, som vedkomne har været i på det givne tidspunkt. Personen har siddet sammen med nogle mennesker, men kigget ned i sin telefon. Så måske er det ikke sådan, at forpligtelsen er forsvundet, men at den er forskudt.

Det er bredt kendt, hvordan arbejdsmails på telefonen, der kan besvares i fritiden kan være med til at stresse folk unødigt, fordi de hele tiden bliver mindet om deres arbejde og føler, de skal svare. Men jeg mener, vi kan føle den samme forpligtigelse over for alle relationer. Det er ikke afgørende, om det er en mail fra chefen eller en snap fra din ven. Vi har en oplevet lyst til at svare. Vi føler, at afsenderen så at sige venter på et svar og ikke kan komme videre uden, eller at afsenderen vil glemme os fremover, hvis vi ikke svarer.

Inden for sprogteori har vi et begreb, der hedder fatisk kommunikation. Det er kommunikation, der ikke har andet formål end at sige ’jeg er her, du er der, vi er sammen, og vi kan kommunikere, hvis vi får brug for det’. Man kan tænke på mange overflødige snaps, sms’er og beskeder på Messenger, der slet og ret bare siger ’hej, jeg har internet, hvis du er i tvivl’. Det er den moderne version af at sidde og vente på et opkald ved telefonen bortset fra, at vi hele tiden gør modparten opmærksomme på at vi venter. Vi siger måske noget ligegyldigt lige nu, men vi er klar til at snakke om noget vigtigt, hvis det bliver nødvendigt. Det er som ekkolod, der sendes ud for at lodde hvor de andre er, men ikke mindst for ikke at blive glemt.

Vender vi tilbage til det med aftaler, så er det sådan, at vi af og til melder fra til fysisk samvær med mennesker for at være digitalt sammen med andre. Det kan være, vi kalder det ’mig-tid’, men det er jo i virkeligheden ikke fordi, vi skal være alene. Tværtimod skal vi se serier på HBO eller Netflix, mens vi snapper og skriver på Messenger. Den såkaldt virtuelle verden er blevet mere spændende, end den virkelige. Imens vi pakker os arbejder vi mod glemslen. For vor tids problem er ikke bare, som det ofte fremstilles, overvågning. Overvågningen garanterer i det mindste, at man bliver set. Nej, det er glemslen vi arbejder imod – og andres frygt for glemsel, vi føler os forpligtede til at tage hånd om ved at svare eller i det mindste reagere.