For kort tid siden var der et forslag oppe at vende i Folketinget fra DF: Livstidsfanger må ikke date og etablere nye forhold mens de sidder i fængsel – og det vil i princippet sige resten af deres liv. Det kom sig bl.a. af at Ubåds-Peter Madsen havde haft besøg af fire kvinder siden sin fængsling. Og Peter Lundin er bl.a. blevet gift to gange, mens han har siddet inde.

Argumentet fra DF lød, at livstidsfanger, der har begået de værst tænkelige forbrydelser ikke skal bruge fængslet som datingcentral. Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen har udtrykt støtte til forslaget, mens justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddeler at justitsministeriet er i gang med at undersøge sagen.

Modargumentet fra Fængselsforbundet lyder, at fangerne har brug for en ”sikkerhedsventil”. De indsatte, der ikke har et familieliv har det i forvejen svært, og hvis ikke de får en ventil og muligheden for at leve noget, der minder om et normalt liv, så blive de indsatte desperate. Desparation er ikke bare et problem for fangerne, det går også ud over fængslets ansatte.

Hvad denne diskussion ikke peger på, er noget, som sikkert undrer den almindelige dansker: Hvad vil de kvinder med disse farlige voldsmænd?

Et hurtigt svar ville måske lyde, at det er selve deres farlighed, der emmer af grundlæggende dyrisk maskulinitet, og at svaret derfor skal findes i dyreriget.

Men som den danske filosof, Kirsten Hyldgaard, så fremragende har peget på, så skal svaret findes et andet sted, nemlig i vores forståelse af kærlighed – disse kvinder, der elsker voldsmænd er nemlig mere ekstreme udgaver af normal kærlighed. Og det ekstreme er kongevejen til forståelse af det normale.

Fængselskvinderne er blevet så berømte, at de i USA har fået deres eget navn: Court room groupies eller death row groupies. Det er dem, der elsker mænd på dødsgangen.

Hvad er det fascinerende i at manden sidder på dødsgangen eller er livstidsfængslet? Svaret er, at det er et romantisk forhold, og heri ligger frem for alt, at det er umuligt.

Tænk på de store tårepersere, du har set: Bridges of Madison County, Titanic eller Romeo og Julie. Hvad kendetegner disse film? At de åbner med et trekantsdrama. Jo, men det er ikke det vigtige. Det vigtige er her, at noget kommer imellem de elskende, så de aldrig får hinanden. Ægteskabets forpligtelser, en geografisk afstand eller en generationsmæssige afstand kommer imellem dem – eller endnu mere romantisk: døden. Den helt store kærlighed er altså i konjunktiv. Den er fantasteri projiceret op på en figur. Rockstjernen, man drømmer om, eller den gifte mand man aldrig kan få er et sådan lærred at projicere på.

Denne kærlighedsopfattelse kaldes høvisk kærlighed – dvs. den kærlighed, der opstod på hoffet. Den stammer fra det 12. århundredes troubadurdigtigtning, hvor ridderen tilbad sin lensherres hustru, som han aldrig kunne få, dels fordi han var af en anden stand, dels fordi han også havde loyaliteten over for sin herre at tage hensyn til den. Men den umulige kærlighed blev anledningen skabelsen af musik og poesi. Omkring år 1190 blev myten om Tristan og Isolde nedskrevet i fire forskellige versioner, og den har ageret surdej for alle moderne kærlighedsromaner. I denne myte er det sværdet, der ligger imellem Tristan og Isolde, da de bliver fundet sovende ude i skoven, som symboliserer adskillelsen.

En væsentlig kvalitet ved den livstidsindsatte eller den dødsdømte er, at forholdet er umuligt. Netop denne kvalitet muliggør store drømmerier. Så vor tids troubadour er fængselsgroupien, blot uden poesi og musik (formodes).