Er psykologsamtaler en mirakelkur?

 

2020-05-12, Klumme i Jyllands-Posten, af Anders Fogh Jensen

 

I disse uger kan jeg høre i radioen og se på de sociale medier, at psykologer gør sig klar og gør os klare: Denne karantæne har forårsaget isolation, ensomhed, angst og vil betyde posttraumatisk stress med langsigtede virkninger. Hvad er svaret på det? Psykologer.

Det var Freuds læremester, lægen Joseph Breuer, der i 1880erne udviklede neurofysiologien og opdagede, at samtaler synes at have en virkning på hans patienter. Det blev af hans patient Bertha Pappenheim, bedre kendt fra Freuds forelæsninger Über Psychoanalyse som Anna O., der navngav det, som Freud og Breuer gjorde som ”talking cure” eller skorstensfejeri. I dag er det ikke lægerne, men en anden brancheorganisation, psykologerne, der har overtaget talekuren, og det er det, vi nu skal forstå er svaret på vores karantænelidelser. Samtalen med en anden er under psykologerne blevet et sygdoms- og sundhedsanliggende, hvilket bl.a. kan ses på, at de modsat andre betalte samtaler er fritaget fra moms.

At psykologi og talekur eller psykoterapi, som det hedder i dag, skulle være det samme, er imidlertid ikke så evident. Det består via et semantisk trick som interesseorganisationer som Dansk psykologforening, har fået lavet og fået befolkningen med på: Psykologi er læren om psyken, dets virkemåder og kringelkroge. Terapi, der handlede om støttende og i dag altså helbredende samtaler, er noget andet. Det semantiske trick består i at få folk til at tro, at de to forskellige er et og det samme. Så når nogen lider, så er svaret en psykolog. På psykologistudiet er der imidlertid meget lidt samtaletræning, helt ned til en uge på fem år.

Nu kom en norsk bog så frem til Danmark på forsiden af denne uges Weekendavisen. Her kunne Lone Frank i et interview med de to forfattere til bogen Skadelige samtaler, Myten om den bivirkningsfri terapi, psykolog Jørgen Flor og psykologiprofessor Leif Edward Ottesen Kennair, berette, at det, der sælges som bivirkningsfri behandling faktisk ikke sjælden er skadelig. Man har nok længe i psykologien været opmærksom på afhængighedsforhold mellem klient og psykolog, bl.a. som et biprodukt ved den strategisk anlagte terapeutiske alliance. Ca. hver femte klient udvikler afhængighed, og som Flor udtrykker det, så ser man eksempler på klienter, ”der nærmest afgiver kontrol med deres tilværelse til terapeuten.”

Men det viser sig også, at en del får det værre. Efter 11. september 2001 viste det sig, at det var færre end hver femte, der uden terapi udviklede PTSD, mens det for klienter i terapi risikerede at trække symptomer i langdrag. Andre bivirkning er nye symptomer, der opstår, som angstbehandlinger, der udvikler depression og selvskadende adfærd.

På 20 år er antallet af psykologer i Danmark fordoblet, og iflg. Dansk psykologforening er antallet af psykologbesøg steget med 15% fra 2011 til 2016. Patienterne lægger selv 300 mill. kr., det offentlige 400 mill. kr., sundhedsordninger 200 mill. kr. De to sidste har iflg. foreningen været en ”vækstmotor”.

Uudtalt i alt dette er alle de psykologbesøg, der bare ikke virker. Det er der så meget, der ikke gør, og det er vel meget forståeligt, at vi søger hjælp når sindet raser eller lægger sig i sort. Og det er her, at det semantisk trick viser sig virksomt. Svaret på lidelsen er: psykolog. Som Psykologforeningen siger, så er der ”potentiale til meget mere.” Det er mobiliseringen her under karantænen et godt eksempel på.