Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Karl Marx: Den trinitariske formel
Kapitalen, bd. III, kapitel 48
Sidehenvisninger til den danske oversættelse Rhodos 1972.
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Marx ironiserer over den quasireligiøse fetichisme hvormed vi omgås markedet og kalder værdiformlen arbejde-rente-jordrente for den trinitariske formel. Denne er, som det fremgår af nedenstående, en tilskriven af egenskaber til pengene og jorden, som de ikke berettiger til. Jeg mener, at temaet for kapitlet præcist kan udtrykkes som:
Med nødvendiggørelse menes: Hvorledes nødvendighedens rige (i forstanden: mennesket er ufrit) legitimerer sig selv ved at kalde sig nødvendig (i forstanden: intet andet kan gives).
En måde at nødvendiggøre på er at naturliggøre: At fremstå som naturligt er at abonnere på en oprindelighed og ad den vej søge at opnå legitimitet eller nødvendighed.
Det positive ved kapitalismen er, at den udvikler produktivkræfterne og samfundsforholdene, og muliggør derved en højere form for samfund end det var tilfældet under de tidligere former af slaveri, livegenskab etc. (III, 1054).
Kapitalismen fører frem til et trin, hvor tvang og monopolisering, som en del af samfundet hidtil har udøvet på bekostning af en anden, bortfalder.
Kapitalismen skaber de materielle midler og dermed spiren til under højere samfundsformer at begrænse det arbejde, der tilgår den nødvendige reproduktion. (III, 1055)
Nødvendighedens rige: En historisk forudsætning for frihedens rige. Nødvendighedens rige er der, hvor mennesker producerer for at dække deres behov. Imidlertid betyder øget produktivitet i nødvendighedens rige også øgede behov.
I nødvendighedens rige består frihed i fornuftig regulering af menneskers stofskifte med naturen, og ”at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt;” (III, 1056).
Frihedens rige: Den menneskelige aktivitet, der har sit mål i sig selv (sich als Selbstzweck gilt), ”frihedens sande rige, som imidlertid kun kan blomstre op med hint nødvendighedens rige som sin basis. Afkortning af arbejdsdagen er grundbetingelsen.” (III, 1056).
Der er altså tale om to frihedsbegreber: 1) Frihed er fornuft, 2) Frihed er frihed fra ydre bestemmelser – parallelt til forskellen mellem Verstand og Vernunft hos Hegel.
Merarbejdet er altid nødvendigt til at kompensere for variationer og udsving. Men ”Under det kapitalistiske system ligesom under slavesystemet osv. antager dette merarbejde en antagonistisk form og får som modstykke den rene lediggang hos en del af samfundet.” (III, 1054).
Marx ser nu på, hvorledes dette nødvendighedens rige i en anden forstand nødvendiggør sig selv, nemlig ved at legitimere sig som naturlig. For at kunne beskrive det, er det først nødvendigt at få på plads, hvad Marx forstår ved udbytning.
I det kapitalistiske samfund fordeles merværdien blandt kapitalisterne og jordejerne:
Udbytning: Ved udbytning af arbejderen tilgår merværdien hhv. ejeren af produktionsmidlerne (kapitalisten) og jordejeren. ”Monsieur le Capital og Madame la Terre driver deres spøgeri som sociale karakterer.” (III, 1068).
Marx beskæftiger sig kun med ideale gennemsnit, dvs. ser bort fra konjunkturer, bevægelser, cykler, kriser osv. (III, 1070).
Kapitlet behandler den fordrejning og naturliggørelse af produktionen af samfundsmæssig værdi, som foregår i de kapitalistiske samfund. Denne foregår gennem en naturliggørelse af de specifikke sociale relationer, som indgår i den kapitalistiske produktions- og cirkulationsproces.
Gevinstsystemet fremtræder som et system af tre relationer: Kapital – rente, jord – jordrente, arbejde – arbejdsløn.
Tre modsigelser – ”en ensartet og symmetrisk absurditet” (III,1060) – karakteriserer dette system:
1.a. Kilderne til rigdom tilhører forskellige sfærer, der ikke har det mindste med hinanden at gøre: ”De forholder sig indbyrdets omtrent som sagførersalær, rødbeder og musik.” (III, 1048).
b. Ikke desto mindre tilhører revenuerne samme sfære: værdiens sfære (III,1060).
2. Indenfor de enkelte relationer optræder den første (kapital, jord, arbejde) som kilde til den anden (rente, jordrente, arbejdsløn). Men de tilhører forskellige sfærer, nemlig henholdsvis brugsværdisfæren og bytteværdisfæren. (III, 1051) ””Arbejdets pris” er lige så irrationel som en gul logaritme.” (III, 1053)
3. De specifikke kapitalistiske former af jord og arbejde fremtræder som naturlige, mens de almene former (jorden som brugsværdi og arbejdet som forarbejdning) forsvinder i den specifikke form. Anderledes sagt: Det specifikke (kapitalistiske) gøres naturligt. (III, 1060)
a. Arbejdet ses som oprindeligt værende lønarbejde.
b. Jord ses som værende monopoliseret jord.
= Når man anskuer gennem de kapitalistiske anskuelsesformer fremtræder tingene som den rolle de har i dennes produktionsproces (III, 1061).
Eksempelvis: Monopoliseret jord betyder at merværdien ikke tilhører og derfor ikke tilgår jorden, men jordejeren ”til bortsjakren og bortødslen”. (III, 1061).
Eksempelvis: Produktivkræfter fremtræder ”som kræfter, der er udsprunget af kapitalens skød” og ikke af arbejdet. (III, 1065).
Når man vendes til kapitalismens produktionsproces vendes man også til dens fordrejninger – ”De normale gennemsnitsprofitter selv synes at være kapitalen iboende, uafhængigt af udbytningen.” (III, 1067).
– ”pengerenten [synes] at være uafhængig af såvel arbejderens lønarbejde som af kapitalistens eget arbejde.” (III, 1067)
Dette naturliggørelsens tryllenummer, hvor kapitalen får naturlige egenskaber, og skjuler udbytningen finder ikke mindst sted at omdøbe ‘profit’ til ‘rente': Rente er en frugt ikke et tyvegods.
Endnu sværere synes det at legitimere indtjening ved jordrente. Jordejeren gør sig ikke gang den ulejlighed at udbytte nogen. Men også her fungerer naturliggørelsen af merværdien (:jordrenten), idet den synes at være knyttet til et naturelement, jorden, altså noget der ikke engang som profitten er et samfundsforhold, men et naturforhold. Merværdiens ”kilde er fuldstændigt tilsandet” (III, 1068).
Den klassiske økonomis store fortjeneste er, at den har afsløret skinnet i de karakterer, som hr. Kapital og fru Jord spiller, har afsløret nogle modsigelser. Men – og her sigter Marx især til Ricardo – den forbliver i imidlertid ”sit flade vigtigmageri” (III, 1069) i denne skinverden og legitimerer ved formlen ‘kapital – rente, jord – jordrente, arbejder – arbejdsløn’ de herskende klassers interesser (III, 1069). Den vælger at sætte køb af arbejde og arbejdets pris over modsigelserne i værdiformen (III, 1053).
Marx ser nu på forskellige samfundsformers produktionsrelationer:
1. Kapitalisme: Mystifikation af produktionsforhold.
Mystifikationen – naturliggørelsen og tilsløringen af udbytningen – i nødvendighedens rige er en tingsliggørelse af nogle roller (Hr. Kapitalist og Fru Jord) og arbejdets udbud på et marked. Man kan forestille sig andre samfundsformationer, hvor en sådan mystifikation er udelukket:
2. Samfund, hvor der overalt produceres brugsværdi, hvor der udelukkende produceres for egne behov.
3. Samfund hvor slaveri eller livegenskab danner produktionens basis: ”produktionsbetingelsernes herredømme over producenterne er her skjult under relationerne mellem herre og træl”, der fremtræder som produktionsprocessens drivfjedre (III, 1070)
Hvorimod:
4. I ursamfund (Gemeinwesen), hvor der hersker naturgroet kommunisme og
5. I oldtidens bysamfund, er det samfundet selv, der er og fremtræder som produktionens basis og målet er samfundets reproduktion.
Marx’ projekt er ikke et simpelt oplysningsprojekt à la formlen: Massen er mystificeret, de må oplyses, belæres om kapitalens logik, hvormed de befries, fordi (à la Freud) indsigt befrier. Nej, han nærer tværtimod en dyb respekt for at mystificeringen er en rationalitet, der er udspændt af en dagligdags praksis, og at denne ikke kan ændres ved den blotte oplysning.
