1. maj-tale i forbindelse med Mammutteatrets forestilling Kapitalen i Kanonhallen 2004

Hej, jeg hedder Anders. Jeg er kapitalist. Og filosof. Og jeg har ikke læst hele Kapitalen. Jeg har derimod læst en anden bog, en bog af Søren Kierkegaard, der hedder Sygdommen til døden. I den siger Kierkegaard et sted, at det er med tro som med kærlighed: Den forsvarer den har den ikke. Ja, det sikreste tegn på at et menneske ikke er forelsket er, hvis han giver sig til at begrunde det. Gør sig til advokat for sin forelskelse.

Jeg spørger mig selv: Hvorfor flyder menneskets mund hele tiden over med penge? Hvorfor bliver alt regnet om i penge? Hvorfor er der prisskilte overalt? Hvorfor har mennesket hele tiden penge mellem hænderne? Hvorfor forsvarer menneskets penge?

Marx ville sige: Fordi mennesket er forelsket i penge. Hvad hjertet er fuld af, flyder munden over med. Ja, han ville gå endnu videre: Mennesket har fået pengene som religion.

Marx bruger meget krudt på at vise, at den rolle, som religionen engang havde, den har pengene nu fået. Troen på pengene trykker mennesket på skuldrene, som den almægtige Gud og arvesynden gjorde førhen.

Det er ikke tilfældigt, at den, der har lånt penge af en anden skylder. At skylde – at være skyldner – er et grundvilkår for både det menneske, der lever i kristendom, og det menneske, der lever i kapitalismen.

Dengang, da Gud endnu var gangbar mønt, da gjaldt det, at jo mere ophøjet og perfekt mennesket forestillede sig sin Gud, jo mere nederdrægtig og middelmådig kom det selv til at tage sig ud. Gud blev et billede, der fik den her verden til at minde om helvede. Jo mere mennesket lagde op i Gud, jo mere trykkede hans vægt på menneskets skuldre.

Marx’ pointe er så, at da Gud holdt flyttedag overtog Kapitalen den rolle. Et af de første billeder på kampen mellem troen på Gud og troen på pengene finder vi i det gamle testamente, i Anden mosebog: Mens Mosesvar på Sinaibjerget for at hente de to lovtavler med De 10 bud, smedede israelitterne en guldkalv ved bjergets ford.

Da troen på pengene efterhånden sejrede, måtte Gud flytte ud. Guds gamle værelse blev lejet ud til den 7. dødssynd: Gerrigheden.

I middelalderen var der 7 dødssynder: Hovmod, dovenskab, utugt, frådseri, vrede, misundelse og gerrighed. De handlede alle om handlinger, der blev begået af egoisme på andres bekostning.

At rage til sig havde i et årtusind været en syndig og egoistisk handling på fællesskabets bekostning.

Men gerrigheden blev stueren. Den blev døbt flid, driftighed, ihærdighed, foretagsomhed. Gerrigheden blev velsignet og indsat som kirketjener hos pengene. Den blev en vigtig tjener i kapitalismens udvikling.

Kapitalismen startede altså psykologisk set som forstoppelse: At holde på lorten og rage lort til sig.

I nutidens køb-og-smid-væk kultur synes det ikke så meget at være forstoppelse, der præger kapitalismen. Det er vist snarere tynd mave.

Marx siger så: Mennesket blev ikke mere frit af at skifte én Gud ud med en anden. Før røg det på religionens opiumspibe, nu ryger det på pengenes. Ja – det er faktisk værre endnu, fordi dér, hvor mennesket føler sig allermest fri, er, når det ryger på pengene: Når det knokler dagen lang for at skaffe sig flere penge, gør det i virkeligheden bare det system, som holder det fastspændt, endnu stærkere.

Storkapitalen har altså lavet et trick, der må siges at være lige så fantasifuldt, som når Malboro kan reklamere for at afhængighed af cigaretter er frihed.

Fælles for religionen og pengene er, at mennesket ryger på et løfte om frihed.

Når man hører den slags løfter om frihed, bør man altid trække seksløberen.

For nylig fik vi endnu et løfte om frihed: De afdragsfrie lån.

De gør det muligt, at man kan sidde i et større hus eller ha’ et større forbrug.

– Men hvad er det, der foregår i praksis?

Man ejer juridisk set sin bolig, men økonomisk er det kreditforeningens. På en måde lejer vi af kreditforeningen, bare med ansvaret på vores side.

Efterhånden som fusionsmanien breder sig, så er der kun en håndfuld kreditforeninger tilbage. Hvis få kreditforeninger økonomisk betragtet ejer hele boligmassen, er det så ikke næsten det samme som fælleseje? Hvis altså mennesker ejer obligationer, ejer de kreditforeningerne, og så ejer de også boligerne. Voilà.

Problemet er, at ikke alle mennesker ejer obligationer. Næsten alle mennesker bor et sted.

Men med Marx i hånden og hånden på hjertet: Hvad kan vi så bruge det til? Jo, det gør alting meget simplere, den dag vi vil tage magten tilbage fra markedet og give den til demokratiet. For når storkapitalen slår sig sammen til nogle få store enheder – til storheder – så behøver vi kun at inddrage få storheder. Det gør det demokratiske arbejde lettere.

Markedet forbereder demokratiet: Når Microsoft har spredt sig til det meste af verden, så kan vi inddrage det under demokratiet, og lægge det ind FN.

Vi kunne kalde det: At styre styresystemet.

Hvorfor skulle vi nu ville det?

– Fordi computerskærmens pop-up vinduer er ufornuftigt! Pop, pop, pop.

Det er ufornuftigt, at der installerer sig spionprogrammer i min computer, det er ufornuftigt at alle mulige virksomheder skal bruge så mange penge på reklamebudgetter, samtidig med at de irriterer mennesker og bilder dem uopnåelige idealer ind. Uopnåelige idealer – det har vi set – får denne verden til at virke middelmådig og ligegyldig.

Prisen for det såkaldt frie marked betales flere gange.

Alt det snylteri har sat sig alle steder. Alle de pop-up-vinduer, der taler fornuftig handel – common sense, besparelser og merværdi for pengene – al den guldfarvelade der sprøjter mit synsfelt og min sendeflade til, får mig til at lukke øjnene i!

– Og det første, jeg ser, er isralitterne i ørkenen!

Jeg får lyst til at holde øjnene lukkede. Men de må åbnes igen. For vi har kun den her verden at gøre godt med. Vi har kun den her verden at bli’ lykkelige i.

Hvor er visionerne? Hvor i verden er der gode forbilleder at tage fat i?

Hvad gør vi ved fornuften, for at den skal komme til fornuft? Kan vi gøre andet end at overtage de elektroniske produktionsmidler?

Der findes et program – et styresystem – der hedder Linux. Som med sproget gældet det, at det er alles og ingens.

Linux bygger på den idé, at alle gratis kan hente det, åbne det, udvikle det og lægge det frem til andres brug. Koderne til programmet er åbne. Motivationen til at udvikle det gi’r sig selv – det er menneskets styresystem.

Hvis pop-up-reklamer er symbolet på ufornuft, så er Linux metaforen på menneskeligt fællesskab – og på fornuft. Linux er det konkrete eksempel på menneskeligt samarbejde.

Lige nu kan fornuften bare ikke sparke sig frem for markedskræfter.

Og – vil du sikkert sige – Linux inficeres jo også bare af markedskræfter – af pop-up-vindues-u-fornuft. Der vil altid være nogen der kan score kassen på andres gode intentioner. Store fjols!

Så længe vi er kapitalismen siger det bare pop, pop, pop. Kapitalismen kan det der med at indsluse alt i sin pop-pop-pop-logik.

Hvis man indvender det, så har man ikke forstået, hvad Linux er. At ”koderne til programmet er åbne” betyder ikke bare, fælles og fornuftigt. Det betyder noget mere. Det betyder tiltro.

Jeg vil gerne være med til at linuxificere verden. At linuxificere verden er ikke blot at gøre den mere fornuftig. Det er at berige verden med tiltro.

Et menneskets styresystem forudsætter tiltro, men det er også udtryk for tiltro at lave det. Det er en cirkel af tiltro. En cirkel, der forudsætter, hvad den skaber. Det kan lyde paradoksalt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at man kan skabe en cirkel. Og ikke cirkler er onde cirkler.

Det er ikke sikkert, at det overbeviser skeptikeren. Men mon ikke selv skeptikeren på et tidspunkt bliver så træt af pop-up-vinduers guldbeklædte forstyrrelser, at han kan se det fornuftige i, at tiltro er bedre end pengetro?

Linux er blot en model for, hvad der kunne skabes på andre planer også.

Indtil da kører pop-up-vinduerne videre. Man kan ikke købe sig ud af pop-up-vinduer; det gælder som med den almægtige Gud og med kapitalismen: Jo mere, man lægger i den, jo mere slår den tilbage.

Det er det, Marx kalder ’fremmedgørelse’:

– At menneskets produkter vender sig mod det selv.

– At mennesket har skabt en verden, hvor det ikke længere føler sig hjemme.

– At mennesket ikke længere kan genkende sig selv i verden.

… Pop, pop, pop…. Det er ikke mig.

Men hvad med Marx?

Nu var problemet ikke bare, at mennesket fik sig en anden Gud, at det fik pengene. Dét indså det på et tidspunkt, og skæbnens ironi blev så, at i sin støden fra på pengene, i sin ødipale afvisning af sin nye markeds-far, fik det en ny far: Karl Marx. Så blev Das Kapitalen Gud. Og det blev det jo ikke meget bedre af.

For selv om det var sandt meget af det, der stod i Das Kapitalen, så blev det usandt, da det blev til en doktrin og overført i forholdet 1:1 på verden. Når tanker stivner, bliver de falske.

Hvis man vil gøre noget godt med gode tanker, må man hele tiden gentænke dem konkret. Man må gentændedem:

– Det gamle kul, der engang har brændt, må antændes igen for at brænde.

– Det gamle kul må tændes med den glød, der er til rådighed nu.

– Det gamle kul kan tændes med teater.

Det er en lige så gammel tommelfingerregel, at hvis man vil tænde må man brænde. Forestillingens tre fakler har ikke bare tøet tunger op og løsnet tankestrømme i midaldrendes folk hoveder; de har også tændt en glød i i hvert fald en ung mands hjerte.

Og hånden på hjertet: Er mennesket virkelig forelsket i penge?

Jeg tror det ikke, for så ville det ikke hele tiden gøre sig til pengenes advokat.

– Den grådighed, hvormed mennesket rager penge til sig, røber en sult bagved, som det aldrig fik stillet.

– Den driftighed hvormed det får pengene til at gro, leder tankerne hen på menneskets baghave. Spirer den nu også?

– Den ihærdighed, hvormed mennesket giver sig til at forsvare pengene, røber, at det ikke er forelsket.

Forelskelse behøver ikke forsvar. Det gør kun penge.