Modermålselskabet 2020

Indlæg af Anders Fogh Jensen

På en af de store dage i coronaforløbet, fredag den 13. marts, bragte Politiken mit debatindlæg »Vi troede, at markedet og de store selskaber havde vundet, men nu ser vi, hvorfor det er godt at have en stærk stat«. Der er en del eksempler på, hvad vi kan lære af italienere og italiensk.

Strukturelt kan man sammenligne epidemisituationen med en udvisning i fodbold. Når et hold får en spiller udvist, så gælder det ikke længere om at kreere, score eller på anden måde blamere sig. Så handler det om at lukke ned, passe sine zoner og basale opgaver og få tiden til at gå. Denne strategi for 0–0 kaldes på italiensk catenaccio ‚dørslå‘ (subst.). Man lukker forsvarskæderne og kæmper for 0–0 og håber på et contramål. Italien har ikke blot beriget os med catenaccio, de har en lang tradition for epidemibekæmpelse og har udviklet de strategier, vi bruger i dag. Grundprincippet er at undgå berøring, antitaktilitet. Atisolere kommer af det italienske isola, der betyder‚ 'ø'. Man kan sende folk ud på en ø eller bygge øer ind i byen, som hjemmekarantænen efterligner.
Hvis man vender epidemibekæmpelse om, får man biologiske våben. 21. februar 1495 forsøgte franskmændene at invadere Napoli. Napolitanerne sendte smukke unge syfilissmittede kvinder ud i gaderne, som franskmændene indlod sig med. Man indledte med andre ord en omvendt antitaktilitet
‚berøringsfristelse‘.

Spredningen af pest omtales ofte som en steppebrand, men det tog alligevel to år, 1347–1349, at nå fra Italien gennem Europa til Norge. I dag taler vi dage. Når italienerne er forbillede, er det også, fordi de netop udviklede de strategier, der skulle til for at inddæmme epidemierne, langt før der fandtes vaccine og mikrobiologi.
Når nogen kom til byen, skulle de forblive uden for byen i 40 dage, fordi man mente, at folk døde
af pest på 37 dage. Hvis de ikke var døde inden da, ja, så havde de nok ikke pest og kunne komme
ind i byen. Det italienske ord for ‚fyrretyve‘ er quarantina, heraf ordet og begrebet karantæne.
Men hvad gør man, hvis byen allerede er pestbefængt? Dette udviklede man særlige strategier
for i det 17. århundrede, som vi nu kan genkende i dagens hjemmekarantæner. Man byggede
nemlig den byudvendige karantæne ind i byerne og lavede forordninger om, at alle skulle blive
hjemme i 40 dage.

Corona vil forandre samfundet
Denne relativt milde epidemi er en beredskabsøvelse. Det er alvorligt, men det bliver formentlig
i fremtiden mere alvorligt. Det er ikke bare vores held, at virussen kom til andre lande før os, men
også, at den har en dødelighed på under 1%. Sars i 2002 havde en dødelighed på 10%, den
spanske syge for 100 år siden på 20%, kopper på 60%. Vi øver os lige nu på noget, der kan og nok
bliver meget mere pågående og farligt. Der indfinder sig et hensyn til populationen.
For få måneder siden var der et dilemma mellem høflighed og hensyn: Håndtrykket, der faktisk
blev indført som en afstandtagen fra det mere intime kindkys, blev erstattet af coronavinket. Men
det særlige er hensynet. Vi lever dagligt i en tinnitus af baggrundsfrygt og jamrer som prinsessen på ærten over meget små farer sammenlignet med folk i det 18. og 19. århundrede. Verden er blevet meget mere sikker, men vi har ikke fået indløst den ro. Måske bliver vi taknemmelige over, at vores verden til daglig er så sikker, taknemmelige over, at vi kan mødes, og taknemmelige over et sundhedsvæsen, der har erfaringer med epidemier, når vi ikke selv har. Det er måske netop det, der træder tydeligt frem nu: Selv om vi som individer er helt uerfarne med epidemier, så er vores samfund
det ikke. Samfundet har lange erfaringer med de strategier, staten ruller ud. Skulle man blive
karantæneramt, vil jeg anbefale, at man anskaffer sig Boccacios Il Decamerone, der netop er kommet i en ny dansk oversættelse Dekameron. Læs den, eller læs den op for hinanden, det vil virke lindrende.
Bogen fra 1349 indeholder 100 historier og handler om syv kvinder og tre mænd, der stikker af fra pestens Firenze og laver deres egen karantæne. Her fortæller de over ti dage hinanden historier. Og det er måske det mest lindrende man kan gøre i en pesttid: at høre, at det har været sådan før og meget værre – og så i øvrigt ellers give sig til at læse historier for hinanden.