Kronik i Politiken, 26.02.2021

Af Anders Fogh Jensen

Regeringen og dens taleskrivere har endnu engang vist, at de foragter os. Igennem tre bevidste retoriske figurer behandler de os som uforstandige børn, der ikke kan tåle sandheden, ikke kan forstå ordene og ikke kan ræsonnere logisk. Barnliggørelsens behagesyge peger på foragt og populisme.

Tragedier og ubarmhjertige tal

Store ord kan blive forfladigede. Nogle gange ved for hyppig brug i en overfladisk betydning. Det kan f.eks. være at man for ofte har villet skabe pathos om noget, der ikke er særligt patetisk i sig selv, men egentlig blot kalder på en prosaisk beskrivelse, og efterhånden bliver det almindelig sprogbrug uden dybde. Eller de store ord lyder måske netop patetiske i den forfladigede betydning også dette ord også har fået, som noget hvor der bliver spillet lige lovligt meget med violiner.

Sådan er for eksempel begrebet ’tragedie’ blevet en betegnelse, der har klæbet sig til den pandemiske situations alvor siden statsministeren i foråret udtalte, at ethvert dødsfald var en tragedie. Det er uden tvivl en stor sorg og rystende begivenhed i enhver familie, men er det en tragedie?

En tragedie var jo oprindeligt et sørgespil, en fremvisning af en trist skæbne. Tragedie er ikke bare en større skæbne, nogle større kræfter, der spiller marionetteater med nogle små mennesker. En tragedie handler om valg; om en protagonist, der mere eller mindre vidende træffer nogle valg, som fører ham ind i en kæde af uafværgelige begivenheder, der på et tidspunkt står klart for ham. Men det uafværgelige er der ikke fra begyndelsen, det kommer ind med valgene, og det ender med at isolere ham.

Dødsfaldet under pandemien har det til fælles med tragedien, at det ender med isolation. Men med pandemien handler det jo meget mere om det, der ikke udgår fra valg, men som snarere er tilfældighedernes hærgen.

Måske mente statsministeren tragisk og svang sig så op til en tragedie. Men er det virkelig er så tragisk for en statsminister? Det er nok tragisk for en familie, og man kan forstå hvis en præst i et lille sogn siger, at et dødsfald er tragisk. Jeg hørte en hospitalssygeplejerske udtale, at et dødsfald ikke var en tragedie, der hvor hun arbejdede, og at hvis det havde været det, ville de slet ikke kunne holde til at arbejde.

Jeg mistænker ikke taleskrivere eller ministre for at være dumme, jeg kan godt se, hvad de vil, nemlig retorisk-strategisk at forklare os, at man ikke bare behandler et dødsfald som et tal. Men netop for at kunne lave de personnegligerende kalkuler, som enhver populationsoptimering og krisehåndtering på populationens vegne kræver, og som de uendelige rækker af tal vi hele tiden bombarderes med vidner om, så må det afbalanceres med ’en tragedie’.

Det har imidlertid nogle konsekvenser at anlægge en sådan retorik. En er, at det kommer til at virke modsigelsesfuldt at trække grænser og kalkulere, når der er tale om tragedier. En anden er, at det bliver sværere at ændre kurs, når først tragediesporet er lagt ud. Men for mig har den patetiske sprogbrug primært den konsekvens, at jeg bliver nervøs ved demokratiets populisme. Jeg mister tiltroen til enhver statsminister, der ikke tror at jeg kan tåle at høre sandheden om kalkulerne, samtidig med at det er statistikernes argumenter, der lægges til grund. Det kan vi godt tåle at høre, og vi behøver ikke at få det afbalanceret med tragedie. Faktisk tværtimod, jo mere tragediesnakken tiltager, jo mere tror jeg at det skal afbalancere en optrapning af ubarmhjertighed.

En risiko er altid kalkuleret

Andre ord kan blive forfladigede af gentagende at blive brugt upræcist og således miste en nuanceret betydning – eller ved simpelthen bare smelte sammen med andre ord. Således minder vi til stadighed hinanden om, at risiko og chance ikke betyder det samme. Når en siger, at der er en risiko for at det går godt eller en chance for at det går skidt, så minder vi ham om, at det hedder der omvendte. Og det er jo for så vidt også rigtigt nok. Det er imidlertid en forskydning det først endeligt har fået i det 20. århundrede, endnu i begyndelsen af det 19. århundrede kunne en risiko både handle om det gode og det dårlige. Og samtidig betød en chance ikke muligheden for noget godt, men egentlig bare udfald, godt eller dårligt. At tage chancen er jo stadig også at bede om et udfald.

Til onsdagens pressemøde (d.24/2) kunne man så høre, at regeringen havde taget ”en kalkuleret risiko”. Det er, hvad man kalder en pleonasme, det vil sige at et udtryk er læsset med overflødig gentagelse. Med matematiseringen af naturforståelsen i det 17. og særligt det 18. århundrede blev risikobegrebet videnskabeliggjort: riskare betegnede i renæssancen det, som skibe kunne støde på eller som kunne overgå dem (egentligt et rev), det var den uigennemskuelige verdens farer. Men med netop matematiseringen og rationaliseringen blev selv de ikke sikre udfald også noget der fulgte en vis lovmæssighed, og herved blev risiko så til noget kalkulerbart.

Til forskel fra en fare, så er en risiko noget kalkulerbart, og hvis nogen løber en risiko så træder de ind i det kalkulerede farlige. Kræft kan være farligt, behandlinger er risikable. Som sådan forfladiges nu også risikobegrebet igennem udtryk som ”kalkuleret risiko”, det identificeres igen med fare.

Igen mistænker jeg ingenlunde regeringens ministre eller styrelsesdirektører for at være dumme eller uopmærksomme og heller ikke disses taleskriver. Det kan meget vel være en del af et retorisk valg fra sidstnævntes side, at ord, der insinuerer sikkerhed, skal gentages så mange gange så man ikke glemmer det, såsom ordet kalkuleret. Vi skal forstå, at regeringen ikke bare løber risici, den kalkulerer dem sammen med matematikere og epidemiologer. Nu handler retorik jo heller ikke bare om enkelhed og da slet ikke om at sige sandheden, retorik handler om overtalelse, og i dette tilfælde overtalelse til beroligelse.

Ved disse semantiske overdyngninger kommer man til at tale ned til folk: vi går ud fra, at de ikke ved, hvad en risiko er, så vi lægger lige lidt mere betydning på. Jeg tror vi er mange, der ville blive mere overbevist, hvis ikke de lød så dumme og forudsatte, at vi var så dumme. Det samme gælder når de skal vise os røde og grønne kurver: tror de, at vi ikke kan forstå en eksponentialfunktion, som er obligatorisk i folkeskolepensum? Der bliver jeg mistænksom ved, at vi har en populistisk regering. Hvis den er bange for at støde folk i sin fremstilling og derfor behager den med pleonasmer og næsten barnagtige udtryksformer, tør den så tage beslutninger, der går imod flertallets ønsker i en given sag, men som er fornuftige?

Jo, forhåbentlig er det logisk

Mere rolig ved at regeringen ikke skulle være populistisk blev jeg ikke af at statsministeren gav sig til at tale om, at de konkrete konsekvenser af beslutningerne – in casu: hvem må åbne og hvem må ikke – var ulogiske. Det var de forhåbentlig ikke, de var vel bare grænsedragninger, der manglede en af verden givet nødvendighed og dermed var beslutninger, og som via sin konsekvente forlængelse af disse beslutninger netop var logiske. At der må trækkes grænser i politik generelt og nu specifikt kan alle vel forstå, og det gør så at nogen med mange kvadratmeter f.eks. ikke må holde åbent mens andre med knap så mange kvadratmeter gerne må. Og så fremdeles. Det har i sig selv fyldt selv tidligere så respektindgydende programmer som P1 Orienterings sendeflade de seneste uger, hvor den ene konkret berørte part efter den anden har skullet høres i en kaskade af skvadder kaldt direkte radio.

Jo, det er forhåbentlig logisk. Jo, vi kan føle os urimeligt behandlet og ville beslutningerne anderledes, men vi kan godt abstrahere og behøver ikke flere åndssvage konkrete eksempler. Politik kræver beslutning, og det er sådan, men når regeringen i retorisk-strategiske hensyn bøjer sig ned i sludder for ved at sige det forkerte at berolige, så bliver jeg mistænksom over dens populisme.

Tragedie, kalkuleret risiko, ulogisk: I alle tre tilfælde har vi at gøre med en rationalisme for populationsstyring og -hensyn som forplumres. I det første tilfælde skal ’tragedien’ afbalancere en almengørelse af liv til tal, der ikke skelner til det menneskelige. I det andet tilfælde skal pleonasmen forsikre os om, at der trods alt er fornuft til stede. Og i det tredje tilfælde, skal der vises forståelse for, at vi ikke har logisk sans, og at logikken derfor virker ulogisk for os. I alle tre tilfælde barnliggøres vi: I det første tilfælde (tragedien) som nogle der ikke kan tåle sandheden. I det andet tilfældes (kalkuleret risiko) som nogen, der ikke forstår ordene. Og i det tredje tilfælde som nogen der ikke kan forstå logik. Måske var det det, hun mente med ”børnenes statsminister”.