David Hume (1711-76)

v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Humes projekt: Viden
Humes projekt er en afklaring af den menneskelige erkendelses logiske status. Jeg udlægger Hume således, at hans projekt er at afklare det logiske fundamentet for viden. Hume er i min tolkning ikke ude på at påvise, at vi intet kan vide. Blot vil han vise, at hvis vi med viden mener 100 % sikker, logisk konsistent, viden, så skal vi revidere vores vidensbegreb. Humes konklusion er nemlig, at viden hviler på vanen. Men det er jo heller ikke intet grundlag at have.

Humes udgangspunkt
Humes erkendelsesteoretisk udgangspunkt er en empiristisk atomisme. Empiristisk betyder, at erkendelse(satomer) opnås via sanserne. Atomisme betyder, at der ikke kan gives nogen erkendelse, som ikke findes i en enkelt del (her kaldet ‘atom’).

Empirismen har fysikken som modelvidenskab, hvilket betyder, at de andre videnskaber også må bære sig ad som fysikken.

Humes begreber

Perceptions, impressions og ideas
Hume undersøger nu de menneskelige bevidsthedsindtryk, Percpetions. Dem deler han op i 2: Impressions (indtryk) og ideas (forestillinger). Impressions er de umiddelbare indtryk, sansedata. Ideas er kopier af impressions, svagere billeder som fremkommer når vi tænker på tidligere impressions, når vi diskuterer eller laver logiske slutninger, drømmer osv. Kriteriet for denne skelnen er altså livlighed, kraften hvormed de fremstår. Nogle gange – i sygdom, galskab eller drømme – kan ideas virke så stærke, at de ligner impressions.

Simple og komplekse
Hume deler endvidere perceptions op i komplekse og simple:

Det falskes problem: Tilbageføring
Problemet er nu, at jeg kan danne mig komplekse billeder, der ikke passer med mine komplekse impressions, ved at kombinere de simple ideas på en måde, der ikke passer med de impressions jeg har fået. Herved opstår falske billeder. Jeg kan for eksempel danne mig billeder af København med Eiffeltårnet placeret midt på Rådhuspladsen.

Det er en grundantagelse i empirismen, at enhver idea kan føres tilbage til en impression. Denne tanke går igen hos den logiske positivisme, der med verifikationstesen stiller kravet om tilbageføring til observationssætninger.

Impressions of sensation og impressions of reflexions
Impressions (indtryk) deles igen op i to: Impression of sensation er den direkte sanseoplevelse. Impression of reflexion er den impression, der stammer fra en idea (forestilling) uden at være en idea. Hvis jeg f.eks. er vant til at våde hunde lugter, så forbinder jeg våde hunde med lugt. Når der kommer en våd hund ind i stuen, så kan synet (impression of sensation) fremkalde en lugteoplevelse hos mig (impression of reflexion). Ideas kan altså fremkalde impressions.

2 Vidensformer: relations of ideas og matter of facts
Relation of ideas (svarer til analytiske domme hos Kant) har alene at gøre med nødvendige relationer mellem ideer, og er derfor af logikkens vej sande. Benægtes de, er det en kontradiktion. Der er tale om sikker erkendelse, der dog intet udsiger om virkeligheden.

Eksempel: Givet idéerne 2 og 4, så er det givet at 2 + 2 = 4. Det kræver en omdefinition af ‘+’ og ‘=’ (relationerne), hvis man vil benægte det og samtidig undgå en kontradiktion.

Eksempel: En cirkel er rund.

Matter of facts (kendsgerninger) (svarer til syntetiske domme hos Kant) har ikke noget nødvendigt over sig. Det er den egentlige empiriske viden om virkeligheden, der er erfaringsafhængig. Matter of fact angår det umiddelbart foreliggende (E: Jeg perciperer en solopgang om morgenen), det erindrede (E: Jeg perciperede en solopgang en morgen) eller det, der sluttes til via kausalrelationen (Eksempel: Solen vil altid stå op op morgenen).

Vidensproblemer

Substanser
Hume påviser – som allerede Berkeley havde gjort opmærksom på – at man ikke kan føre ideen om den materielle substans som bærer af egenskaber tilbage til nogen impression (indtryk). En konsekvens heraf er at vi kun kan tillade os at tale om fænomener, hvis vi skal holde os strengt til hvad vi sanser, og ikke om ydre ting. Dette betyder ikke at Hume benægter ydre tings eksistens.

Hume påviser endvidere, at heller ikke den åndelige substans (sjæl, selv osv.) som bærer af sansninger, kan føres tilbage til nogen impression (indtryk).

Kausalrelationen
Kausalrelationen er på samme tid erkendelsesens krumtap og akilleshæl: Det er den, hvormed vi kan vide andet end det nu og tidligere sansede, og det er derfor vigtigt at afdække dens grundlag. Al interessant viden om kendsgerninger baserer sig på denne relation, uden hvilken viden om kontinuitet, sammenhæng eller regelmæssighed ikke er mulig. Derfor giver Hume sig til at undersøge denne.

Nødvendighed
Helt centralt i kausaliteten står ‘nødvendighed': At den samme årsag altid med nødvendighed fremkalder den samme virkning; hvis A er årsag til B, så vil B altid følge på A. Hume spørger derfor om kaulsalrelationen er en relation of ideas? Det er den ikke, for det er ikke selvmodsigelse at benægte den. Vi kan sagtens forestille os modsigelsesfrit at den røde billardkugle rammer den hvide billardkugle, og at denne sidste ikke begynder at trille, selv om den plejer at gøre det.

Er kausalitetsrelationen så en kendsgerning/matter of fact? Nej, svarer Hume. Alt, hvad vi kan se (impressions) er nærhed og tidslig følge. Men man kan ikke se, lugte, høre, føle eller smage nogen nødvendighed.

Derfor må Hume slutte, at kausalitet er et tomt metafysisk begreb.

Induktionsproblemet
Dette får konsekvenser, for det betyder, at vi ikke kan slutte fra vores ud over vores erfaring til noget i fremtiden = induktionsproblemet.

Man kan også vende bøtten og sige, at havde induktion ikke været et problem, kunne det have reddet problemerne med kausaliteten, for så kunne vi vide med nødvendighed, at de hidtil observerede fænomener ville følge på hinanden på samme måde. Men da induktionen hverken kan underbygges ved induktion (det ville være en cirkelslutning) eller ved deduktion (nogle medfører ikke alle), er induktion ikke en gyldig slutning, hvorfor vi ikke kan regne med at fortidens regelmæssigheder vil fortsætte.

Hvad gør vi så?

Vanen
Vi støtter os til vanen. “Vanen er således menneskets store fører” (Hume, Enquiry, V, 1). Kausalitet er en tanketilbøjelighed, altså noget psykologisk. Det er ikke fornuften, der er vor ledetråd, men vanen. Her falder fornuften ned i erkendelsens hierarki. I følge Kant er det “filosofiens skandale” at fornuften ikke kan kautionere for de mest grundlæggende forudsætninger for videnskab, og at vane, følelse og andre irrationelle kræfter styrer mennesket mht. erkendelse og moral.

Hume nægter ikke kausalitet, han nægter at vi kan vide om den med sikkerhed. Hume nægter heller ikke omverdenens eksistens, men at vi kan vide om den med sikkerhed.

Belief vs. ideas
Vi støtter os imidlertid ikke kun til ideas, men til tro (belief): Vi tror på en regelmæssighed. At jorden er rund er ikke noget vi tror på, fordi vi har forestilling (idea) om det, men fordi vi altid har fået fortalt det. Tro skyldes opdragelse og uddannelse. Tro kan prøves af: Vi kan prøve om det, vi har fået indprentet (opdragelse) passer med det naturlige (det vi kan sanse). Vi bør eksperimentere, men vi kan aldrig nå på den anden side af troen. Med begrebet tro (belief) prøver Hume at redde sig fra den værste skepticisme, der hævder, at fantasiens produkter er lige så virkelige som regelmæssige indtryk.

Viden
Traditionen vil, at Hume læses som en skeptiker, der bringer viden i fare, og lægger mere vægt på det, end på revisionen af grundlaget for viden. Måske giver det i dag mere mening at læse Hume, som en, der siger at vi godt kan have viden, blot ikke i den 100% sikre form, man forestillede sig. Altså: Snarere en revision af vidensbegrebet end en forkastelse af viden.