V. Anders Fogh Jensen

Michel Foucault: Galskabens historie i den klassiske epoke.
Oversat fra fransk, Histoire de la folie à l’âge classique.
Det lille forlag, 2003.

Indledning

Sindssygen er ikke steget op fra helvede. Den er vågnet op fra historiens stilhed. En historie, hvor fornuften lagde galskaben til rette i en indslumring, der ikke just blev nogen tornerosesøvn. Da psykiateren 200 år senere vækkede den gale til live med et styrtebad på samvittighedens slot, havde hun glemt at tale og måtte lære et sprog uden torne. Det eventyr er ilde hørt hos de behandlere, der forstår sig selv som konger. Velkommen til en bog, der inviterer til ramaskrig.

Galskabens historie er ikke historien om, hvad galskab altid er, men om hvad galskab var, og hvad den blev til. Det er mere end en marxistisk grædekonehistorie om de vilde produktivkræfter, der blev spærret inde i fornuftens produktionsmaskineri, og det er mere end en fransk forskelstænkers udgave af Kejserens nye Klæder, der peger på, at fornuftens hanegal selv startede med et gal. Det er videnskabshistorie ad modum Kant: Hvorledes blev det muligt at favne galskaben med videnskaben? Det er videnskabshistorie, som vi kender den fra den franske epistemologi og fra nykantianismen, hvor erkendelsens former udspilles på historiens teater, men det er med Michel Foucault (1926-84) som dramaturg, og det vil sige, at objektivitet spiller rollen som herredømme, og kundskab spiller beherskelse
Som Hamlet, der iscenesætter et skuespil i skuespillet med den hensigt at bringe en kongemorder op af tronen, som Hamlet, der mimer en sandhed frem i et løgnagtigt univers, som Hamlet opfører Foucault en historie for at bringe psykiateren ned fra højsædet. Som Hamlet gør Foucault sig til vred dramaturg, kompromisløs snushane og forurettet søn af galskaben for at mime i sandhedens tjeneste. Det er tragedie ad modum Shakespeare: Hvad ville galskaben sige, hvis dens spøgelse kunne tale? Velkommen til et likvideringsdrama, der ikke ender lykkeligt.

En bog om galskab
Scenen er sat med senmiddelalderens og renæssancens gale, der færdes i gaderne og sejler på floderne i dertil indrettede galeskibe (1. del, kapitel 1). Skibet er ikke ladet med blind social indespærringsfunktion, men med ceremonier, hvor den gale flyder gennem samfundet. Ingen kender ham eller hans bredder, han er overgivet til søfartens usikre skæbne, solidt lænket til et uendeligt vejkryds. I en uophørlig bevægelse passerer han gennem samfundet uden at surre sig fast; hvis han er fange, er han fange af passagen (p.35).

Den gales galen er endnu ikke at sammenligne med papegøjens eller beostærens harmløse efterplapren, den markerer som hanens gal en grænse. Som passage til en anden, kosmisk verden markerer den gale en grænse til det ukendte. Udskibningens mandskab er på samme tid et løfte og en trussel om en anden verden, inkarnationen af mulighed, der slører grænserne for det nødvendige. Fornuftens landkort afspejler den geografiske verden: Heller ikke fornuftens verden er endnu rund, hvorfor dens grænser er forbundet med tvivl. Med andre ord er det ikke fornuften, der tegner skarpe grænser i galskabens sand, men galskabens vanvid, der truer med at overrisle fornuftens land og bortskylle grænserne for etableret fornuft.

Men før det når dertil ankommer en kritisk bevidsthed i løbet af det 15. århundrede til verden, der opfører galskaben som moralsk satire. Endnu kan man hos f.eks. Michel de Montaigne (1533-1592) og William Shakespeare (1564-1616) finde den visdom, der nærer respekt for galskaben, og ved, at fornuften står i forbindelse med ufornuften (p.55). Så længe den menneskelige fornuft set med Guds optik er den rene ufornuft, mens Guds fornuft set fra jorden til tider kan tage sig ufornuftig ud, så længe er det endnu for tidligt at kaste galskaben over bord.

En bog om ufornuft
Galskaben beordres gradvist fra borde med oprettelsen af interneringshusene (Hôpital général, Workhouses, Zuchhäusern) fra og med midten af det 17. århundrede (1. del, kapitel 2). Samtidig med at erkendelsens grundlag flytter fra verden ind i subjektet, flytter galskaben ud i dertil indrettede galehuse. Med succes havde man fordrevet spedalskheden med internatet, der nu står klart til at lade afvigerne flytte ind: Uarbejdsdygtige, drankere, omstrejfende, handicappede, forældreløse, selvmordskandidater, libertinere, gale – alle dem, der betegner fornuftens, ordenens, arbejdets, moralens og humanitetens andet. Få år efter grundlæggelsen af det første interneringshus i Paris var 1 % af den parisiske befolkning spærret inde (p.78).

Modellen er følgende: Man udpeger en gruppe som umenneskelige og anviser dem et skarpt adskilt rum; man forsikrer den eksilerede gruppe om frelse eller forbedring og den eksilerende gruppe om fuldstændig sikkerhed. Lyder det bekendt? Galskabens historie er historien om vestlig identitetsdannelse, hvorfor jødeudryddelse og indvandringspolitik er muret op over samme model.

Det er en pointe, at man med denne model gør noget; man skaber noget, der ikke blot går forud for praktikken, men kommer til verden i og med praktikken. For det første fikserer man galskaben som en gal person (le fou), der kan indelukkes, til forskel fra den anonyme galskab, der førhen flød gennem byerne. For det andet fikserer man galskaben (la folie), idet man løsriver den fra cirkulation og lokaliserer den et konkret sted, nemlig i internatet (p.124). For det tredje konkretiserer man den fremmede andethed (altérité) i en konkret fremmedhed (aliénation), der måske ikke er et kontrollerbart, men nok for fornuften bekendt tab af fornuft. Anden akt i Foucaults drama er et skilsmissedrama, hvor fornuftens ukendelige grænse fremmedgøres til kendelighed.

Hovedpersonen i dette drama hedder déraison (der her oversættes med ufornuft), hvilket indikeres af afhandlingens oprindelige titel fra 1961, Folie et déraison, Historie de la folie à l’âge classique; det er først fra og med nærværende bogudgave fra 1972, at undertitlen gøres til hovedtitel. Déraison hører frem for alt den klassiske tid til (centreret omkring perioden 1640-1800), men optræder gennem alle perioderne, og begrebet viser sig derfor særligt egnet som et sporstof, man kan pode på fornuften og civilisationen for at afsløre deres transformationer. Renæssancens ufornuft er en kosmisk ufornuft, et udtryk for en forvirring eller et kaos i forhold til en helhed.

Den klassiske tids ufornuft er at forstå som en ontologisk ufornuft, et intet, der vidner om fornuftens væren. Det er ufornuftens paradoks, at den er et intet, der taler (p.258). I den moderne verden (efter 1800) konciperes ufornuften antropologisk, som sygdom i subjektets dybder, der kan objektiveres og forstås af den medicinske videnskab. Denne forvandling af ufornuften går fint i spænd med, hvad Auguste Comte (1798-1857) har kaldt henholdsvis den teologiske, den metafysiske og den positive fase. Forskellen er, at Comte skriver fra det 19. århundrede med en tanke, hvor tiden er udviklingsprincip, mens Foucaults historie er en glemselshistorie: Glemslen af galskaben i udelukkelsen og den totale glemsel i medikaliseringen. Men begge handler de om, hvorledes det objektive blev muligt.
Den klassiske fornufts paradoks, at ufornuften er et intet, der dog taler, kan forklares som en manglende korrelation mellem den klassiske tids praktikker (der skildres i bogens første del) og dens forståelsesformer (der skildres i bogens anden del). Déraison, ufornuft, er først og fremmest en social genstand, der opstår ved den måde, man omgås det gale på i praksis, nemlig ved indelukkende udelukkelse. La folie, galskaben, er derimod mere en medicinsk og analytisk genstand, der opstår ved den forståelsesakt, hvor galskaben udpeges og begribes. Disse to niveauer er også at forstå som en kritisk og en praktisk bevidsthed på den ene side (den, der genkender galskaben som sin modsætning og samfundet, der igangsætter afværgelsesriter) og en hævdende og en analytisk bevidsthed på den anden side (det fornuftige subjekt, der udpeger og den teoretiske tilgang til det udpegede) (pp.184-187). Det er i manglende korrelation mellem de to niveauer, mellem praktik og begreb, at galskaben på samme tid kan spille rollen som et intet, og dog tale.

Den medicinske forståelsesmåde er nok tilstedeværende i den klassiske tids interneringshuse, men indespærringen er ikke i sig selv medicinsk, den er “policière”, dvs. den foregår med henblik på at skabe orden. Hvis der er læger til stede i interneringshusene, så er det ikke fordi, man mener at have indespærret en flok syge, men fordi man frygter sygdomme hos dem, der allerede er interneret (p.135). Når man alligevel ser, at de gale bliver opfattet som syge, så skyldes det snarere en tråd, der går fra middelalderen til moderniteten, end noget, der er del af et klassisk rationalistisk netværk. Det specifikt rationalistiske spinderi består snarere i at sammensurre tråde af skyld, straf, galskab og helbredelse, som psykiatrien senere i moderniteten kan binde sine objektive positiviteter op på (p.108-109). Man kan med rette spørge, om Foucault ikke gør lidt af et kunstgreb for at undgå at tilskrive lægerne den rolle, som han ønsker skal tilhøre moderniteten.

En bog om forvandling
Hvis Foucault lokaliserer grundlaget for bevidsthedsformerne i de sociale praktikker, er han så ikke historisk materialist, marxist i epistemologiske klæder? Han er epistemolog i den franske tradition fra Gaston Bachelard (1884-1962), Alexandre Koyré (1882-1964), Jean Cavaillès (1903-44) og Georges Canguilhem (1904-95). Sidstnævnte har haft stor indflydelse på Foucaults værker om medicinens epistemologi, særligt Klinikkens fødsel (1962), men det var dog først, da Galskabens historie allerede stod færdig som afhandling, at Canguilhem kom ind i billedet som officiel vejleder. Det ændrer imidlertid ikke på, at Foucault i sine unge år har modtaget en massiv påvirkning fra den historisk epistemologiske skole, der tilskriver tænkningen hovedrollen i videnskabshistorien. Ifølge denne skole udstikker enhver tidsånd rammerne for, hvad der kan gives empirisk. Problemet med at drive videnskaben fremad ligger i at bryde med det stædige net af sammenhængende sandheder, der udstikker rammerne for det empirisk givne, og der, hvor det lykkes, er det ikke empirisk benarbejde, men tankemæssig kraftanstrengelse, der har været begivenhedsudløsende.

Den epistemologiske skole har sammen med annalesskolens mentalitetshistorie ført Foucault i retning af at afsøge, hvorledes en tidsånd kan udstikke nogle mønstre i bevidsthederne, men snarere end som epistemologien at tilskrive tanken rollen som begivenhedsudløser, eller som materialismen at tilskrive praksisformerne den, søger han at pege på hele den kulturelle horisont som udslagsgivende. De genererende anordninger for forståelse og handling, som Foucault fra midten af 1970’erne tematiserer under navnet ‘dispositiv’, og som in casu med Overvågning og straf (1975) kan kaldes ‘interneringsdispositivet’, har sin herkomst i hele den kulturelle horisont, eller, som det senere hedder i Ordene og tingene (1966) og Vidensarkæologien (1969), i epistemet. Dette kommer til udtryk, når Foucault hævder: “Interneringen er kun udfaldet af dette dybereliggende arbejde, som hører nøje sammen med den klassiske kultur” (p.105), altså: Kun fordi der er sket et etisk omorganiseringsarbejde i den klassiske kulturs mentalitet, bliver det muligt at stuve mennesker sammen på denne måde. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at sådanne historiske forvandlinger ikke sker pludseligt, men som gradvise afmonteringer og påmonteringer, der over tid skaber en ny kulturel horisont.

Hvad er det så for et dybereliggende arbejde, som disse opdelinger har rod i? Dels har de rod i den gryende kapitalisme, der har brug for at skelne mellem på den ene side det økonomiske fællesskab, der producerer og cirkulerer goder, og på den anden side de ledige eller uarbejdsdygtige, der ikke gør det. Det er på den baggrund, at de gale kan fremstå som et oprør mod arbejdet. Dels har de rod i den borgerlige familie, der definerer sig ved at adskille sig fra de seksuelle udskejelser, de blasfemiske og libertinerne, der ikke længere repræsenterer en vanhelligelse, men en mangel på verdslig moral (1. del, kapitel 3). Det dyriske i mennesket er ikke længere drømmens dyr, men det bestialske, en tilstand før fornuft og orden, som mennesket kan falde i. Det er på den baggrund, at galskaben kan fremstå som et etisk problem: At vælge fornuften igen.

Det er på den anden side også rigtigt, at disse praksisformer skaber noget, nemlig det, der hævdes at gå forud for praksisen. Første omdøbning: Galskaben omdøbes til den gale. Indespærringen hævdes at være indespærringen af det gale menneske, men indespærringen er netop den praktik, der konkretiserer den gale, for at kunne indespærre ham (p.103). Anden omdøbning: Virkning omdøbes til årsag: Man indespærer den gale for at støde ham fra sig og siger, at det er fordi, han er udstødt, at han er indespærret. Det, der præsenterer sig som oprydning, er fremmedgørende, og det, der senere præsenterer sig som behandling, er sygdomsgørende. Tredje omdøbning: Historisk frembragt virkning, der er omdøbt til årsag, omdøbes til ahistorisk natur (p.441). Det er Foucault, der skriver drama med Nietzsches pen.
En bog om sygdom
Forvandlingen fra den kosmiske sandhed i munden på den gale til den antropologiske sandhed i munden på den syge går via den klassiske lukning af munden. Da alle de øvrige internerede slippes løs hen mod slutningen af det 18. århundrede, lader man galskaben forblive indespærret, idet man opretter asyler med medicinske formål. Man løsner den gales lænker og bagbinder ham med de moralske bånd, der i mellemtiden er blevet spundet, og når man skubber ham ind på videnskabens scene i tredje akt, lader man alle hans tidligere så lovende og truende muligheder blive backstage.

Vandet, der transporterede den gale i renæssancen, og som afbalancerede legemsvæskerne i den klassiske tid, bliver nu i asylet anvendt til styrtebadets chok, der koldt og gennemsigtigt skal afstraffe den gale. Vandet, som den gale gennem hele bogen har været forbundet med, har for længst mistet muligheden for at overrisle fornuftens grænser trukket i sandet. Nu, på tærsklen til moderniteten, er fornuftens land så tørlagt, at videnskaben kan tegne humanismens “ansigt af sand ved havets bred”, som det hedder i afslutningsreplikken fra Ordene og tingene. Galskaben magter ikke at overrisle dette ansigt, da det kræver en afmontering af hele det moderne projekt om mennesket, men kommer til at fungere som velgørende mudder i humanitetens egen ansigtsløftning.

Den tilsyneladende genåbning af talen i modernitetens affortryllede og analyserende øre er blot en forstærkning af en mulighedsglemsel, der lukker improvisationerne ned i diagnostiske pseudodialoger. Der går linjer herfra til Foucaults Seksualitetens historie, bind I (1976), hvor lysten og talen underlægges en scientia sexualis. I Galskabens historie er der zoomet ind på galskabskomplekset med alle dets forbindelser til de seksuelle udsvævelser og moralske mangler, der sættes i videnskabens system.

Behandlingen af og begrebet om den moderne sindssygdom (3. del af bogen) overtager både den praktiske kritik og eksklusionsriten (1. del) samt galskabserkendelsen og den medicinske analytik (2. del), men indordner dem alle under den sidste, for dér at udspille en videnskabelig akt med den gale i rollen som medicinsk genstand. Den medicinske magthaver spiller ekspert i galskab, men det er “ikke fordi, han kender den, det er fordi, han behersker den” (p.503), at han kan indkredse galskaben, omend det ikke tager sig sådan ud i medicinens selvforståelse.

Galskaben skal forbindes til sandheden via objektiv videnskab, og derfor får den gale ret til at tale, men kun i pseudodialoger, og på den bekostning at måtte tage en omklamrende subjektstruktur på sig, der gør ham til objekt. Samtidig fungerer den videnskabelige diagnose som en mental fængsling, der ikke behøver indespærring for at kunne udøve sin domspraksis. At modtage sin diagnose for at kunne tale består i at overtage lægens blik på sin identitet, det vil sige at påtage sig sin moralske ydmygelse. I det modernes tredje akt danner moralisering og videnskabeliggørelse kulisse for galskabens uimproviserede tale.

Det er ganske vist, at Freud er en af ærkeskurkene i denne akt, men han har dog den ære at genoplive dialogen med galskaben, hvor positivistisk medicin i årevis havde ignoreret den som larm for at koncentrere sig om det syge legeme. Man må derfor være “retfærdig overfor Freud” (p.350) og tilskrive ham, hvad der tilkommer ham, nemlig at afsløre, hvad psykologien havde forsøgt at skjule, at galskabens tale kan forbindes til sandhed via en hermeneutik. Det handler om, at den talende skal bringes til at fortolke sin egen fortolkning. Sproget er tilbage på scenen.
En bog om sprog

Galskabens historie er fra første færd en historie om sprog. Galskab er i særdeleshed noget, der gør sig i sproget: “Sproget er galskabens første og sidste struktur. Det er dens konstituerende form” (p.252). Det, der adskiller galskaben fra fejltagelsen er, at den ikke er ulogisk, men netop logisk: Den er organisering af logiske ræsonnementer omkring en opdigtet kerne. Fordi galskaben har sin logik, kan fornuften på samme tid se sin nærmeste og sin fjerneste i galskaben; det er sin egen bror, fornuften sætter ud af spillet. Galskab er hverken ramt af fejltagelsens blindhed eller begunstiget med fornuftens syn, galskab er blændet. Galskab er hverken ramt af uvidenhedens stumhed eller fornuftens stemme, galskab taler.

Galskabens historie er også på andre måder en bog om sprog. Det er en bog om den galen, der som meningsløs talestrøm af meningsfulde ord peger på tomheden i de ord, der normalt opfattes som meningsfyldte. Når Raymond Roussel (1877-1933), som Foucault behandler udførligt i en særskilt bog (Raymond Roussel, 1963), i sine lange beskrivende digte nærmer sig en objektivitet hinsides det ordnende blik, så nærmer han sig præcis det, Maurice Merleau-Ponty (1908-61) kalder det objektives mareridt: Et virvar af perceptioner uden forskelle, dybde eller horisont, et univers uden perspektiv og målestok. At tale et sprog uden målestok er at forlade ordenernes sprog, de ordener som Ordene og tingene og Vidensarkæologien handler om
Hvis sproget var lige så rigt som tingene, ville det blot være tingenes ubrugelige fordobling, men det er det netop ikke. Det viser Roussel os, men ad negativ vej: Som galskab mimer hans tale tingene som besat, til talen bryder sammen. Den gales tunge, hvis afsindighed er befriet fra den herskende orden, der har indespærret den, peger ikke ind i det tomme intet som modsætning til meningens fylde, men på meningens tomhed: At man kan bruge ordene meningsfuldt og dog sige intet på samme tid.

Det er muligt, at Ferdinand de Saussure (1857-1913), Maurice Merleau-Ponty og Jacques Derrida (1930-) har vist os, at sprogets forudsætninger ligger i tomheden mellem tegnene, men de har ikke tænkt denne betingelsens tomhed som sprogets sammenbrud. Det gør Foucault, idet han tænker galskaben og litteraturen som de steder, hvor det deskriptive sprog kollapser og bliver til talestrøm.

Den gales tale er ikke et sprog, der er transparent overfor tingene, men et sprog uden oprindelse eller subjekt, blot tale, der taler. Præcis derfor tangerer galskaben, hvad litteraturen siden hen har ledt efter, nemlig et sprog til at beskrive det søndersprængte subjekts vilkår (Lautréamont, Mallarmé, Bataille, Blanchot, Artaud, Joyce, Beckett). Ikke sådan at forstå, at de gale er forfattere og forfatterne gale, selvom der findes visse grænsegængere (Nietzsche, Nerval, Artaud, Roussel), men sådan at forstå, at de som talestrøm taler fra et punkt udenfor ordenen, fra sproget selv. “For at tale om galskaben, må man have en poets talent”, slutter Foucault sit forsvar af Galskabens historie med den 20. maj 1961. Galskabens historie er ikke blot et drama om fornuft, det er også en anvisning til litteratur. Det kan godt være, at galskaben ikke er steget op fra helvede, men den er heller ikke faldet ned fra himlen. Den lettere romantiserende tanke, at den gale fra en marginposition skulle kunne blotlægge de fornuftige tankers grundlag, tager Foucault senere til sig igen. Intet er mindre udenfor samfundet end den ulykke, der overgår den gale, og den vold, der udøves mod den kriminelle, intet er mere indbegrebet af samfundets magtmekanismer. Hvis den gale derfor siger noget om tanken og talen, så er det fordi, han er med til at vise det, qua det man gør ved ham. Snarere end at spille rollen som logrende hund i fornuftens keglespil, er han blot en kegle blandt andre.
Stopper man her i konstruktivismens omklædningsrum med konstateringen af, at så er der bare forskellige galskabsforståelser i det maskebal af virkninger, vi kalder verden, så kan man give mening til den ofte hørte påstand, at Foucault tilhører den nihilistiske stab af konstruktivistiske epistemologer, som tiden så tankeløst og værdiløst flyder over med. Men Foucault stopper ikke her, for der er mere på spil. Foucault er ikke udelukkende trukket i en epistemologisk kittel for at lægge den medicinske diskurs’ formationsbetingelser på dissektionsbordet, han spiller rollen som epistemolog for at pege på en glemsel af noget metafysisk, der tidligere kunne sive ud af den gales tale. Galskabens historie er en længselsfuld forhåbning om at give stemme til det tavse. Den bestræbelse ligner mere Theodor Adornos og Martin Heideggers (1889-1976), end det ligner tidens konstruktivisme og pragmatisme. Foucault ser i bemestringens skærende lys et befriende skær af mørke.

En bog om historie
I det omfang Galskabens historie er en historie, er det en historie om det historisk ahistoriske, det vil sige en historie om, hvorledes historiske praksiser og forståelsesmåder udstanses som ahistoriske i deres egen selvforståelse. Et væsentligt element i ethvert sandhedsudsagn er, at netop dette udsagn er ahistorisk, i modsætning til tidligere historiske fejltagelser. Således er også galskab, sindssygdom og sindslidelse roller på historiens teater, der ikke kan begribes uden deres opsætning. Galskabens historie rummer både en horisontal historie om, hvorledes begivenheder og forståelsesmåder følger efter hinanden, og en vertikal historie om, hvorledes samfundet på stadig nye måder definerer sin egen identitet ved at udsondre et andet som anderledes. Historien om modstillingernes modulationer, fra renæssancens modstilling af profan overfor hellig over den klassiske tids fornuft overfor ufornuft til den moderne tids modstilling af normal overfor patologisk, er ikke blot en horisontal historie om, hvorledes det vertikale skifter kostume fra akt til akt. Det er det vertikales historie, det vil sige en historie om, hvorledes det anderledes hele tiden bliver et anderledes anderledes.

Noget af det, vi i dag kan lære af Galskabens historie, er, at en nøgle til at forstå et samfund er, hvad det udsondrer som anderledes, og hvorledes dette anderledes er anderledes. Kommunisten, fascisten, terroristen eller hvem det nu måtte være, siger noget om det samfund, der udpeger, angiver, kritiserer og tager sine forholdsregler. Således er Galskabens historie en bog om det anderledes, og dermed også om den finger, der peger, den hånd, der vinker og den arm, der låser.
En bog til strid
Reaktionerne på Galskabens historie lod vente på sig. Det var ikke først og fremmest en politisk bog, men et akademisk værk, hvis politiske sprængstof lå pakket ind i epistemologiske og institutionelle detailanalyser

I 1960’erne var Ronald Laing og David Cooper sammen med en række psykiatere og psykoanalytikere i London ved at grundlægge det, de kaldte antipsykiatri. De undersøgte og mente at kunne påvise, at skizofreni skyldes pres fra familie og sociale institutioner. På det tidspunkt florerede et udpluk af Galskabens historie i Frankrig, og det blev denne minimerede udgave, der udgjorde grundlaget for den engelske oversættelse fra 1965 udgivet af Laing med en indledning af Cooper. De gav Galskabens historie en ny politisk drejning, hvor den idéhistoriske dramatisering af sindssygdommens herkomst kunne fremstå som en menneskelig katastrofe. Denne forståelse tog særlig fart efter 1968, hvor antipsykiatrien spredte sig ud over hele Europa, blandt andet til Italien via Franco Basaglia (1924-80), men også til de danske hospitaler. Det diskuteredes og diskuteres stadig, hvorvidt årsagen til sindssygen er social og kan tilskrives ikke mindst behandlerne og institutionerne, hvilket har givet anledning til at tale om, at man kan være ‘psykiatriramt’. Videre udløbere af denne debat er antipsykologi og antipædagogik med den fælles dagsorden, at behandlerne, hjælperne og beskytterne er de væsentligste årsager til forskellige dårligdomme.

Man bliver naturligvis ikke populær af at tilskrive skadevirkninger til dem, der forstår sig selv som helbredende. En lang række læger stod i kø for at invitere Foucault indenfor på sindssygehospitaler for at vise ham, at sindssygen faktisk findes, og at han tager fejl, når han tilsyneladende hævder, at de gale ikke er syge. Det er imidlertid ikke det, der hævdes. Det hævdes, at ingen sygdom gives hinsides socialitet, historie og sprog, og at enhver anomali eller sygdom brydes igennem de historiske og sociale bevidsthedsformer for at manifestere sig i specifikke sociale institutioner og praktikker. Det hævdes endvidere, at disse forståelsesformer og praktikker virker ind på den sindssyge, fordi denne ikke blot er et objekt, men også et forstående subjekt. Det er ikke at hævde, at sindssygdom ikke er sygdom. Det er at hævde, at galskabskomplekset bliver betragtet som sindssygdom med alt, hvad dertil hører, fordi vi lever her og nu, og at det har konsekvenser, også for den syge.

På mange måder druknede nogle af de subtile institutionelle, videnskabelige og filosofiske analyser fra Galskabens historie pludselig i bogens anti-succes. Anti-succesen satte skub i mere nærgående kritik fra det filosofisk-psykiatriske felt om fakta og fortolkning af historien. For eksempel søgte Gladys Swain og Marcel Gauchet i La pratique de l’esprit humain (1980) at påvise, at Foucaults opførelse af galskabsscenariet simpelthen er misforstået. Galskaben holdt med den klassiske tid tværtimod op med at være radikal andethed og blev en anerkendelse af fornuften i den gale, hvormed opfattelsen lagde grunden til behandlinger, der forsøger at genvinde denne fornuft. Den gale er ganske vist aliéné, fremmedgjort, men det betyder netop, at han kan komme hjem. Endvidere hævdes det, at begrebet sindssygdom langt fra er så overgribende, som Foucault gør det til, idet begrebet muliggør at anskue galskaben som en udefrakommende ulykke, der overgår den sygdomsramte. Heroverfor står Foucaults påvisninger af, at man faktisk adskilte de gale fra de øvrige grupper ved overgangen fra internatet til asylet og af den moralisering af galskaben, der foregik parallelt med frigørelsen fra lænkerne.

Foucault blev aldrig rigtigt en del af antipsykiatribevægelsen, det blev ved opmuntringer og sympatitilkendegivelser. Hans egen indsats som intellektuel aktivist på den politiske scene forblev rettet mod andre former for indespærring end sindssygeasylerne, nemlig som talsmand for de fængselsindsatte.
En bog om mord

På den filosofiske scene opstod der også strid. Descartes blev det stridens æble, som Galskabens historie trillede ind på den franske intellektuelle scene. Når Descartes, der skriver sine Metafysiske meditationer samtidig med, at de første interneringshuse oprettes, gør sig overvejelser om erkendelsens mulige fejlkilder, nævner han følgende: Sansningen, drømmen, galskaben og den onde dæmon. Sansningen og drømmen har klart nok været årsag til mangen en fejltagelse, selv om det må indrømmes, at drømmens indhold forudsætter eksistensen af mere simple ting som for eksempel fysiske ting. Men da den mulighed foreligger, at en ond dæmon kunne eksistere, som kunne bedrage Descartes i ét og alt, kan han ikke slutte til nogets eksistens ud fra sine drømmes indhold.

Foucault peger på, at den fjerde mulige fejlkilde, galskaben, ikke får samme grundige behandling af Descartes, men forkastes endnu inden den er bedømt, idet det at indlade sig på den gales tankegang i sig selv ville være galskab (pp.69-70, 161, 199, 259, 353, 513). Med andre ord, og det er Foucaults pointe, så er galskaben for Descartes utænkelig, thi den er selve den tænkendes modsætning. Dette tager Foucault som vidnesbyrd på den klassiske tænknings forhold til galskaben generelt, som formlen: Galskab kan jeg ikke tænke, ergo kan jeg tænke.
Denne behandling af fransk filosofis fader blev for meget for Jacques Derrida, der d. 4. marts 1963 holdt en forelæsning, “Cogito et histoire de la folie”, om netop Galskabens historie. Her læste han Foucault med sin senere så velkendte læsemetode, den drilske dekonstruktion, for at blotlægge det tænktes utænkte. Hvad Foucault ifølge Derrida overser, er, at galskaben hele tiden er nærværende hos Descartes: Descartes’ hysteriske tvivl er en mangel på mådehold, der rummer sin egen galskab. Når han inddrager hypotesen om en ond dæmon, så er det en tvivl på selve den naturlige tvivl, der rummer en galskab i sig selv. Filosofi er i sig selv galskab.

Derridas kritik stoppede imidlertid ikke her. Han insisterede nemlig på, at Foucault og Galskabens historie i sig selv er “En kartesiansk gestus fra det 20. århundrede”. Hvordan det? Fordi historiens drivkraft er fortrængningens pulserende bevægelse, der tager tidligere tiders tanker op for at forkaste dem. Netop den bevægelse er ikke blot Descartes’ i forhold til galskaben, men præcis også den måde Foucault forholder sig til Descartes på. Foucault er selv den bedste demonstrering af, at det ikke lader sig gøre at tænke ukartesiansk. Med andre ord: Foucault, der er ude på at opklare et brodermord, anklages nu selv for fadermord. Filosofi er i sig selv tankemord. Dermed lykkedes det Derrida at snøre Foucault ned i samme sæk som hans argeste modstander.
Derridas forelæsning var skarpt vendt mod hans tidligere lærer, men Foucault, der var tilhører, foretog sig intet, heller ikke da forelæsningen samme år udkom som artikel, eller da den i 1967 blev trykt i Derridas bog L’Écriture et la différence. Først senere, efter en artikel af Gérard Granel (1930-2000), der fremhævede Derrida og nedgjorde Foucault, fór sidstnævnte i blækhuset og tog til genmæle med artiklen “Mon corps, ce papier, ce feu”, trykt i 1972-udgaven af nærværende bog. Foucaults genmæle går væsentligt på, at Derrida bortretoucherer de diskursformationer udenfor teksten, som bestemmer teksten, og dermed reducerer alt til tekst. Lidt firkantet kan man hævde, at Foucault vil kontekstuere den filosofiske tale, mens Derrida vil tekstuere den. Det handler, som ethvert stridens æble, om meget andet end blot et æble.
En bog af blæk
Nærværende afhandling, undfanget i Uppsala, udviklet i Warszawa, født i Hamburg og forsvaret i Paris, lægger fundamentet til de videnskabs-, magt- og subjektkritikker, Foucault senere skal udfolde på baggrund af indsigterne fra dette digre værk. Fordi Galskabens historie er en historie om det andet og det anderledes, rummer den i sig kimen til en magtkritik, der baserer sig på analyserne af, hvad mennesket gør, når det udpeger noget som sit andet. “Alt dette dukkede frem”, udtaler Foucault i 1970, “som noget, der var skrevet med usynligt blæk, der kunne vise sig på papiret, når det rette reagensmiddel blev tilføjet: Ordet magt.”

De sociale praktikker, der beskrives i første del (indespærring, eliminering, undertvingelse, herredømme) peger frem mod interneringsdispositivet og disciplindispositivet, som de beskrives i Overvågning og straf (1975), som en magt, der undertvinger og ordner et materiale efter et på forhånd givet mønster.
Denne negativitet bliver imidlertid muligheden for en positiv viden i den medicinske diskurs, som den beskrives i Galskabens historie, fordi den indespærrende afstandtagen netop etablerer den distance, der senere skal give plads til en objektivering af den gale og dermed psykiatrien: “Er det ikke vigtigt for vores kultur, at ufornuften kun har kunnet blive til en genstand for erkendelse i den, i den udstrækning at den først har været ekskommunikeret?” (p.126). Her peger linjerne frem mod især det videnskabsteoretiske værk, Ordene og tingene (1966) (der er en videreudvikling af den kommenterede oversættelse af Kants Anthropologie in pragmatischer Hinsicht abgefaßt (1798), som blev indleveret som sekundærafhandling sammen med Galskabens historie), men også mod Vidensarkæologien (1969) og første bind af Seksualitetens historie (1976), fordi afvisningens genstandsgørelse netop blev det distancerede bliks mulighed.

Henimod slutningen af Galskabens historie konstaterer Foucault således, at han i virkeligheden har skrevet historien om psykologiens mulighedsbetingelse. Det psykologiske menneske er født af indelukkelse og objektivering, moralisering og subjektivering: “homo psychologicus er en efterkommer af homo mente captus” (p.525). Ved at sprætte sjælen op og se ned i menneskenaturen åbner sandheden om menneskets ufrihed som natur sig for mennesket.
Der går en kontinuitet gennem hele det foucaldianske œuvre på dette punkt: Det moderne episteme, der studerer menneskenaturen gennem dets anomali og forgængelighed, indvarsles med Bichats (1771-1802) grundlæggelse af den kliniske medicin med ordene “Åbn nogle kadavere” (Klinikkens fødsel, 1962). Her brydes med det klassiske epistemes opfattelse af sygdom i legemet som en repræsentation af det universelle (Ordene og tingene, Vidensarkæologien), og videnskaben begiver sig ind i sin moderne fase med fokus på tid, historie og forgængelighed. “Åbn nogle kadavere” sagde Bichat og grundlagde derved en videnskab, der studerer sandheden om det raske ved at se ned i det syge (Galskabens historie 1961/72). Men når det objekt, der lægges ud på dissektionsbordet, ikke er et uforstående objekt, men et medforstående subjekt, så må bevidstheden om sygdommen medregnes til objektet (Sindssygdom og psykologi, 1954).

Det er med overgangen til modernitetens tredje akt, at en humanisme vælter ind på scenen, hvis menneskeforståelse er bundet op på humanvidenskaberne, og det er med baggrund i den udgave af humanismen, at Foucault vil hinsides mennesket. Man skal formentlig læse den sidste sætning i Ordene og tingene om mennesket, der vil blive visket bort som et ansigt af sand ved havets bred, som andet og mere end en prognose. Man skal formentlig læse det som en vilje til en humanisme hinsides humanvidenskaberne og psykologien, som et anti-humanistisk projekt. Det er i hvert fald, hvad der forsøges i andet og tredje bind af Seksualitetens historie (1984).

Men indtil da handler det for Foucault om at forstå ledelsen af mennesker, efter at magten som reagensmiddel er blevet hældt ud over de videnskabshistoriske studier. Det, som nemlig tegner sig som et ansigt i sandet ved overgangen til det moderne, er en menneskeledelse, der på samme tid leder objekter og subjekter på videnskabelig vis. Mennesket ledes af mennesket gennem objektiverende videnskaber og psykologiserende inderliggørende teknikker; gennem disciplinering, indretning og overvågning på den ene side (Overvågning og straf 1975, Talens forfatning 1971) og gennem moralisering på den anden side (Galskabens historie, Seksualitetens historie bind I); gennem statistik og biopolitik på den ene side og gennem bekendelse og selvledelse på den anden side. De ansatser til en modernitetsforståelse, som Foucault når frem til i Galskabens historie bliver leitmotiv for de senere dramaer, han skal udfolde op gennem 1970’ernes forelæsninger og værker om ledelse, styring, subjekt, seksualitet, viden og magt
En bog om skrøbelighed

Galskabens historie er et farligt drama. Ikke blot fordi det sætter psykiatrien under dens egen kolde bruser, eller fordi det grundlægger et stort œuvre om magt og menneske, men fordi det lærer os, hvad der er på spil, når det anderledes udpeges og bruges som projektionsvæg for vores humanistiske herligheder. Det lærer os den bevidsthed at kende, der genkender, gør praktiske foranstaltninger, hævder og analyserer. Det lærer os at genkende den praksis, der udpeger det umenneskelige, anviser det til afgrænsede rum og lover begge parter civilisering, menneskelighed, forbedring og sikkerhed. Det lærer os, at det menneskelige, der er så skrøbeligt, samtidig er så farligt, når det bliver brugt til at pege med. Det er fordi, det opfører en Hamlet fra fortiden, hvor eliminering af en bror fører til trone og kongerige, det er fordi, det som historie alt for godt mimer det skrøbelige i den nutidige situation, at Foucaults drama er så skrækindjagende.

Den gale var en aliéné, en fremmedgjort fra den hjemlige verden. Problemet i dag er ikke at lære det fremmede at kende, men at lære at kende det fremmede i det hjemlige. Problemet i dag er ikke at blive tryg ved det fremmede, problemet er at blive tryg ved en fornuft, der føler sig så hjemme i verden, at den overalt genkender sine egne klassifikationer.

“Man forsikrer sig ikke om sin egen sunde fornuft ved at spærre sin nabo inde”, sagde Dostojevskij, og Galskabens historie stemmer i. Åbn det verbale kadaver før din nabo bliver gal.

Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk