v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Pouvoir pastoral kalder Foucault den magtform, der er udviklet gennem den kristne ledelsesteknologi, og som ifølge Foucault ingenlunde har sat træskoene sammen med Gud, men tværtimod har oplevet en reaktualisering i den moderne velfærdsstat som en af de dominerende ledelsesteknikker.

Grækerne brugte iflg. Foucault ikke hyrden som ledelsesmetafor, eller rettere, de gjorde det kun undtagelsesvist for at afvise denne metafor (f.eks. i Platons Statsmanden). Lederen skulle ikke, som hyrden, sørge for flokkens føde, det skulle bonden. Han skulle heller ikke samle flokken som hyrden, ej heller overvåge hver enkelt. I stedet finder man vævermetaforen: væveren, der skal udfiltre det tilfældigt sammenvævne og væve nye bånd af forskelligartede naturer. Og man finder styrmandsmetaforen (rorgængeren), der skal styre skibet sikkert uden om farer mod et velkendt mål. Fælles er, at lederen overtager en allerede eksisterende bystat, og skal forvalte den på en sådan måde, at den kan bestå også efter hans død. Hyrden samler flokken ved sit nærvær, og flokken forgår, når hyrden forgår.

Man finder først hyrdemetaforen i de ægyptiske, babylonske og hebræiske samfund. Den rummer følgende karakteristika:

1. Hyrden leder flokken snarere end jorden.
2. Hyrden samler flokken med sit nærvær og sine handlinger.
3. Hyrden våger over alle og hver enkelt.
4. At våge over og arbejde for alle og hver enkelt kræver kendskab til detaljen.
Hyrden må derfor vide om ikke bare flokkens tilstand, men også den enkeltes tilstand for at kunne lede bedst muligt. Ved den tidlige kristendoms overtagelse af hyrdemetaforen ændres hyrdemetaforen på følgende måde:

1. Båndet bliver moralsk.
2. Båndet bliver fundamentalt individuet: det bliver et mål i sig selv at bekende.
3. Hyrden må vide om hver enkelts materielle niveau, offentlige gøremål og sjæletilstand.
4. Individet må give afkalde på sig selv og denne verden.
Til dette formål introduceres epikuræernes og stoikernes selvransagelsesteknik; men hvor det tidligere var en teknik, man brugte i krisetilstande for at undersøge, om man var på rette vej mod sine mål, bliver det nu en teknik man konstant anvender. Krisen er så at sige normaliseret.

Krisetilstanden som normaltilstand potenseres i det moderne velfærdssamfund, hvis bagside er risikosamfundet. Her installeres pastoralmagten som en ledelsesform, der skal sikre at den enkelte forbedrer og ikke skader sin egen eller helhedens tilstand. Der sker følgende ændringer af pastoralmagten:

1. Frelsen flyttes til det dennesidige: sundhed, sikkerhed, beskyttelse, risikominimering.
2. Multiplikation af agtenter (hyrder): statslige institutioner (‘politiet’), foreninger, virksomheder…
3. –> multiplikation af viden både om flokken (kvantificering og statistik) og om den enkelte (bekendelse og fortolkning).
Foucault skitserer især pastoralmagten i sine forelæsninger i 1978-1979, der endnu ikke er transkriberede, men artikler kan man læse om pastoralmagten:

Kilder:
“Omnes et singulatim” in Dits et écrits IV, pp.134-161.
“La gouvernementalité” in Dits et écrits III, pp.635-657.
“Le sujet et le pouvoir” in Dits et écrits IV, pp.222-243.

Se også:
Anders Fogh Jensen: Mellem ting. Foucaults filosofi, kapitel 5