Talen som ordensmagt

– en kort perspektivering af Foucaults L’ordre du discours

v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Indhold

Tematik
Tekstens co-tekster
Strukturalisme
Foucault før 1970
Tale er handling
Austin
Wittgenstein
Nietzsche
Oversigt over L’ordre du discours
Oversigt over Talens forfatning

Tematik

Spørgsmål: Hvori ligger faren i at folk taler? (p.10)

Svar: Den ligger i det tilfældige, usikre. I diskursens rigdom. I uordenen (52-53).

Det, Foucault er interesseret i, hvorledes talefrembringelsen bliver kontrolleret, udvalgt, fordelt og organiseret for at bemestre det tilfældige og det usikre (10-11).

Eksempel (AFJ): Tænk på en helt almindelig suppe-steg-is-middag: Hvorfor skal børnene sidde ved et ‘børnebord’? Er det, som man siger, “fordi de helst vil tale med hinanden”? Måske. Men det kunne også være fordi talen skal foregå efter fastalgte regler, og heroverfor rummer børnenes tale en trussel.

Talens magt er en ordensmagt, der holder orden på talebegæret. Det, Foucault vil undersøge, er forholdet mellem talebegæret, talens rum og institutionerne.

Bemærk: “ordre” kan på fransk betyde mange ting: ordre, orden, ordning, ordenstildeling, slags, verden, forfatning…

“Discours” er et forløb frem og tilbage. Her: Et taleforløb.

Tekstens co-tekster

Strukturalisme
Vi møder Foucault på vej væk fra den strukturalistiske flirt. Han er dog stadig interesseret i strukturer (og hvem er ikke det?): Taleverdenens strukturer. Ikke systematiske strukturer, men dog nok begrænsende strukturer.

Og så er Foucault interesseret i at kende strukturerne, at belyse dem, for bedre at kunne bryde dem. For at kunne bryde en stil må man først kende (have) stil.

Foucault før 1970
Histoire de la folie (1961/72) var historien om det andet: Hvorledes en rationalitet konstituerer sig gennem udsondringen af sit ‘Andet’. Les mots et les choses (1966) var historien om det samme: Hvorledes forskellige ordninger til en given tid har en ensartethed, genreforskelle til trods. L’ordre du discours er i samme boldgade som sidstnævnte: Den vil vise alle de usynlige krav der kræves af talen og den talende for overhovedet at komme til orde og blive hørt, og hvorledes disse krav ensretter talen. Det er en ordre om orden.

Tale er handling
Austins vellykkethedsbetingelser:
Det er i virkeligheden det samme som Austin tematiserer i sin How to Do Things With Words (dansk: Ord der virker), blot med positivt fortegn: Austin er interesseret i de konstitutive regler (felicity conditions), der muliggør at talen virker i praksis. For at en tale kan accepteres som tale, må den være vellykket; det kræver at den overholder visse regler. En del af disse regler er, hvad Austin kalder forberedelsesbetinger; f.eks. må man være den der udset til at døbe skibet, for at man kan døbe skibet. For at døbe det, må man sige bestemte ting og knalde flasken mod skibet. Det hedder hos Foucault procedurer, mekanismer og ritual.

Wittgensteins sprogspil
Wittgenstein har fat i noget af det samme, når han i Philosophische Untersuchungen (1953) beskæftiger sig med talen som et spil; et sprogspil: Der er noget på spil i talen; en spænding.

At vide, hvad et ord betyder, er ifølge Wittgenstein at kunne bruge det; at kende reglerne er at kunne (bruge) dem. At kunne hedder på fransk ‘pouvoir’, der også kan betyde ‘magt’. At kunne er en magt. At kunne tale er en magt.

At kunne tale kræver et forhold til talepraksis, et kendskab – en kunnen håndtere – de givne praksisformer, hvori der tales. Så langt Wittgenstein. Bourdieu pointerer, at dette kendskab ofte tillæres i den sociale position, hvor man opdrages; Habitus er inkorporeringen af de sociale spilleregler for en specifik social position. Det gælder også talereglerne. Men Wittgenstein har mindre blik for at det at kende praksis som betingelse for at kunne tale også rummer muligheden for social eksklusion: Hvis det at kunne tale kræver inklusion, så kan det at skifte sprogspil være en eksklusion af de, der ikke kan spille det sprogspil, man skifter til. Det har Foucault, som Bourdieu, derimod også blik for. Blot er han ikke så interesseret i de forskellige sociale spilleregler, som i de generelle spilleregler, der gælder for hele samfundet. Og dog: Eksempelvis ekskluderes den gales tale gennem fratagelsen af en seriøs taleposition. Det er her, for enden af Wittgenstein, at sociolingvistikken og magtanalysen starter.

Man kan formulere det således, at Nietzsche hældes ud over Wittgenstein: Forskellen bliver til en magtforskel. Sandheden er “forpligtelsen til at lyve efter fast konvention” (Nietzsche) – det er konventionerne Foucault er interesseret i.

Nietzsche
Sproget er ikke gennemsigtigt. L’ordre du discours er et svar på den tese (som sproget i parantes bemærket selv forfægter ved at hævde, at den har et indhold og en form), at talen er en tanke, der er iklædt sine tegn og gjort synlig gennem ordene (48). Sprogets fremtoning af form pakket om et indhold gør det muligt for den at forsvinde i indholdet.

Nietzsche påpegning af sprogets substansfetichisme, dets subjektsfetischisme og dets indholdsfetichisme ligger bag Foucault, når han peger konventionerne ud. Sproget er ikke et neutralt medium: Det har magtfelter. Der er noget på spil i talen.

Oversigt over Michel Foucault: L’ordre du discours
Tiltrædelsesforelæsning ved Collège de France, 2. december 1970.

(Paris, Gallimard, 1971)

Oversigt over Michel Foucault: Talens forfatning

Dansk førsteudgave.