v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

’Gouvernementalité’ er Foucaults neologisme for den styrings- og ledelsesrationalitet, der er gennemgående i de moderne vestlige samfund. Han bruger første gang termen i en forelæsning d.1. februar 1978. Her definerer han gouvernementalité på tre måder (Dits et écrits, bd.III, p.655):

Definition 1(gouvernementalité): Summen af institutioner, procedurer, analyser, kalkuler, taktikker, refleksioner, der tillader en specifik magtudøvelser, der har populationen som mål, den politiske økonomi som vidensform og sikkerhedsforanstaltninger som tekniske instrumenter.

Definition 2(gouvernementalité): Den tendens eller kraftlinje, der går gennem den vestlige kultur, som skaber gouvernementstyreformen: Suverænitet, disciplin mm., og som har skabt en serie apparater til ledelse og en serie af vidensformer.

Definition 3(gouvernementalité): Resultatet af den forandringsproces i det 15. og 16. århundrede, som staten har undergået fra retsstaten i middelalderen til en ‘gouvernmentaliseret’ stat.

Kort fortalt udgår ledelsesrationaliteten, la gouvernementalité fra en række anti-machiavelliske strømninger i det 17. århundredes Italien (Raison d’Etat) Tyskland (Polizeiwissenschaft). Raison d’Etat søger efter en fornuftig styring af staten, der ikke som Machiavelli går ud på at sikre fyrstens magt og kontinuitet, men på at sikre statens overlevelse uden oprustning og i fredelig sameksistens med de øvrige stater. Polizeiwissenschaft, opstået i det 17. og 18. århundredes Tyskland, er ikke en institution inden for Staten, og har ikke direkte lighed med det, vi i dag kalder politi. Det er en ledelsesteknik indenfor Staten, der er rettet mod de mellemmenneskelige forhold: Hvad er der er goder og forbindelser i Staten, og hvorledes fungerer de. Man udarbejder rapporter over befolkningen, landet, moralen, tilstandene, adfærden mm. Det er ud af Polizeiwissenschaft, at vore dages statskundskab er opstået som en videnskab om statens beskaffenhed. Alt sammen ud fra den tese, at vil man lede bedre må man kende det, man leder, dets natur og logik, og man må forbedre, tilskynde og sørge for det.

Gouvernementalité er altså en styrings- og ledelsesrationalitet, der har befolkningen som sit mål, og ikke blot territoriet. Foucault hævder i det afsluttende kapitel af Histoire de la sexualité I, La volonté de savoir, at magten har transformeret sig fra en magt til at få til at dø (laisser mourir) til en magt til at få til at overleve (faire vivre). Han bevæger sig samtidigt væk fra en interesse for den disciplinerende magt, idet han begynder at interessere sig for en magt, der snarere gør det gode. Spørgsmålet bliver: hvorledes magtes vi gennem de tilbud om det gode, som vi ikke kan sige nej til? Det er et af de mest central spørgsmål for Foucault i perioden 1976-82.

Det er ud af de forbedrende statsvidenskaber, Raison d’Etat og Polizeiwissenschaft at pastoralmagten får sin renæssance i gouvernementaliteten, som den klynge af ledelsesrationaliteter, hvorom den moderne velfærdsstat er spundet.

Som en skitse til forståelse af begrebet ’gouvernementalité’, som en på samme tid totaliserende og individualiserende ledelsesteknologi, foreslår jeg følgende skema:

Se også Anders Fogh Jensen: Mellem ting. Foucaults filosofi, kapitel 5.