Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Sprogfilosofi som terapi
I lighed med Tractatus er filosofiens opgave gennem en analyse af sprogets natur, at løse de filosofiske problemer. Filosofiske problemer opstår, fordi vi ikke forstår sprogets natur til bunds, f.eks. opstår metafysiske og ontologiske problemer, fordi vi hypostaserer begreber. Filosofiens opgave er at opløse sig selv gennem en opløsning af sprogets “knuder”, dvs. føre begreberne tilbage til deres rette sprogspil. Filosofiske problemer opstår ved at et begreb trækkes fra et sprogspil (sammenhæng) til en anden. F.eks. opstår sjæl/legeme problemet ved at ’sjæl’ trækkes fra det religiøse sprogspil over i det filosofiske sprogspil. Når misforståelserne er ryddet af vejen, er der ingen filosofisk problemer tilbage. Filosofien er derfor en terapi.
Sproget er handling
Bevidstheden rettes først mod sproget i det øjeblik en umiddelbar identitet mellem tankens orden og verdens orden betvivles. Så sprogets orden er verdens orden er der ikke noget problem. Hos Platon: Ideen er indbegrebet i ordet. Problemet med sproget kommer i den moderne verden, hvor verden ikke længere er en orden i sig selv, men et kaos, som mennesket må ordne med sin erkendelse. Da opstår problemet: Er sproget egnet til at ordne verden?
I det 20. Århundrede har der været 2 sproglige omkehringer:
1) Sproget er vores medium
Man ser først på mediet, når der er noget i vejen med verden.
[Man dristes til at spørge: Hvorfor er tiden så optaget af medier? Er det måske fordi den er så lidt i kontakt med sig selv?]
Eksempel: Den logiske positivisme, Wittgenstein I: Brug kun udtryk der svarer til noget i verden.
Inden for filosofien hedder denne retning idealsprogfilosofien eller cambridgefilosofien. Inden for lingvistikken hedder den bl.a. formalisme.
Sproget er en repræsentation af verden.
2) Sproget er slet ikke kun et medie. Det er en handling.
Sproget er ikke længere en repræsentation af verden, men en del af verden.
Jf. Gadamer: “Sein, dass Verstanden werden kann, ist Sprache” (Wahrheit und Methode, 1986-udgaven p.379). Verden er en sprogligt formidlet verden, og sproget er altid med.
Wittgenstein I (Tractatus Logico-Philosophicus) & II (Philosophische Untersuchungen): Filosofiske problemer er noget der opstår i sproget og kun kan løses ved sproget (tilbageføring af ord til deres rette sprogspil.)
Nøgleord: Funktionel grammatik, pragmatisme.
Paradigmeskift
Spørgsmål: Er der tale om et paradigmeskift i kuhnsk forstand?
Pro: Ja, invendinger fra det pragmatiske paradigme kan ikke fremsættes indenfor det idealsproglige.
Paradigme 1: Idealsprogsfilosofien à formel grammatik.
Mennesket skal leve op til sprogets logik.
Paradigme 2: Dagligsprogsfilosofien à funktionel grammatik.
Sprogets logik er menneskets logik.
Der er også tale om en glidning fra det normative (1) mod det deskriptive: Mennesker taler som de taler, og nu vil vi undersøge, hvordan de gør det. Hos Wittgenstein kan man dog stadig spore en vis normativitet hvad angår filosofiske problemer: De opstår nemlig, fordi folk fører begreber fra ét sprogspil til et andet à forvirring.
Wittgensteins (selv)opgør med formalismen
1) Formalisterne får byttet om på sprogene: De hævder at det logiske sprog, der er udsprunget af dagligsproget, ligger til grund for dagligsproget.
Eksempelvis: Det såkaldt rene begreb ’og’ – hvor kender vi det fra? Sv: Fra dagligdagen, når der er flere ting.
Eller hvad med kønsbegrebet – hvorfra kender vi det? Sv: Fra dagligdagen.
2) Formalisterne hævder, at det logiske sprog er perfekt (rent). Hvordan skulle det være det, når dets basis, dagligsproget, er ’urent’?
Formalisterne hævder også at sproget har en kerne. Det mener Wittgenstein ikke. Sprogets eneste grund er praksis.
3) Formalisterne udvælger nogle tilfældige træk ved dagligsproget og hypostaserer disse til at være sprogets væsen.
Det deskriptive (S er P) synes at være sprog per excellence, men der er mange andre måder at bruge sprog på.
Den kritik tages op i Philosophische Untersuchungen, §§90-119.
“Jo mere nøjagtigt vi beragter det faktiske sprog, jo stærkere bliver modstriden mellem det og vor fordring. (Logikkens krystalklare renhed var jo ikke et resultat; men den var derimod en fordring.) Modstriden bliver uudholdelig; fordringen truer med at blive noget tomt – Vi kommer på glatis, hvor gnidningsmodstanden mangler, hvor betingelserne i en vis forstand er ideale, men netop derfor kan vi ikke gå på den. Vi vil gå; altså har vi brug for gnidningsmodstand. Tilbage til den ru jord!” (§ 107)
Hvor der ikke er nogen rodfæstelse i livet, bliver sproget gnidningsløst à det kommer ingen vegne.
Idealer kan vi ikke gå på. Tilbage til den ru jord.
(jf. metaforen ’glat’ om mennesker: Ingen modstand à ingen bevægelse.)
Wittgensteins opfattelse af sproget: Lige så ufuldkomment som en by.
“Lad dig ikke forstyrre af, at sprogene (2) og (8) kun består af befalinger. Vil du sige, at de derfor ikke er fuldstændige, så spørg dig selv om vort sprog er fuldstændigt; – om det var det, før den kemiske symbolik og infinitesimalnotationen blev indlemmet i det; thi dette er så at sige forstæder i vort sprog. (Hvor mange huse eller gader skal der til, før byen er en by?) Vort sprog kan betragtes som en gammel by; der er en snørklen af gyder og pladser, gamle og nye huse, og huse med tilbygninger fra forskellige tider; og alt dette omgivet af en mængde nye forstæder med lige og regelmæssige gader og ensartede huse.” (§18)
Opgøret med Tractatus
Opgøret med formalismen er også et opgør med Tractatus. I forordet til Philosophische Untersuchungen skriver Wittgenstein at bogen skal forstås ud fra Tractatus.
Ekstensionalitetstesen i Tractatus:
Tese1: En sætning er en sandhedsfunktion.
Tese2: En sætning er en sandhedsfunktion af elementarsætningerne (atomisme). {Tractatus, 5}
Elementarsætningerne er en sammenkædning af navne (på genstande).
Con: Det hænger ikke sammen med hvordan sproget bruges.
Denne kritik fremsættes allerede indenfor et andet paradigme. For inden for idealsprogsparadigmet ville man svare: Nå, men så er det fordi det bruges forkert.
Spørgsmål: Hvordan bruges sproget da?
Sv: Som aktivitet.
At leve er også at tale. At leve er at bruge sprog, at danne de sociale relationer, som livet foregår i.
Ikke kun i indhold, men også i form er der tale om et skift hos Wittgenstein, der stemmer meget godt overens med indholdet. Philosophische Untersuchungen er uformel og giver mange eksempler. Tractatus er formel, kort, og giver ingen eksempler.
I PU diskuterer Wittgenstein med nogle fiktive modstandere, og søger at vise, hvad der skaber problemerne. Ofte er modstanderen ham, der skrev Tractatus. Bogen er en slags absurd filosofisk teater, hvor modstanderne hele tiden træder ved siden af.
Wittgensteins eksempler er simple sprogspil (§§1-27), som man kan overskue. De skal tjene til at vise, at sproget er en aktivitet og at dets ‘indhold’ (der nu bliver en dårlig metafor) er brugen og ikke et billede.
Ordets betydning:TLP: Den genstand, det benævner. PU: Den brug vi gør af det.
Sætningen:TLP: Et billede på verden. PU: Den brug vi gør af den.
Det, som PU gør, er, at den kæder sprog og livsverden sammen: Vi bruger sproget for at frembringe vores livsverden.
Det er denne sammenhæng mellem sprog og livsverden, der også har affødt diskursanalysen.
Metode
Metoden er ikke deduktiv som i Tractatus. Den er som dialektikken, men uden at være dialektisk, for den ville ikke ophæve modsætningen mellem a og b til en mere kompleks enhed. Den vil bibeholde forskellen og blotlægge sprogets flertydighed. At a og b f.eks. kun i nogle sprogspil er modsætninger, og i andre er forskelle.
Nøglebegreberne
| Regel | <—— | PRAKSIS | = | LIVSFORM |
| >SPROGSPIL< | ||||
| Begreb a | ——- | Begreb b | = | FAMILIELIGHED |
Sprogspil
Begrebet ’spil’ blev oprindeligt brugt af Wittgenstein som et spil med sproget, der skal vise, at vi kun kan forstå ord ud fra deres brug, når ordet bruges lidt anderledes end normalt. Men efterhånden (når der nu ingen kerne er) bliver alt sprogbrug spil – det er jo aldrig helt identisk med al brug af ordet, men altid forskydende sig en smule fra en anden brug.
Når brugen bliver vigtig, bliver eksemplet centralt for bestemmelsen af betydningen. Betydning kan aldrig helt defineres, men må forstås i forhold til sin brug sin aktivitet.
Sprogbrugen er en aktivitet:
1. Sproget består af sammenhængende og overlappende aktiviteter. Disse aktiviteter kaldes sprogspil.
D(sprogspil): “Jeg vil også kalde helheden, sproget og de aktiviteter, hvormed det er sammenvævet, for “sprogspillet”.” (§7)
E(sprogspil): Fortælle vittigheder, opstille hypoteser, skælde ud, synge, læse digte op, sludre osv. Sportslørdagssprogspillet, kantinesprogspillet, gå-i-byen-sprogspillet osv.
Sprogspil kan være udtryk i almindelighed. Det kan være talehandlinger (befale, beskrive, bede), det kan være at fortælle vittigheder eller opstille hypoteser.
Gruppe: Det er vigtigt, at der er tale om praksis i en gruppe. At forstå sprogspillet er at udføre en bestemt teknik, der er uformelt fastlagt socialt.
Helheden: En enkelt ytring kan kun forstås udfra helheden (sproglig holisme).
E: Løftestang: “”Idet jeg forbinder stangen med løftestangen, reparerer jeg bremsen.” – Ja, givet hele den øvrige mekanisme. Kun i forbilse med den er det en bremsestang; og løsrevet fra det, der understøtter den, der den ikke en gang en løftstang. Da kunne den ævre alt muligt eller ingenting.” (§6)
Betydning: Et tegns betydning er den måde det anvendes på indenfor sprogspillet.
Afvisning af det augustinske sprogspil som primært
Augustin: Grøn læres ved at man pege på grønne ting = etiketteteorien (Hvad Saussure kalder Nomenklaturteorien).
Augustin tænker primært på navneord. (§1) Men denne måde at lære på kræver allerede et sprogspil: Pegesprogspillet – man må vide, hvad det betyder at pege.
Brug: Pegen læres ved at bruge at pege (§9).
Augustins sprogindlæring fanger kun en lille del af sproget, som brætspil kun er en del af alle spil.
Denne opfattelse af sprog forvirrer (§5). Den ligger som en tåge over sproget.
Praksis
2)Sprogspil er altid knyttet til en bestemt praksis og mere generelt en bestemt livsform.
Praksis er den meningsdefinerende enhed – den ru jord der gør det muligt at gå. Det er gennem praksis, at sproget får mening. Mening er ikke en bagvedliggende entitet, som sproget viser hen til (Frege, Russell, Wittgenstein I, etikettedrengene).
At forstå er at kunne bruge i praksis. Praksis skal både forstås som den rent sproglige praksi og mere bredt som omgangen mellem mennesker. Praksis konstituerer således sprogets regler.
Eksempelvis: ”Hans pige”.
I vestjylland: Hans kæreste.
Andre steder: Hans datter.
I Stanley Kubricks Full Metal Jacket: Mænd underordnet mig. (og for de nederste: Geværet).
Ord henviser ikke til ting, men til regelmæssige måder i et sprogligt fællesskab at bruge ordet på.
Regler
3)Sproglig aktivitet (sprogspil) er knyttet til regler: Regler for hvordan man almindeligvis (regelmæssigt) gør. Man kan handle i overensstemmelse eller i uoverensstemmelse med reglerne. Reglerne konstituerer sprogspillet. De bestemmer, hvordan sprogspillet spilles. En regel kan være en sædvane, en skik eller en tradition (regelmæssighed).
At forstå en regel er ikke at kende den, men at kunne følge den: At bruge den. (Regelfølgeovervejelserne §§138-242).Man har ikke rigtigt forstået før man gør.
Eksempelvis: At forstå betydningen af ”og” er ikke at kende dens grammatiske og logiske betydning, det er at bruge (sige) ”og”.
Jf. Heideggers fænomenologi: At kunne begå sig en den zuhandenseinde verden: At kende hammeren fra det at hamre, at kende genstanden som Zeug.
Jf. Gadamers “applikation”: At forstå er at applicere – igen jf. Aristoteles begreb om Phronesis.
Regler – regelmæssighed – er det uden hvilket vi ikke ville kunne tale, altså det der giver mulighed (tyngde), men også det der begrænser (træghed). Regler spiller nogenlunde samme rolle som strukturerne i strukturalismen: Det sociale system på baggrund af hvilket det enkelte ‘slag’ eller ‘spil’ giver mening.
Livsform
4)En livsform er et sprogfællesskab, der deler en implicit enighed om reglerne for dette fællesskab.
Det er fordi sprogfællesskabet er knyttet så meget til praksis, og fordi praksis også har sine regler, at man må have hele livsformen med.
Beskrivelsen af livsformernes regelmæssigheder er sociologien.
Eksempelvis: Sportslørdag.
Et spørgsmål og et svar er kun muligt indenfor et sprogspil.
Eksempelvis: En smadrer i jubel det fjernsynet under sportslørdag.
Spørgsmål: Hvorfor er fjernsynet smadret?
Svar1(dagligdagssprogspillet): Fordi Anders smadrede det.
Svar2(naturvidenskabeligt sprogspil): Fordi fjernsynet var skrøbeligt.
Svar3(newtonsk naturvidenskabeligt sprogspil): Fordi fjernsynet påvirkedes med en kraft på 200 N.
Svar4(hermeneutisk-psykologisk sprogspil): Fordi Anders ikke kan styre sin glæde.
Det er livsformen der afgør, hvad der er passende.
Familielighed
(Philosophische Untersuchungen, §§66-67) Er modbegrebet til essentialisme, kerne, definition, fællestræk.
(PU §§66-67). Er antitesen til essentialismen – at det er et noget – et definitorisk træk – fælles for et begreb.
Essentialisme: Der er noget fælles for alt det, man kan anvende det samme ord om. Det er i kræft af dette fælles, essensen, at det er rigtigt at anvende ordet om tingen (§66).
Man kan godt kombinere essentialisme med arbitraitet, således at man mener, at der er noget fælles for alle køer (ko-hed), som gør, at de er køer, men at udtrykket ’ko’, ’vache’, ’cow’, ’Kuh’ er arbitrært.
Familieligheden introducerer anti-essentialismen, og dermed umuligheden af at give udtømmende definitioner.
Betydningen er den regelmæssige brug indenfor et sprogspil. Men man behøver ikke at kunne angive fuldstændige og entydige regler for tegnets anvendelse for at kunne tillægge det mening.
Ingen rød tråd
Ens begreber kan have forskellige ligheder med hinanden, de er så at sige i familie, uden alle sammen at have et aller andet til fælles.
E(spil): Brætspil, kortspil, boldspil… forspil, sprogspil.
Det er ikke noget, der går igennem dem alle.
Wittgenstein:
“Jeg kan ikke karakterisere disse ligheder bedre end ved ordet “familieligheder”; thi de forskellige ligheder, som består mellem forskellige medlemmer af en familie: højde, ansigtstræk, øjenfarve, gang, temperament, etc. etc., overlapper og krydser hinandne netop på den måde. – Og jeg vil sige: ‘spillene danner en familie.
Og ligeledes danner f.eks. de forskellige typer af tal en familie. Hvorfor kalder vi noget “tal”? Nuvel, fordi det har et – direkte – slægtskab med meget af det, man hidtil har kaldt tal; man kan sige, at det derigennem bliver indirekte beslægtet med andet, som vi også kalder sådan. Og vi udvider vort talbegreb, ligesom vi, når vi spinder en tråd, lægger fiber ved fiber. Og trådens styrke ligger ikke deri, at en eller anden fiber gennemløber hele dens længde, men deri, at mange fibre griber over i hinanden.
Men hvis en eller anden ville sige: “Altså er der noget fælles for alle disse dannelser, – nemlig disjunktionen af disse fællestræk” ville jeg svare: her leger du kun med et ord. Man kunne lige så godt sige: der er noget, der løber gennem hele tråden – nemlig disse fibres uafbrudte griben over i hinanden.”” (§6)
5) Der er ingen rød tråd i begrebs- eller sprogtråden, men kun fibre, der overlapper hinanden = familien.
Familien kalder sig også et navn, der skal danne en essens, men den er der ikke.
Substanskritik
Wittgenstein og Nietzsche: Substantiver vildleder os til at lede efter ting, der svarer til vores begreber. De skaber filosofiske problemer: Hvad er tænkning, tal, tid, viden…? Som om de var ting. (jf. Nietzsche i Genealogie der Moral: Lynet lyner.)
Spørgsmål(Sokrates): ”Hvad er fælles for alle X”? Underforstået: Siden vi kalder dem alle X, må de have noget til fælles. (Begrebsrealisme).
Svar(Wittgenstein): Intet (Nominalisme).
Wittgenstein er prædikatsnominalist, idet han hævder, at det at A er X ikke vil sige andet end at vi bruger prædikatet X om A. (§114) = Nietzsche.
Forståelsen af X hviler ikke på et indre mentalt billede, men på at man bruger det offentligt (regler).
I stedet for det indre billede (substantivet) er reglen.
Formål
Afgrænsningen af en kategori foregår altid i forhold til et formål.
Eksemelvis: Hvornår en ko er en ko afgøres af formålet (livsformen). I ødemarken kunne man forestille sig at man kaldte et gedelignende væsen, der kunne give mælk for ’ko’. Eller i en ekstrem situation i et primitivt patriarkalsk samfund kunne det, vi nu kalder ’kvinder’ kaldes ’køer’, fordi de brugtes til at opfostre børn.
Eksempel(Marx): Penge behøver ikke at være metal; penge er det man bruger som ækvivalens for de for forskellige former for varer.
Sproget afhænger af, hvad vi har brug for: Formål og tilbøjelighed (§17).
Sproget er beskidt
Sproget er lige så ufuldkomment som en by – det er bygget på må og få efter behov.
6)Betydningen: Hverken et fysisk, et psykisk eller et idealt objekt (signifié), men hvordan udtrykket anvendes i forskellige sammenhænge.
The meaning is the use (indenfor et bestemt sprogspil).
At forstå er at kunne bruge.
At forstå hvad en ko er at kunne udpege køer, malke dem, tage dem ved hornene osv. i konkrete sammenhænge.
Udtrykkets betydning er ikke andet end at det kan anvendes i denne og lignende situationer. Det er ikke at vide at de og de mennesker bruger ordet under de og de betingelser.
Regel og forståelsek
At forstå en regel er heller ikke at viden hvordan reglen er, men at kunne følge den eller at kunne vurdere i almindelig praksis, hvorvidt reglen er fulgt eller ej.
Jf. Loven – må ifølge den hermeneutiske cirkel forstås udfra lovens ånd.
Forståelsen er bundet til det at kunne følge regler. Det indre psykiske billede er ikke i sig selv meningen – for hvad er meningen med det indre billede…. Uendelig regres.
Sproget er ikke et billede på tanken, en dokumation = Austin, Ord der virker, p.40.
At kunne bruge en regel er ikke en psykisk tilstand, men noget offentligt, socialt.
Eksempelvis: ”av” er hverken en rapport om en indre smerte eller selve smerten (behaviorist), men er en offentlig tillært adfærd. Det betyder ikke, at der ikke findes smerte.
Eksempelvis: En familie vest for København, der ikke kunne føle smerte. Det blev opdaget ved at datteren fik brandsår af at røre ved en varm pære. De øvrige familiemedlemmer havde tillært sig en adfærd, også en reaktionsadfærd.
Selv hvor der er meget specifikke regler, er disse ikke altid formelle.
Eksempelvis (Håndbold): Reglen for overtådt er defineret specifikt som det at man skal slippe bolden inden man rammer jorden. Men alt efter situationen må man godt træde samtidigt. Virkeligt at kende reglen er at kunne den: Vente til det sidste mulige øjeblik – der evt. er efter formelt overtrådt.
Eksempelvis (Fodbold): Gule kort skal vurderes på handlingen, men i praksis er det noget med at spare op og kompensere for urimeligheder eller uheld mod det andet hold. Så hvis det andet hold lige har haft tre på overlæggeren, og man selv lige har begået to frispark, skal man passe mere på.
Socialitet
En regel gælder ikke, hvis den kun er brugt af én person eller kun brugt én gang = et udtryk må have flere brugere (flere gange) for at have en given mening.
Sandhed er baseret på regelmæssighed = Det sociale er minimumskriterium (ingen individuelle sandheder) og maximumskriterium (ingen absolutte sandheder).
· Sproget er en værktøjskasse – men i brugen skjuler ordene sin anvendelse {§11}.
· Sproget afhænger både af mennesket og af verden: Hvordan vi ordner tingene med ord afhænger af vore formål og tilbøjeligheder = Nietzsche: Begreber er antropomorfe.
· Sproget er forurenet med ’beskidt’ logik (§100). De strenge og klare logiske regler er trængt i baggrunden af forståelsen. {§§ 102-103}
Sproget er slet ikke fint nok til det sprogidealistisk projekt – det er som at ville reparere et spindelvæv med fingrene {§106}.
Med andre ord: Logikkens strenghed er gået op i limningen {§108}. Den holdes nu sammen af sprogets fiberagtighed: Fibre, der griber ind over hinanden. (§67)
· Philosophische Untersuchungen’s organisering er i overensstemmelse med dens indhold. Der er hverken centrum eller organisation – som logikken og sproget.
Wittgenstein II i fht. Wittgenstein I
| TRACTATUS LOGICO-PHIOLOSOPHICUS | PHILOSOPHISCHE UNTERSUCHUNGEN |
| Metode | |
| Deduktion, teori –> sandhed | Grammatik, regler |
| Sprog | |
| Det nuværende dagligdagssprog er flertydigt ç è | |
| Sproget er et middel til at gengive den ikke-sproglige virkelighed (et billede) | Sprog er handling. |
| Der er kun ét sprog | Der er mange sprog |
| En sætning er kun meningsfuld hvis den består af navne på ting. | Den ostensive definition er én mulig sprogart blandt mange. |
| En sætnings mening er dens sandhedsbetingelser. | The meaning is the use. –> Indhold bliver en dårlig metafor. |
| En sætning kan have en korrekt form eller en ukorrekt form. | En sætning kan være forstået eller misforstået. (Passende) |
| Statisk sprog og mening (fordi det afhænger af ontologien) | Sprog og mening er foranderlige (er ikke forankret i andet end praksis) |
| Formallogiske systemer | Sprogspil |
| Atomisme (sproglig og ontologisk) | Sproglig holisme: En ytrings mening kan kun forstås udfra helheden |
| Filosofi | |
| Filosofiens opgave er at finde sætningens logiske form (hvad sætningen afbilder). | Filosofiens opgave er ikke at rette på sætninger – opgaven er at forstå dem – forstå sætningens funktion. – dvs. at føre dem tilbage til deres sprogspil. |
| Filosofi er terapeutisk, opløsende problemer, der fremkommer af en forkert forståelse af sprogets natur. (P.U. §109, §116) | |
Verden er i orden, som den er T.L.P.: Bag sproget P.U.: I sproget (§98) | |
Der ligger enormt mange sociologiske generaliseringsmuligheder i Wittgensteins sprogspilsteori.
Hvis viden er at kunne –> magt
At tænke videre fra Wittgenstein: Hvis viden er det at kunne (pouvoir, potere), så er der åbnet op for en magtanalyse, hvor sprog foregår à Foucault, Bourdieu. At være akademiker bl.a. at kunne bruge den akademiske jargon – at spille det akademiske sprogspil. (Bourdieu: Og hvis du har fået det ind med modermælken har du meget lettere ved den praksis.)
At vide er at kunne være en del af sprogspillet à indelukkelse/udelukkelse.
Socialisering er at tage en livsform – og tilhørende sprogbrug – til sig.
Indeksering
Eksempelvis: Hvordan skal man indexere i et bibliotek, for at folk kan finde det? Som folk taler
Jf. Når man slår op på de gule sider tænker man ”hvordan tænker de?”
Eksempelvis: Livsform à sociolingvistikken.
Sprogpædagogik
Sprog må især undervises mundtligt. Man må lære at bruge reglerne, ikke at kende dem.
Grammatik giver det vrangbillede, at regler er definitoriske, kategoriske og virkelige.
Tese(AFJ): Regler findes ikke som andet en regelmæssig brug à man kan højest tale upassende i forhold til et sprogspil, aldrig ukorrekt.
Videnskabsteori
Det naturvidenskabelige sprogspil er et sprogspil, men ikke det eneste.
En Wittgenstein II’sk analyse af den logiske positivismes (drømme om) enhedsvidenskab ville være, at de ville have ophæve det videnskabelige (denotative) sprogspil til det eneste videnskabelige: Alle de andre videnskaber skal spille det samme naturvidenskabelige sprogspil.
Den Wittgensteinske kritik: Naturvidenskab og videnskab generelt må altid bygge oven på dagligdags sprogspil.
Eksempelvis: Ormehuller, DNA-kode, Litterært gennembrud…
Moralfilosofi
Lyotard bruger Wittgenstein i etisk retning: Spil sprogspil, men slog ikke andre hjem. Moral: Pluralitet af sprogspil
