Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Die modernen Menschen als Prinzessinnen auf der Erbse.
In Skepsis und Zustimmung. Philosophischen Studien.
Stuttgart: Reclam, 1994; pp.99-109.
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Indhold
1. Ubehaget ved fremskridtet
2. Prinsessen på ærten-syndromet
3. Forsvarstale for de menneskelige evners endelighed
4. Fortolkning og kritik.
Prinsessen på ærten: Test af prinsessehed ud fra sesibilissima (99).
Moderne mennesker testes på samme måde: Om man er i stand til at lide stadig mere over stadig mindre lidelsesgrunde.
Tese 1: Det moderne fremskridt omfortolkes til negativiteter.
”All das, was am modernen Fortschritt vorher zustimmungsfähig und positiv schien, wird jetzt zum Auslöser von Ablehnungen.“ (100)
Eksempelvis: Rousseau, romantikerne, Nietzsche, Spengler, Klages og Heidegger.
I det moderne omfortolkes
– vidensforøgelse fra forbedring til forstyrrelse og ødelæggelse
– teknologiske fremskridt fra forbedringskraft til ødelæggelseskraft
– erhvervslivets fremskridt fra ydelseslettelse til livsbelastning
– den politiske fremkomst af retsstaten fra liberalitet til repression
– medicinens fremkomst af helbredelsesmuligheder til umenneskeliggørelse tingsliggørelse af patienten, og som inhumanitetens instrumentarium. (101).
Det følgende gælder ikke kun for, men også for, medicinen:
Tese 2: Omvendelsen af fremskridtet lever af glemslen.
”Diese große Umwertung des Fortschritts zum Agenten der Zerstörung, die gegenwärtig – auch im Blick auf die Medizin – stattfindet: sie lebt – meine ich – vom Vergessen.“ (101)
Glemsel af møje og besvær, nød, sygdom, smerte og lidelse, der er blevet mildnet og mindske gennem de moderne fremskridt (101). Den, der vil stoppe dette fremskridt – og hvor skulle det stoppes, skulle det rykkes tilbage til før deres opfindere og opdagere? – stopper også de livsmæssige fordele ved fremskridtet.
Klagen over fremskridtet er ikke blot aflæselig i det, der siges, men også i det, der stiltiende underforstås.
Spørgsmål: Hvorfor bliver fremskridtet et stadig større onde, jo flere livsfordele det fører med sig?
Marquard giver nogle bud på, hvorfor fremskridtet er blevet omfortolket i en sådan grad:
a) Fremskridtet er et janushoved: Det har også onder. Der fokuseres på de onder, det producerer, og ikke de onder, det overvinder.
b) Øget mistro gennem rationaliseringsekspansion: Tillid er godt, men kontrol er bedre. Men ingen kan i dag kontrollere det hele, han har med at gøre, hvorfor der kræves øget tillid til andre. Lægen må overlade patienten til kirurgen, til de der laver redskaber og instrumenter, til matematikerne etc. Det øgede ekspanseringstempo kræver endnu mere tillid, men tilliden kan ikke følge med i det tempo, hvorfor det udvikler sig til mistillid til rationaliseringsekspansionen (104).
c) Den faldende grænsenytte: I starten nytter medicinske tiltage meget, derefter går grænsenytten mod 0, og de relative udgifter for nytten bliver større. Dette afføder modstand [og kan få ’a) onder’ til at udgøre en større del af fremskridtets janushoved.]
d) Prinsessen-på-ærten-syndromet.
Tese 3: Parablen: Som det gælder for goder gælder det for onder: Jo knappere de bliver desto kostbarere bliver de. Således klager mennesket desto mere over fjernere onder. Medicinen har selv afstedkommet denne klage ved at afskaffe mange onder (105-106).
”Knapper werdene Güter werden immer kostbarer, knapper wrdene Übel werden negativ kostbarer[.]“ (105)
Tese 4: Aflastningerne fra det negative bliver til negativisering af aflastningerne.
”Die Entlastung vom Negativen – gerade sie – verfürht zur Negativierung des Entlastenden.“ (106)
– Jo mere medicinen udsletter onderne, desto mere bliver den selv set som ondskab [Den gør jo iflg. T3 onderne mere bekostelig og det er ondskab.]
– Jo mere medicinen besejrer sygdomme, desto stærkere bliver tilbøjeligheden til at kalde medicinen for en sygdom.
– Jo mere ulykke medicin lindrer, desto mere bliver den medicinen selv oplevet som en ulykke (106).
Forventningen om forkælelse med fuldkommenhed skaber skuffelse
– mennesket udråber kriser: Videnskabskrise, teknologtikrise, kapitalismekrise, demokratikrise, medicinkrise, fremskridtskrise, meningskrise (107) = jammerraten stiger
– mennesket kaster sig i surrogater:
– do-it-yourself-anästhesi
– fordoblingen: ekstra tv, ekstra bil, ekstara hus, ekstra studium, ekstra lyssky virksomhed, en anden eller ekstra kone eller mand
– andet liv: ferie og anden nyre, andet hjerte, anden lever
Kort sagt: Det utilstrækkelige førsteliv kompenseres gennem et andetliv.
Det kan skyldes
– mangel på opfyldelse og tilfredsstillelse eller
– for stor forventing og krav.
Tese 5: Vi lever i en verden af krav til det absolutte ® det virkelige kan kun være skuffende.
”Wir leben im Zeitalter der übermäßigen, nämlich der absoluten Ansprüche: und absolute Ansprüche – auch und gerade die an die Medizin – können nur enttäuscht werden.“ (108)
Tese 6: Den, der af den menneskelige virkelighed forlanger himmel på jord, erklærer skuffet at helvede er på jord. Han glemmer, hvad virkeligheden er: jorden på jorden.
”Wer von der menschlichen Wirklichkeit verlangt, der Himmel auf Erden zu sein, und sie – weil sie das nicht ist – enttäuscht und empört zur Hölle auf Erden erklärt, vergißt, was sie wirklich ist, die Erde auf Erden.“ (108)
Definition 1(modernitet): At forvente det absolutte = at forvente det ikke-jordiske og umenneskelige.
Definition 2(modernitet): At være prinsessen på ærten.
Marquards løsning: Forvent det menneskelige – dvs. det endelige – også af medicinen: Forvent en jordisk, en menneskelig medicin. Det ville godt nok være at være umoderne – dvs. ikke at være prinsessen på ærten (109).
Medicinen er et paradigmeeksempel på noget der generelt karakteriserer samfundet ifølge Marquard; og for os et paradigmeeksempel på Marquards tænkning. Den kunne også gælde for socialvæsnet, teknikken, uddannelsessystemet og meget mere.
Superpragmatik
Marquard synes at være superpragmatisk: Mennesket kan se igennem de sociale konstruktioner, der får det til at føle smerte, og kan se at dets jammer er jammer og ikke blot smerte på et mere forfinet niveau (jf. prinsessen på ærten).
Medicinen får hele tiden nyere og højre standarder, men mennesket må ikke sætte samme nye standarder som normalitet for sit livs glæder og smerter.
Kan det være, at det klagende menneske har det bedre end det smertende menneske? Er det ikke for meget at forvente at vi ikke får nye standarder?
Marquard river sutten ud af munden på barnet og forventer, at det ikke skriger. Måske burde han skrive noget om, at det måske tager lidt tid – en ’kold tyrkers tid – at vende sig til ikke at klage.
Normativitet hos Marquard
At tage Marquards medicin for at blive fri for at være prinsesser på ærten.
Problemer med prinsesse på ærten-analogien
Prinsessens smerte er ikke mindre virkelig: Hun har virkelig ondt. Marquard synes at mene, at mennesket ikke lider så meget som før det medicinske fremskridt. Men kunne det ikke være, at fremskridtet – fratagelsen af livstruende smerter – havde gjort mennesket mere følsomt overfor mindre smerter; at moderniteten har gjort mennesker prinsessefølsomme?
På den anden side ligger der også i eventyranalogien en vis fornemmelse af at noget er galt. Det almindelige menneske, der betragter prinsessen, er måske snarere det, vi skal identificere os med.
