Hans Blumenberg
„’Nachahmung der Natur’ Zur Vorgeschichte der Idee des schöpferischen Menschen.“ (1957)

In Ästhetische und metaphorologische Schriften
Suhrkamp, Frankfurt am Main, 2001

Læsning v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Med god hjælp fra Ulrik Houlind Rasmussen

Indhold:
Resumé
Artiklens hovedteser
Antikken (Mimesis tes fyseos)
Middelalderen (Creatio ex nihilo)
Nyere tid

Resume
Mennesket overtager i nyere tid Guds evne til at skabe ex nihilo. Dette var ikke muligt i antikken og hos Augustin, hvor den slags ville være hybris; mennesket måtte efterligne naturen, imitere den. Størstedelen af middelalderen bestemmer kunst som efterligning eller symbolisering, men ikke som kreativ produktion. (I øvrigt: Kunstneren fra den tidlige middelalder er næsten altid anonym). Med renæssancens kunstbegreb bliver kunstneren et skabende subjekt – nu vil kunstneren som Gud skab ex nihilo.

Artiklens hovedteser
Spørgsmål: Hvorledes er idéen om det skabende menneske kommet i stand? Hvad er dets forhistorie?

Tese:

.”Das vehemente Pathos, mit dem das Attribut des Schöpferischen dem Subjekt hinzugewonnen worden ist, wurde angesichts der überwältigenden Geltung des Axioms von der >Nachahmung der Natur< aufgeboten.“ (12)

”Den patos med hvilken subjektet er blevet tilregnet attributtet skabende, kom i stand med den overvældende gyldighed af aksiomet omkring ’gengivelse af naturen’”

for

„Fast zwei Jahrtausende lang schien es, als sei die abschliessende und end gültige Antwort auf die Frage, was der Mensche in der Welt und an der Welt aus seiner Kraft und Fertigkeit leisten könne, von Aristoteles gegeben worden, als er formulierte, die >Kunst< sei Nachahmung der Natur, um damit den Begriff zu definieren, mit dem die Griechen das ins Reale wirkende Können des Menschen insgesamt erfasten: den Begriff der téknè.“ (9)

”i næsten totusinde år syntes det, at det slut- og endegyldige svar på spørgsmålet om hvad mennesket af egen kraft og færdighen kunne udvirke i og ved verden var givet med Aristoteles, når han hævdede: kunst er ’gengivelse af naturen’ hvormed han definerede et begreb med hvilket grækerne forstod menneskets samlede realt virkende kunne: begrebet téknè”

For at forstå kunstnerens nuværende position, må man forstå, hvad han står op i mod, hvad han benægter. Og, som det hedder p.12: Den besejrende (mennesket) slæber altid noget af det besejrede (tidligere tiders metafysik og mimesis) med sig.

Antikken (Mimesis tes fyseos)

I Aristoteles
Aristoteles: Kunst (tekne) er efterligning af naturen. Tekne indbefatter både det kunstige og det kunstneriske hos os. Techne består for Aristoteles i
– at fuldende, hvad naturen ikke selv formår at fuldende
– at efterligne naturen.

Eksempel: At bygge et hus er blot at fuldende, hvad naturen ville have gjort, hvis den kunne lade huse vokse (Aristoteles, Fysik II,8 199 a 12-15). Naturen bygger huse gennem mennesket.
Eksempel: Naturen er som en lægen, der anvender sin egen kunne på sig selv.

Naturen er (9)
– skabende princip (natura naturans)
– skabt helhed (natura naturata)

Traditionen oversætter med rette Aristoteles kunst/technebegreb med: ars imitatur naturam.

I den Aristoteliske tradition former mennesket ikke mere, end hvad der allerede ’er’ i naturen; fysis og tekne er strukturidentiske og hører i sidste instans begge ind under begreb to ón (det værende). Den menneskelige tekne kan ikke overskride den blotte gengivelse, men forbliver indfældet i naturen.

Der er ikke langt fra en antik trekant af væren – mennesket – naturen
til en tidlig heideggersk (Sein und Zeit) væren – mennesket – tiden
der hos den sene heidegger bliver til væren – mennesket – naturen

Denne efterligning af naturen brydes med med Parmigianinos konstruktion af et konveksspejl i 1523, hvormed kunst at handle om at bryde og transformere naturen (10).

Altså: Først i nyere tid er kunsten som menneskets selvprøve på sin egenartige værensmæssighed blevet til en metafysisk aktivitet for mennesket.

II Det historiske rum for opgøret: Teknikkens brud
Bruddet med efterligningsprincippet:

”Der Mensch blickt nicht mehr auf die Natur, den Kosmos, um seinen Rang im seienden abzulesen, sondern auf die Dingwelt, die sola humana arte enstanden ist.“ (13)

”Mennesket kaster ikke længere sit bliver på naturen, på kosmos for at aflæse sin rang blandt det værende, men på tingsverdenen, der er blevet til sola humana arte.”

Det brud, der sker, sker ikke hos det kunstneriske menneske, men hos teknikeren – eksempelvis snedkeren (14)

Eksempelvis: Flyvemaskinen er netop ikke en gengivelse af naturen (14)
Nøgleord: der ’Sprachlosigkeit’ der Technik: Den nye verdens teknik og videnskab har intet sprog til sin rådighed.
III Platon
Det er Blumenbergs synspunkt, at Aristoteles ikke kunne formulere, hvad han gjorde, uden at være inspireret af Platon:

Platon afviser kunsten som noget der skaber noget særligt. Tværtimod er digterværkerne illusion, ikke virkelighed (Politeia, 10. bog). Ideerne kan der ikke tales direkte om.

Spørgsmål: Hvad skal der til før den menneskelig skaben vinder metafysisk værdighed? (21)
Svar: Den menneskelige skaben skal først blive den, der oversætter det teologiske.
Spørgsmål: Men har Platon da ikke kendt til skabelse? (21)
Svar: Jo i Politeia taler han om at Gud har avlet idéerne. Men den tekst, som traditionen har anset for vigtigst er Timaios, hvori demiurgen ikke skaber, men højst bringer orden (takis) i det foreliggende kaos.

Til dette kan der ikke føjes noget nyt: Kosmos er en lukket totalitet af eksemplariske essenser, en mundus intelligibilis.
IV Fra Platon til Aristoteles
Det værende lader sig ikke berige, men er grundlæggende selvtilstrækkeligt; ja selv Gud kan ikke føje noget nyt til det værende. Derfor må kunstneren frembringe tingene sådan som de skal være, ifølge deres natur.

”Der Kern der aristotelischen Lehre von der der tekne ist, dass dem werksetzenden Menschen keine wesentliche Funktion zugeschrieben werden kann. Was man die >Welt des Menschen< wird, gibs es hier im Grunde nicht. Der werksetzend und handelnde Mensch stellt sich in die Konsequenz der physischen Teleologie: er vollbringt, was die Natur vollbringen würde, ihr – nicht sein – immanentes Sollen.“ (27)

Middelalderen: Skabelse ud af intet

V Opløsningen af mimesistanken
Mimesis bringes nu i berøring med kristent-teologiske ideer. Det betyder, at Guds vilje bliver central for forståelsen af naturen og mennesket.

Creatio ex nihili, skabelse ud af intet, bliver det centrale skabelsesprincip for Gud, hvilket var utænkeligt i antikken.

Hos Augustin, der stadig tænker ud fra antikken, er Guds almagt endnu ikke forbundet til uendelighed. Først senere, når uendelighed bliver bragt sammen med almagt, bliver modsigelsesprincippet det eneste Gud ikke kan overskride.

”Dette er primært en eminent religiøs tanke, for så vidt som ikke blot verdens ’at’ har mistet sin selvfølgelighed, men at også verdens ’hvad’ lader sig forstå som en guddommelig viljesakt.” (35)
VI
Middelalderligt er at tænke Guds magt og muligheder, ikke menneskets. Mennesket kan endnu ikke tilregnes skabende originalitet.

I højmiddelalderen genopdager man Aristotles. Dette fører til spekulationer over, hvordan Gud mon også kunne have skabt verden; man overfører med andre ord den menneskelige skabelse – kunne skabe anderledes – på Gud.

Tese (uendelighed og mulighed): Den aristotelisk-metafysiske tradition, der sætter væren lig natur, havde som konsekvens at den menneskelige frembringelse alene kunne være gengivelse af naturen, sprænges itu i løbet af middelalderen. Det endelige, lukkede kosmos, står overfor en kristen tænkt uendelighed af mulige verdener. Væren og natur er ikke længere kongruente (men inkongruente), hvorfor man kan tematisere, hvordan naturen også kunne være.

Nyere tid

VII
Eksempelvis: Skeproducenten Cusanus, 1450: Frembringer ikke af naturen, men af Guds ars infinita.

Guds potentia infinita overføres på mennesket selv. Mens Gud i antikken var en slags arkitekt og bygherre bliver digteren nu den foretrukne skaber (42). Dette sker, fordi mimesisideen er opløst. Blumenberg daterer dette til 1740 hos J.J. Breitinger: Digteren er som Gud før skabelsen af verden, derfor er poesien en gengivelse af skabelsen, ikke blot af det virkelige, men også af det mulige.

Geniet redder naturen i kunstværket (stadig en vis mimesis). Dette spor findes også hos Baumgarten, Winckelmann, Mendelsohn, Kant, Schiller, Goethe og Hölderlin.

Hos Novalis, Schelling og den sene Hegel afskediges mimesistanken helt; det bliver til en anti-naturalisme. Tanken føres videre hos Marx/Engels og Comte.

Det er imidlertid vigtigt, at det menneske, der har sejret over mimesistanken kommer til at slæbe det med sig. Den sejrende idé, anti-naturalismen vises senere at have skudt over sit mål: I det 20. århundrede kan man dog hos f.eks. Adorno [og Heidegger] se en tilbagevenden til naturgengivelen: Kunsten er det, der giver naturen stemme.

VIII
Spørgsmål: Hvad er betyder denne opløsningen af identiteten mellem væren og natur?

Tese 1: Opløsningen af identiteten mellem væren og natur betyder, at den forhåndværende verden ikke er den eneste, men at der er mere end en verden.

Tese 2: Opløsningen af identiteten mellem væren og natur betyder antidogmatisme: Kunsten viser ikke blot hen, men ’er’ selv væren. Kunstværket vil ikke længere blot betyde noget, men være noget (45).