Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen, www.filosoffen.dk
Undskyld!
Det er svært at skulle tale om tilgivelse, når man ikke ved, hvad tilgivelse er; når man som jeg ikke synes, at man rigtigt har tilgivet nogen noget.
Måske er det fordi jeg har fået sat tilgivelsen op på en piedestal, at jeg ikke synes jeg kan tillade mig at sige, at jeg har tilgivet. Ja, måske har jeg tilgivet.
Jeg er af den overbevisning, at tilgivelsen bliver mest potent, hvis vi får den ned fra piedestalen, og betragter den, som noget, der hele tiden foregår mellem mennesker. Så kan vi nemlig ikke undskylde os med, at det er et paradoks eller noget helt ophøjet, som vi ikke forventes at leve op til, fordi vi ikke kan. At gøre tilgivelsen ateistisk er sætte den i spil mellem mennesker. For tilgivelsen er for god til at reservere til en finere verden.
Jeg vil nu prøve at lave en model for en ateistisk form for tilgivelse, der er inspireret af den jødiske filosof, Baruch de Spinoza (1632-77). Det er som alle andre modeller ikke et nøjagtigt billede af verden, men en model til at tænke med.
Man beder om und-skyldning. At unddrage sig skyld. Der er et pudsigt sammentræf mellem skyld og gæld. På tysk: Schuld. Det har givet anledning til mange spekulationer over lighederne mellem præsten og forretningsmanden – hvor præsten for at markere sin distance til forretningsmandens optagethed af det verdslige måtte omgås pengene med en særlig latter, må le ad pengene.
Og lad os ikke negligere dette: Tilgivelsesakter kan bruges som magtgreb. Når nogen hævder at tilgive andre, kan de gøre sig selv til ofre. Den der gør sig selv til offer, gør gerningsmanden til bøddel. Jeg ønsker ikke, at nogen skal ofre sig for mig, for så bliver jeg gjort til bøddel.
Men lad os heller ikke opholde ved dette for længe. Tilgivelsen kan som alle andre handlinger indgå i sociale spil – men dermed er ikke alt sagt.
Kraft
Jeg ved, at tilgivelse i den kristne lære er en tilgivelse, der rækker ud over forståelsen. For at tilgive behøver man ikke at forstå. Det kan jeg ikke helt forstå. Derfor er jeg nødt til at gøre mig det forståeligt.
Det gør jeg bedst ved at forstå verden som kraft. Ikke som magt, men som kraft.
Lad os lave et lille tankeeksperiment: Forestil jer, at verden alene består af kroppe med forskellige mængder kraft. Når man skal forstå, hvad noget er, skal man så spørge kvantitativt og ikke kvalitativt. Når man spørger kvalitativt, spørger man hvad noget er. Når man spørger kvantitativt, spørger man til, hvor meget noget er. Hvor meget kraft er det? Eller med andre ord: Hvad kan det?
I dagligdagen, i børnehaven, i retssalen og i kristendommen tænker vi noget ud fra en essens eller et væsen: Et menneske er, hvad det er, fordi det er netop dette menneske. Dette dyr er kamel, fordi den er kamel. Det er kvalitative bestemmelser.
Men hvis verden kun er kroppe med forskellige kræfter, så må vi definere det udfra kraftmængder: Noget er sin kraftmængde, dvs. hvad det kan udrette. Noget er, hvad det kan.
Hvad vil det sige, at noget kan?
1. At kunne er at kunne påvirke andre kroppe. At kunne udsende impulser. At slå en i maven, klappe en på skulderen eller give en en idé.
2. Men det er også mere: Det er også at være følsom: At kunne lade sig påvirke af andre kroppe. At kunne mærke andre kroppe – eller bevidstheder – at kunne fornemme stemninger, at kunne opfange svingninger.
3. At kunne er også at kunne udholde. Kamelen kan udholde lang tid uden vand, det er en egenskab ved dens krop. Damptromlen kan udholde at en bil kører ind i den uden at nedbrydes. Menneskekroppen kan godt udholde klejner, men ikke arsenik.Kroppe møder hinanden. Nogle møder styrker kroppene, andre møder svækker kroppene, eller nedbryder den ene krop. Arsenik nedbryder min krop. Mødet med mad nedbryder maden og opbygger min krop.
En ung krop kan mere end en gammel krop. Derfor kan en ung krop udsætte sig for mere uden at nedbrydes. Den kan udholde sovesale i Indien med fulde englændere, den kan sove hurtigt ud, den kan hele sår hurtigt. En aldret krop kan ikke det samme. Den har ikke samme kraft.
Den erfarne er netop den, der kender sin krop – hvad den kan, hvad den kan påvirke af, og hvad den kan udholde – der kender sin krop så godt, at den kan udvælge de gode møder og indgå i dem, og undgå de nedbrydende møder. Den unge krop farer ud i nedbrydende møder, men hvis bare de ikke nedbryder helt, så kommer de sig.
At lære at ældes, er at lære hvad kroppen kan – en klovn er en, der vil være barn selv om han er voksen.
Erfaring er at komme sig over nedbrud. Erfaring kræver dårlige møder.
Nu skal jeg nok snart komme tilbage til tilgivelsen … men jeg skal lige bruge dette billede af verden for at kunne forstå tilgivelsen. Billeder er forståelsesredskaber.
Moral og etik
I dag sammenblander man moral og etik. Jeg vil hævde, at moral og etik tilhører to forskellige verdensbilleder.
Moral tilhører det verdensbillede, hvor noget er, hvad det er i kraft af sin essens eller sit væsen. Mennesket er menneske i kraft af menneskevæsen – i kraft af sjælen med en krop. Moral bliver da at leve op til en målestok udenfor det konkrete menneske: Idealmenneske, idémennesket. Moral siger bør. Du bør være et godt menneske. Moral siger, at det, der er ikke er godt nok som det er. Det skal være noget andet.
Etik tilhører kraftbilledet: Etik er viden om, hvorledes noget virker. Etik er en slags opskrivning af hvordan noget reagerer med hinanden – hvordan møder mellem kroppe fungerer. Etik er indenfor det konkrete: Hvordan de konkrete kroppe virker med hinanden i forhold til, hvad de kan.
Man kan sammenligne forskellen på moral og etik med at kondiløb: Moral, det er at løbe efter et ur eller en pulsmåler: At der er et bestemt niveau, man skal leve op til. Moral siger bør: Det, der er, er ikke godt nok som det er, det skal være noget andet. Etik, det er at løbe med musik i ørerne. At få den konkrete krop til at udfolde sin kraft – at styrke dens kraft – ved at lade den møde musikken.
En anden situation kan illustrere forskellen på moral og etik. Gud siger til Adam: ”Du må ikke spise æbler fra dette træ.” Hvad betyder det? Ifølge moralen betyder det: Du må ikke, det er forbudt, du bør ikke. Lev op til din essens, Adam. Ifølge etikken opsætter Gud forudsigelser for møder på samme måde som man kan udregne hvorledes billardkugler vil rulle ved sammenstød med bestemte kræfter. Gud siger: Hvis æble møder Adam, nedbrydes Adam. Gud opstiller ikke moralske forbud, han udtaler som om hvorledes kroppe og kræfter virker. Etik, det er læren om konsekvenser af møder.
Men hvorfor spiser Adam så af æblet på kundskabens træ? Ifølge moralen gør han det fordi han fristes – han pådrager sig skyld. Moralen taler ganske vist også om kræfter: Adam fristes – det vil sige, han havde ikke kræfter nok til at modstå. Men moralen siger så også, at man bør samle sig de kræfter, der skal til for at modstå. Sådan tænker etikken det ikke. Ifølge etikken gør han det, fordi han ikke forstår. Adam forstår ikke, hvad Gud siger.
Tilgivelse og kraft
Tilbage til tilgivelsen. Hvis man tænker verden, som vi har gjort det i dette tankeeksperiment, så bliver det nemmere at tilgive. For ved at forstå kan man tilgive. Man kan tilgive Adam, hvis man forstår, at han ikke forstod.
Der kan være lumske motiver bag handlinger, men de er ikke onde. Etik beskæftiger sig ikke med ondskab og godhed, men med kræfter, kroppe og virkninger. En række af de egenskaber, som moral regner som onde, kan indenfor denne bestemmelse af etik forstås som mangel på kræfter: Lumskhed, magtsyge, jalousi.
Kraft er ikke det samme som magt. Kraften kan få til at hele – magten deler: Magt, det er følelse af separation, at man ikke er på samme side, og derfor kæmper mod hinanden.
Magt er afkræftelse: Man har ikke kraft nok til at møde de andre kroppe, og må derfor tage magten. Man er bange for at nedbrydes, fordi man synes, man er svag, man må derfor nedbryde de andre med strategier før de nedbryder en. Det er lumskheden, tvivlen – og måske bevidstheden om egen svaghed. Jalousi er mangel på kraft til at hele. Jalousi kommer ud af en følelse af mangel på kraft – den kan gøre, at man griber til magt.
Tilgivelsen er en kraft, der heler, hvor magten – afkræftelsen – har spredt. Det bliver lettere at tilgive, hvis man forstår, at mennesker nogle gange griber til magt i afkræftelse. Og: Tilgivelsen giver i sig selv mere kraft.
Kraftmodel: Forståelse og ansporing til tilgivelse
Fordelen ved dette kraft setup skulle være, at det ikke blot tilbyder en forståelsesmodel til de menneskelige handlinger og til tilgivelsen af dem, men at det også opfordrer til tilgivelse. Hvorfor? Fordi tilgivelse giver mere kraft.
Det her er altså ikke en moral, der siger: Du bør tilgive. Det er en etik: Tilgiv, fordi det giver mere kraft.
Sagde jeg ikke indledningsvist, at det at tilgive er at forlade? Det var delvist forkert. At tilgive er nok at forlade forbitrelsen, men det er også at indlade sig. At indlade sig på det forhold, at der ikke var kræft nok, og at lad sin kraft ind i forholdet til den manglende kraft. Tilgivelse be-kræfter det afkræftede; i bedste fald ophæver det afkræftelsen.
