Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Af Anders Fogh Jensen
Historien om Job og hans liv indrømmer fra begyndelsen, at det ikke er Jobs egen skyld, at han har mistet alt. Og alligevel stiller den de centrale tema op for spørgsmål op for hver en af os: Hvad er egentlig din egen skyld? Hvad kan du bryste dig af? Og hvad kan du bebrejde dig selv?
Det er en historie om skyld. Men det er også en historie om, hvad der sker inde i maskinrummet hos Gud, bag de fremtrædelser, vi kan overskue. Det får vi at vide, fordi Historien om Job og hans liv begynder med mytologiens mest berømte væddemål. Her møder vi modstanderen, Satan, eller som han oversat til nudansk hedder, Anklageren, der vil vædde med Gud. Han vil vædde med at Guds bedste barn kun er så god, fordi det går ham så godt, og ikke fordi han tror.
Det kan med en vis rimelighed læses som Gud egen diskussion med sig selv. Anklageren kender vi alle på det psykologiske plan som en indre stemme, tvivlens stemme eller djævelens advokat, der stiller spørgsmål til, om det hele nu er så godt, som det ser ud. Og Gud, der selv har sagt til Moses, at han er den, han er[1], er måske også i sit indre en kakofonisk diskussion som os andre. Vi kan forestille os Gud som et væsen, der prøver, hvor langt en tanke holder ved at udsætte den for praksis.
Der er imidlertid meget mere end en dekonstruktion af Jobs tro og livsførelse på spil. Der er en katastrofal stor lidelse, der rummer en mulighed for metamorfose. Og som sådan er Historien om Job og hans liv også en fortælling, der giver håb til enhver lidende, fordi historien fortæller, at der i lidelsen kan ligge muligheden for forvandling.
Vi begynder altså i maskinrummet hos Gud. Hvad vædder Anklageren og Gud om? De vædder om, hvorvidt Anklageren ved at lade plager hagle ned over Job kan bevise, at Job kun tror så længe det går ham godt, og at der findes en anden side af Job, der ikke er helt så rettroende og, som hans kone siger, perfekt (kap 2, vers 9).
Det får også alle os andre til at stille spørgsmålet, om hvorvidt de heldige undertiden udviser et større overskud, fordi de har det behageligt. Hvis der ind i mellem er bedre stemning på første klasse i toget, er det så fordi man bliver bedre behandlet og der er mere plads? Hvis folk med kroniske rygsmerter snerrer lidt mere af folk end andre, i hvilket omfang er det så deres karakter og i hvilket omfang er det deres vilkår, der kommer til udtryk? Sådanne verdslige spørgsmål afføder Historien om Job og hans liv.
Nu er det lidt større plager end propfyldte tog, der rammer Job, for Anklageren holder sig ikke tilbage med at borttage familiemedlemmer og rigdomme og senere også at ramme Job med sår fra top til tå. Job møder imidlertid aldrig selv Anklageren, han møder konsekvenserne af Anklageren og væddemålet.
Væddemålet handler i første omgang om, hvorvidt Job tror og ærer Gud blot fordi det går ham godt, men som historien skrider frem bliver det en diskussion af, hvor meget man selv er skyld i. Mere end at være det centrale tema, bliver væddemålet efterhånden anledningen, ikke bare til at diskutere skyld, men til at åbne for at lidelsen kan have en transformerende kraft, hvis man tør tabe sig selv. Men lad os lige opholde os ved væddemålet lidt endnu.
Mytologiens mest berømte væddemål er måske nok det her mellem Gud og Anklageren. I filosofihistorien findes imidlertid et andet berømt væddemål, der tager Jobs perspektiv: Hvis man skulle vædde på om Gud eksisterede eller ej, ville det da være bedst at vædde på, at han eksisterede, eller at vædde på, at han ikke eksisterede? Det er Pascal, der i det 17. århundrede opstiller dette hypotetiske væddemål, som mennesket ikke desto mindre er kastet ud i, når det skal vælge livsførelse uden at vide om Gud er til. For den kristne filosof Pascal er det magtpåliggende at fastholde, at der er sfærer, (ordres), vi kan vide noget om, og sfærer vi ikke kan vide noget om. Men hvordan skal vi så handle, når vi ikke ved, spørger sandsynlighedsregningens opfinder?
Hvis man vædder på, at Gud findes, og han ikke findes, så har man intet tabt – eller man har kun tabt lidt, idet man har indrettet sit liv efter religiøse restriktioner. Hvis han findes, så vinder man en lykkelig evighed i Paradis. Hvis man derimod vædder på, at han ikke findes og det viser sig, at han ikke findes, så har man næsten ikke vundet noget, blot er man fritaget fra de religiøse restriktioner uden sanktioner. Hvis han derimod findes, og man har væddet forkert, så venter en evighed i helvede. Der er altså alt at vinde og næsten intet at tabe ved at vædde på at Gud findes, og alt at tabe og næsten intet at vinde ved på at vædde på at han ikke findes. Sandsynlighedsregningens fader er klar i sin anbefaling.
I dag kan vi måske godt trække lidt på smilebåndet af Pascals væddemål. Men idéhistorisk er det interessant, fordi mennesket med statistikken og sandsynlighedsregningen søger at bemestre en verden, hvis love, det ikke forstår. I den tidlige oplysning her bliver det projekt søsat, at vi skal lave en bedre verden ved at få indsigt i naturens love, så vi kan forudsige den og udnytte den, eller savoir, pour prévoir, pour pouvoir (da. at vide, for at kunne forudse, at forudse for at kunne handle), som det senere kommer til at hedde hos Auguste Comte. Men hvad gør vi på de områder, hvor vi ikke kan trænge ind til de determinerende love? Ja, der noterer vi os udfaldene (statistik) og opstiller på den baggrund kalkuler for de sandsynlige udfald, så vi kan handle mest rationelt på det, vi ikke har sikker viden om. Det er i dag blevet hvermandseje at tænke i sandsynligheder, men det begynder præcist her hos Pascal og i den samtidige søfart, hvor man splejsede til skibe man sendte ud mod fjerne horisonter og som man ikke vidste om kom tilbage.
Sådan er det ikke hos Job og hans venner, de tænker endnu ikke i, hvad der rationelt kan betale sig, selv om vennerne nok forsøger at mane ham til ro med argumenter. Præmissen er imidlertid den samme som hos Pascal, at verden er så dyb, at man ikke kan vide om, hvorfor tingene går som de går. Og dermed kan man heller ikke vide, om man selv er skyld i sine fortjenester og miserer eller ej.
Derfor er der noget helt særligt ved indledningen til Historien om Job og hans liv, nemlig, at vi læsere får indsigt i maskinrummet. Det er faktisk ikke for læseren et spørgsmål om radikal tro, for vi får indsigt i Guds væddemål med anklageren. Og derfor kan vi som læser også vide, at Job ikke selv er skyld i sine plager, han ved det bare ikke selv. Mere end et spørgsmål om tro på Gud eller ikke tro på Gud bliver det et spørgsmål til mennesket: Hvad tror et menneske selv at det er? Og hvad tror det selv, at det er i stand til? Bibelen er skrevet af mennesker til mennesker om det at være menneske. Historien om Job og hans liv er mennesker, der stiller andre mennesker og sig selv spørgsmålet: Hvad tror du selv, at du er? Hvad tror du selv, at du kan vide?
Indsigten i maskinrummet er et kig ind bag fremtrædelsernes tæppe, Majas slør. Det er en tidlig formulering af, hvad der skal blive den store græske og platoniske problematik: Kan du stole på fremtrædelserne, phainoumenon? Og hvad er der (noumenon) bag ved? Her begynder vi med at se ind bag tæppet og så ser vi, hvad der i det antikke Grækenland kunne have været en tragedie udspille sig, det vil sige en nødvendig sammenbrudshistorie, der rydder bordet.
Job er psykologisk betragtet lidt som en 18-årig, der er flyttet hjemmefra: Han har lært, at der gælder nogle love i verden, og han har lært, at hvis man følger de love, så vil det gå én godt. Ja, man kunne måske endda sige, at han var lidt spejlnarcissistisk optaget af at vise, at han også følger lovene[2]. Når hans sønner og døtre har holdt middage kalder han dem sammen bagefter og ofrer for dem, for ”Tænk nu, hvis de i løbet af festen er kommet til at gøre noget forkert eller tale grimt om Gud.” (kap 1, vers 5). Så Job gør ikke bare det rette, som han har lært, han gør det også for andre og viser andre, at han gør det rette.
Så meget desto mere forundret og rethaverisk bliver Job, når belønningen ikke følger den, der handler ret. Jovist, i begyndelsen af fortællingen er han en rig mand, ja faktisk den rigeste mand i hele verden, og det går ham godt. Og af det synes Job at udlede, at det kommer af hans egen fortjeneste, og ikke f.eks. skyldes tilfældighed, væddemål eller begivenheder inde i maskinrummet, som han ikke har indsigt i.
Balladen tager sin begyndelse der, hvor Anklagerne begynder at eksekvere konsekvenserne af væddemålet, dvs. at lade ulykkerne hagle ned over Job for at se, hvordan han reagerer (kap 1, vers 13-22). Job fratages alle sine børn og al sin rigdom. Endnu synes Job dog ikke at være mærket, han tager det pænt, han kom jo til verden uden noget og må også gå derfra uden noget. Værre bliver det, da Job rammes på kroppen, på hans velvære og sundhed, da han fyldes med sår fra top til tå (kap 2, vers 7). Job vil dog i første omgang ikke slippe sin tro på en retfærdighed i verden, han vil på trods af sin kones opfordring ikke kaste sig over i forbandelser af Gud. Jobs kones opfordring ville ellers have ladet Anklageren vinde væddemålet. Job forbander i stedet, at han er blevet født, at han overhovedet er blevet undfanget og ikke bare gik til grunde som foster (3).
Herfra begynder Jobs bevægelser. Han bevæger sig fra den umiddelbare identitet med loven, til forsvaret for loven og Gud, videre over i systemkritikken og videre over i resignationen. Og undervejs kommer de såkaldte venner forbi og agerer verdslige ’sataner’, dvs. modstandere til Jobs synspunkt, der forsvarer loven, Gud, retfærdigheden, rimeligheden og at der ikke gives tilstrækkelig indsigt. Elifaz: ”Kan du tåle, at man taler til dig? For det er svært at tie stille.” (kap 4, vers 2)
Vennerne udgør det sociale element, samfundet, og Job virker endnu mere isoleret i sin lidelse, når de maner til forstandighed, mens Job ikke kan se hverken forstandigheden eller fornuften. Og i sin isolation længes Job tilbage ”til dengang, Gud beskyttede mig.” (kap 29, vers 2).
Først da Elihu kommer til (vers 32-37) og modsiger Jobs ’venner’, synes en forvandling at forberedes. Elihu, der er yngre end Jobs ’venner’, og derfor venter med at tale, synes på en måde at forberede Guds tale, så sidstbemeldte endelig kan brage igennem. Men før vi kommer dertil, lad os lige se lidt på vennernes forstandsargumenter.
For det første er der det agnostiske argument (agnosis af græsk gnosis: viden, dvs. ikke-viden). Argumentet er, at menneskets indsigt ikke rækker til noget så stort som Gud, og at den forstand, der formår at kende sin grænse, derfor ikke dømmer, hvad der er bag denne grænse. Men agnostikeren mener dog at forstå, at der må være en højere visdom i tingenes orden, som denne forstand ikke forstår. Det er vennen Sofar, der siger: ”Han kunne fortælle dig om den visdom, du slet ikke fatter. Den er dobbelt så stor, som du tror, og han straffer dig kun halvt så hårdt, som du fortjener.” (kap 11, vers 6) Dette argument gentages forskellige gange i filosofihistorien, blandt andet af Montaigne, der hævder, at Gud set med menneskets ringe forstand ser ud som det rene galskab, mens mennesket også med Guds forstand må se ud som galskab. Eller i form af Kants antinomier, hvor fornuften skal lære at kende sin egen grænse, hvad det kan vide om, og hvad det bør afholde sig fra at udtale sig om. For Kant betyder det dog ikke, at det beviser en større visdom i verdens orden, blot må mennesket holde sig fra at udtale sig derom, for dets tanke rækker ikke. Sådan er det ikke for Sofar. Hos ham vil det at komme til fornuft sige, at man rækker hænderne ud mod det, man ikke forstår: ”Men selvom du intet forstår kan du godt blive klogere; vi er jo alle som vilde dyr, når vi bliver født. Hvis bare du kom til fornuft, rakte hænderne ud mod Gud” (kap 11, vers 12-13)
For det andet betyder fornuft for vennerne proportionssans. Bildad spørger for eksempel Job: ”Hvor længe vil du blive ved med sin snak? Kom til fornuft, så kan vi tale sammen!” (kap 18, vers 2). ”Du er jo ude af dig selv af vrede. Vil du sætte himmel og jord i bevægelse, bare fordi du er utilfreds med noget?” (kap 18, vers 4) Den lidelse Job oplever skal han altså ikke appellere til øverste domsinstans, det er ude af proportioner, som det ville være at tage en nabostrid om hækken til højesteret. Mennesker kan ind i mellem overvurdere sig selv, som Sofar siger: ”Den onde tror, han er usårlig, men han forsvinder for evigt, ligesom hans egen afføring.” (kap 20, vers 6-7)
Endelig, for det tredje, kan forstand og fornuft for vennerne betyde mening. Elihu: ”Ethvert fornuftigt menneske vil give mig ret: Job taler om noget, han ikke har forstand på, der er ingen mening i det, han siger.” (kap 34, vers 34-35). Med andre ord, det forstandige og det meningsfulde hænger sammen, og den der går fra forstanden siger også det meningsløse.
Den påstand interesserede netop den franske filosof, Michel Foucault meget i hans afhandling Folie et déraison (Galskab og afsindighed) fra 1961, hvor tesen var, at en adskillelse af det meningsfulde og det gale var indtrådt på et tidspunkt i historien. Foucault argumenterede her for, at der eksisterede en middelalderlig fornuft, i hvilken den gale kunne sige det sande, men at der med rationalismen og interneringerne af de afvigende i midten af det 17. århundrede var sket en udelukkelse af den gales afsindige tale fra det meningsfulde, således at man nu kunne afskrive denne meningsfuld betydning. Med andre ord behøvede man ikke længere at tage afvigerne alvorligt, fordi deres tale ikke gjaldt. Ligeså rangeres Jobs tale for vennerne under det meningsløse.
Job lider, og det, han lider af, har i begyndelsen sine ydre grunde. Det kan enhver forstå. Men handlingens egentlig lidelsestema består i den nihilisme, han skubbes ud i, og som isolerer ham fra omverdenen, de socialt set sunde fornuftige. ”Det gør åbenbart ingen forskel, om man er god eller ond, for der er ikke nogen retfærdighed til”, siger Job (kap 9, vers 22). Hvad er det så, der afgør verdens gang, hvis ikke det er retfærdighed? Elifaz gengiver Job: ”Men du siger: ’Gud ved ingenting! Han sidder gemt i mørket og tager beslutninger. Han er skjult bag tykke skyer og kan intet se; lad ham bare gå rundt i sin fjerne himmel.’ ” (kap 22, vers 13-14) Retfærdighed er med andre ord, at der er gode grunde. Men Gud har i Jobs nihilistiske fase ingen gode grunde, han ser intet.
Her har vi enhver beslutningstagers og leders problem, ikke bare Guds: Der er ikke nødvendighed nok i verden, og derfor skal der træffes beslutninger. Der skal med andre ord findes grunde, der ligner nødvendighed. Det går ikke, at man siger: ”Vi må opsige dig, fordi vi slog med terninger på ledelsesgangen, og det blev en firer.” Eller ”Vi sad bag skyer og så intet.” Der må tilstrækkelige grunde til, og de må helst ligne nødvendige grunde. De lydige børn accepterer et ’fordi’, men på de moderne arbejdspladser vil man have grunde, man selv kan forstå.
Men selv om Job kan tabe troen på retfærdigheden i verden, så har han dog alligevel ikke mistet troen på retfærdighedens selv, på retfærdighedens idé, som Platon ville sige. Så da Job ikke kan se retfærdigheden i tingenes gang og samtidig er overbevist om sin egen retfærdighed (altså må retfærdigheden stadig findes for Job), vil han lægge retssag an: ”Nu vil jeg tale til Gud; jeg har besluttet at lægge min sag frem for ham.” (kap 11, vers 3). Han fortsætter: ”Hør nu, hvad jeg har at sige, Gud, lad mig fremlægge min sag: Jeg har forberedt mit forsvar, og jeg ved, jeg bliver frikendt.” (kap 13, vers 17-18). Ja, han bliver endda så overbevist om sin egen retfærdighed, at han mener, at hvis han bliver kendt skyldig i sin ulykke, så er det fordi der er noget galt med retssystemet: ”I skal vide, at Gud selv bryder loven, når han dømmer mig;” (kap 19, vers 6).
Så hvad er det Job lider af? Mens vennerne identificerer forstand med meningsfuldhed, så identificerer Job retfærdighed med meningsfuldhed. Job lider et meningstab, fordi i hans verden, der følges en handling af en belønning eller straf, der er et korrelat mellem loven og konsekvensen.
Jeg tror stadig, at vi bærer rundt på Jobs forestilling om et skjult korrelat mellem indsats og konsekvenser. Måske må vi se vor tids optagethed af sundhed som et lignende forsøg på at lukke et meningshul. Der er åbenlyst ikke altid et lige forhold mellem hvor sundt folk lever og hvor længe de lever. Sundhedsviden er det, der skal lukke dette meningshul: forklare at de sunde trods alt lever længere og de usunde kortere – og at enhver uretfærdighed, der herefter måtte være, alene skyldes uvidenhed, at sundhedsvidenskaben ikke er bragt til ende. Det er et vidensproblem, ikke uretfærdighed. Og at når vi en dag ved nok – eller mere defensivt: hvis vi en dag kunne vide nok – så ville vi også kunne forudsige de retfærdige konsekvenser af enhver handling.
Forsikringsvidenskaben er tilsvarende den videnskab, der søger at omplacere skylden til menneskene igennem sandsynligheden. I første omgang vil forsikringen udligne uheld mellem en gruppe mennesker, men jo mere finmasket forsikringsgrupperne bliver med hjælp fra risikovidenskab og bl.a. sundhedsvidenskab, jo mere bliver det et spørgsmål om at tage egen adfærd på sig som en risikogruppe, hvad enten det er en geografisk, en aldersmæssig eller en arvet risikogruppe.
Ironisk er det, at forsikringen, idet den afbalancerer på de store linjer igennem statistikken og sandsynlighedskalkulerne, genindfører væddemålet i tilværelsen. Forsikringen er jo netop et væddemål, hvor man til kendte odds indskyder en præmie som indsats og spiller på, at det går galt for en selv, mens forsikringsselskabet spiller på, at det ikke går galt, og med statistikken i hånden ligesom ethvert kasino sikrer sig, at de vinder i det lange løb.
Job lider altså af nihilisme og meningstab i form af retfærdighedstab. Hans vendepunkt kommer først der, hvor han opgiver frelsen igennem retfærdigheden. Job er så at sige begrænset i sit syn, han ser loven og retfærdigheden, men det er kun en del af virkeligheden, der er mere til den end det. Som sådan rummer den selvretfærdiges synspunkt sit eget latente sammenbrud i sig. Men den, der insisterer på retfærdighed, vil ikke få det sammenbrud. Han vil få isolation, ensomhed og bitterhed.
Det er imidlertid ikke en pragmatisk kompromisvillighed, der bøjer Job. Det er Elihus vise tale, der får det til at dæmre for ham, at der er mere til verden end loven. Så når Gud tordner løs inde fra sit stormvejr (kap 38), så kan Job endelig give slip på sit krav om frelse, og derved netop vinde frelsen.
Guds tale går som vennernes tale på, at Job har mistet proportionssansen, når han tror, at han kan kræve noget, og i særlig grad retfærdighed:
”Hvor var du, da jeg gik i gang med at skabe verden. Sig mig det, hvis du er så klog. Hvem bestemte, hvor stor den skulle være, og spændte målebåndet ud – er du klar over det?” (kap 38, vers 4-5). Det er altså selve koordinatsystemet i verden, oprindelsen til de skalaer, som Job måler på, som Job mangler at indtænke ikke kommer fra ham.
Og det er den natur, han agerer i, og på baggrund af: ”Har du nogensinde fået solen til at stå op, Job? og ved du, hvor daggryet kommer fra, når det lyser op helt ud til horisonten og får nattens ondskab til at forsvinde?” (kap 38, vers 12-13) ”Hvor kommer lynene fra, og hvordan breder østenvinden sig ud over jorden? Hvem sørger for, at regnbygerne kan nå frem, og hvem baner vej for tordenvejret?” (kap 38, vers 24-25) ”Hvem er regnens far, tror du, og hvem stammer dugdråberne fra? Hvem tænker du, er mor til isen, og hvem har født vinterens rimfrost, når vandet stivner og bliver som sten, og isen ligger tykt hen over dybet?” (kap 38, vers 28-30)
Da Nietzsche flere årtusinder senere skal beskrive, at mennesket har slået Gud ihjel uden helt at kende til dets konsekvenser, lader han en skør mand løbe ind på torvet og råbe:
”Hvor er Gud henne?” råbte han.” Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi gjort det? Hvordan var vi i stand til at drikke havet op? Hvem gav os svampen til at viske hele horisonten væk? Hvad var det, vi gjorde, da vi løste denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig nu hen? Hvor bevæger vi os hen? Væk fra alle sole? Falder vi ikke ustandselig? Bagover, til siden, forover, til alle sider? Er der stadig et oppe og et nede? Strejfer vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet? Ånder det tomme rum ikke på os?”[3]
Nietzsche skitserer her det nihilistiske tomrum, der åbner sig igen, når man fjerner det tidligere koordinatsystem Gud, og dermed enhver tidligere målestok.
Det, Job har fået galt i halsen, er, at han mener at kende målestokken, fordi han kender loven. Loven er nok til at forstå for mennesker, men dens grund er større end loven selv. Loven er ikke altings målestok.
Vi har et andet eksempel fra Det gamle testamente nemlig Saul. Saul er den høje blonde helt, der vælges af folket, men glemmer sit grundlag. Han laver sin egen kalender og lovsystem og møder kun sin egen målestok – og rammes følgelig af det paranoide. Han tror, at citarspilleren David vil slå ham ihjel og føler sig forfulgt over alt, indtil han ender med at lade sig falde sammen over sit eget sværd[4]. For Saul er problemet, at han har ophøjet sig selv til loven. For Job er problemet, at han har tror, at det lovsystem, han har fået overbragt, er absolut. Gud viser ham, at det lovsystem, han kender og følger, har en grund, der er større end systemet selv. Og at det er denne sidste grund, man må referere til, ikke paragrafferne.
Historien om Job og hans liv er en hebræisk tekst, jødisk i sin herkomst og sit tema, den handler om loven. Men den peger i den grad ud over jødedommen og ind i både Kristendommen og græciteten.
For så vidt, at den retfærdige og selvretfærdige rummer kimen til sit eget smertefulde sammenbrud, og at det sammenbrud rummer nøglen til forvandlingen, peger den fremad mod Det nye testamente. Historien om Job og hans liv bliver netop ikke ved nihilismen og retfærdighedssygen – koordinatsystemsudmålingen – for netop ved at bryde sammen kan Job få syn for andet end loven – og heraf kan følge en kærlighed, der ikke er retfærdig. Ser vi kristent og anakronistisk på det kan vi i Historien om Job og hans liv se lovens latente sammenbrud og åbning mod kærligheden. Og som Hegel som bekendt har påpeget, så er det først bagefter, når forvandlingen er sket, at Minervas Ugle kan flyve ud og se, hvad som egentligt hændte[5]. For Kristne åbner der sig med andre ord temaer i Historien om Job og hans liv, som man først forstår efter forvandlingen, post festum.
Historien om Job og hans liv peger også ind i den græske verden for så vidt den handler om orden. Koordinatsystemet, som Gud er garant for, ligger indlejret i selve værens struktur. Vennerne er på en måde en slags grækere, idet de synes at sige: Der er logos i ’to on’, der er et ordensprincip i Væren, du kan bare ikke se det. Og ligesom man må forudsætte at sangen kan synges inden man begynder at synge den, så må man forudsætte den orden, man ikke altid kan se med det blotte øje, når man lever. At forudsætte en orden er at installere det blik, der gør det muligt for en at se, at verden er et kosmos og ikke et kaos. For antikkens grækere vidste, at hvis først kaoskræfterne vinder i verden, så er der ikke længere en verden, dvs. et kosmos, men ursuppens kræfter der hærger, som når tyfoner kommer forbi. Så når Jobs venner gang på gang kalder til fornuft kalder de også til orden.
Denne orden er ikke bare mere grundlæggende end Job, den er også mægtigere. ”Kan du fange dragen Livjatan med en fiskekrog og trække den op på land med din snøre?”, spørger Gud Job (kap 40, vers 25). Nej, det kan Job ikke. Men nok så vigtigt: ”Vil du kunne indgå en aftale med den, så den bliver din lydige slave for altid?” (kap 40, vers 28). Dragen er kaoskraften, blandingen af løven, slangen og ørnen, som mennesket ikke selv kan trække op, og slet ikke indgå aftaler med, så der bliver orden. Derfor har mennesket brug for Gud. Eller som filosoffen Voltaire senere med et smil på læben skulle udtrykke det oven på al palaveret i oplysningstiden om Guds eksistens eller ikke-eksistens: Si Dieu n’existait pas, il faudrait l’inventer. På Græsk: Hvis du lader kaoskræfterne overtage dig, så rummer du kimen til kosmos’ undergang. Derfor skal du læse Historien om Job og hans liv. For en græker skal du aldrig alene sørge for orden for din egen frelses skyld. Hvis du går i uorden, så opløses først din familie, siden Polis og til sidst kan Tyfon få magt over verden, den kaoskraft, der sammenblander alt adskilt og ordnet. Orden er et moralsk ansvar.
Men hvordan ved vennerne om orden og fornuft? Fordi de allerede selv er Gud. Hvordan nu det?
Gud i Det gamle testamente, Jahve, er ikke som Det nye testamentes ’Herren’ (græ ho Kykiros), men er grammatisk en kausativform af det hebræiske verbum ’at være’. Det vil sige, Jahve betyder det, der er årsag til Væren[6]. Tænk hvilken anden læsning man kunne lave af Bibelen, hvis man satte ’Værens årsag’ ind hver gang der nu står Gud. Det ville være den filosofiske Bibel.
Det betyder, at Historien om Job og hans liv, der er skrevet af mennesker til mennesker om det at være menneske, samtidig også er Væren, der har skrevet til sig selv igennem mennesket. Mennesket er et forståelsesled i Væren, et moment, som Hegel ville sige, eller en lysning, som Heidegger ville formulere det.
Vennerne er selv del af denne væren. Elihu siger det således: ”For det er Gud, der har skabt mig, og han står bag alt, hvad jeg siger” (kap 33, vers 4). Med andre ord: Historien om Job, er historien om er Væren, der er kommet væk fra sig selv. Væren er trådt ud af sin umiddelbarhed og kan nu se på sig selv. Ham den 18-årige, der er flyttet hjemmefra og har fået inkarneret loven, får nu et refleksivt forhold til loven. I kraft af det Anklageren udsætter ham for – og det er dybest set et spørgsmålstegn – kan Job nu kigge på den lov, der gennemsyrer ham.
Da renæssancens astronomer betragtede planeternes bevægelse og konstaterede, at de ikke svarede til forudsigelserne, tilføjede de epicykler: Planeterne cirkulerede ikke bare omkring jorden, deres cirkelbaner havde små cirkler i sig, forklarede man. På den måde kunne astronomerne udsætte sammenbruddet af et verdensbillede, det geocentriske. Det viste sig, at de komplet havde undervurderet de – ja – astronomiske afstande mellem planeterne, og at først ved at indføre et andet verdensbillede, det heliocentriske, og de eliptiske baner, kunne man få et verdensbillede uden hjælpehypoteser.
Vi møder altså Job der, hvor det, han gør, stemmer overens med verdens gang. Han er identisk med loven. Når disse to rives fra hinanden, som følge af et væddemål, eller en diskussion Gud har med sig selv, som Job ikke kender til, så får Job mulighed for at træde ud af denne idenitet mellem sig selv og loven, og kan se på loven udefra. Men det lykkes ham med hjælpehypoteser at bibeholde sit verdensbillede: ”Jeg kom nøgen til verden, og nøgen tager jeg herfra. Gud gav mig alt, og nu har han taget det igen. Alligevel hylder og takker jeg Gud.” (kap 1, vers 21).
Men med den stigende distance til umiddelbarheden følger også fortvivlelsens potensering og den stigende smerte – jeg parafraserer her Kierkegaard i Sygdommen til Døden: Den, der rives ud af umiddelbarheden, mærker sin lidelse, som hele tiden har været der, men nu så meget mere. Fortvivlelsen (af tysk, to: Ver-zwei-flung, dvs. delt i to) bliver åbenbar, lidelsen er ikke til at komme uden om. Og så meget mere også muligheden for dens ophævelse i, hvad Kierkegaard kalder det rette forhold til den, der har sat det, nemlig Gud. Men her imellem er der langt, og det sker undertiden, at individer holder fast i sig selv og sin lidelse, som et værn mod Gud. Som en skrivefejl kunne holde fast i sig selv, som for at overbevise verden om forfatterens fejlbarlighed, således holder det fortvivlede menneske trodsigt fast i sin smerte. Denne værnen sig mod det gode i en fastholdelse af lidelsen, kalder Kierkegaard for dæmoni. Og det er just dæmoni, som Job lider af. Ikke så mærkeligt, al den stund, at den er i gangsat af en anklagende stemme, Anklageren, eller Satan som han også kaldes.
Denne dæmoni er nihilismen. Det er en omstrejfen i et intet, i tvivlen på alting. Man mærkede, at det tomme rum åndede på én. Og nu befinder man sig i det. Det hedder dekonstruktion, og det fører ingen vegne hen, kun ud i det tomme rum.
Historien om Job og hans liv er ikke en dekonstruktiv tekst, det er en opbyggelig tekst, der handler om, hvordan man bliver et menneske, der er mere end lovlydigt og pligtskyldigt. Men det er selvfølgelig ikke igennem en rettergang, at Job får sin frelse, men igennem nihilismens sammenbrud. Den sataniske ild, som Job billedligt talt må igennem, er den samme hvidglødende ild i busken ved Sinja, der forvandlede Moses og som senere skal forvandle Kristus på bjerget[7]. Først efter, at Gud har talt, må Job se sin lidenhed i forhold til altet: ”Jeg er jo det rene ingenting.” (Kap 40, vers 4) Og derfor kan Job heller ikke svare på Guds bane: ”Hvordan skulle jeg kunne svare? Jeg vil hellere holde mund. Jeg har ikke noget svar at give. Jeg har ikke mere at sige. ”(kap 40, vers 4-5). Og det er vel her, at Job er kommet til en større fornuft, nemlig indsigt i Guds almagt: ”Nu har jeg forstået, at du kan alt! Og ingen kan hindre dig i noget som helst” (kap 42, vers 2), og Job ser, at hans egen fornuft alligevel ikke rækker til at begribe det, ”Jeg forstod ikke, hvad jeg talte om, sandheden overgår min forstand” (kap 42, vers 3).
Der er på den ene side tale om en kantiansk bevægelse af Jobs forstand, nemlig en forstand, der trækker grænser for sig selv for, hvad forstanden kan vide. Og på den anden side et hegelsk sammenbrud af netop den forstand, der afgrænser sig selv. For hvordan kan Job ellers sige: ”Jeg forstod ikke”, men nu vide og sige i nutid, at ”sandheden overgår min forstand”? For at kende en grænse, må man have overskredet den, som Hegel bemærkede til Kant. Sagt med Kants termer i Hegels tanke: Den fornuft, derfor forstår, at sandheden overgår forstanden, er ikke længere bare forstandig, den er i sandhed blevet fornuftig. Og den ved noget om det på den anden side, det er ikke bare et intet, men et større. Skepsis var den ørkenvandring, den hjemløse forstand måtte igennem, før den blev fornuft og kom til sig selv. Og Job var mediet.
Herefter følger så et af Bibelens dårligste litterære træk, der netop gør, at Historien om Job og hans liv ikke er en klassisk tragedie. Historien slutter nemlig med, at Job får alt hvad han havde tilbage tofoldigt; hans brødre og søstre og venner kom hjem, og han får igen syv sønner og tre døtre som før. Det ligner et dårligt godnateventyr for børn.
Hvordan kan man forsvare, at lade et købmandslogisk motto i stil med ’Det kan betale sig at tro’ afslutte en så storslået litterær tekst? Der gives selvfølgelig overleveringshistorikernes svar, at så gamle tekster er sammensatte af overleverede brudstykker. Men der gives også et pædagogisk svar på sagen: Hvis man vil tale både til de forstandige – købmændene, forsikringsagenterne, sundhedsapostlene og alle de andre – og til de fornuftige, så må man tale med flere tunger. Man må sige det forståelige og det sande i samme tekst. Men hvis man har gjort Jobs bevægelse fra forstand til fornuft, så ved man også, at når Job får ”større styrke og mere lykke” (kap 42, vers 12) end før, så er det ikke fordi han bliver kompenseret af en forsikringsmand. Og det er ikke fordi han har fulgt spilteoriens fader Pascals råd til væddemålet, at han vinder alt flerfoldigt tilbage. Det er fordi Job har taget en Jakobskamp og har overgivet sig, at han får hvad der andre steder svarer til prinsessen og det halve kongerige. Ligesom Jakob måtte bryde hele natten med englen og ikke ville give slip før han til sidst blev velsignet, ligeså kan Job først vinde et større selv igennem lidelsen og fortabelsen[8]. Historien om Job og hans liv fortæller os, at der er en vej frem i lidelsen, at ilden forvandler.
Vi har formentlig alle en Job i os, og som sådan er det en udviklingsfortælling for alle og enhver om psykisk inflation og om vores svingende tro og tvivl på en orden i tingene, på gode grunde til tingene og på en retfærdighed i fordelingen af tingene. Hvis de antikke grækere skulle genfortælle historien, ville den handle om, at Job led af hybris, det overmod, der ikke bare trækker et individ ud af proportioner, men også truer tingenes orden, fordi mennesker vil skabe naturen, snyde døden, narre guderne og alt hvad der garanterer orden.
Hvis nogle moderne filosoffer skulle genfortælle Historien om Job og hans liv ville den handle om Værensglemsel: At Job havde glemt, hvad han kom af, og derfor henstod i blind fremadstormen. Moderne miljøbevægelser forsøger tilsvarende at minde os om, at vi har glemt den natur, vi er kommet af, begrænset af og afhængig af, og som vi hele tiden forsøger at overskride.
Historien om Job og hans liv kan også læses som et folks historie eller en kulturhistorie, hvor en civilisation må igennem en forstandig rationalisme og dens ligefremme konsekvens, der indfinder sig, når rationaliteten vender sig mod sig selv, og dekonstruerer sig ud i nihilismen. Herfra kan man i dag kun håbe på, at de muligheder der åbner sig, selv ”når det tomme rum ånder på os” fører os videre over i et verdensbillede, der igen hænger sammen. For uden det mangler vi orientering.
Og vi kan uden tvivl lære noget af historien om Jobs rettergang mod Gud. Efter at vi er holdt op med at forklare verdens ulykker ved en højere mening, som vi ikke forstår, så skal vi have fordelt årsagerne til ondskaben imellem os uden mellemled. Når der således sker noget for os uforudsigeligt, og vi ikke længere kan pege mod de højere magter, peger vi på hinanden: Hvem burde have forudset tsunamien? Hvem er skyld i at togskinnerne gik i stykker? Hvem burde have opdaget dit, forudset dat, have advaret mod dette og have kontrollet hint? Vi har fået en tribunaliseret verden, hvor vi ikke længere drager rettergang mod Gud for det tilfældige, men til gengæld hele tiden mod hinanden. I denne allestedsnærværende domstol er Historien om Job og hans liv måske en lære til hele menneskeheden om, at der sker ting, som ingen bør drages til ansvar for.
Den nu afdøde amerikanske mytekender, Joseph Campbell, omtalte myten som en slags kængurupung[9]. Mennesker og kænguruer har det til fælles, at de fødes for tidligt. Derfor har kængurumoderen en pung. Og derfor har mennesker myter. Myter skal lære os at leve liv med hvad der hører et liv til: at få en seksualitet, at blive voksen, at blive ældre og svækkes, at miste og at skulle dø. Det er hjælp fra tidligere generationer. Myterne kan ikke gøre erfaringerne for os, men de kan hjælpe os med at få begreb for og forstå vores egne erfaringer ved at berette om de erfaringer, andre har gjort. Og som hjælp til at forstå os selv og dermed leve bedre, er myterne ikke bare moraliserende, men i dette ords egentlige betydning, etiske. Således er også Historien om Job og hans liv en etisk fortælling, der skal hjælpe os til et godt liv.
[1] Anden mosebog., 3, 14.
[2] Jeg skylder Asger Johansen og Ulrik Houlind Rasmussen denne pointe fra deres kursus, Bibelen genåbnet, Folkeuniversitetet København, 2014.
[3] Nietzsche, Friedrich: Die fröhliche Wissenschaft, 1887, §125
[4] Første Samuelsbog, 31,4.
[5] Hegel, G.W.F.: Grundlinien der Philosophie des Rechts, 1821, Einleitung.
[6] Kursus ved Asger Johansen og Ulrik Houlind Rasmussen, Bibelen genåbnet.
[7] Johansen, Asger: Bibel og bevidsthed. Uudgivet magisterafhandling, p.103.
[8] Johansen, Asger: Bibel og bevidsthed. Uudgivet magisterafhandling, p.101.
[9] Campbell, Joseph: Pathways to Bliss, Novato, 2004, p.19.
