v. filosof, Anders Fogh Jensen, filosoffen.dk

Juli 2022, i forbindelse med opsætningen af teaterstykket Melancholia baseret på Lars von Triers film af samme navn.

Melankoli er et ord, der er sammensat af to andre ord, melan, græsk for sort, og cholè, græsk for galde. En melankoliker er således en, der er stemt af en sort væske. Således kender vi også ordet kolerisk, der betegner en opfarende person; denne mentes i antikken imidlertid at være domineret af en anden væske, den gule galde, også cholè. Hermed er vi allerede i gang med en væskelære – altså noget med humor, en humoraltypologi – dvs. en opdeling af fire typer af personligheder ud fra deres dominerende væsker. Men inden vi kommer så langt må vi notere os, at da vi møder ordet melankoli første gang, hos lægekunstens fader Hippokrates i slutningen af det 5. århundrede, da er det del af en binær opdeling, en tovæskelære, hvor det melankolske er ”en sindsforfatning, der igennem galdevæsken er farvet sort.” Sort betyder her syg eller dysfunktionel og melankolsk kunne således fra Hippokrates dække over såvel hvad vi senere ville kalde det maniske som det depressive. Omvendt var det hvide, det ufarvede, det stabile, der var domineret af slim. Man havde altså en tovæskelære med en opdeling i de slimede og de galdede.

   Det var først med botanikkens fader, Aristoteleseleven Theophrastos, at i anden del af det 4. årh. f.kr. at fire-væskelæren fik sin berømte form, som skulle vare helt frem til og med renæssancen, og ja endda længere endnu. Denne væskelære, humoralpatologi, er en temperamentslære, der består af fire kategorier af væsker, der inddeler mennesker i fire forskellige temperamentstyper, der igen er forbundet med de fire elementer hver især, såvel som med en årstid og et organ:

Melankoliker    sort galde          jord                 kold og tør        efterår                     milten

Flegmatiker       slim                 vand               kold og fugtig    vinter                      hjernen

Sangviniker       blod                 luft                 varm og fugtig   forår                       hjertet

Koleriker           gul galde           ild                  varm og tør       sommer                  leveren

Denne konception af melankolien blev grundlæggende for talen om og tilgangen til melankolien i 1500 år, f.eks. de terapier man tyede til såsom nedkølingsterapi, opvarmningsterapi, chokterapi eller opmuntringsterapi. Theophrastos havde nemlig også om den sorte galde postuleret, at hvis den bliver for varm, så udvikler melankolikeren mani, og hvis den bliver for kold, så udvikler denne depressive træk. Men nok så vigtigt, også for eftertiden, så forbandt Theophrastos melankolikeren med det geniale og skrev, at melankoli må være det, der kendetegner store mennesker i politik, digtning, filosofi og kunst.

   I middelalderen blev melankolien til en hvid tomhed. Den beskreves fra senantikken som en karakterbrist hos de egyptiske eremitmunke, der boede ude i ørkenen og under den varme himmel ramtes af middagsdæmonen Acedia, en munkesyge, morbus melancolicus. Acedia kender vi som en af de syv dødssynder, og det betyder en ligegyldighed, hvor man ikke bryder sig om noget som helst, ja i forlængelse heraf en kedsomhed, hvor man bare ikke vil noget. Historisk set er der to veje fra den melankoli, der opstår af Acedia, nemlig enten at gå vejen af leden og tomheden og blive med den, eller protestantismens vej, hvor melankoliens lede, Acedia, bliver omtolket til dovenskab. Moralen mobiliseredes imod melankolien, så folk igennem bodsøvelser skulle fordrive melankolien og sættes i gang – en forfader til vor tids aktiveringsprojekter, der skal fordrive dovenskaben.

   I renæssancen fik melankolien imidlertid en optur. Acedia løsnedes fra sit religiøse plan, og den forbindelse, som Theophrastos havde gjort opmærksom på, mellem melankolien og geniet trådte frem. Særligt fik melankolien en rolle på et litterært og digterisk plan, f.eks. hos Petrarca, og melankolien kom til at præge den elisabethanske litteratur – f.eks. Ben Johnson, Overbury og Shakespeare – så meget, at man ligefrem omtalte melankolien som the Elizabethan Malady. Hamlet er et klasseeksempel på en sådan melankoliker.

   Idet melankolien blev løsnet fra religionen blev den fra og med det 18. århundrede i vidt omfang genstand for kunsten. Et eksempel er Albrecht Durers maleri Melancolia I. I litteraturen knyttedes melankolien sammen med hypokondrien og herved fik vi denne smerteligt-søde nydelse, der kendetegner den europæiske sentimentalisme, hvor helten elsker at svælge sig i smertefulde følelser. Et godt eksempel på denne melankoliker er Goethes Werther.

   Filosoffen Immanuel Kant så også genisiden af melankolikeren, som den der har sans for det storslåede. Men det bærer på en fare, nemlig at det kan slå om i det ”eventyrlige”, hvor melankolikeren kan blive en ”fantast”, når han gribes af tungsind, sværmeri eller entusiasme.

   Noget af dem samme finder vi i det 19. århundrede hos Søren Kierkegaard, i hvis forfatterskab melankolien vendte tilbage til det religiøse og blev til et misforhold i Gudsforholdet. Men melankolikeren har sans for det, der er større end denne verdens trakasserier – det metafysiske ville vi sige i filosofien – og det er en gave, der imidlertid kan slå over i en ’fortvivelse i det uendelige’, som Kierkegaard kalder det, når han ikke vil vende tilbage til verden.

   Med andre ord, så lider Goethes Werther altså ikke bare af at han har mistet Lotte. Han er oppe på de høje nagler og har tabt selve det, der er indbegrebet af Kærligheden med stort K, og skal det have et adækvat modsvar, så må det også være noget storslået eller metafysisk, og kun døden kan matche dette; kun selvmordet er et adækvat modsvar til tabet af Kærligheden selv.

   Denne melankolske storm og trang kan virke temmelig narcissistisk. Og netop dette sætter Freud præcist en finger på. Melankolien kommer ifølge Freud af en sorg, der har sat sig fast, f.eks. en sorg på grund af et tab, hvor der ikke sker en forsoning som normalt. Sorgen har at gøre med et tab, hvor man ikke kan få det igen. Men at miste er noget, er noget andet end at tabe noget. Når man har ”mistet sin kæreste” betyder det, at man måske kan få hende igen. Melankolien går ind i en rundgang af forhandlinger med det mistede, om det kan fås igen, og denne rundgang udmatter den, der rammes af melankoli. I denne rundgang mister melankolikeren også forbindelsen til omverdenen, han låner en del af sin karakter til sorgen, skrev Freud, og en anden del til en regression til narcissismen. I sin lidelsesfulde stemning ophæver melankolikeren sine interesser for omverdenen, igennem tabet af evnerne til at elske og gennem hæmning af enhver energi, der kunne sætte ham udenfor selvbefamlingen, taler han til sig selv i selvbeskyldningens og selvbebrejdelsens termer og stirrer forventningsfuldt på et vrangbillede af en straf.

   Rekonceptionen af melankolien som en sygdom er nok Freuds, men det er ikke Freuds skyld, at vi i dag taler om depression i stedet for melankoli. Det er derimod en af psykiatriens grundlæggere, den tyske læge Erik Kraepelin, der beskrev og klassificerede bl.a. den maniodepressive psykose og demens praecox, det der senere blev kaldt schizofreni, kort efter 1900. Forståelsen af melankoliens væsen sev langsomt ud af psykiatriens omgang med og tilgang til depressionen op igennem det 20. århundrede, og i 1980 landede vi på et helt overfladisk plan, idet det amerikanske psykiatriske forbunds DSM3-diagnosemanual udkom. Herfra blev depression det, at man havde 5 ud af 9 symptomer i 14 dage. Efter fremkomsten af psykofarmaka, og ikke mindst fra og med fremkomsten af Prozac (Fontex) i 1987 er depression blevet defineret omvendt, som det, der reagerer på disse såkaldte SSRI-præparater.

   Melankolien tilhørte det unikke i renæssancen, depressionen tilhører en masse mennesker, som er nedtrykte og handlingslammede. Melankoliens historiske stereotyp var en udvalgt person, der måtte gå igennem noget. I nutidens depression handler det om at undgå noget, samtidig med at antidepressiva er noget, der skal hæmme noget; det er såkaldte ’inhibitors’.

   Med denne udsivning af dybdedimensionen i melankolien op igennem det 20. århundrede, så er det virkelig på sin plads og på sin tid med en relancering og retematisering af melankolien og dens væsen. Er det muligt, at der ud over depressionen som en lidelse også findes en melankolsk karakter? En karakter, der lider og går gennem lidelse, men som også har åbent opad til det storslåede, og ikke vil lade sig nøje med at sætte denne verdens flueben. En karakter præget af en sindsvæske, eller om man vil, som ikke bare er ramt af en sygdom, men netop besidder den livsduelighed at kunne være med tristheden, leden, la mailaise.