Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders
Tænkte du måske kunne fortælle hvad Wittgensteins “handlingsbegreb” drejer sig om?.
Desuden er det svært for mig og se om der er forskel på fænomenologi (Husserl) og hermeneutik. Er der en forskel/forskelle?
Det var det sidste spørgsmål i denne omgang. Sætter stor pris på du har tid til og besvare. På forhånd tak.
Mvh Lars Jensen
Filosoffen:
23. January 2006
Kære Lars
For Wittgenstein er handling tæt knyttet til betydning – og omvendt, betydning tæt knyttet til handling. For det andet er handling og betydning tæt knyttet til socialitet. Hvis vi nu tænker os de tre størrelser sammenhængende får vi følgende: En handling er en brug (af et begreb, af en gestus, af en bevægelse etc.), der har en betydning, der er fastlagt af hvorledes man regelmæssigt gør i den sociale sammenhæng (livsform), hvor den foretages. Det, Wittgenstein gerne vil væk fra er den opfattelse af tegn, at de artikulerer en bagvedliggende mening, dvs. at ordene repræsenterer ting eller essenser, og at sprogbrugen (handlingen) blot er artikulering af denne iboende betydning. Som sådan er Wittgensteins sprogteori i slægtskab med både talehanlingsteorien og behaviorismen: De tænker i funktion frem for dybde, handling frem for repræsentation.
Man kunne nu hævde, at det er den samme bevægelse som fænomenologien foretager: At skille sig af med et lag af bevidsthedsuafhængige entiteter, der påfører bevidstheden en betydning. Jeg skal ikke kunne afvise – ja, jeg tror at det er sandsynligt – at der hos Husserl kan findes passager, hvor han drøfter livsform og handling ad modum Wittgenstein (avant la lettre), men han er primært optaget noget af noget andet, nemlig bevidsthedsakter, intentionalitet og mening. Problemet om de andre er i højere grad noget der tematiseres i de filosoffer, der tager udgangspunkt i Husserl: Heidegger, Sartre og Merleau-Ponty (Mitsein, Autrui).
Hvis vi lige et øjeblik vender tilbage til Wittgenstein, så er der endnu et væsentligt træk ved handlingen, nemlig at den er ’spil’ (Spiel). Det betyder, så vidt jeg kan se, at der altid vil være et moment af forskydning eller spænding i handlingen. F.eks. i forhold til sproghandling: Når jeg anvender et begreb, vil det altid være i forhold til en regelmæssig måde at anvende begrebet på, men 1) denne regelmæssighed er ikke et præcist punkt i betydningsrummet, snarere et område eller en sky med større og mindre intensiteter, 2) min anvendelse af begrebet vil aldrig stemme helt overens med denne regelmæssighed, og derfor vil der opstå en gensidig bevægelse. Når månen cirkulerer om jorden, så trækker jorden i månen – men månen trækker også en lille smule i jorden. På samme måde trækkes min handling imod det regelmæssige felt, samtidig med at det er med til at rykke det en smule. Handling er et spil mellem den konkrete handling og de regelmæssige handlinger, og dette spils dynamik fører over tid til betydningernes forskydninger.
– Anders Fogh Jensen
Hej Anders
Mange tak for svaret angående Wittengenstein, (så faldt 10-øren).
Men med hensyn til hvilken forskel der er mellem fænomenologi og hermeneutik, fik jeg ikke rigtig løsningen på?. Kan man tale om en markant forskel?.
Mange tak Lars
Kære Lars
Ja, der er mange forskelle på hermeneutik og fænomenologi. Først og fremmest er hermeneutikken 15-20 gange så gammel; den er produktet af en lang tradition for fortolkning og udlægning af bibelen, loven og andre udtryk, der ikke gav sig af sig selv. Som sådan er den en lære om den rette måde at fortolke på. Det særlige er, 1) at det 20. århundredes hermeneutik er bygget op omkring fænomenologiske indsigter, og 2) at fænomenologi og hermeneutik her fødes ud af et fælles projekt, nemlig at kritisere det synspunkt, at den menneskelige væren-i-verden skulle være en subjekt-tilskuer, for hvem verden gav sig som et objekt, og hvis viden følgelig lod sig formulere i en teori. Heroverfor gør fænomenologien og hermeneutikken gældende, at verden giver sig for mennesket som et handlende og villende væsen, der har en inter-esse i verden, og at den betragtende anskuelse dermed ikke er primær. Hermeneutikken pointerer videre, at det kendskab mennesket har til sin verden gennem sin praksis og sin historie, aldrig helt lader sig formulere i en teori, at verden med andre ord ikke går restløst op i erkendelsen. Hvad 1) angår, så tager hermeneutikken den fænomenologiske indsigt til sig, at mennesket apperciperer, dvs. giver mening til fænomenerne i de bevidsthedsakter, hvorved verden giver sig. Hermeneutikken er så optaget af, hvorledes denne meningsdannelse foregår. Idet hermeneutikken udgår fra den fænomenologiske tese, at mennesket er dømt til mening (fænomenerne giver sig altid som noget), undersøger hermeneutikken hvorledes denne mening kommer i stand gennem fortolkning. Ifølge det 20. århundredes hermeneutik er det således ikke mennesket forundt at vælge om det vil fortolke eller ej (hermeneutik er ikke en metode!), for det er et menneskeligt vilkår.
– Anders Fogh Jensen