Spørgsmål

Kære Anders,

Jeg er i gang med at skrive en opgave om subjektet og etik hos Foucault, men det forekommer mig ganske svært at forstå forskellen på subjektet og individet hos ham. Umiddelbart ville jeg tro at det var det samme, men han skriver et sted at subjektet er et undertrykt individ, dvs. at det er en form for magt der gør individer til subjekter. Han taler også om at subjektet fødes i bruddet mellem den klassiske epoke og den moderne epoke. Er det han mener, at mennesket ikke var blevet normaliseret og underlagt strukturer og styringsmekanismer før den moderne epoke og at vi derfor ikke kan tale om et subjekt før der? Jeg tænker også, om det overhovedet er muligt at være et etisk menneske ifølge Foucault, siden vi er undertrykte subjekter, der på en måde ikke kan tænke selv? Jeg forståer heller ikke, hvordan han kan mene at man godt kan skabe sin egen etik uden relation til det sociale, dvs. etik som omsorg for sig selv uden at den står i en forbindelse til andre mennesker. Hvorfor han er så kritisk overfor det sociale? Er det ikke sådan at det er i relationen til andre mennesker at vi kan udfolde os selv? Håber du kan hjælpe!

Mvh. Anna

Svar

Kære Anna

Dine spørgsmål falder i tre klynger. Den første drejer sig om individ og subjekt. Subjektet er ganske rigtigt iflg. Foucault en social form, dvs. en måde hvorigennem det sociale og det individuelle kan gribe ind i hinanden. Den historiske diagnose – der ikke er helt ulig Nietzsches – lyder, at dette interface mellem individ og socialitet er blevet formet som et subjekt. Det betyder, at når individet vil gøre sig i det sociale er det nødt til at opføre sig på en bestemt måde, som et individ, der bærer rundt på en sandhed i sig selv, og gennem fremførslen af denne sandhed kommer i et underdanighedsforhold (bliver underkastet: a-sujetti). Det vestlige subjekt har klare kristne rødder, og det betyder i traditionen fra Nietzsche, at mennesket underkaster sig ved at tage det på sig, som det bliver gjort til. Subjektet er det, individet bliver gjort til af det moderne samfund.

Denne måde at forstå et subjekt på er ikke ulig Althussers idé om at man kan blive anråbt. Forestil dig, at du går på gaden og én råber luder efter dig, og du vender dig om. Uagtet, at du ikke mener, du er en luder, så har du alligevel taget luder-subjektet på dig. Luder-subjektet er en måde, du som individ er gået i forbindelse med spillet på gaden.

Det individ, der fødes ind i den moderne kultur, anråbes på måder, som bringer det til at fungere i det sociale. Ikke som luder, men som én, der bærer rundt på en sandhed, noget farligt, noget det må tale om til en ekspert, hvor det må bringe sig i et underdanighedsforhold for at fungere. Dette er elementer af det moderne subjekt.

Den næste klynge af spørgsmål drejer sig om etik og socialitet. Jeg mener, at det er en misforståelse at Foucault skulle have ment, at der gives en etik uden en socialitet. Men i forlængelse af ovenstående kunne man forestille sig, at han kunne have ment, at en etik ville være bedre, hvis ikke den baserede sig på netop den socialitet, der slæber rundt på det moderne subjekt. At vide, at moral og etik også har fungeret i andre samfund med andre bestanddele end vores – f.eks. i antikken og romerriget – giver os mod til at forestille os, at de kan bringes i spil i sammenhænge med andre brikker og andre regler end det spil, hvor friheden er bundet sammen med subjektet og bekendelsen.

Endelig spørgsmålet om, hvorfor Foucault er så kritisk overfor det sociale (hvor jeg formoder at du med ’kritisk’ mener ’negativt stemt’). Du kan nok have ret i, at der mobiliseres en vis skepsis overfor en bestemt socialitet, nemlig den moderne. Du ville nok ikke stille dig tilfreds med at jeg svarede dig, at det var fordi han havde læst Nietzsche. Men måske så, at jeg svarer dig, at det er et spørgsmål om frihed, og at det moderne sociale virker så ufrit, ikke blot fordi det forbyder, men fordi det har installeret meget af sin styring ved at lade det fungere igennem friheden. Før den franske revolution kunne man kæmpe for friheden mod en overmagt. Når denne frihedsretorik gentages i det moderne samfund, ved at man gør som om der stadig var en undertrykkende overmagt (der eventuelt er indbygget i selvet), så er selve frigørelsesretorikken del af den form, hvori mennesket holdes fast. Og just dette er subjektet.

– Anders Fogh Jensen, 15. maj 2007