Spørgsmål

Hej Anders,

Sådan som jeg forstår Foucault, så siger han at praksisser og handlinger næsten altid er baseret på en eller flere rationaliteter, dvs. at der ikke bare er én men flere rationaliteter der bestemmer hvordan et politikområde ser ud. I mange af de Foucaultinspirerede tekster jeg har læst, er det varianter af liberalismen som rationalitet der er dominerende i morderne samfund og i de foranstaltninger der ivæksættes. Men hvordan hænger det sammen med, at Foucault siger at praksisser og handlinger næsten altid trækker på flere rationaliteter? Kan den måde vi tænker styring og de styringsinitiativer der i iværksættes i den vestlige verden, koges ned til at trække på liberalismen eller neoliberalismen som dominerende rationalitet? En anden ting jeg bliver ved at kører lidt rundt i, er frihedsforståelsen i hhv. den liberale og neoliberale rationalitet. Hvori består forskellen mellem den liberale og den neoliberale måde man leder mennesker? Handler det ikke begge steder om at hjælpe mennesket til at forvalte sin frihed i overensstemmelse med normerne i samfundet?

Mvh. Charlotte Jørgensen

Svar

Kære Charlotte

En styringsrationalitet kan være meget andet end liberal styringsrationalitet. Disciplinen er f.eks. en styringsrationalitet, hvor man optimerer helheden gennem optimering af delene, og hvor man bestemmer hver enkelt dels sted og bevægelse for at bestemme helhedens. Disciplinen lader sig ikke kun gå i forbindelse med liberale styringsrationaliteter, men også f.eks. med fascismen. Sikkerheden er en styringsrationalitet, hvor man påvirker udviklingen af populationen gennem indsatser i et sandsynlighedsspil. Krigen og volden og kan også være en styringsrationalitet - og hvorfor skulle attraktion og forførelse ikke også kunne tænkes som styringsrationaliteter; Machiavellis styringsrationale er bevarelse af herredømmet over territoriet, og dette sætter jo en mængde af disse styringsrationaliteter i spil, der ikke just er liberale.
Det liberale er karakteriseret ved at være en kritik af for megen styring og en styring gennem frihedsudøvelse. Som sådan handler det om at kæmpe for frihed frem for styring og så sætte en styring igennem i det rum af frihed, der opstår. Neoliberalismen fokuserer generelt på det sidste; den er et resultat af at det liberalistiske projekt er lykkes, og at mennesket har fået sin frihed.
Men neoliberalismen er ikke én størrelse. Den er flere. I den tidlige neoliberalisme, dvs. i perioden fra 1930-50 i Europa, var neoliberalismen et forsøg på at sætte en fornuft igennem i det sociale. For den klassiske liberalisme var markedet natur - markedsgørelsen var dermed en naturliggørelse. For neoliberalismen var og er markedet noget kunstigt - men fornuftigt! Det handlede altså om at konstruere et samfund, der var markedsstyret, med henblik på at gøre samfundet mere fornuftigt (ikke naturligt). Dette søgtes ikke gjort ved at afmontere staten, men ved at indrette staten som et marked - sådan som vi nu er ved at se statens enheder agerer som virksomheder. Dette giver ikke nødvendigvis mindre stat end en socialist vil det, men styringsrationaliteten er en anden.
I den senere neoliberalisme (Chicagoskolen) er forskellen mellem stat, menneske og markedsfornuft (økonomisk fornuft) kollapset. Mennesket er allerede at betragte som et økonomisk væsen, en lille virksomhed, der investerer sine handlinger i egen optimering. Den neoliberalisme, vi har set siden 1980'erne, sjældent med en skelnen mellem det menneskelige og den økonomiske fornuft. At være menneskelig er at tænke med økonomisk fornuft. Dette er det menneskesyn, der ligger bag de algoritmer, der klæder politikerne på i dag. Vi kunne også sige, at neoliberalismens historie i det 20. århundrede var historien om økonomiens forvandling fra redskab til ontologi.

- Anders Fogh Jensen, 18. juli 2007