Sikkerhedsdispositiv

Spørgsmål

Hej Anders

I din udemærkede bog Mellem Ting skriver du at det biopolitiske dispositiv kan siges at udvikle sig fra et regulerende dispositiv til et sikkerhedsdipositiv. Jeg har umiddelbart svært ved at skelne mellem det regulerende dispositiv og sikkerhedsdispositivet. Hvori lægger forskellen mellem de to dispositiver? Håber at du kan hjælpe mig.

Vh Lene

Svar

Kære Lene
Forskellen mellem regulering og sikkerhed ligger svarer til forskellen mellem regel og risiko. I de regulerende dispositiver vil man betragte det levende som noget der må reguleres til det bedre. I sikkerhedsdispositivet vil man betragte det levende som en risiko. Du kan have ret i, at de kan ligne hinanden. Man regulerer jo f.eks. farten på vejen, fordi hastigheden udgør en risiko.
Rygepakkernes formaninger om at man kan dø af rygning og pådrage sig selv og sine omgivelser alle mulige ubehageligheder hører til en sikkerhedsmæssig påvirkning af det biopolitiske. Forbudet mod at ryge alle mulige steder er derimod en biopolitisk regulering. Sikkerhedsdispositivets formatering til styring ligger i at gøre alt det eksisterende til farligt. Reguleringen ligger i at standardisere det for at gøre det til genstand for bedømmelse.
Loven forbyder. Disciplinen bedømmer. Begge ud fra forudgående kriterier. Sikkerhedsdispositivet derimod, henter sin legitimitet i sandsynligheden, dvs. fremtiden. Den, der erklærede krig som følge af en krænkelse eller en invasion handlede indenfor det regulerende. Den, der erklærer krig som forebyggelse af mulige hændelser handler indenfor sikkerheden. Under den første Golfkrig så man sig endnu nødsaget til at henvise til overgreb. Under den anden nøjedes man med at henvise til sikkerhed.
– Anders Fogh Jensen, 6. december 2006