Spørgsmål

Kære Anders

I filmene The Matrix ender helten Neo med at møde matricens Arkitekt i et komplet fænomenløst hvidt rum: Har projektsamfundet en Arkitekt, og hvis ikke, hvad er det så, der virkeliggør de mønstre, den arkitektur, som er projektsamfundet ? Altså hvorfor er afhandlingen om Projektsamfundet skrevet efter og ikke før projektsamfundets projektering og fremkomst: Hvem eller hvad (udover ‘verden’) gør den mønstring som er projektsamfundet aktuel og reel ?

Venlig hilsen, Morten

Svar

Kære Morten

Der er dem, der vil mene, at man ikke kan skrive om sin samtid. Den indvending er også blevet fremsat mod mine tanker om projektsamfundet, at en epoke først må være forbi før man kan overskue den. Det vil jeg ikke forsvare mig imod, blot tilføje, at man jeg godt mener, at man kan føje nogle relevante bemærkninger til den, netop fordi man er i den. Forfatterne har jo altid ageret seismografer for deres tid, og det kan filosofferne også være. Blot må det hvile på en højere grad af fænomenologiske betragtninger end tilfældet ville være i et bagudskuende overblik. Det er en pointe hos Gadamer, at den historiske afstand ikke bare er en afgrund, men også er en forståelsesgrund. Jeg er ikke uenig, jeg er utålmodig. Derfor prøver jeg som så mange andre at rekonstruere nogle overordnede logikker og strukturer udfra fænomenologiske betragtninger.

Men dit spørgsmål angår egentlig fortidig fremtid (futur antécedent, som det hedder i grammatikken): Hvorfor kunne man ikke allerede skrive historien om projektsamfundet for 50 år siden? Det kunne man ikke, fordi det antageligt kunne gå mange veje. At Sartre i 1940’erne talte om at mennesket var et væsen, der udkastede (pro-jette) og at en begyndende individualisering tiltog i takt med at borgeren blev forbruger i efterkrigstiden, var ikke en ligning med bekendte nok til at løse den for fremtiden. Det kunne gå mange veje, og der var mange grunde til at det gik som det gik, men der var også mange andre tendenser, der ikke kom til at spille en rolle. F.eks. blev den kolde krig blev aldrig atomkrig, og det var nok en konflikt man ville have tilskrevet en større betydning for fremtiden, end tilfældet blev. Eller i det mindste et andet udfald end tilfældet blev.

Når jeg vægrer mig ved at kalde markedet og virksomhedsorganiseringen for de bestemmende faktorer for organiserings- og styringsformerne – på trods af at de fleste associerer projektorganisering med virksomheden – så er det fordi jeg mener at kunne se en parallel udvikling indenfor mange forskellige områder: skolen og pædagogikken er også noget de fleste kan forbinde med projekter, men også pardannelsen, krigsførelsen, arkitekturen og socialforvaltningen viser disse træk. Og i det omfang projektet er en overskridelse af disciplinære organiseringsformer, lader den projektære logik sig også påvise indenfor danseformer, populære sportsgrene og fodboldsystemer. Den hårde konkurrence på markedet i 1980’erne har uden tvivl spillet en rolle i fleksibiliseringen af produktions- og arbejdsformerne, men det forklarer næppe, hvorfor vi ser nogle af de samme strukturelle omvæltninger indenfor helt andre områder. Snarere hælder jeg her til at beskrive og forklare omkonfigureringerne på et strukturelt plan (dette niveau for analyse kaldes i visse Foucaultkredse for et diagram; jeg vælger at tale om styresystemer). På et strukturelt niveau ser det ud til at selve foruddiskonteringen, gentagelsen, ordningen, planlægningen, opdelingen, bedømmelsen, der er træk ved de disciplinære styringsformer, er noget, der kunne udfordres på bestemte punkter, ikke mindst følsomhed, omstillingshastighed og inddragelse af det tilfældige. Og det angår langtfra virksomheden alene, det angår også f.eks. fodboldkampen. Det var en mulighed ved fortiden, at den blev nutiden, men ikke (for det menneskelige øje i det mindste) en nødvendighed.

Til dit spørgsmål om, hvad der gør projektsamfundet aktuelt og reelt andet end verden, vil jeg svare: ja, netop. De mønstre i det fænomenale, som vi taler om, er jo lige her. Jeg vil svare som Althusser, da han blev spurgt om, hvor strukturen var, og pegede ud af auditoriets vinduer på en demonstrerende masse: Dér er strukturen.

– Anders Fogh Jensen