Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders
Hvad menes der egentlig med udtrykket det “postmoderne”? Er det bare et modeord eller er der egentlige teoretiske overvejelser bag?
Hilsen
Sigurd Allehand
Kære Sigurd
’Ja’ til begge dele: Der ligger helt sikkert teoretiske overvejelser bag, men det er – eller var – også et modeord, der nu er gået af mode de fleste steder. Jeg tager de teoretiske overvejelser først. Jeg vil forsøge at begrænse mig lidt i første omgang, og så er du velkommen til at spørge mere specifikt ind:
Den teori, man ofte henviser til, er Jean-Francois Lyotards ”La condition postmoderne” (da.: ”Viden og det postmoderne samfund”) fra 1979, hvor det postmoderne defineres som tabet af de store fortællingers troværdighed. Det vil sige, at ideerne om at fornuften skrider fremad og at der findes en mulig frigørelse fra menneskets trælddom under systemerne ikke længere er troværdige som legitimeringsgrundlag. Heller ikke oplysningsfortællingens idé om en stor sammenhængende fornuft. Det betyder ikke, at man ikke længere fortæller den slags frigørelseshistorier – det gør man – men at de ikke længere er selvfølgeligt sandhedsbærende.
Man må nok gå ind i, hvad ’det moderne’ er for at forstå, hvad der menes med det postmoderne. Det moderne kan forstås på mange måder: Naturvidenskabeligt, metafysisk, idéhistorisk, sociologisk, teologisk… Bestemmelserne for det modernes begyndelse varierer mellem ca. 1500 og ca.1830. Jeg vil idéhistorisk definere det moderne således: Menneskets følelse af en splittelse i selvet eller i verden eller mellem selvet og verden er ikke noget moderne. Det moderne er følelsen af, at der gives en ophævelse, en heling af denne splittelse, som mennesket må arbejde for. I den tidlige modernitet kan denne heling (jf. frigørelse ovenfor) permanent gennem større arbejde, mens det f.eks. hos Baudelaire (1850’erne) kun gives momentant. Jeg vil kalde tænkere, der tyer til Gud for at finde heling – som f.eks. Kierkegaard og Dostojevskij – for ’præmoderne’, uanset deres kronologiske placering.
Det postmoderne definerer jeg så, som den periode indenfor det moderne (og altså ikke efter det moderne), hvor troen på en heling af splittelsen ikke er mulig. Den første postmoderne er efter min overbevisning Nietzsche: Det livskraftige trøster sig ikke med forligende fortællinger, men lever med splittelsen og fragmenteringen.
Men når det er sagt, så er det postmoderne noget, der som begreb er opstået noget senere. Ud over sporadisk brug af begrebet i 1920’erne, anvendte man begrebet inden for arkitektur fra midten af 1960’erne, som det, at forskellige stilarter kunne blandes frit; en idé, der er beslægtet med et tab af orden og discipliner.
Sociologisk og kulturteoretisk har man siden 1980’erne anvendt begrebet som det, at vi lever i en kultur i opløsning (f.eks. familiens opløsning), hvor de sociale bånd er midlertidige og hvor alt er tilladt. Det er efter min overbevisning en kraftig undervurdering af de normer for kulturel interaktion og de forventninger til menneskelig adfærd, der findes. Alt er ikke tilladt og meget forventes – f.eks. forventes man at bryde op fra sit arbejde en gang i mellem og finde et nyt. Men lad nu det ligge.
Som modebetegnelse forekommer det mig, at ’postmoderne’ ikke længere er gangbar mønt. Tværtimod er man blevet godt og grundigt træt af det i de fleste akademiske kredse. Det forhindrer imidlertid ikke en masse forfattere i at slynge om sig med ordet, og jeg tror det er fordi, de så gerne vil fremstille vor tid som radikal anderledes end de foregående epoker. Her nærmer vi os så din mistanke til begrebets indhold og formålstjenlighed, som jeg deler til fulde: Jeg trækker seksløberen hver gang jeg hører det ord, og overvejer om jeg skal læse bogen til ende. For der er få begreber, der er mere luft og mindre substans i, end begrebet om det postmoderne.
Se i øvrigt mine definitioner af ’moderne’ og ’postmoderne’ under menupunktet ”begreber”.
– Anders Fogh Jensen