Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders
Jeg forbereder en opgave, på institut for idehistorie, om Nietzshe og modernitetskritik. Jeg skal arbejde med “Moralens Genealogi”. Jeg vil høre om du kan pege på nogle træk ved Nietzsches modernitetskritik.
Venlig hilsen Niels
Kære Niels
Jeg kan give dig nogle idéer til nogle tematikker, som jeg mener er uomgængelige i Nietzsches modernitetskritik. Du er naturligvis velkommen til at vende tilbage med flere spørgsmål, så skal jeg forsøge at uddybe eller udvikle. Først og fremmest er moderniteten ifølge Nietzsche karakteriseret ved nihilisme og eskapisme. Nihilismen, som en række russiske forfattere på Nietzsches samtid og lige efter også var meget optaget af, udspringer blandt andet af det naturvidenskabelige fremskridt i moderniteten. Hvad videnskaben formår er at slå de gamle værdier i stykker – gennemskue dem, som f.eks. Darwin gør – men den formår ikke at sætte noget i stedet. Derfor står det moderne menneske med en alt for nøgen og skinbarlig sandhed, der ikke har fantasiens (illusionens) kit til at binde gode illusioner sammen. På den anden side er moderniteten karakteriseret ved en senromantik, der beruser sig i kunsten for at glemme livet. Den vil ikke bygge gode illusioner af de brudstykker – virkeligheden – det har for hånden, men vil en anden verden. Modernitet er altså: At den gamle verden er slået i stykker. Hegel var den sidste, der uden at ryste på hånden kunne skrive, at det virkelige var fornuftigt og det fornuftige virkeligt. Det virkelige er blevet sprængt ud i staccatoagtige sandheder og må lyves bort. Når Nietzsche ind i mellem – specielt af amerikanerne, der synes at have besat de danske universiteter – betegnes som den første postmoderne, så er det fordi han prøver at fastholde sandheden om sandhedernes fragmentaritet, som den åndelige og videnskabelige udvikling har bragt for dagen; en fragmentaritet som Lyotard et hundrede år senere skal diagnosticere og hylde som netop “la condition postmoderne”. I en filosofisk betydning kan man anskue den præmoderne verden, som den hvor verden hænger sammen. Det moderne er følgelig ikke bare den verden, der er splintret, men også kampen for at få en sammenhængende verden tilbage: I fortiden (romantikken), i fremtiden (Marx) eller i øjeblikket (Baudelaire). Videre er det postmoderne så den tilstand, hvor man ikke blot accepterer, men dyrker det fragmentariske. Hvis denne arbejdsdefinition holder, så er det spørgsmålet – og det er et spørgsmål jeg stadig oftere svarer nej til – om noget menneske overhovedet kan være postmoderne. Er det ikke snarere sådan, at det postmoderne var en fase indenfor det moderne, hvor det moderne selv troede sig forbi? I givet fald ville det være ægte moderne at tro sig postmoderne. Æstetisk gælder den samme sang. Her må man holde sig for øje, at Nietzsches æstetikkritik altid er en kulturkritik. Den kunst, som en given kultur frembringer er tegn på dens tilstand: Aischylos, Wagner, Lemmertz. Moralsk: Hvor skal man datere modernitetens start? Hos Euripides, hvor moralen begyndte at tage kvælertag på kunsten? Så synes begrebet ‘modernitet’ at være gået over sine breder. Måske er det mere rimeligt at diagnosticere modernitet som den tilstand, hvor troen på det gode for alvor vakler, og hvor mennesket vakler med, fordi det enten ønsker sig tilbage eller hinsides, eller fordi det bryder sammen som Raskolniov, når det ser nihlismen direkte i øjnene. Netop denne moderne vaklen er hos Nietzsche – og for den sags skyld også hos Kierkegaard og Marx – menneskets storslåede chance for at nå ud over sig selv, “denn dein wahres Wesen liegt nicht tief verborgen in dir, sondern unermesslich hoch über dir, oder wenigstens über dem, was du gewöhnlich als dein Ich nimmst” (I, 290). Men dertil er mennesket endnu ikke nået i moderniteten. Det moderne er kun altformenneskeligt, alt for godt til at være sandt og alt for sandt til at være godt.
-Anders Fogh Jensen