Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Filosoffen
Jeg har lige læst en artikel i “information” (2. dec 2005) om ligegyldighed. Artiklen handler om befolkningens ‘manglen på bekymring’ for samfundet, i et fremtidigt perspektiv. Artiklen udtrykker også at forbrugskulturen har lammet og og at vi uden bekymring accepterer tingenes tilstand.
Jeg har før været inspireret af dig i en opgave jeg skulle skrive om “dannelse” og jeg søger nu endnu engang indpiration på din hjemmeside.
Har du et syn på fremtidens befolkning i forbindelse med dette emne?
Med venlig hilsen Katrine
Kære Katrine
Om jeg har et syn på fremtidens befolkning ved jeg ikke, men om ligegyldighed har jeg – og måske det svarer på spørgsmålet alligevel.
Først: ’Ligegyldigt’ vil sige, at noget er lige gyldigt. Det vægter lige meget om det er det ene eller det andet. Om der er krig eller ej i Afrika gør ingen forskel, om Danmark kommer til VM eller ej gør ingen forskel, om hun elsker mig eller ej gør ingen forskel, for hun er mig ligegyldig.
Hos Kierkegaard kan man finde mindst to forskellige tematisering af ligegyldigheden (i adskillige varianter). Det ene er den objektive sandhed, der i en vis forstand er ligegyldig, fordi den mangler pathos. Om jorden er rund eller flad er ikke ligegyldigt for navigationen, men i sig selv er den oplysning ikke forbundet med værdi, med mindre jeg kan tildele den pathos – det modsatte af ligegyldighed. Her problematiserer Kierkegaard den tese, at det subjektive skulle være det usande, fordi det er personligt præget, og slår på tromme for, at det subjektive som forstået som en vej, snarere fører til sandheden. En lignende kritik kan man finde hos Nietzsche, Husserl, Weber og flere andre skikkelser i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede: Videnskaben afslører at det vi fortæller om verden (pathos) blot er en fortælling, og leverer i stedet en nøgtern forklaring. Men denne forklaring er i sig selv værdiløs. Videnskab gør ligegyldig – dens mål er ligegyldighed. Wittgenstein formulerer det således: Selv om alle videnskabelige spørgsmål er besvaret, føler vi ikke at vores livsproblemer er berørt.
Den anden tematisering af ligegyldighed, vi finder hos Kierkegaard, handler om ikke at kunne udholde valget. Den kierkegaardske æstetiker kan ikke udholde at skulle vælge mellem at gifte sig eller at lade være, at forsøge at ville redde verden eller lade være, at leve på den ene eller anden måde. Derfor er han nødt til at nivellere forskellen mellem de to: ”Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.”
Det er to former for nihilisme, der stammer fra en scientificering og nivellering af livsverdenen. I nihilismen mener jeg nøglen ligger til en forståelse af den ligegyldighed, du refererer til. I den artikel, du nævner, gøres forbrugersamfundet til den afgørende faktor i ligegyldiggørelsen af tilværelsen. Tilværelsens problemer forskydes til et spørgsmål om hvilken fladskærm, man skal vælge. Denne forskydning hævdes at være udtryk for en fordummelse: Man kan ikke overskue det komplekse, så man forholder sig til tekniske specifikationer, der dybest set er ligegyldige.
Jeg vil ikke betvivle en udbredt ligegyldighed overfor politiske emner, og jeg vil slet ikke betvivle at vi er blevet dummere. Jeg mener imidlertid ikke at situationen ser ud som den skitserede, og jeg mener at den har rod i andet en forbrugerisme.
Hvis det er rigtigt, at vi er begyndt at bekymre os mindre, så synes jeg det er glædeligt. Efter min mening bekymrer vi os ikke for lidt, men for meget. Det, der er problemet, er, at vi bekymrer os for lidt om de konkrete, nutidige og nære farer, og for meget om de fiktive, fremtidige og fjerne farer. Vi forholder os til scenarier og prognoser, til risici og sikkerhed, og ikke til de problemer, der stiller sig her og nu. Vi forholder os f.eks. til befolkningspyramidens udvikling og ikke til hvad det gør ved så mange mennesker, at vi vælger at holde dem uden for det identitets- og meningsgivende arbejdsmarked. Vi omtaler huset som bytteværdi og mindre som brugsværdi. Vi forholder os til grænseværdier for vandet, fremfor hvordan det smager. Så hvis vi er begyndt at bekymre os mindre om det fiktive, så hilser jeg det velkomment. Vi er et samfund af neurotikere, der lapper katastrofer fra pædofile til tsunamier i os – og er det rigtigt, at vi efterhånden er ved at blive trætte af den slags (hvad jeg nu ikke tror) så glæder det mig. For det må gøre verden til et bedre sted, hvis man er glad for verden og ikke frygter den.
Når der alligevel indenfor bekymringen er en forskydning henimod materielle ligegyldigheder såsom fladskærme eller alle mulige former for julegaver (hvad jeg ikke vil sige mig fri for at være (kritisk) del af), så kan jeg selvfølgelig godt følge argumentet: Det skyldes en forbrugerkultur. Reklamer og middagsselskaber fortæller mig, at det er det, jeg må have. At mit liv er utilstrækkeligt nu, men hvis jeg får det bestemte produkt, så bliver det tilstrækkeligt. Men jeg tror, at mulighedsbetingelsen derfor ligger i en nihilistisk kultur, der har lavet og laver de to bevægelser, som jeg refererer til hos Kierkegaard. For det første en affortryllelse, der gør materialiteternes værdi til et spørgsmål om megabyte, megahertz, megapixels osv. For det andet en frygt for at forholde sig til de ting, der virkelig betyder noget, nemlig de mellemmenneskelige relationer, grundlæggende tryghed og selvudfoldelse. Det er rarere at forholde sig til at det ene eller andet kan være ligegyldigt eller til at forskellen imellem dem er et spørgsmål om komfort, megaherz osv.
Det bør hertil tilføjes, at der er en udbredt og hyppig tendens til at afpolitisere det politiske: At gøre det til at spørgsmål om tal og fremfor alt økonomi. Det politiske bliver til et spørgsmål om administration og optimering af ressourcer, og ikke til et spørgsmål om forskelle og principper. Man skal ikke tage fejl: Værdidebatten er ikke værdiernes genkomst, men deres udvaskning. Ingen politiker tør melde ud, hvilke af de populære værdier han vil underprioritere. Og når alt således bliver kaldt godt og værdifuldt, og når de ord, man kun kunne finde på at fortælle sin kæreste en intim stund, står plastret op i billetlugen på banegården, så er alt ligegyldigt. Så er nihilismen forsøgsvis indkapslet i et glansbilledepapir, og så gør den forhåbentlig ikke noget – andet end at få omfanget af sygdomme som anorexi, neurose, stress, depression osv. til at vokse og vokse. Men da disse rammer individuelt og ikke kollektivt, og da de ikke er disserkerbare for det kliniske blik, er de frie fra at blive betragtet som et kollektivt problem. Politikken kan jo ikke løse menneskers egne problemer, hedder det sig. Om det vil ændre sig i fremtiden, det har jeg virkelig intet bud på. Men jeg tror og mener, at det ikke er hele sandheden om nutiden, for:
Heldigvis er mennesket ikke ligeglad. Dets verden er det ikke ligegyldig. Hos nogle mennesker (de mest levende) bryder det igennem ofte – hos andre i forbindelse med store begivenheder som bryllup, fødsel, død osv. Jeg tror ikke, at selv den mest afpolitiserende og fordummende økonomiske og kvantitative diskurs kan ødelægge dette, thi – tillad mig at recitere min trosbekendelse– menneskene er altid bedre end deres kultur.
– Anders Fogh Jensen