Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Min interesse for filosofi er ret ny, og derfor blander jeg måske ting sammen, og kaster flere bolde op i luften end rimeligt er. Med begrebet kontingens betones tilfældigheden ved det, der gør os til det vi er. (p1, eksistens, 17 dec 2005) Meget kunne være anderledes, og menneskelig formåen ift. at ændre synes umådelig stor. Eksempler som ændring af øjenfarve, via kontaktlinser, kønsskifteoperation nævnes og sættes overfor absolut kontingens som fx døden som et almenmenneskeligt vilkår, det fortidige, sket ér sket og kan ikke laves om, forældre kan ikke byttes ud efter forgodtbefindende etc. Ja mennesket kan ændre meget, har et stort spillerum og en mangfoldig palet af muligheder: Er man tyk, kan man få opereret mavesækken mindre og blive tynd, skifter man sit humanistiske studie ud kan man være læge om 5 år, rejser man ud til et fremmed land som au-pair, kan man få en anden forståelse af landets socio-kulturelle forhold. Er det bare mig der er skeptisk nu: når jeg ikke kan se det “helt nye” ved begrebet kontingens: det minder mig meget om den eksistentialisme jeg har fået introduceret i danskundervisningen. Tillige synes jeg, der mangler en 3 distinktion i kontingensbegrebet. Jeg tænker her på Baudrillards simulacrum og synes, at der må være forskel på at ændre ting som en iscenesættelse af noget det ikke er, og så reelt ændre noget til noget andet. Pigen, der får brune øjne ved brug af farvede kontaktlinser, har jo reelt set en anden øjenfarve, manden, der får kønsskifteoperation, bliver aldrig rigtig kvinde og kan jo fx. ikke føde børn, og 5-6 klasses skolepiger bliver ikke unge kvinder, fordi de ligner det ved at efterligne popstjerneidolernes påklædning, hvorimod den der fx. skifter og færdiggør en anden uddannelse rent faktisk bliver det, de ændrer, ligesom den der får en ring om mavesækken rent faktisk bliver tynd. Der blev også talt om tydning af den absolutte kontingens og antydet, at i hvert fald nogle mener, denne nødvendigvis må være religiøs. Hvorfor nu det? Her tænker jeg: ok absolut kontingens kan være, at min baggrund i universitetsverdenen ikke er akademisk arv og miljø, når jeg så, så at sige ser på uni “udefra” og reagerer kraftigt imod i hvert fald nogles tendens til overdreven brug af begreber og fremmedord, hvor det ikke giver større sproglig præcision, selvom jeg godt forstår, det de siger, og når jeg trods gode karakterer aligevel føler mig udenfor på en eller anden måde, og ser på mig selv som en cirkushest i manegen, fordi jeg godt ved, at alt hvad jeg præsterer i denne verden er tillært, og når jeg nogle gange provokerer ved at bruge et sprog i timerne, der ikke altid er helt passende, så er det vel mere eksisstensbetonet end egentlig religiøst. Når jeg aligevel er fascineret af sprog og tillige ønsker at blive digter, og ikke “bare” digter, men også anerkendt digter, noget der lever videre i historien, så er det vel et produkt af noget irreversibelt og komplekst ved det absolutte kontingensbegreb: altså at jeg på en og samme tid drages og frastødes af noget på samme tid, her den sproglige diskurs. Og når jeg tænker på døden, og det kære familiemedlem, jeg mistede ved selvmord, selv i kritiske perioder overvejede at gøre som “ham”, men forkastede denne mulighed, fordi jeg godt kunne se alle de lykkelige stunder, “han” var gået glip af, når jeg hader “ham” for det, og ser “hans” valg som et tegn på svaghed og fejhed, og opfatter mit liv som en opgave, som Houlind sagde, hvordan kan det da nogen sinde blive religiøst funderet, hvis man ikke postulerer at det at funderer over og forholde sig til livets store spørgsmål altid er religiøst? Jeg fandt ikke mine svar i Bibelen, mere i mig selv.
VH: Den lille skeptiker.
Kære skeptiker, At tænke moderne er at tænke på endelighedens betingelser. Dette indebærer samtidig, at man støder det absolutte – filosofiens ellers foretrukne og hæderkronede perspektiv – fra sig og tilslutter sig endeligheden. Hos Odo Marquard bliver den moderne filosofiske hermeneutik lanceret under overskriften skepsis, idet skepsis netop udtrykker beredvilligheden til de tilfældige – kontingente – vilkår, som man er udleveret til og indhyllet i. Skepsis er med andre ord sansen for magtfordeling: tvivlen (ty.: Zweifel) har med to (Zwei) at gøre; dvs. den anerkender, at der findes flere svar, flere spørgsmål og flere udlægningsmuligheder. Hermeneutikken er på denne baggrund, siger Marquard, den livsnødvendige kunst det er, forstående at kunne finde sig tilrette i sådanne kontingenser. Så din skepsis er velanbragt, kære skeptiker! Kontingensbegrebet er ikke nyt. Men det har vundet særlig opmærksomhed indenfor den moderne filosofiske refleksion, herunder særligt den eksistensfilosofiske tænkning, som du selv peger på. Den pointerede hermeneutiske optagethed af den menneskelige endelighed – vor ”Sein-zum-Tode” (Heidegger) – har nemlig også den afgørende filosofiske pointe, at alene begrænsetheden i vor livstid forbyder os den ubegrænsede begrundelseseufori. Vi kan ikke begynde med begyndelsen og forklare alt fra grunden, men må knytte an til det, der allerede er. Og dét er i en vis forstand altid kontingent. Men hermeneutikkens kontingensanerkendelse må ikke forveksles med tilfældighedstrang eller vilkårlighedsfanatisme. Kontingens betyder derimod enten a) ”det, som kunne være have været anderledes og som vi kan ændre efter eget forgodtbefindende” (f.eks. kunne dette svar være skrevet anderledes, med en anden skrifttype, jeg kunne have drukket kaffe i stedet for te, læst en jumbobog i stedet for etc. etc. eller b) ”det, som kunne have været anderledes men som ikke – når det nu engang er blevet virkelighed – lader sig ændre eller omgøre af os” (f.eks. det at være født og ikke ikke være det, at have den og den kulturelle arv, tale det og det modersmål, at skulle dø… etc. etc.) altså det skæbnetilfældige eller det, som filosofferne også kalder ”fakticiteten” eller ”absolutte kontingenser”. Du foreslår så en tredje dimension i forbindelse med kontingensbegrebet, som vi kunne kalde c) ”tredje ordens kontingens: simulacrum”. Tanken om, at den menneskelige identitet selv er blevet kontingent i senmoderniteten og således ligger åben for vores manipulation og kontrol er efterhånden old news. Identitet kan bestemmes som svar på spørgsmålet om, hvem man er. Traditionelt har opfattelsen heraf været, at hvad man er, lader sig adskille fra, hvorledes man fremstiller sig/bliver fremstillet eller set. Hvem der glemmer denne afstand mellem hvad man (autentisk) er, og hvad man (inautentisk) foregiver at være, lever uegentligt, taber sit selv. Men denne forskel – forskellen mellem egentlighed og uegentlighed – lægger den moderne socialpsykologi afstand til. For George Herbert Mead er ”selvet” – hvad der i arbejder af Erikson oversættes med ”identitet” – dette selv er just, hvad det forestiller, hvad det tager sig ud som. Interessant er i denne sammenhæng, at moderne identitetsdiskussioner tilsyneladende importerer sit retoriske og metaforiske skyts fra teatret: Mennesket er et rollevæsen – vi har flere masker (lat.: personae) at tage på og flere identiteter – hvorved et yderligere problem består i ikke blot at bringe en given identitet i overensstemmelse med selvet, men at bringe flere identiteter i overensstemmelse med selvet og at identificere disse selv med identiteterne. Forenklet udtrykt: Pludselig samler interessen sig nu mere omkring det selv, som gemmer sig i kulissen, end det selv som er gemt (og skal bringes frem); interessant og teoretisk ekviperet bliver nu det selv, som gemmer sig, facadeselvet, gennem ”iscenesættelse” og teater (jf.: E. Goffman: ”We all play many roles in life…” in: The presentation of selv in Everyday Life. New York 1959). I senmoderniteten er mennesket blevet ”uden egenskaber” (Robert Musil) og det kunne man måske – for nu at vende tilbage til kontingenstemaet – udlægge som en slags tredje ordens kontingens: I det sen- eller postmoderne imploderer, som Baudrillard siger, forskellen mellem overflade og dybde, fremtrædelse og væsen. Tegnenes virkelighed har overhalet virkeligheden indenom: Jeg er et tegn, altså er jeg. Se kære skeptiker, når du så fastholder, at der må være ”forskel på at ændre ting som en iscenesættelse af noget det ikke er, og så reelt ændre noget til noget andet” benytter du dig i grunden af en såre gammeldags distinktion mellem egentlighed og uegentlighed, væsen og fremtrædelse. Spørgsmålet er naturligvis, om denne distinktion i grunden selv er reel eller blot tilsyneladende. Under alle omstændigheder synes selve det forhold, at man stille den slags spørgsmål uden at rødme, at aflægge vidnesbyrd om det, som var vores udgangspunkt: At vor tid er kontingensens tidsalder. At der findes områder, som unddrager sig menneskelig disposition og beherskelse, er ganske rigtigt blevet karakteriseret som tilstedeværelsen af absolutte kontingenser. Du spørger, hvorfor en forholden-sig til sådanne livsområder nødvendigvis må være religiøs. Tja, det er sådan set også et godt spørgsmål. Men det er nok vigtigt at holde sig for øje, at det for det første ikke betyder, at ”religionen” har monopol på beskæftigelsen med absolutte kontingenser. En roman, en opera, et eventyr, en film, en avisartikel osv. kan selvsagt også tematisere og bringe sådanne absolutte kontingenser på bane (faktisk er det en ikke helt ualmindelig tanke, at den moderne romangenre etablerer sig som akkurat den kunstneriske ”projektionsflade”, på hvilken den moderne tids kontingenserfaringer bearbejdes). Snarere skal man nok forstå det således, at for så vidt som ’svares’ på de absolutte kontingenser – hvad er meningen med min død? Hvorfor er jeg født hér, med netop den og den familie og ikke snarere dér? Hvorfor skulle lige præcis min mor være den eneste overlevende ved togulykken? – for så vidt som man svarer på sådanne spørgsmål og giver mening til dem, gør man det indenfor en religiøs ramme. For det andet er det klart, at der hermed er lagt op til at skitsere et definitorisk træk ved det, vi kalder religion. Dvs. der siges ikke noget om, hvad religion skal være, men hvilken funktion, den udfylder. Og denne funktion er altså, hævdes det, at besvare og låne mening til den slags eksistentielle grundspørgsmål, som vi ikke selv stiller, men forefinder stillede ved selve grunden af vor tilværelse, som den tyske filosof Hans Blumenberg smukt har udtrykt det.
Håber, det gav lidt mere klarhed. – Ulrik
Kære Ulrik
Tusind tak for dit interessante og uddybende svar. Du har gjort en lille skeptiker glad og bestemt klogere, og er kommet med nogle rigtig gode bud på forfriskende læsning, som jeg tror jeg vil få meget ud af, så selvom aftenerne endnu er lange og mørke, er der ingen grund til at kede sig. Jeg kan godt se, at min distinktion er af ældre dato og kan føres tilbage til fx. en Holbergsk og Molièrersk tradition, eller måske ligefrem til forholdet ml Sokrates og sofister, som de fremstilles af Platon. Aligevel synes jeg at denne skelnen er mere vedkommende end nogensinde og at Baudrillards pointe rammer den forkælede ungdom lige i solar plexus. Er det egentligt ikke ret typisk at begreber, iddeer og temaer cirkulerer i det uendelige, og at det man kalder nyt ofte er brygget på ældgamle opskrifter tilsat et par ordentlige skefulde tidsaktualitet? Jeg kan godt godtage den funktionalistiske rolle, du tildeler religion, for jeg føler, at det religiøsde liv er blevet reduceret til en slags”riter uden myte”. Vi går i kirke juleaften, ved dåb, vielse og begravelse punktum finale, og at tale om religion og ens eget personlige forhold til religion er snart mere tabubelagt end at tale om sex, hvis jeg må have lov til at karikere lidt. Men, tak for dit svar.
Stor hilsen fra: Den lille skeptiker