Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
hej…. Jeg sad og tænkte lidt over hvad det vil sige at opfatte noget som “godt”. Hvorfor opfatter vi noget som godt og dårligt? Jeg fik ligesom konkluderet for mig selv at det ikke i sidste ende bunder ud i fysisk velbehag eller ubehag, men må være af åndelig karakter. Det ville glæde mig meget hvis jeg kan få et svar på mit spørgsmål.
Mvh. Mouritz
Jeg mener, at du har ret, når du siger, at det, at noget er ‘godt’ er lig med, at det er af åndelig karakter. Problemet opstår bare hurtigt derefter, for hvad er ‘godt’ i det hele taget, og giver det mening at tale om ‘godt’ på en måde, som vil levere svaret ud fra en absolut forståelse? Altså er alt, der har prædikatet ‘godt’ godt? Dernæst: hvad er ‘åndeligt’? Som du ser, så er der gemt mange spørgsmål i dit eget do.
Først og fremmest mener jeg, at det er muligt at tale om et absolut ‘godt’. Dvs. et ‘godt’, som for os alle ikke kan drages i tvivl om dets godhed. Der er altså ikke tale om en værdirelativisme, sådan som jeg ser ‘godt’. Ikke dermed sagt, at det er nemt at nå denne erkendelse af, hvad det ‘godt’ er, men der er gemt bag ordet en ide eller en almen tanke, som i sin skønhed ikke kan drages i tvivl. VI bruger alle ordet ‘godt’, og vi er heller ikke i tvivl om, hvad der er godt for så vidt. Fx. er vi vel alle enige om, at kærlighed er godt. Ægte kærlighed vel at mærke (hvis det ikke er ægte kærlighed, er det så overhovedet kærlighed?). Når vi alle er enige om, at kærlighed er godt, så er det et konkret eksempel på, at det er et absolut ‘godt’, altså en ide, som er bagvedliggende alt ‘godt’, for vi drager ikke kærlighedens godhed i tvivl. Den er pr.def.god.
Men denne erkendelse, mener jeg, er mere end bare tanke eller følelse. Den er af åndelig eller spirituel karakter. Ikke dermed sagt, at den ikke kan nås gennem tanken eller gennem følelsen som sådan, men den absolutte ide om ‘godt’ er for mig mere en pludselig indsigt. Det er en absolut skuen af, hvad der for altid er godt. Som ikke i sin renhed kan drages i tvivl. Som aldrig kan blive andet end godt. Men den indsigt, skuen, det syn, den vision mener jeg ikke kan være permanent til stede hos et menneske. Du vil gennem refleksion, dyb tankevirksomhed osv. kunne opnå den momentant, men den vil hurtigt forsvinde igen i sin renhed. Men den vil have afsat spor i dig, som vil gøre din forståelse af ‘godt’ dybere og mere perspektivrig. Du vil blive mere bevidst om dine kernedyder, dine dybeste moralske og etiske fundamenter, som vil stå klarere og klarere jo mere du arbejder med dem på et bevidst filosofisk plan. Og efterhånden vil de dyder, som du mere og mere grundfæster, og som du gennem det filosofiske arbejde nuancerer og præciserer, blive ikke blot dyder, som udmønter sig i dine konkrete handlinger, men de vil blive til åndelige dimensioner i dig. Næsten konkrete at føle dybt i din sjæl, uden at de er fysisk tilstede. Du vil kunne mærke, når de krænkes, og når du selv bryder dem. For mig at se handler det meget om lydhørhed over for dine inderste værdier. Det er en indre stemning, en indre stemthed. De vil blive så grundfæstede, at du ikke behøver bevidst at reflektere over dem. De er for alvor blevet en del af din indre identitet.
Håber, det gav lidt klarhed. Hvis ikke, så forstår jeg det såmænd godt. Jeg er blevet miljøskadet af at læse Platon. Hvad jeg har skrevet er sådan set mere eller mindre platonisme med mine egne ord. Men håber det hjalp.
Håber også, at det er ok, at jeg prøver at svare.
Kære Mouritz
Du stiller grundspørgsmålet for en af filosofiens hovedgrene, dvs. det, som man normalt har kaldt etikkens eller moralfilosofiens grundspørgsmål. Nogle har søgt en vej ud af det spørgsmål ved at forskyde spørgsmålet til erkendelsesteorien og spørge: Hvorledes kan vi vide om det gode?
Det skal ikke være min forskydning her. Jeg er derimod ikke enig i Niels’ to svar: Det analytiske, der siger, at ’godt’ er, hvad man bruger prædikatet ’godt’ om, og det mildest talt platoniske svar, som han uddyber i det følgende. Nu kunne man give sig til at rulle moralfilosofihistoriens tæppe ud og svare med forskellige bud. Hvad jeg i det følgende i stedet vil gøre, er først at tage fat i en bemærkning fra Nietzsche, og derefter forsøge med et svar til dig, der støtter sig på den hollanske filosof Baruch de Spinoza og den nulevende franske filosof André Comte-Sponville.
En bemærkning fra Nietzsche er værd at overveje her, nemlig: Hvad er modsætning til ’godt’? Er det ondt? Eller er det snarere udueligt. En god lampe lyser godt, en god hest løber godt. Nietzsche bemærker, at der med Kristendommens indtog er sket en forskydning fra modstilling god – slet (altså en skelnen i duelighed) til modstillingen god – ond. Han påstår videre, at det er de slette, der har omdøbt sig til de gode, og dermed har omdøbt de gode (duelighedsmæssigt) til onde (moralsk). Den gamle skelnen var ikke moralsk, den var udledt af virkning. Den nye er ikke udledt af virkning, men udtrykker moralsk værd. Således ser Nietzsche, at det menneske, der ikke kan begå sig her på jorden er nødt til at tro på en revanche i en anden verden, der får hans underlegenhed på jord til i grunden at være overlegenhed.
Så vidt så godt. Dernæst Spinoza og Comte-Sponville.
Vel kan moral (godt – ondt) være passende til at styre sit eget sind. Forskellen på moralsk og moraliserende er, at den moralske er fokuseret på sine egne pligter, mens den moraliserende er fokuseret på en andens pligter. Men over moralen står etikken, og for den er det gode det, der udvikler kraft eller kærlighed. Moderen elsker ikke sit barn fordi hun bør. Hun elsker det.
Men at hævde det, er at hævde, at man kan tænkes at komme i situationer, hvor man gør det stærke, det kærlige, selv om det strider med moralen. Moral må her forstås som sæder og skikke. Kærlighed eller kraft som udfoldelse.
Svarer det på dit spørgsmål om det gode? Det antyder i hvert fald, at det må vurderes på den udfoldelse, det giver. God er: At udfolde.
Og endelig en personlig hypotese: Findes der psykiske følelser, der ikke er fysiske? For mig føles det som om alle psykiske følelser, også af at noget er godt, samtidig også er fysiske. Eller rettere: Jeg kender kun til følelser.
– Anders