Spørgsmål:

Kære Anders,

Hvorfor er det I filosoffer altid skal ligge Jer i ly af de gamle tænkere eller andre som har udtænkt en tanke før Jer? Du gør det selv i din phD ift Foucault; vi kender hans ord og tanker. Men vi vil have noget fra dig / skribenten. I stedet stiller næsten alle nyere håbefulde sig bag sin reference og så er det en skydekamp, hvor du kun blive ramt fordi du har analyseret ham/hende forkert. Eller fordi man bare er uenig i at vores verden er blevet til projekter i projekter. Jeg savner at I opgiver Jeres referencer og indgiver Jer selv.

De bedste tanker – uden reference i øvrigt Christian

Svar:

Kære Christian

Tak for din opfordring. Jeg sætter virkelig pris på den slags. Og til dit spørgsmål har jeg en række svar.
For det andet synes jeg overhovedet ikke, at du har ret i, at det ikke er en afhandling, der stiller sig sårbar frem. Den påstår alt muligt på egen hånd om alle mulige emner, og er i sig selv et brud med genren både indholdsmæssigt og stilistisk. Til det vil jeg føje, at jeg ikke et eneste sted over 440 sider citerer nogen i brødteksten, men sørger for at tale selv.
For det tredje vil jeg fremhæve, at studiet i filosofien har givet mig indsigt i, hvor umuligt det er at tænke uafhængigt af det, man har læst, og hvor lidt ønskværdigt det i øvrigt er at glemme det. Traditionen har haft en virkning. At stille spørgsmål som f.eks. om syntetiske apriori domme er mulige ville være galimatias, når nu Kant har gjort det, og vi må forholde os til de virkningsspor, som Kant har trukket i den moderne tanke med sit spørgsmål og sine svar, snarere end at begynde forfra selv.
For det fjerde, og måske vigtigst, synes jeg at filosofihistorien er en gave, som det ville være dumt at afslå. Der er tænkt klarere, skarpere og dybere tanker end jeg nogensinde selv vil kunne formå. Så hvorfor ikke forsøge at stå på skuldrene af kæmperne og dem man godt kan lide, når nu er det er muligt?
Mine bøger om projektet udkommer til august 2009. I den ene vil du finde analyser og sammenvævninger med det allerede tænkte. Men måske du vil kunne lide den anden bog, hvor enhver reference og gældsættelse er ignoreret. Det håber jeg.
– Anders Fogh Jensen

For det første er afhandlingsgenren sådan, at man må kunne demonstrere både at man kan sit kram og at man kan tænke selv. Det gør, at man bliver nødt til at overholde visse normer eller spilleregler herunder at henvise til, hvem man tænker i forlængelse af. I hvert fald hvis man synes at akademiske grader er noget, det har betydning at erhverve.

10. juni 2009