Spørgsmål

Hej Anders,

Mange tak for en god, berigende hjemmeside! Jeg sidder med mit speciale og undersøger identitetskonstruktionen hos mennesker, der befinder sig midt i en multikulturel hverdag. Det er ikke nemt for dem, idet de er underlagt forskellige disciplineringsformer, der subjektiverer kroppen, rummet og tiden forskelligt. Jeg er gået i stå i min analyse. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal tolke det følgende præcist. De interviewede i mit speciale opdeler bestandigt verden op i nationalitet. Det er den nationale diskurs, der disciplinerer i høj grad og ved siden af den nationalediskurs er der en religionsdiskurs. Mennesker skal have en religion, for at de kan leve et anstændigt liv, bliver der sagt mellem linierne. De vægter det højt at lære mere om religionen, og bekender sig til en religion, hvormed de andetgør mennesker, der ikke tilhører den samme religiøse retning. Dog lever de heller ikke i praksis helt efter religionens påbud, hvilket er ok, for de har religionen i hjertet. Mit spørgsmål til dig er, om jeg kan sætte disse diskurser ind i et episteme? Jeg har forstået episteme, som den overordnede skjulte paraply-agtige noget, der tillader emner, der kan tales om/ ud fra og handles ud fra og samtidig lukker for andre måder at handle/tænke på. Mit spørgsmål er, om du kan hjælpe mig med at placere disse to diskurser inden for et episteme? Jeg er gået i stå her. Hvordan finder man ud af epistemet? Jeg mener, jeg kan huske, at du har skrevet, at epistemet først kan findes, når vi ikke længere er i epoken. ” ideen om epistemet rummer visse strukturalistiske reminiscenser, idet teorier og praktikker tages i betragtning som manifestationer (enonces) af det bagvedliggende, ubevidste felt (episteme), der muliggør dem.” (s.97 i Mellem Ting) Det er dermed udsagnet, der manifesterer sig i sproget. Ifølge ”Foucault [er der] kun ét system ad gangen: i en kultur findes der på et givet tidspunkt aldrig mere end ét episteme, der definerer mulighedsbetingelserne for al viden. Uanset om den manifesteres i en teori eller investeres stille i en praksis. Transformationer i samfundet sker på baggrund af og i forhold til epistemet”. Er det et essens- episteme i mit materiale?

En anden ting, jeg er blevet i tvivl om, er hvordan jeg skal analysere ved hjælp af Honneths anerkendelsesteori. Det er en normativ teori, som jeg også anvender ved siden af Foucault. Meningen er at jeg skal kunne indfange, hvorledes de unge får dækket deres behov for anerkendelse. Nogle af de unge giver udtryk for en hjemløshed i verden: “jeg er kurder, men vi har ikke et land” Har du forslag til, hvad jeg kan uddrage af dette udsagn ud fra Honneth? At selvagtelsen ikke er der, idet de juridiske rettigheder er frataget dem?? Jeg håber, du kan hjælpe mig videre. Jeg er helt gået i stå.

Mange Hilsner Ayse

Svar

Kære Ayse

Det virker som om ’episteme’begrebet låser din tanke mere end den åbner den. Hvis begrebet skal bibeholdes må vi løsne betydningen af begrebet lidt fra de bestemmelser som Foucault angiver i indledningen til Les mots et les choses, hvor det hedder at der kun findes ét episteme i en kultur ad gangen. Og det er der måske en vis rimelighed i, eftersom hele bogen handler om hvorledes epistemer transformerer sig gradvist – og for så vidt bogen ikke handler om den multikulturelle verden, som du skriver om.
Hvis man så forstår ’episteme’ som en kulturel matrix, der går forud for det givne, og bestemmer hvad der kan gives for blikket og hvordan det kan gives, så giver det jo nok mening at sige, at et multikulturelt samfund også multimatrixielt.
(Man kan nok spørge sig hvorfor man overhovedet skulle anvende begrebet ’episteme’ som andet end for at lukrere på en bestemt autoritet, men det vil jeg lade dig om.)
Hvis nu en kulturel matrix sorterer mennesker efter deres tro, så er det klart, at ikke-troende ikke kan gives. De kan med andre ord ikke være mennesker, eller må være mennesker, der endnu ikke har indset hvilken kategori, de tilhører.
Tilsvarende, hvis en kulturel matrix sorterer mennesker efter den jord, de kommer fra, fordi matrixen tillægger nationaliteten afgørende betydning for vurdering og anerkendelse og samtidig opererer med det historiske apriori, at jord og nation stemmer overens, så må det betyde, at mennesker af jordløse nationaliteter ikke kan anerkendes. Det, du altså må gøre, er at søge efter sorteringsprincipper og se på hvordan de bestemmer vurdering og anerkendelse. Det eneste tilgængelige for dit blik er de faktiske kategoriseringer – derfra må du udlede det ikke skjulte, men heller ikke synlige, nemlig de kulturelle matrixer.
– Anders Fogh Jensen, 6. august 2007