Spørgsmål

Kære Anders

Kunne du sige noget om forholdet mellem Dispositif og regimes of practices… Foucault skriver i teksten Questions of Method (fra burchell, gordon. miller 1991:75) fgl. om regimes of practices: “To analyze ´regimes of practices´ means to analyze programmes of conduct which have both prescriptive effects regarding what is to be done (‘effects of jurisdiction’) and codifying effects regarding what is to be known (‘effects of veridiction’) ” Du skriver i Mellem Ting, (256) om dispositiver bl.a. fgl. “Foucaults fortælling om menneskeledelsens historie handler om sammenstillingen af kræfter i potestas, dispositiver: Hvorledes disponeres begær, vilje, drift, kraft, energi, krop og lyst til bestemte samordninger, og hvorledes disponerer de? Det er kraftens anordning i et styresystem…” Som det er pt. forstår jeg et praksisregime som et videns/magt system eller en orden eller en systematik indenfor et givent område, på tværs af sociale praksisser, dvs. en systematik på tværs af genstandsfelter fx. undervisning, arbejde og ledelse. Det bliver ved med at pusle i baghovedet om regimes of practices og dispositiver det samme ? Og hvordan så med en potestas ? Kunne du evt. kaste lidt afklarende lys over lighed/forskel ?

Mange hilsner Sille Aabye Munck

Svar

Kære Sille

Jeg tror at dette ”régime de pratiques” er et forsøg at vise, at tankesystemerne og styresystemerne kun er analytisk adskillelige, men ikke praktisk. Med andre ord, at den måde man tænker styring former de praktiske foranstaltninger man laver – som f.eks. halshugningsprocedurer, indskolingsprogrammer, bygninger osv. – og at den måde man udfører styringen på påvirker tænkningen. Denne forbindelse var allerede til stede i Histoire de la folie, hvor interneringen af galskaben blev forbundet til en fornuft, der udelukkede, at den kunne være gal. Men i de år der fulgte, tog arbejdet med det diskursive fart, med andre ord, tanke- og talesystemerne. Når Foucault så igen i løbet af 1970’erne igen sætter styreformerne i centrum, kommer de praksiser, der hele tiden har stået i forbindelse med formuleringerne af sandhederne men ikke været i fokus, til at spille en større rolle. Og jeg tror, at det er derfor der nu dukker begreber som ”régime de pratiques” og ”dispositif” op.

Er de så at forstå som det samme? Ja, jeg har svært ved at se at de ikke netop begge insisterer på at betone sammenhængen mellem tankens og styringens former – de gennem praksis etablerede måder at tænke styring på.
Noget andet er, at der kan være forskel på hvorledes Foucault anvender begreberne, og hvorledes han retrospektivt i interviews reflekterer over dem, fordi han i mellemtiden kan have forskudt sig. Således forekommer dispositivbegrebets anvendelse mig ofte, noget mere som praktisk etablerede konkrete anordninger og foranstaltninger, end det net man i teorien kan etablere mellem ”en temmelig heterogen samling, der indbefatter diskurser, institutioner, arkitektoniske indretninger, regelbeslutninger, love, administrative forholdsregler, videnskabelige udsagn, filosofiske, moralske og filantropiske påstande” (Dits et écrits, bind III, p.299) – omend en læsning udfra den sidste betydning kan gøre det hele noget mere interessant.

Begrebet ’potestas’ inddrog jeg for at vise, hvorledes denne måde at tænke styring på, indskriver sig i en lang tradition over Hobbes, Spinoza og Nietzsche – nemlig som en forskel mellem individuelle kræfter og kræfter, der er sedimenterede i regulariteter, der reproducerer sig selv. Altså mere en filosofihistorisk indplacering af styresystemstankens ophav end en præcision af Foucault.

– Anders Fogh Jensen