Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Kære Anders. Tak for en rigtig god og inspirerende side. Jeg studerer pæd.antropologi, og er i den forbindelse ved at skrive min eksamenopgave. Den tager udgangspunkt i et feltarbejde, jeg har gennemført i en dansk daginstitution med fokus på forældrebilleder blandt pædagoger. Ordet forældrebilleder dækker over, hvordan pædagogerne opfatter, taler om, kommunikerer, delagtiggør og ansvarliggør forældrene. Det forældrebillede jeg har fremanalyseret på baggrund af mine feltdata, peger i retning af, at pædagogerne opfatter forældrene som egennyttige, mens pædagogerne opfatter sig selv som almennyttige. I min analyse påtænker jeg, at inddrage Foucaults disciplinerings begreb til at illustrere hvorledes pædagogerne anvender denne raffinerede disciplinering overfor forældrene, bl.a. ved at opsætte regler for, hvornår børnene senest skal afleveres i institutionen om morgenen. Jeg har dog ingen erfaring med Foucault, og har brug for din hjælp til, at guide mig på rette vej. Hvor kan jeg finde noget håndgribeligt litteratur i relation til dette raffinerede disciplinerings-begreb.
På forhånd tak
Mange hilsner¨ Birgitte Jacobsen
Kære Birgitte
I udgangspunktet tror jeg, at du skal prøve, om du kan få nyanceret dit discplineringsbegreb, så alt ikke bliver det samme. Man kunne for eksempel opføre en skelnen mellem klassiske disciplineringsteknologier på den ene side og de ledelsesformer, der har med påvirkning af selvforståelsen at gøre på den anden side. Til disciplineringen ville da høre regler, reguleringer, opdelinger af rum og tid, bestemmelse og bedømmelse af adfærd i forhold til disse bestemmelser m.v. Til den sidste styreform – den mere indirekte disciplinering – kunne høre de prædikater, som parterne forsøger at udstyre hinanden med, for eksempel almennyttig eller egennyttig. Jeg tror, at de to fungerer samtidigt og overlapper hinanden i vores samtid.
Disciplineringen opstiller en norm, som anvendes til at bedømme det faktiske med – i første omgang om det er normalt eller unormalt, og i anden omgang hvor normalt det er. Disciplineringen er en styringsmetode, der 1) fastlægger styringen før den møder det, der skal styres, og 2) omformer en binær skelnen til tilladt og forbudt til en graduering, en ”under-strafferet”. Idet hierarkiet eller skalaen er indført, kan forvalterne af skalaen gøre sig til dommere – for eksempel kan pædagoger gør sig til psykologer eller psykiatre gennem daglig smådiagnostisering.
Gennem f.eks. diagnoser og bedømmelser nærmer vi os en mere indirekte disciplinering, der kan foregå gennem klassificering – jf. kampen om at opfatte sig som almennyttig og ikke som egennyttig. Retten til denne klassifikation går på en måde logisk forud for det disciplinære, fordi det er her kampen om retten til at disciplinere foregår. Men i praksis behøver det ikke at være sådan. Hvis man anråber nogen med en klassifikation, og de adlyder denne, kan dette anråb i samme stød klassificere og givet retten til at opstille reglerne for fremtidigt samspil. Det er, hvad der i Foucaults og Althussers terminologi ville være en subjektivering (på fransk: assujetissment: subjektivering og underkastelse). Jeg tror derfor det er nok så vigtigt at få kampen om retten til klassifikation lokaliseret, og måske kunne du i denne forbindelse lade dig inspirere af Bourdieus La domination masculine / Den maskuline dominans , hvor der gives begreber til at studere kampen om at være universel.
Kampen om klassifikationerne er en kamp om repræsentationer. Det er ikke kun et spørgsmål om hvem der er almennyttig og hvem der er egennyttig, men en repræsentationskamp, der handler om at få anerkendt denne skelnen som gyldig. Måske består pædagogernes magt i slægtskab med præsternes, derved, at de begge søger at abonere på almenbilledets gyldighed, fordi det sætter dem på den rigtige side af bordet – i modsætning til erhvervslivet eller de travle forældre. Måske prøver politikerne og videnskabsmændene at hægte sig på samme billede. Og måske kunne du med fordel prøve at skitsere dette billede.
Hvad disciplinering angår, tror jeg altså, at det er vigtigt ikke at lægge sig for meget fast på at pædagogerne skulle anvende de samme disciplineringsteknikker overfor de voksne, som overfor børnene. I det omfang de voksne disciplinerer hinanden er irettesættelsen af det unormale en metode blandt en mængde andre, herunder klassifikation af sig selv og hinanden (som man jo også finder det mellem pædagoger og børn, men i forskellige fordelinger).
Hvad angår eksperternes (pædagogernes) omformning til dommere gennem etablering af disciplinen som en ”under-strafferet”, ville jeg konsultere Foucault Surveiller et punir / Overvågning og straf, især pp. 193-210 i sidstnævnte.
-Anders