Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Kære Anders Jeg tænkte, at nu hvor du fordrer en kapitalismekritik på ny i den offentlige debat, kunne du vel også svare på et par spørgsmål desangående. Hvordan definerer Horkheimer/Adorno dialektik; a la Platon, Hegel, Marx eller har de deres egen definition af dette? Jeg ved Adorno senere selvstændiggør sin definition i “Negative Dialektik”, men hvorledes skal den forståes i “Dialektik der Aufklärung”; og skal den forståes positiv? Håber du vil svare på mine spørgsmål.
– Elisabeth Virum
Først og fremmest må man slå fast, at begreber hos Adorno aldrig forstås ud fra simple definitioner. De får først deres betydninger ud fra de konstellationer de indgår i (jf. Philosophische Terminologie). Umiddelbart vil jeg dog sige, at det i hvert fald ikke skal forstås a la Platon. I sine forelæsninger cyklede han Adorno og Horkheimer rundt mellem Kant, Hegel og Marx, så begrebets udspring skal nok findes her. Men dertil må man også lægge diverse moderne hegelianske marxisters udvikling af begrebet (Lucaks, Kracauer m.fl.).
Grundlæggende er det dog hegeliansk. Dialektik hos Adorno er – ville jeg sige – først og fremmest en konsekvens af det Hegel kalder “absolut formidling”, altså af at intet kan tænkes for sig selv, dvs. som isoleret fra historie, sprog, socialitet osv. Når alting er absolut formidlet må alting tænkes som gensidigt indvirkende på hinanden. Der er ingen simple årsag-virkning-mekanismer, hvor årsagen ikke også påvirkes af virkningen, men alting må netop tænkes dialektisk, dvs. som gensidigt indvirkende på hinanden. Herved står dialektikken hos Adorno og Horkheimer i kontrast til positivismen, der ifølge Adorno er en tænkning der er stivnet. Tilsvarende ynder han at karakterisere dialektikken som en levende tænkning, der mimer en levende bevægelig verden. I sin hegelbog taler han også om, at dialektikken ‘ånder’.
Dialektik er således en tænkning, der refleksivt forsøger at udbedre den tingsliggørelse, der er immanent for enhver tænkning. For tænkning tingsliggør altid det der tænkes. Sprog og tænkning – at sætte ting på begreb – er ifølge Adorno allerede i sig selv en tingsliggørelse, idet begrebet – det almene – nødvendigvis udvisker det individuelle, det ikke-identiske og dermed gør vold på verden. Det er imidlertid tænkningens opgave at tænke. Dialektikken er således en form for tænkning, der forsøger at modarbejde 1: tænkningens inhærent tendens til at tingsliggøre det den tænker og 2: tænkningens tendens til at lade denne tingligsgørelse af tankeindholdet slå tilbage på tænkningens form, således at denne selv bliver tingsliggjort eller ‘stivner’. Det sidste er sker tydeligst i positivismen, men er et generelt træk ved den moderne tænkning. Det er en central tendens i det oplyste og industrialiserede samfund – og i yderste konsekvens det, der muliggjorde Auschwitz! Citat: ”tænkningen tingsliggør sig selv … i efterligning af den maskine, som den selv producerer, for at denne slutteligt kan erstatte den.” (Horkheimer & Adorno 1994: 62)
Dialektikken hos Adorno er altid brudt (negativ). Også i de tidlige skrifter. Den er altid et bevidst forgæves forsøg på at gøre det umulige: dels at modvirke den tingsliggørelse den selv bevirker, dels at tænke den helhed der ikke længere lader sig overskue. For det er – som hos Hegel – kun det hele der er det konkrete. Det enkelte, løsrevne element er derimod det abstrakte. Men da Adorno anser det hegelianske totaloverblik for at være en illusion, må tænkningen blive fragmentær eller essayistisk (jf. Der Essay als Form).
Der kan siges meget mere om dialektik, men det her er da en start. Resten må man læse sig til.
Med venlig hilsen
Dennis Meyhoff Brink
Til Dennis’ udmærkede svar vil jeg blot tilføje:
En væsentlig forskel på materialistisk dialektik (Horkheimer) og idealistisk dialektik (Hegel) er åbenhed versus lukkethed: Horkheimer og Adorno opererer med en uafsluttet dialektik, som de modstiller Hegels lukkede dialektik, hvor dialektikken har et endemål. I Horkheimer og Adornos univers vil der altid blive ved med at være et spænd mellem begreb og genstand.
– Anders Fogh Jensen