Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders Tak for en rigtig god side…
Jeg er igang med en opgave om moderne/postmoderne moraldannelse – og vil med udgangspunkt i Habermas optik se på hvordan et fænomen som Det Kristne Højre i USA kan lade sig gøre i en hypermoderne/postmoderne stat -dvs. hvordan en moraldannelse baseret på religiøse idealer kan opstå i et ,ifølge Habermas, moderne samfund hvor moraldannelse foregår på baggrund af en liniær rationaliseringsproces. Mit spørgsmål går på hvordan man kunne bringe Bauman ind i denne diskussion? Kan Det kristne højre ses som en del af det modernes ordensprojekt eller en slags frygtfællesskab…Ville meget gerne høre om du har nogle gode vinkler på Bauman i denne forbindelse?
På forhånd mange tak,
Phillip
Kære Philip
Det forekommer mig lidt pudsigt, at du først udpeger forfatteren og derefter leder efter om han har sagt noget relevant. Måske skulle du 1) gå den anden vej, 2) problematisere idéen om den lineære rationaliseringsproces. Det vil jeg nu prøve nu, med risiko for at skuffe dig mht. Bauman.
Det ville så ligge lige til højrebenet at sige: Rationaliseringsprocessen er ikke lineær, den er i bedste fald dialektisk og i værste fald slet ikke fremadskridende. Horkheimer og Adorno vil kunne give dig argumenter, der minder om følgende: Når rationaliseringsprocessen fremstår som lineær, så er det fordi den er en myte. Bevægelsen fra logos til mytos er selv del af mytos (Dialektik der Aufklärung/Oplysningens dialektik). Eller som Gadamer ville sige: Fornuftens kamp mod religionen er selv en religionskamp. Set i det perspektiv fremstår det religiøse højre ikke som et fremmedlegeme i forhold til rationaliseringsprocessen, men som en konkurrerende myte.
En anden vinkel ville være at se det religiøse som en kompensation for rationaliseringsprocessen: Idet rationaliseringen har taget alt menneskeligt stof ud af det sociale og gjort det til bureaukrati, kalkuler og middel-mål-tænkning, står mennesket med et meningsmæssigt hul. Det har derfor stadig brug for religionen til at strø meningens rosenblade ud over rationalitetens jerngitter. Det er en tese, som man kan finde eksponeret hos bl.a. Nietzsche, Husserl og Weber, og som går igen senere hos f.eks. Milan Kundera (der i Romankunsten tænker sig romanens opståen som kompensation for naturvidenskabens affortrylning) eller i Odo Marquards utallige essays om kompensation.
Endelig er der, som du nævner, frygtmotivet. Skyldes religion i det amerikanske højre blot frygt? Jeg tror ikke det er et svar, der respekterer den sandhed, der ligger i religionen. For hvis man f.eks. er imod abort, så er det nok ikke kun af frygt for samfundsmæssige omvæltninger aborten ville afstedkomme, men også fordi naturen (eller Gud-i-naturen) har ret. At gribe ind ville være at gribe ind mod den ret. Hvis der er en frygt, så ligger den nok snarere i hvad der ville ske, hvis denne ret forduftede – hvis ikke man længere kunne henvise til naturen som ret. Blot et eksempel på at der er mere til religion end frygt for det nye og det fremmede.
– Anders Fogh Jensen
Hej anders – tusind tak for dine input -som er meget brugbare i forhold til at få en diskussion med mange vinkler. Jeg har lige et par brændende spørsgmål, som jeg blev lidt forvirret omkring efter at have læst dit svar:
– er det forkert forstået af mig at habermas ser rationaliseringprocessen som liniær? (Når han nu er arvetager fra Adorno?)
– Vil du henvise mig til hvilken tekst weber skriver om religion overfor rationalitetens jerngitter?
På forhånd mange tak
Phillip
Kære Philip
Den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) udgav hvad man med en vis rimelighed kan betragte som hans hovedværk – nemlig bogen “Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus” – i 1920. I dette værk anstiller Weber betragtninger over forholdet mellem den protestantiske frelselære (mere specifikt den calvinske prædestinationslære) og fremvæksten af en særlig rationaliseringsform, som han anser for at være helt specifik og karakteristisk for den moderne, vestlige verden.
Weber skriver ikke om et jerngitter, men benytter udtrykket “stålbur” som centralmetafor for de gennemgribende rationaliseringsprocesser, der karakteriserer den moderne verden. I værkets afsluttende del skriver han :
“(…) indem die Askese aus dem Mönschzellen heraus in das Berufsleben übertragen wurde und die innerweltliche Sittlichkeit zu beherrschen begann, half sie an ihre Teile mit daran, jenen mächtigen Kosmos der modernen, an die technischen und ökonomischen Voraussetzungen mechanischmaschineller Produktion gebundenden, Wirtschaftordnung erbauen, der Heute den Lebensstil aller einzelnen die in dies Triebwerk hineingeboren werden – n i c h t nur der direkt ökonomisch Erwerbsstätigen -, mit überwältigendem Zwange bestimmt und vielleicht bestimmen wird, bis der letzte Zentner fosillen Brennstoffs verglüht ist.” (Die protestantische Ethik under der Geist des Kapitalismus in: Max Weber: Gesammelte Religionssoziologische Werke, Religionssoziologie I, Mohr Siebeck, Tübingen 1988 (1920), p. 204 – værket findes (vist) også i dansk oversættelse).
Det er dette “system” Weber umiddelbart herefter omtaler som et “et stålhårdt bur” – “ein stahlhartes Gehäuse” (ibid.).
Det er blevet ret udbredt at tale løst ob bredt om Webers “jernbur” uden reference (værket er omfangsrigt og – som det sikkert fremgår af citatet – vanskelig tilgængeligt). På engelsk taler man f.eks. om “the iron cage” som underforstået grundmodel på Webers rationaliseringssyn. Nyere Weberforskning har imdlertid understreget, at Webers syn på rationaliseringen er anderledes mangefacetteret og komplekst. For blot at nævne ét punkt, som du berører i det tidligere spørgsmål: Man har peget på, at Webers rationaliseringsteori skal forstås langt mere “dialektisk”, end man hidtil har gjort. Således er det en grundtanke hos Weber, at den rationaliserende affortryllelse (“Entzauberung”) ikke skal tænkes som en éndimensionel, lineær proces, men derimod tænkes indenfor rammerne af et anderledes dialektisk procesforløb, hvor tilvæksten i rationalisering ledsages af en komplementær modrationalitet.
Mht. forholdet mellem religion og rationalitet kan jeg måske henvise til det tankevækkende i, at flere såkaldte nyreligiøse bevægelser (New Age) benytter sig af en udtalt grad af rationaliseringsretorik og videnskabelighedsiver. Her adopteres Webers rationaliserings- og anonymiseringsteser tilsyneladende i en religiøs legitimeringsstrategi: Jf. f.eks. Scientology, der vedholdende forstår sig selv som “videnskabernes videnskab” og generelt artikulerer en hel stribe af de grundtræk, som Weber akkurat havde peget på som toneangivende ved den moderne, vestlige verden. Olav Hammer har omtalt dette fænomen som “videnskab-s-lighed”. Kort fortalt: Den skarpe modstilling mellem religion og rationalitet er muligvis blevet mindre selvfølgelig, end den har været.
Mange venlige hilsner, Ulrik
PS: Jeg er helt enig med Anders i, at indsigten i, at der ikke står en uigennemtrængelig brandmur mellem fornuften og myten hører til en af de mere betydelige filosofiske opdagelser i det 20. århundrede. Blot mener jeg, man må fastholde, at denne indsigt selv er en del af fornuften. Eller med andre ord: At fornuften ikke er 100 % mytefri og myten ikke er 100 % fornuftsforladt betyder ikke, at man bare vilkårligt kan erstatte fornuft med myte. Det hører netop til fornuftens selverkendelse at indse, at der er fornuft i myten.