Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders
Mine spørgsmål omhandler forholdet ml Saussure og Derrida. Jeg er ved at skrive en sprogfilosofisk Ba-opgave, der omhandler Saussure- og Derida (de la grammatologie), hvor sidstnævnte er den, der volder mig problemer. For at gøre det lettere for mig selv har jeg læst en artikkel på filosofinet.dk. Sådan som jeg har forstået det, stiller Derrida sig kritisk overfor strukturalismens binære modsætningspar, men Saussures lingvistiske ærinde har jeg i første omgang ikke tænkt mig at blande sammen med strukturalisme. Derrida hævder at modsætningsparret ikke er logisk funderet, men en konstruktion. Det ville Saussure vel være enig i, for så vidt han selv hævder, at det er synsvinklen, der skaber det videnskabelige objekt.
I litterær henseende konstrueres altså analysen, som et produkt af logocentrismen, som man som læser bør søge at løsrive sig fra ved at se på marginaliserede dele, indse at ens tankevirksomhed ikke er neutral men derimod mere værdiladet end, man umiddelbart går rundt og tror, i forsøget på at teoretisk at stille sig udenfor teksten, forsøg fordi det ikke er muligt. Mistilliden til sprogets evne til at referere til virkeligheden deles også af begge, hos Saussure kritikken af nomenclaturen. Begge siger også, at sprogsystemet er defineret af forskelle og arbitrære tegn: signifié/signifiant, men så er det kæden hopper af, og jeg ikke længere forstår helheden. Der står fx.: ” at signifiéen ikke blot er et resultat af forskellen ml. 2 signifianter; fnise/grise”, men det er vel heller ikke det Saussure siger, når han definerer tegnet og dermed sprogsystemet som et system af forskelle?? Og hvad menes der, hvis det skal udtrykkes pædagorisk med: at signifiant henviser til signifié, men at denne signifié selv fungerer som som signifiant for en anden signifié? Det forekommer mig ret sort!!!!
Endelig er der det, at betydningen aldrig ligger fast men er ben skridende forskydende størelse. Er det det Barbara Johnson viser (kan ikke huske navnet på værket) i en analyse, hvor to personer først fremstilles som det gode modsat det onde, den gode hed vist Billy, og efter at have være udsat for en masse fra den onde persons side, kommer Billy til at dræbe den onde ved et uheld, hvorved modsætningen god og ond ophæves, idet Billy ikke kan være ensidig god, når han dræber??? Håber du har tid til at skabe lidt klarhed omkring Derrida, han er klart den mest interessante af de to, men også langt den sværeste at danse med. På forhånd tak.
Hilsen: Eva
Kære Eva
Om jeg kan skabe klarhed omkring Derrida ved jeg ikke. Som jeg forstår dine spørgsmål, drejer de sig mere om Saussure. Barbara Johnson kender jeg ikke, men betydningsforskydninger hos Saussure gør jeg. Sprogsystemet (langue), der er et system af tegn, hvis betydning er bestemt af sine forskelle, er ikke uforanderligt, men urørligt. Det forandres af sprogbrugen (parole) og ikke af f.eks. politisk beslutninger. Højst kan politisk forsøge at påvirke sprogbrugen for at påvirke sprogsystemet. Når et nyt ord opstår, eller et ord anvendes i en ny betydning, så påvirker det i princippet hele sprogsystemet. Hvis vi f.eks. indførte et blåt lys mellem rødt og gult i lyskurven, så ville rødt og gult og grønt skifte betydning, fordi de nu hver især var bestemt ved forskellen til tre andre tegn og ikke blot til to, og fordi forandringen af de to andre gamle tegn også ville ændre forskellene, der bestemte hvert tegn – gult ville betyde noget andet, både fordi det nu også var forskelligt fra blåt, og fordi dets forhold til rødt ville have ændret sig, i og med at både rødt og gult var ændret som følge af det blå lys’ indtog. Signifié er med Hjelmslevs udtryk et snit i verden, og disse snit forandrer sig.
Hvad angår modsætningsparrets logiske fundering: Her må vi skelne mellem modsætning og forskel. Saussure taler om forskelle. Det at tegns betydning er bestemt ved forskelle er ikke selv en konstruktion, det er snarere en ekstra-lingvististisk (sprogtranscendental) betingelse for sproget. Det er betydningens sine qua non. Som sådan er ’forskel’ ikke konstrueret af nogen synsvinkel, selv om de konkrete forskelle mellem tegn er det.
Endelig, hvad angår dit spørgsmål om, hvordan et signifié kan være signifiant for en anden signifié: Tænk f.eks. på morfemet ’e’ på fransk: Det er signifiant for signifiéen feminimumsform. Den grammatiske femininumsform er så igen signifiant for signifiéen den agrammatiske kvindelighed.
– Anders Fogh Jensen
Hej Anders kan du ikke prøve at forklare Derridas udvidede skriftbegreb og hvordan det kan ligge til grund for enhver betydningsdannelse og være en oprindelig indridsning af forskelle og en forudsætning for talens mulighed. Ved vesterlanfsk metafysik menes der så modsætninger på det generelle plan, (og altså ikke kun det religiøse) hvor det ene fremhæves på bekosning af det andet som fx Himmel vs jord Gud vs Satan, natur vs kultur et. ???. Venlig Hilsen Eva. ps. Jeg ville blive glad, hvis du svarede senest søndag, da jeg skal aflevere opgave mandag
– Eva
Kære Eva
Det første (skriftbegrebet) er jeg ikke sikker på at jeg kan besvare som andet end et ekko af det andet (metafysikken). Den occidentale metafysik er, som du siger, ifølge Derrida præget af modsætningspar, hvor det generelle træk er, at den ene pol sættes som den egentlige – f.eks. indhold (vs. form), essens (vs. accidens), nutid (vs. datid), hvorved den er hvad Heidegger og Derrida kalder en nærværsmetafysik. Pointen er så, at det postulerede nærvær altid kun har sit nærvær i kraft af et fravær. For eksempel kommer betydningen i Saussures strukturalisme i stand i kraft af tegnets forskel til andre tegn. Uden forskel ingen betydning. Denne kritik (eller dekonstruktion, om man vil) varierer Derrida over i kritikken af forholdet mellem talen og skriften, idet han påpeger, at det er en occidental fordom, at skriften skulle være en afbildning af talen, en repræsentation af talen i talens fravær (fonocentrisme). Derrida påpeger, at uden forskelle ingen såkaldt nærvær – f.eks. uden stilhed ingen tale. Som jeg forstår det (men måske tager jeg fejl), bliver skriftens fravær generaliseret af Derrida, dvs. den er den oversete, men nødvendige, forskel par excellence. Den eneste mulige (post)metafysik er en metafysik uden det fraværsløse nærvær, dvs. en metafysik der baserer sig på og vedgår sig det fravær, som skriften er og gør.
– Anders Fogh Jensen
Hej Anders
Jeg ved ikke om det var dig der skrev det eller jeg havde læst det et andet sted,
men jeg håber på at du stadigvæk kan hjælpe mig.
Jeg læste et sted at man i præncippet godt kan ændre et begreb kan ændres hvis ens
sprogsystem “tillader” det.
Kan du evt. uddybe dette? Jeg er ret usikker på at jeg har forstået meningen med det.
Det er ift. Saussures teori om sprogbrug og sprogsystemer.
– HH
Kære HH
Nu kan man jo have sagt meget gennem tiden, men jeg erindrer ikke at have sagt det. Det ændrer mig dog ikke i at sige følgende: systemet er ikke noget, der forhindrer forandring. Hvis sprogbrugen ændrer sig gør det det med udgangspunkt i systemet, og kommer også til at ændre systemet over tid. Det systembegrebet forklarer er, hvordan betydningsdannelse til et givet tidspunkt består i forskelle; ikke at de ikke kan ændre sig.
– Anders Fogh Jensen