Spørgsmål:

Jeg sidder med en række spekulationer i forhold til at forstå om det emne jeg har udset mig til en opgave, med teoretisk belæg, lader sig binde sammen, eller forbindelsen er for søgt, hvorfor jeg godt kunne bruge et par fagkyndige ord med på vejen, inden jeg får gravet mig ned i noget, hvor der (måske, men forhåbentlig ikke) ikke er noget at grave efter. Mit emne/interesse hedder ’Arkitekturen som udtryk for en særlig governmentality – individets mulighedsbetingelser og forestillingen om ’det gode borger’ og er tænkt at forme sig i to historiske nedslag i 2 forskellige typer skolebygninger og, herigennem, ikke mindst samfund(smentaliteter), som viser en række transformationer i hvad der er for en ’borger’ man fra statslig side udtrykker behov for, og derfor skaber mulighed for – både i den politiske parti-diskurs men også, af særlig interesse for mig, i måden skolebygningen er udformet på rent arkitektonisk, som repræsentative for individets mulighedsbetingelser for at blive til som subjekt, som ’den gode borger’. Og her det så jeg får brug for lidt hjælp, for selvsagt kan man ikke sige at en tids arkitektur udgør ’the art og government’ alene, men hvis man nu, som jeg påtænker at gøre, ser arkitektur, nærmere bestemt skolebygningen, som en slags ’materialiseret tanke’ som ikke alene giver at billede af den samtid hvori denne er opført, men også som et uvurderlig, og måske eneste, spor, i forhold til at få indblik i koreografier (forstået som, de standarder for adfærd), der gennem generationer er nedlagt i skolebyggeriet, samt husker på hvad Foucault siger om Govenmentality i ’Burchell et al.’, nemlig at: ”government is the right disposition of things, arranged as to lead to a convenient end” samt i forlængelse heraf at “with government it is a question not of imposing law on men, but of disposing things… to arrange things in such a way that, through a certain number of means, such and such end may be achieved ”, kan man så ikke godt argumentere for, og tage udgangspunkt i, arkitekturen som udtryk for en særlig governmentality, idet måden denne er bygget på, som vidne om visse ‘standarder for adfærd’, jo netop er en måde at ’dispostion things (bygningen arkitektoniske udtryk) arranged as to lead to a convenint end (en særligt type subjekt, som utryk for ’den gode borger’)? Håber det giver mening og at du forhåbentlig kan lede mig lidt på vej i forhold til min arkitektur-governmentality-individ-kobling

– Christina

Svar:

Kære Christina

Så vidt jeg kan vurdere, er din tanke meget kongenial med Foucaults: At man arrangerer rummet med henblik på at arrangere adfærden. Fra bænke, man ikke kan sove på til, til steder man får lyst til at sætte sig. Organisering af rum var særlig fremtrædende for det, Foucault kaldte disciplinen. Man arkitekturerede sig simpelthen ud af problemerne: Indrettede fængslet, så alle kunne føle sig overvåget – og indrettede de øvrige institutioner ligesom fængslet. Herunder også skolen.

Men når vi ser på skolearkitektur, så har det en vis træghed i forhold til idéerne. Hvorfor? Bl.a. fordi det er så dyrt at bygge. Pædagogikken ændrer sig, men man må stadig undervise i de kvadrerede skoler. Man forsøger sig med hesteskoen og særlige temahjørner og det hjælper på det. I de tilfælde, hvor man kan bygge forfra, bygger man anderledes – som det f.eks. ses på Hellerup skole og Ørestadsgymnasiet – så det passer bedre ind i pædagogikken.

Jeg har skrevet mere om dette i to kapitler i min bog, Projektsamfundet, nemlig kapitel 15 (arkitektur) og kapitel 16 (pædagogik).

At tilføje: i vores kultur handler det ikke blot om at forhindre eller gøre besværligt. Neoliberalismen tænker i at arrangere det frie individs handlinger og allierer sig med behaviorismen. Individets frie færden kan arrangeres som labyrinthen til musen med ost nogle steder og stød andre steder. Helt frit går den den planlagte vej igennem labyrinten. Om dette har jeg skrevet mere i Projektsamfundet, kapitel 6 (sikkerhedssystemet) og Mellem ting, kapitel 5 (se liberalisme og sikkerhed). Heri også om rum i begyndelsen af kapitel 3.

– Anders Fogh Jensen

Spørgsmål 2:

Kære Anders Mange tak for dine indput – kan godt se hvad du mener, og er glad for at høre at idéen umiddelbart lader sig forfølge. Jeg har dog yderligere lidt tvivl i forhold til hvorvidt jeg strækker mig for vidt ved at trække på netop govrnmentality i forhold til det akitektoniske rums afbildning af samfundet (statens) ønsker for ‘den gode borger’ (og vel egentig ogdå for sig selv, forstået på den måde at arkitekturem bliver repræsentativ ikke alene for statens projekt med ‘borgeren’, men også for det selvbillede denne ønsker at sende ud af til, til andre stater, i et kontinuerligt suverænitetsarbejde), idet jeg, selvom jeg jo netop har argumenteret for muligheden, synes at governementality ofte bliver fremstillet som noget der griber, regulerende i en særlig retning, for den generelle befolknings vilkår/levestandard m,m.. Kan man på nogen måde, skrive sig ud af dette som noget der nødvendigvis skal dreje sig om den generelle befolkning, hvorved det bliver muligt at se individet i skolebygningen (dvs. den fremtidige samfundsborger) som, måske netop, representativt for statens ønsker for den generelle befolkning, om end der gribes ind over for en relativt lille del af denne og bygningen jo ikke har karakter af en policy (hvilket jeg ofte finder nævnt som en af governementalitets midler til at gribe ind overfor befolkningen)? Ja, det er jo altid rart med lidt brændstof til at tænke anderledes, så håber du kan hjælpe mig med dette også.

– Christina

Svar 2:

Kære Christina

Jeg har aldrig rigtigt forstået hvorfor Foucaults begreb ’gouvernementalité’ skulle være vigtigere end hans øvrige begreber. Måske fordi man med det forsøger at samle en masse forskellige tanker. Men idet man samler dem under ét begreb fortoner de forskellige elementer sig. Som f.eks. arkitekturen. Jo, jo, arrangeringen af rummene falder indenfor en vestlig styringsrationalitet hvis hensigt er at optimere befolkningerne og kan i så fald siges at være gouvernementalitet, men kan lige så vel siges at være biopolitiske indgreb. Overvej om ikke du kan kaste dette overbegreb væk og koncentrere dig om rum, arkitektur og invitation til bestemte adfærdsformer, det fornemmer jeg vil være en befrielse. Hvis du sætter de tre komponenter i forgrunden kan deres forbindelse til statens udvikling måske tage form som en perspektivering.

– Anders Fogh Jensen

Svar 3:

Nu vil jeg ikke bevæge mig ud i en filosofisk diskussion, som Anders (og utallige andre) kan besvare meget bedre end undertegnede. Jeg er mere pragmatisk i min tilgang, og vil derfor, ikke anbefale, men pege på et par afhandlinger, som betoner forhold mellem arkitektur og styringsrationaliteter. Selvom der er en tendens til, blandt arkitekter, at se ideal-politiske styringsteknologier (dvs. panoptikon) som arkitektur alene, hvilket jeg ikke er så glad for, så er der ikke desto mindre skrevet en del herom. Anders nævner selv sine egen tekster, så dem vil jeg ikke gentage, men i stedet for pege på et par tekster, som du burde kunne finde på nettet: “Katrine Lotz – ARCHITECTORS” (ph.d., generelt) , Ulrik Stylsvig Madsen: Robust Arkitektur – arkitekturen som en aktiv del af organisationers identitetsskabelsesproces” (ph.d. virksomheder), “Suenson og Andersen – Kirke, rum, styring” (speciale, kirker), samt “Inge Mette Kirkeby – Skolen finder sted” (doktordisputats, skoler). Håber du kan finde inspiration heri. Specielt sidstnævnte burde vække din interesse, idet der er en gennemgang af 80 års syn på skolebyggerier via tidsskriftet arkitekten. Du kender den sikkert, men der er i hvert fald en diskussion af skolen som noget disciplinært og post-disciplinært – for nu at være firkantet.

– Stefan Gottlieb

25. oktober 2009