Projektkulturen gennemsyrer vores liv

Interview med Anders Fogh Jensen
Politiken 17. oktober 2009
Af Poul Anders Aarøe Pedersen, Analyseredaktør

Anders Fogh Jensen i Politiken: Projektkulturen gennemsyrer vores liv

Vi er en nation af projektmennesker, der glider ind og ud af projekter i alle livets faser, siger filosof Anders Fogh Jensen.

Vi er på vej ind i en ny tidsalder.

Projektsamfundet er over os – og det er her, vi lever med det umiddelbare, det overfladiske og midlertidige.

Det siger filosoffen Anders Fogh Jensen, der er aktuel med bøgerne ’Projektsamfundet’ og ’Projektmennesket’.

Anders Fogh Jensen – hvad er projektsamfundet?

»Det er et samfund, hvor vores liv i stadig stigende grad handler om at glide ind og ud af midlertidige ’projekter’. For halvtreds år siden var vores liv fast defineret, og vi havde hver især en rolle i livet som f.eks. arbejder, ægtemand og far. Men siden er vores liv blevet fuldstændig afhængigt af de projekter, vi indgår i«.

»Et projekt betyder et udkast til noget, man vil i fremtiden. Projektet gentager sig ikke, men udløber eller stopper. Og projektsamfundet er særligt derved, at projektet er en måde at organisere aktiviteter på. Det skaber en omgang mellem mennesker, hvor vi delvist har tilpasset vores levemåde til midlertidighed, passage, ad hoc, forbindelser og netværk«.

Hvor ser du projektsamfundet? Er det ikke bare noget, der kendetegner den kreative klasse?

»Nej. Naturligvis er den kreative klasse af veluddannede, kunstnere mv. mest påvirket af ’projektsamfundet’, fordi de i arbejdslivet hele tiden indgår i nye projekter, netværk og hyppige job- og karriereskift. Men det gælder alle fag, se bare på antallet af vikarer, der eksploderer, fordi det giver en mere fleksibel organisation«.

»Min pointe er, at projektkulturen er et vilkår for alle moderne mennesker, og at det ikke begrænser sig til arbejdslivet, men gennemsyrer hele vores liv og vores måde at omgås hinanden på: måder at danse på, dyrke sport, organisere fodboldhold, bekæmpe sygdomme, forvalte, indrette bygninger, føre krige, opdrage børn på og meget mere«.

Hvornår starter det?

»Det starter allerede i skolen, hvor børn kastes ud projekt- og gruppearbejde på kryds og tværs og hele tiden. Og det holder ikke engang op, hvis man vil være elektriker. På teknisk skole får man også beskeden: »Værsgo, gå ind i en gruppe og lav et projekt«. Og hele forestillingen om, at vi er enkeltindivider, der ruller ind og ud af midlertidige projekter, præger også vores privatliv. Tænk bare på den måde, vi indgår aftaler på: »Vi har en aftale på fredag, men lad os lige tales ved torsdag, ikke?«. Som surferen foretrækker vi at udnytte de bølger, der kommer. Planer og langtidsløfter kommer simpelthen i vejen. Vi føler ubehag ved at blive bundet af noget. Det gælder også forholdet mellem kønnene«.

Hvordan?

»Før indgik man et ægteskab, til døden os skiller. Men nu er der åbnet for et stort marked, hvor vi ser på hinanden som – midlertidige – projekter. Engang stod jeg en sen aften foran en bar, hvor jeg mødte en pige, der spurgte, hvad jeg lavede. Efter at jeg havde forklaret mig, svarede hun: »Du er sgu ikke så god til at sælge dig selv, hva’?«. Det handler om at sælge sig til midlertidige projekter, hvad enten man er ude på noget eller ej«.

Spiller på flere heste
Og det er særlig ekstremt i singlekulturen?

»Ja, i singlekulturen ser man tydeligt, hvorledes vi har projekter med hinanden. Man er i en relation til en kvinde eller mand, vel vidende at det går over en dag. Man kan også være i flere forhold på samme tid, man må bare ikke sige det. Og man spiller på flere heste, for eksempel på datingsites«.

Det lyder, som om livet som single er svært?

»Det kan være hårdt. Det kræver enormt meget energi. I singlelivet er man kastet ud i, at man skal opføre sig, som om man er til reception: Man må ikke se ud, som om man keder sig, man må ikke stå for længe med dem, man kender, man skal være enormt begejstret, udadvendt og interesseret og sige ja til det hele«.

Har du selv erfaringer med singlelivet?

»Ja. Og jeg har kigget mig omkring og set, hvad der interesserer projektmennesker. ’Sex and the City’ for eksempel. Jeg har talt med en masse mennesker; kigget på datingsites og set, hvad folk skriver om sig selv. Singlekulturen tegner tydeligt konturerne for meget andet i vores samfund. Den ligner nemlig også den måde, man må begå sig på, hvis man skal have et nyt arbejde, en ny bolig, finde nye projekter«.

Det lyder, som om projekter er noget, der bliver trukket ned over hovedet på os. Men er det ikke et aktivt valg, hvor man vil bo og arbejde – og om man vil være single?

»Nej, jeg vil nærmere sige, at der bliver sat et vilkår, som man enten kan gå ind for eller prøve at modarbejde. Ligesom man heller ikke kan vælge kapitalismen fra, men nok synes, at det er synd for menneskene, at den er der. Projektsamfundet er et vilkår. Projektmennesket er det menneske, der lever under dette vilkår, ikke bare det menneske, der går ind for det«.

Men hvis du kigger på folk, som de er flest, er de vel ikke projektmennesker. De har tværtimod faste arbejdstider fra kl. 7 til 15 og et fritidsliv, der ligger i relativt faste rammer, ikke?

»Der er vel næppe nogen under 50 år, som projektvilkårene ikke i en eller anden forstand vedrører. I de gamle institutioner havde man tid og rum og funktion sorteret, så man havde fritid i fritiden og arbejde i arbejdstiden. Det, der sker nu, er at tingene er ved at få en ny orden, som berører stort set alle mennesker, og som vi kan forstå igennem projektbegrebet. Men det berører dem ikke lige meget«.

Selv i den kreative klasse har folk dog faste stillinger og dermed en jobsituation, der ligger i relativt faste rammer?

»Ja, men det betyder ikke, at de er frie for at overveje en gang imellem, om deres job er godt nok. Projektvilkåret kan godt snige sig ind, selv om der er faste rammer og gentagelser. Man må hele tiden overveje, om man brænder på som mælk, om man er nok i bevægelse, om man skal finde sig en anden ægtefælle osv.«.

Æstetikken har fået stor betydning
Er du positiv eller negativ over for projektsamfundet?

»Det er alt for kompliceret til, at man kan svare meningsfuldt på det spørgsmål. Er det godt eller skidt at kunne blive skilt? Tja, det er godt for nogle og måske ikke så godt for andre. Er det godt at gå ned med depression i stedet for neurose? Projektsamfundet kan skabe et mere spændende og dynamisk liv, det kan også skabe et mere usikkert liv«.

Er det et mere overfladisk samfund?

»Vi er havnet i et samfund, hvor det at ’træde frem’ har fået stor betydning, hvor æstetikken har fået stor betydning. Er man i stand til at skabe et godt umiddelbart indtryk – eller er man ikke? Når forbindelserne udskiftes så hyppigt, er der ikke tid til at vende indtrykket«.

Du lyder næsten som en, der har tasken fuld af tabserfaringer?

»Måske, men det handler primært om mine arbejdserfaringer. Løse ansættelser og løfter, der aldrig blev til noget. Man kan godt bruge sine erfaringer til at se bedre med, uden at det bliver en biografi«.

Du har været løst ansat på universitetet i ni år?

»Ja, med fire måneders løn her, fem måneder der, ingen pension og intet kontor, men lad os se, hvordan det går, så kan det være, at det bliver til mere. Og når man så er brændt ud efter nogle år, er der sikkert nogle andre i køen, der lige er blevet kandidater og gerne vil udnyttes. Jeg har mødt freelancearbejdende, der har det fint med ikke at vide, hvad der skal ske efter sommerferien, men jeg syntes selv, at det var enormt hårdt«.

Er du en bitter mand, der ikke har haft det rigtige netværk?

»Man kan have personlige erfaringer, der betyder, at man kan se ting mere klart. Hvis Foucault bedre kunne beskrive disciplinære strukturer, fordi han var homoseksuel i 1950’erne, betyder det ikke, at det ikke passer, det han skrev. Det betyder bare, at han har en større følsomhed over for det. Det gør det ikke illegitimt. Som Adorno sagde, så er splinten i dit øje det bedste forstørrelsesglas. I øvrigt er der også folk, der er dygtigere end jeg selv, der oplever dette på universiteterne. De hopper rundt fra isflage til isflage«.

Nu har du selv taget konsekvensen. Du er gået til en fastansættelse som konsulent, der arbejder med terapi. Men en konsulent må da – om nogen – arbejde ud fra projektets logikker?

»Jo, men det foregår inden for en ramme, hvor man planlægger efter, at vi bliver sammen. Der, hvor jeg arbejder, lægger vi planer for 2011 allerede nu. Så på den måde er det nogle helt anderledes vilkår. Man flyder i mindre grad rundt på sin egen tømmerflåde«.

»Men det er rigtigt, at projektvilkåret bare fortsætter og fortsætter: Der findes ingen endegyldige veje ud af projektsamfundet«.

—-

Faktaboks (17. oktober 2009)
ANDERS FOGH JENSEN
Født 1973. D.E.A. i filosofi fra Sorbonne. Ph.d. fra Københavns Universitet. Filosofisk konsulent og terapeut i Dispuk. Ifølge eget udsagn habil tangodanser og holdbar højre back.
Forfatter til bøgerne ’Metaforens magt’, ’Mellem ting – Foucaults filosofi’, ’Magtens kartografi – Foucault og Bourdieu’.
Har netop udgivet bøgerne ’Projektsamfundet’ og ’Projektmennesket’, Aarhus Universitetsforlag.