Det midlertidige liv

Interview m. Anders Fogh Jensen m.fl.
v. Lene Terkelsen 
Kristlig Dagblad, 10. juli 2009

 
Livstidsstillingen er blevet til kortvarige ansættelser. Livsledsageren til “min nuværende kæreste”. Boligen er fremlejet, så man hurtigt kan rykke videre, og abonnementet i fitnesscenteret er uden binding. Det handler om ikke at sidde fast

I 28 år og fire måneder har Dan Rasmussen arbejdet hos De Danske Statsbaner. For et par år siden fejrede han sølvbryllup med hustruen, og han har været engageret i den lokale modelbaneklub i 25 år. Hans datter Mie har, siden hun blev uddannet journalist for tre år siden, haft otte midlertidige kontraktansættelser på to forskellige arbejdspladser. Hendes medlemskort til det nærliggende træningscenter kan siges op med en måneds varsel.

De to generationer af familien Rasmussen illustrerer den udvikling, som filosoffen Anders Fogh Jensen beskriver i sin ph.d.-afhandling om “projektsamfundet” – et samfund, der fungerer på midlertidighedens vilkår. Et samfund, som opstod i løbet af 1990’erne og er befolket af mennesker, der hele tiden er på vej mod et nyt projekt. På jobbet, i privatlivet og på det personlige plan. Videre, videre, videre!

Projekter er som bekendt karakteriseret ved, at de rinder ud på et tidspunkt, og derfor bruger Anders Fogh Jensen også billedet af det moderne menneske, der springer fra isflage til isflage, når han skal beskrive den nye projektbaserede tankegang, som ifølge ham gennemsyrer alle mellemmenneskelige relationer.

På arbejdsmarkedet kommer det blandt andet til udtryk ved, at flere og flere surfer fra den ene kortvarige ansættelse til den anden. Der er ikke længere prestige i at fejre 25-års jubilæum i firmaet, nej, for at have et attraktivt cv gælder det om ikke at sidde fast i den samme stilling for længe.

– I dag er mange mennesker bange for at brænde fast som varm mælk, hvis de bliver for længe et sted. For de gamle stoikere var “constantia” – at man var den samme – en menneskelig dyd. Nu gælder det tværtimod om hele tiden at forandre sig. Man taler om “livslang læring”, om hele tiden at bevæge sig på det personlige plan, og mange forventer ligeledes, at deres partner ikke går i stå, forklarer Anders Fogh Jensen, der efter en (kortvarig) ansættelse i dag er (fast) ansat hos konsulentfirmaet DISPUK – Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation.

Det er nemlig ikke blot i jobsituationen, at dette foreløbige vilkår er slået igennem. I privatlivet er “til døden os skiller” for manges vedkommende blevet udskiftet af et “til en bedre dukker op”. Projektvilkåret har sneget sig ind i parforholdet.

– Det at sige “for altid” betyder noget andet i dag, og det er mindre farligt at gifte sig al den stund, at man lever med bevidstheden om, at hvert andet ægteskab bliver opløst. Singlelivet er blevet den projektbaserede måde at organisere sig på, hvor man kalkulerer med, at den kæreste, man har nu, er “ens nuværende kæreste” – underforstået, at man får en anden på et senere tidspunkt, og går man på date, har man muligvis gang i flere projekter på en gang, forklarer filosoffen Anders Fogh Jensen, der har studeret alt fra amerikanske tv-serier som “Sex & The City”, hvor hovedpersonerne er freelancere i evig jagt på en ny kæreste, til managementlitteratur for at forstå udviklingen.

Det handler om at være forandringsparat. Naturligvis findes der stadig mennesker, der fejrer 40 år i virksomheden, og trods alt er de fleste i den danske arbejdsstyrke fastansat, men langt størstedelen af alle danskere er berørt af projektsamfundets måde at organisere sig på, understreger Anders Fogh Jensen.

– Folk, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mærker ikke i samme grad projektsamfundet som yngre generationer, men så kan de iagttage tendensen hos børn og børnebørn. Og al den stund at individerne har den opfattelse, at de brænder på, hvis de bliver i det samme job, så er projektvilkåret der stadig, selvom man er fastansat. Det bliver et krav om konstant bevægelse og udvikling for ikke at sakke bagud. Det er ikke blot noget, arbejdsgiverne efterspørger, men et krav, som alle stiller til hinanden. Selvfølgelig kan man nægte at flytte sig, men det er det samme som at sige: Jeg vil ikke have nogen computer eller telefon.

For at kvalificere sig til det næste projekt må man allerede have ét, og for at få det må man have et enormt netværk af mennesker.

– Det er derfor, at antallet af numre i folks mobiltelefoner vokser, uden at de ringer til særligt mange af dem. Man kalder dem venner, men holder dem på mellemdistancen, så man kan vælge dem til, hvis der ikke dukker noget bedre op. Folk må ikke komme for tæt på, for så kan man ikke omstille sig. Livet er blevet en lang reception, hvor det handler om at være begejstret og sige ja til alle de spændende tilbud, man hører om. Man må ikke lukke nogen muligheder, så hellere overbooke og i stedet aflyse. Derfor har hele aftalestrukturen også ændret sig, så man i dag kan lave det om i sidste minut. Når jeg for eksempel aftaler at mødes med en ven på torsdag, så arrangerer vi ikke præcis tid og sted. Vi venter til torsdag, hvor vi sender en sms og bekræfter, hvis ikke der er kommet noget i vejen. Det virker, som om alting er blevet mere fleksibelt, men det er det ikke nødvendigvis, fordi man skubber fleksibiliteten rundt imellem sig, og det er fint for den enkelte, hvis alle andre står parat i sidste øjeblik, men det skaber samtidig en infleksibilitet, fordi jeg ikke er sikker på, at der rent faktisk er nogen, der kommer til den fest, jeg inviterede til.

Ingen havde drømt om, at det ville ende sådan. Heller ikke de mennesker, der i 1968 kæmpede mod det fastlåste disciplinære samfund med dets snærende normer og hierarki, fortæller Anders Fogh Jensen.

– Det begyndte allerede under den økonomiske krise i begyndelsen af 1970’erne, hvor virksomhederne prøvede at redde nogle job ved at gøre dem til midlertidige projektansættelser og vikariater. Samtidig slog kravet om at være i konstant udvikling igennem i selvhjælpslitteraturen, og på privatfronten steg antallet af skilsmisser.

Op gennem 1990’erne steg mængden af ulønnet arbejde – for at få projekter må man have erfaring, og derfor tilbyder flere og flere at arbejde gratis på projekter, og i starten af 1990’erne kommer der en del management- og organisationslitteratur, hvor det at fyre folk ikke længere er et problem. Når man er projektansat, behøver man ikke længere at sige nej til dem, for de er jo fyret af sig selv.

Siden har projektvilkåret vundet frem, og Anders Fogh Jensen mener ikke, at den igangværende økonomiske krise, vil ændre nævneværdigt på projektsamfundet. Naturligvis vil man ikke i så høj grad som tidligere kunne shoppe stillinger, men midlertidigheden er stadig et grundvilkår. For eksempel på boligmarkedet, hvor man i øjeblikket opfordres til at leje i en periode frem for at eje.

– Det at leje er et typisk projektvilkår. I det gamle samfund var man sikker, hvis man besad noget, men nu består sikkerheden i at kunne passere, siger Anders Fogh Jensen, der ikke mener, vi hidtil har set projektsamfundet fuldt udfoldet.

Men hvad motiverer mennesker til at jagte videre efter næste projekt? Troen på, at det bliver mere spændende og naturligvis de muligheder, der følger med for at få endnu ét og endnu ét.

Ifølge Anders Fogh Jensen er det paradoksalt nok også ønsket om stabilitet, der driver os af sted: en fastansættelse eller den eneste ene.

– I virkeligheden er det drømmen om det faste job, der får mange til at knokle i en projektansættelse, siger han.

– Når hovedpersonen i tv-serien “Sex & The City”konstant går ud med mænd, er det også i håbet om, at hun møder den rigtige, som hun kan slå sig til ro med.

Forfatter og sognepræst i Christianskirken i Århus, Birgitte Graakjær Hjort, har også beskæftiget sig med, hvad hun betegner som “den eksistentielle rastløshed”, der præger moderne mennesker, når de hele tiden er på vej mod et nyt job, en ny kæreste eller en ny bolig. Når hun holder foredrag om det meningsfulde liv rundt om i landet, føler mange sig ramt af netop den beskrivelse.

– Det er noget meget tidstypisk, at vi er mere på vej, end vi er i mål. Bevægelse er godt, og de færreste hylder stagnationen, men det kan kamme over. Når der konstant ligger noget ude i horisonten, som skulle være bedre og mere avanceret, glemmer vi at nyde livet undervejs, siger Birgitte Graakjær Hjort.

Hun forklarer udviklingen mod dette flygtige samfund med, at vi befinder os i “de mange muligheders tid.”

– Og det er positivt. Ingen tvivl om det. Vi lever i en tid, hvor vi kan gøre ting, som generationer før os ikke har kunnet. Vi kan tage en hvilken som helst uddannelse, en efteruddannelse og skifte spor midt i livet. Men det påvirker vores selvbillede negativt, når vi hele tiden skuer et bedre liv i horisonten. Vi får meget svært ved at blive tilfredse med os selv og det liv, vi har, når vi konstant bliver konfronteret med, at der er noget hos os, der kunne være anderledes. Burde vi tage et efteruddannelseskursus mere? Skifte job eller blive, hvor vi er? Vi betragter os selv som nogle ufærdige mennesker i stedet for at trives og give os hen til glæden. Ikke kun vores selvbillede, men vores billede af selve livet bliver ufuldendt, siger Birgitte Graakjær Hjort.

Hun mener, at kristendommen kan blive en sund modvægt til denne succeskultur.

– Den kristne tro er en tilskyndelse til at finde glæden ved den, jeg allerede er. I og med at det er Gud, der har skabt mig som den, jeg er, har jeg lov at være glad, selvom jeg ikke er fuldendt. I en udviklingskultur, hvor der ikke er plads til at mislykkes, kan det kristne evangelium være en opmuntring, når det ikke lykkes for mig. Kristendommen giver plads til at fejle, og jeg behøver ikke at finde alting i mig selv. Jeg kan vende mig mod Gud.

Fordelene ved projektsamfundet er åbenlyse. Moderne mennesker får et spændende og langt mere varieret liv end deres oldeforældre. Gentagelsen er aldrig en selvfølgelighed, og der er masser af muligheder for at opleve noget nyt. Men der er også en bagside, pointerer Anders Fogh Jensen.

På det personlige plan går denne konstante hoppen fra flage til flage ud over det enkelte menneske.

– Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at depressionen eksploderer som diagnose i 1970’erne. Den konstante usikkerhed for fremtiden skaber udbrændthed og stress, der fører til depression, og depression er netop projektsamfundets perversion. I depressionen er du alt det, du ikke må være: Indadvendt, initiativløs og ikke begejstret. Det skaber en enorm stress at leve i en konstant isflagetilstand. Det er ikke tilfældigt, at man i børneopdragelse og behandlingen af psykisk syge siger, at gentagelse er enormt vigtigt, for at de kan finde ro og udvikle sig. Jeg tror sagtens, man i fremtiden kan forestille sig, at det bliver mere normalt at tage noget beroligende eller opkvikkende for at kunne holde midlertidigheden ud, siger Anders Fogh Jensen.

På det samfundsmæssige plan kan flygtigheden give panderynker hos arbejdsgiveren.

– Virksomhederne får et problem i og med, at der ikke bliver opsparet erfaring og viden, når medarbejderne ikke kan huske fem år tilbage i virksomhedens historie. Der er en masse tavs viden, som går tabt, fordi det ikke kan skrives ned.

Vinderne i dette samfund er de initiativrige. Den stille dygtige pige har svære kår ved denne livets reception, hvor det handler om hele tiden at kunne sælge sig selv bedst muligt.

Der er forskel på, hvordan ældre og yngre sætter tempoet. Mens yngre generationer i højere grad hopper af sted fra job til job, er de midlertidige ansættelser ikke så populære blandt deres ældre kolleger.

Organisationspsykolog og lektor Åse Høgsbro Lading fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitet har blandt andet undersøgt gymnasielæreres holdning til deres arbejde, og mens jobbet for de ældre ofte var et livslangt valg, så opfattede de yngre det tit som en overgang til noget andet – eventuelt også en anden branche. En ung lærer udtalte blandt andet: “jeg tror ikke der bliver mange 25 års jubilæer i fremtidens gymnasium”.

– Således er det for mange – især yngre mennesker – en værdi i sig selv ikke at blive i det samme job. Klart nok er det ideelle, at det nye job er en forfremmelse, men det behøver ikke at være sådan. Der er en udbredt en opfattelse af, at hvis man hele tiden er “on the road”, så er man med, hvor det sker. Der er en forestilling om, at man stopper sin udvikling, hvis man bliver det samme sted, og en del af arbejdets mening bliver derfor at bevæge sig, nogle gange på bekostning af udviklingen af en specifik faglighed. Ens arbejdsidentitet kommer let til at handle om hvor “salgbar”, man er. Man ser i højere grad sig selv som en vare, der skal afsættes, og det kan selvfølgelig give en personlig gevinst, hvis man føler sig eftertragtet, siger Åse Høgsbro
Lading og tilføjer:

– Men man må hele tiden leve med angsten for, at der ikke er et job om det næste hjørne.

Journalist Mie Rasmussen er blevet fastansat efter sine otte midlertidige kontrakter, og det er hun glad for.

– Men det afskrækker mig ikke at være løst ansat, så længe jeg ikke har forpligtelser overfor andre end mig sel