Dannelse III

Odysseus’ gave

Dannelse

Oplæg v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Et Golden Days arrangement
Intelligent Night Life
Frederiksberg 1. september 2010

Læs om arrangementet i Politiken her

Udgivet i Testrup Højskoles bog om Højskolen, “Hvorfor skal hverdagen ligne en slutspurt?”, Aarhus: Klim, 2012.

 

Indhold

I. Om dannelse
Odysseus’ forførelseskraft
Grænsekendskab
Proces
At kunne hæfte
Rejsens struktur
Det udadvendte i dannelse
Horisont
Bildung
Uddannelse og program
Lighed eller elite

II. Dannelse i dag
At kunne forbinde
Går det at dannelsen er nyttig?
Dannelse og inter-esse
Fakta og prismer
Dannelse bliver mere en stil – udfoldelsen af en artist
Odysseus igen – hjemmet og individualiteten

I. Om dannelse

Odysseus’ forførelseskraft
I et interview med en brasiliansk journalist taler den franske filosof, Luc Ferry om den udvidede bevidsthed hos Kant og Victor Hugo og kommer i den forbindelse til at tale om Odysseus. På et tidspunkt stopper den kvindelige journalist op og peger ned på nogle unge fyre, der spiller bold på Copacabana. Hun stiller Ferry to pinefulde spørgsmål: 1) Hvorfor skulle disse ubekymrede, muskuløse, solbrændte mænd dér på Copacabana, der lever deres liv som en leg – hvorfor skulle de ændre på deres behagelige liv? Og 2) – hvad Ferry har noget sværere ved at svare på – hvordan pokker skulle man få dem overtalt til at gå fra stranden og ind og læse Odysseen? Ferry overvejer, hvad Hugo eller Odysseus mon selv ville have svaret til det, og han svarer:

aucune femme ne peut vivre bien longtemps avec un enfant gâté, qui ne connaît rien, qui n’a rien à raconter [1].

Ingen kvinde kan leve særligt længe med et forkælet barn, der ikke ved noget og ikke har noget at fortælle.
Jovist, hvis han er ung og smuk kan han forføre en nymfe, således som Odysseus krigere kan. Men med kloge kvinder som Penelope eller gudinder som Kirke og Calypso går det ikke. Der udgår en forførelse fra det fuldbragte menneske, dets rejser og dets prøver, fra det han har været igennem og kender til.
Hvordan er Odysseus blevet sådan? Det er han blevet, fordi han var nysgerrig. Han vil altid vide. Han vil lige finde ud af hvem der bor i kyklopens hule, han vil høre sirenernes sang, selv om de er dødbringende og han vil udfritte Kirke for oplysninger. Den nysgerrighed bringer ham i problemer, men den gør ham også vis. Odysseus kender til verden.

Grænsekendskab
Odysseus ved om denne verden og sig selv. Han ved om denne verdens grænser og sine egne grænser. Han kender sig selv, som det hedder over templet i Delfi: Gnoti sauton. Men kend dig selv betyder ikke, som i den moderne psykologi, sku indad. Det betyder kend verden, så du ved hvad du kan gøre noget ved og hvad du ikke kan gøre noget ved, hvortil din radius går, hvilke kræfter der er i spil. Odysseus ved, at sirenernes tiltrækningskraft er stærkere end hans egen modstandskraft, og derfor ved han, at han må suspendere sin frihed og lade sig binde til masten, hvis han skulle tilfredsstille sin nysgerrighed og lytte til deres sang.

Proces
Nysgerrigheden er drivkraft i dannelsesprocessen. Hermed også sagt, at det er en proces. Dannelse er ikke noget eksamensbevis, man altid kan henvise til, men noget man kun er, idet man allerede ved og dog vil vide mere. Man er dannende, når man er dannet.

At kunne hæfte
Den svenske forfatter Ellen Key siger et sted, at ”dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært.” Jeg er ikke enig. Alligevel kan jeg prøve at forstå, hvad hun mener: Hun mener, at læreprocessen gymnasticerer hjernen – ja, måske endog personen. Det var også sådan Platon forestillede sig det, når han mente, at man skulle uddannes ti år i matematik før man kunne begynde med filosofi, nemlig, at man måtte udvide sin bevidsthed igennem et materiale. Det kunne såmænd også være grammatik.
I dannelse ligger, at man er gjort til noget. Dannelse har etymologisk set intet med danskhed at gøre (selv om nationalstaterne har haft travlt med at gøre dannelse til nationaldannelse). Dannelse kommer af det plattyske ’dan’, gjort. ’At gøre’ hedder ’don’, som vi kan kende i det engelsk ’do. Vi har det stadig i ’dagens dont’, det der er at gøre.
Det, vores svenske forfatterinde vil pege på, er, at man altså er gjort, når man har lært. Men at dannelsen ikke er selve det, man har lært. At dannelse handler om at danne et selv. Det er jeg sådan set ikke uenig i. Det, jeg kan være uenig i, er glemslen. Hvorfor det? Jo, fordi dannelse handler om at kunne trække forbindelser. At trække forbindelser mellem det, man allerede ved.
Når han møder det nye, kan den dannede hæfte det nye på noget. Som når man skal stoppe et hul i en strømpe: Man kan ikke bare sy ud i den blå luft, man må hæfte det på noget allerede kendt. Den dannede ved og har mødt meget (han er ikke bare potentialitet eller talent), og derfor har han noget at hæfte det, han møder på. Han kan forbinde.
Heri ligger også, at dannelse ikke er nørderi. Det er ikke ensidig fordybelse i vandplanter, Shakespeare eller Bollywood. Det er en bredde og en evne til at trække forbindelser, til at bygge bro mellem sine søjler af viden. Dannelse er altså ikke at kende alting, men at kunne trække forbindelser. Det er en slags erhvervet stedsans uden at have været alle steder.
Hermed berører vi også idéen om at den dannede kan konversere. Ikke fordi han kender sin takt og tone, men fordi han kan finde ud af at forbinde sig til det, andre siger. Når han møder en tysker fra Dortmund ved han, at Rhinen passerer igennem hans by; når han møder en ingeniør ved han tilpas meget om kemi til at kunne stille spørgsmål til hans arbejde. Og netop det at stille spørgsmål er en gave for den dannede. Odysseus gave: Uden nysgerrigheden var han måske aldrig blevet dannet og uden dannelse kunne han ikke stille de samme spørgsmål.

Rejsens struktur
Odysseus’ rejse præsenterer os også for noget andet vigtigt, nemlig rejsefiguren hjemme-ude-hjemme. Man føler sig hjemme, man bryder op og rejser ud i verden. Man møder det fremmede, det gør ondt, og noget i én bryder sammen. Man bliver en anden. Man vender hjem som den samme, men alligevel en anden, med nye erfaringer. Det er den hegelianske erfaringsmodel.
Dannelse er ikke noget, man kan gøre for andre. Uddannelse handler om at tilrettelægge en læringsproces for andre, der har et bestemt mål; noget man skal kunne. Dannelsensprocessen er ikke låst i et mål eller en funktion, og det er en bevægelse man må gøre selv.
Den klassiske model er dannelsesrejsen. Den eksponeres blandt andet i Goethes værk, Wilhelm Mesters Lehrjahre fra 1796. Wilhelm Meisters Lehrjahre er banebrydende på den måde, at den præsenterer en ny fortællestil, hvor fortælleren kan gå tæt på og længere fra begivenhederne. Sådan er det ikke i Goethes mest kendte værk, Die Leiden des jungen Werthers fra 1784. Her er alt skrevet i den samme jeg-form. Werther erfarer ikke på samme måde, fordi han ikke møder verden og lader sig begrænse af den, han accepterer ikke, at hans elskede Lotte skal giftes med en anden. Og når man ikke lader sig begrænse, dannes man ikke. Tværtimod nedbrydes Werther, eller han nedbryder sig selv. Wilhelm Meister går derimod i interaktion, i forbindelse med verden.
Thorvaldsen tog til Italien for at lære at male. Man tog hen, hvor man mente civilisationen havde sin vugge. Senere måtte man tage længere væk, udenfor Europa. Men vigtigt for dannelsesprojektet er det at komme hjem. Undervejs på sin dannelsesrejse møder man måske nogen, der blev hængende. Man møder nogle, der har valgt at bruge deres liv på at ryge hash i Goa for eksempel. Nogle af Odysseus mænd blev hængende rundt omkring, og Odysseus får da også fristende tilbud. Men det er vigtigt for dannelsesprojektet at komme hjem. At komme hjem som erfaren.
Goethe skriver imidlertid også en anden roman, nemlig Wilhem Meisters Wanderjahre. Her drager Wilhelm ud igen. Nu for at modne sig for anden gang. Men også for noget andet vigtigt, nemlig for at virke.

Det udadvendte i dannelse
Hvorfor skal man rejse for at blive dannet? Ja, det er ikke nødvendigt at rejsen er konkret, den kan også være metaforisk. Det kan være en mental rejse. Men vigtigt er det, at møde noget fremmed. Rejsen er altså ikke en rejse ind i selvet, det er en rejse ud i verden. Dannelse foregår gennem kendskab til verden.
Det var det, de gamle grækere mente med gnoti sauton, kend dig selv: Ikke indadskuen. Men kend verden og dine grænser i forhold til verden, så kender du også dig selv. Når dannelse handler om dannelsen af et selv, kunne man tro, at det handlede om et navleperspektiv, og det er der da også en tendens til i vores psykologiske tidsalder. Den der begynder med navleperspektivet har en tendens til at forvente, at verden ligner en livmor: Noget, man ikke kan skære sig på.
Men dannelsens pointe er netop det omvendte: Kun ved at glemme sig selv og blive optaget af verden, kan man være heldig at dannes. Og jeg siger det bevidst i passivform: Man dannes. Man danner ikke. Det er verden, der er subjekt for den proces. At lære denne verden at kende for at glemme sig selv. At kende til jordlag og historie. Når jeg ser klintens lag kan jeg sætte dem ind i en sammenhæng af istid og kemi. At kende til kemi og til madlavning. Nu ved jeg hvorfor sovsen skiller. Og i denne optagethed glemte jeg helt mig selv … – og fik mig selv igen som en anden. Hvis vi skulle lave et tempel i dag vil jeg foreslå, at der over det skulle stå: glem dig selv.

Horisont
Dannelse er ikke at have eksakt viden, men at have horisont. At kunne sætte det nye i et perspektiv. At vide, at antikken er 2-3000 år tilbage og ikke 5000. At vide, at Kina er det folkerigeste land i verden, men ikke det største. At Muhammed var en profet og ikke en gud. At vide, at Pasteur er vigtigere for menneskeheden end Pelé. At Martin Luther er vigtigere end Maradona.
At kunne sætte tingene ind i en horisont er at kunne danne et perspektiv. At kunne danne perspektiv betyder ikke, at alt er lige godt. Men det øger tolerancen at kunne danne perspektiver og have horisont.

Bildung
Vi siger dannelse på dansk. Briterne skelner undertiden mellem education og formation, hvor formation handler om den personlige dannelse og education mere om den boglige dannelse. På fransk taler man også om formation – hvor netop den allerede kendte form røber, at vi ikke forstår helt det samme. Det begreb, der har præget dannelsestanken mest, er det tyske begreb, Bildung.
Tilbage i renæssancen var mennesket en Gebilde, dvs. en skabning og en Abbildung, en illustration. Verden er tegn at læse (legenda), hvorfra man kan slutte sig til den store forfatter. Mennesket opgave var at gøre sig til tegn, det synlige bevis på at der er en Gud. Hos Rousseau kom dannelse til at handle om ånd. Ånden var menneskenaturens bestemmelse og ikke at udvikle sin ånd var imod naturen. Og hos romanikerne kommer naturen i det hele taget i centrum for dannelsen. Dannelsen skal formidle åndsnatur og legemsnatur. Hos Herder handler det om skabe sig selv (bilden), som naturen har gjort det. Bilden vil her sige to ting: Ausbilden, at udvikle, at uddanne det anlæg, man har og Gebilde, at forme sig i Guds billede. Der ligger i Bildung såvel noget gjort som noget gørende; man er dannet og man er dannende.

Uddannelse og program
I det 19. og 20. århundrede kommer dannelse til at handle om programmer. Gennem dannelsesprogrammer handler det om at underordne individet kulturen – som vi f.eks. kender det fra Emma Gad. Underordning handler om almendannelse. Det får i 1873 Nietzsche til at tale om ”gemengørelsen af dannelsen” som et forstadie til barbariet: Når dannelse bliver automatik mister den sin glød.

I dag stiger presset på uddannelserne: De skal kunne vise deres værd i erhvervslivets konkurrence. Således kunne en svensk repræsentant (Jarl Bengtsson) i 1996 til en uddannelseskonference udtale, at man ”må befri sig fra al overflødig og unødig kundskab.” Hertil kan vi kun svare ja: Dannelse er netop unødig i den forstand, man ikke ved, hvad det hele skal ende med. Man ved ikke, hvad man bliver til.

Lighed eller elite
Endnu hos Rousseau handlede dannelse om lighed. Noget der gjaldt alle mennesker. I det 19. århundrede kommer dannelse til at handle mere om social distinktion: Den dannede klasse versus folket. Emma Gad titter frem igen; borgerskabet begrænser sig selv og kodificerer sig selv for at opretholde sin afstand. Det har været et af filmens store problemer, at den var lettere tilgængelig og bredere tilgængelig end litteraturen. Den krævede ikke den samme arbejdsomhed, den var hurtigere og langt op i filmens historie kunne alle forstå den. I dag er filmen ved at vinde anerkendelse – måske på grund af sin alder – og det virker som om distinktionen er kravlet inden for i filmen: Skellet mellem de fine instruktører og de underholdende kaster sin skygge på filmen som dannelsesmedium. Det stiller os spørgsmålet om populærkulturen også kan være dannelse. Kan Woody Allen være dannelse, mens det er sjovt at se? Og er det så også dannende at se TV-quiz? Noget synes at måtte udsondres. Hvis vi kalder enhver aktivitet for dannende, så som at læse Se og hør, at ’følge med i nyhederne’, som det hedder, så udvandes dannelsesbegrebet. Og jeg synes det er meget vigtigt at redde dannelsesbegrebet i en tid, hvor det er under pres af effektiviseringskrav, nytteforventninger og underholdingskrav. Derfor vil jeg bruge den sidste tid på at forholde dannelsesbegrebet lidt til hvordan jeg ser vores tid i dag, og hvad dannelse kan betyde i dag.

II. Dannelse i dag

At kunne forbinde
Det ville føre for vidt her at udlægge den tid og det samfund, vi lever i. Jeg har andetsteds udlagt denne tid, dette samfund, som et projektsamfund[2]. Et af karakteristikaene ved projektet er at kunne forbinde mellem det, der ikke hører sammen. Det er nemlig meget ofte sådan, at projekter viser deres værd ved at være tværdisciplinære, ved at overskride grænser. Og her bliver evnen til at se forbindelser vigtig. At kunne tænke arkitektur sammen med religiøse grupperinger, jordlag, byens historie, klimaet. At lave et teaterstykke, hvor man sætter en revisor og en maler sammen med to skuespillere, en retarderet og en advokat. Man kan sjældnere og sjældnere agere indenfor én disciplin og der bliver i højere og højere grad brug for tværdisciplinaritet. De gamle uddifferentierede discipliner afdifferentieres i disse år. Dannelsen er ikke identisk med tværfaglighed – gud bedre det. Men den dannede har en bredde, der er brugbar i projektsamfundet, fordi han har horisont.

Går det at dannelsen er nyttig?
Hvis dannelse ligefrem er nyttig, går det så, eller ødelægger det den frie proces? Det er altid en fare for dannelsen at blive spændt for nyttens vogn, fordi det kan låse den i programmer som uddannelse, der skal føre til bestemte mål, og netop derved kan dræbe den individuelle dannelsesproces, hvor man selv møder det fremmede. Men det er ikke et mål med dannelsen, at den er unyttig. Den må være fri på samme måde, som grækerne tænkte sig formålsløsheden som fri. De frie mænd var ikke som skomageren bundet af at producere noget med et formål (in casu: skoen), de dyrkede lærdommen uden et formål – og kaldte den aktivitet for scholè, der betyder fritid. Som sådan må dannelsen være fri fra at skulle noget bestemt. Men hvis den viser sig brugbar ødelægger det ikke dannelsen. Det er blot en fare, at nytten tager over.

Dannelse og inter-esse
Et beslægtet spørgsmål til nytten er: Går det, at dannelse er lystfuld, eller ødelægger det dannelsesprocessen? Hvis dannelse er møde med det fremmed – og hvis den, som Hegel hævder om erfaringen, ligefrem kræver et sammenbrud, en negativ erfaring, for at noget nyt kan dannes – kan dannelse så være lystfuld? Ja, det mener jeg i høj grad det kan.
Det har været et af filmens anerkendelsesmæssige problemer, at den var lystfuld. De, der havde slidt sig igennem lange bøger mente bestemt at litteratur var anderledes dannende. Og det er helt sikkert noget andet at sidde i ugevis med en bog, end det er at sidde i to timer med en film. Men det gør ikke i sig selv filmmediet mindre dannende end litteraturen. Det har givetvis også at gøre med en social distinktion, at filmmediet ikke sådan lige vandt anerkendelse. For fire år siden begyndte jeg et projekt. Det handlede om at jeg skulle se de 300 største og mest virkningsfulde film på 6 år. Det var en om ugen. Jeg indsamlede alle mulige lister over de bedste film, kombinerede dem, og lavede en stor database med kategorier og en plan over, hvordan jeg skulle skride frem. Det første år gik det meget godt, men i dag er jeg gået kold i projektet. Jeg orker ikke længere at se de gamle film, som jeg ikke har lyst at se; jeg er kun interesseret i flueben og krydser. Jeg ser med andre ord ikke ordentligt efter, hvis jeg ikke har lyst. Og samtidig ved jeg, at jeg har opdaget noget, som jeg ikke ville have opdaget, hvis ikke jeg havde tvunget mig selv til at se lange Tarkovskijfilm eller sekundære film af Orson Welles. Men interessen gik ud i kulden, og det gik ud over mit dannelsesprojekt.
Nu kunne man indvende, at det jo var ligegyldigt for dannelsen, om interessen er der. Det tror jeg ikke. For hvis man finder det interessant, så lærer man meget hurtigere og husker meget bedre. Man går ind i stoffet på en anden måde, der er med til at danne en, frem for at sætte kryds i en database eller bestå en eksamen. Og denne gåen ind er vigtig for dannelsen. Inter-esse betyder mellem-værende. Man må have et mellem-værende med verden for at dannes, fordi dannelsen ikke foregår i mig, men netop dannes mellem mig og verden i et mellem-værende. Så jeg må godt have lyst, jeg må godt være interesseret, det er faktisk bedst, hvis jeg er. Og det er netop vigtigt for udbydere af dannelsestilbud, at de tænker lysten og interessen ind i det.

Naturligvis er ikke alt lystfuldt dannende. Her må vi skelne mellem lyst og interesse. Underholdningen er ikke dannende, hvis ikke den er interessant. Det kan være spændende hvem der vinder quizzen, men det er sjældent interessant. Og der er intet galt med underholdning, blot er det ikke i sig selv dannelse. Vi lever i en kultur, hvor TV og presse sjældent er dannende. De nøjes ikke med at reducere sig selv til løsrevet fakta, de gør sig selv til underholdning og gentagelse. Nyhederne er ikke nyheder, de er gentagelser af den samme underholdning, der handler om skræk og forargelse, risici og ansvarsforflygtigelse. Den slags er ikke interessant, men mere at sammenligne med næste afsnit i en tv-serie, der nok kan vække lyst ved den skræk, den vækker, men ikke bidrager til dannelsen. Dokumentarfilmen viser andre potentialer.

Fakta og prismer
Knyttet til spørgsmålet om TV og underholdning er de elektroniske medier, opslagsværker på internettet, tekster der cirkulerer i elektronisk form. Er de en trussel for dannelsen? Nej, selv om internettets referencer undertiden kan savne troværdighed, så føler jeg mig overbevist om, at de kan medvirke til at øge dannelsesniveauet, fordi det er så meget hurtigere adgang til information. Diskussionen, hvor vi alle sidder og postulerer noget, kan blive afklaret. Hvilket århundrede var det? Hvor mange mennesker lider egentlig af den sygdom, hvordan smitter den? Hvilke andre film har denne instruktør stået bag osv.?
Faren her er, at det bliver løsrevne stumper af viden. Altså, at denne viden ikke i sig selv øger evnen til at forbinde. Ja, det er faktisk det modsatte af Ellen Keys tese, at ”dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært.” Faren er, at der intet er tilbage, hvis vidensfragmenterne tages bort. Derfor kræver dannelse stadig vedholdenhed i det samme. Det er som om den passionerede trivial pursuit-spiller har rejst for hurtigt igennem sine lande, som en turist i lærdommen. Dannelse kræver stadig lang tids bearbejdelse af det samme stof for at gymnasticere sin bevidsthed, det kræver stadig virkelige møder med det fremmede for at dannes, og ikke blot turistens blik gennem busruden. At have sig et fag, at have læst en forfatter virkeligt grundigt, at kende en instruktør rigtigt godt er et bedre udgangspunkt for at opdage andre ting i verden. Man åbner de andre film med denne instruktør og hægter dem fast derpå. Det er ikke så vigtigt i hvilket område dannelsesrejsen foregår, som at den faktisk er en rejse og ikke et spil trivial pursuit.
Det handler med andre ord om dannelse af prismer til at se med, og de blotte fakta giver nok horisont og proportioner, men ikke prismer.

Dannelse bliver mere en stil – udfoldelsen af en artist
At få sig prismer, perspektiver, horisont er imidlertid ikke at indlære koder, men at have levet sig ind i andre universer. Indlæring af koder var knyttet til almendannelse. Den form for dannelse, der handler om indlæring af koder bliver mindre direkte værdsat i projektsamfundet.
At kunne sin lanciers er som at kunne latin: Det er nu blevet eksotisk. Men det eksotiske har det problem, at de andre ikke kender det. Det kunne måske være det samme, hvis dannelsen alene var en indadvendt proces. Men al den stund, at dannelse handler om at gå i forbindelse med verden, kan det nok være et problem. Dannelsen er på mange måder en forening af det individuelle og det almene. Jeg lærer det almene, men gør det til mit i min dannelsesproces. Det er herved at jeg er særegen dannet og alligevel almen – men netop ikke blot almendannet.
Det virker som om vores projektsamfund i højere grad efterspørger den individuelle performance end den almene kode. Kan dannelsen holde til det? Måske er dannelsen ved at forskydes hen imod den individuelle pol, væk fra Emma Gads almene reglementer. I kulturindustriens underholdningsshows skal man ’finde sin indre artist’ og folde den ud. Det bliver måske i højere grad på den indre artists måde, at man skal gå i forbindelse med de andre.
Hvor man tidligere skulle lære mange koder, så man kunne begå sig i mange danse skal man i dag lære at slippe koderne, så man kan begå sig i mange danse. Det er fordi – hvad det ville være for vidt at uddybe her, men som jeg har gjort i anden sammenhæng – at sammenhængen mellem aktiviteterne er stilbaserede, snarere end programbaserede. En stil er en kontinuitet igennem variationer, og dannelsen af selvet kommer til at handle om finde sin stil. For det er ikke så meget igennem det almene, regelen, det fælles program – valsen – at man nu forbinder sig med andre, men igennem interfererende stilarter. Stil der interfererer som rytmer, snarere end koordination. Og derfor bliver evnen til at improvisere blandt andet så central.
At improvisere kræver netop, at man kan glemme reglerne. Spørgsmålet er imidlertid om reglerne ikke er nødvendige at kunne for at kunne blive glemt på et dannet stadie. Det mener jeg. Men måske får Ellen Key mere og mere ret, når hun siger, at ”dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært.”

Odysseus igen – hjemmet og individualiteten
Så hvorfor skulle man trække sig op af sandet på copacabana for at slæbe sig ind i en dannelsesrejse, der måske gør ondt, måske kræver arbejde og som man ikke ved hvad fører til? For at blive mere tolerant, mere fri, få mere magt over sig selv, for at blive et større menneske eller få et rigere indre liv? Det er vel ikke mindst det med et rigere liv, der ligger i sætning om, at ingen kvinde kan leve særligt længe med et forkælet barn, der ikke ved noget og ikke har noget at fortælle. En ung kriger kan nok forføre en nymfe, men en kvinde som Penelope eller en gudinde som Calypso kan ikke holde ham ud.
Odysseus’ historie handler nok om at kende verden, men den handler ikke om almendannelse. Tværtimod handler den om at blive individuel, om at aldres på netop sin egen måde, og ikke bare på kroppens præmisser.

Da gudinden Calypso efter syv års elskov med Odysseus på sin pragtfulde ø en dag bliver nødt til at lade ham gå, fordi Zeus har befalet det på Athenes opfordring og sendt Hermes, tilbyder Calypso Odysseus evig ungdom og evigt liv. Men Odysseus afslår. Hvordan kan Odysseus det? Hvordan kan Odysseus afslå en smuk gudinde på en frugtbar ø med masser af tjernerinder i evig ungdom? Det kan han, fordi han ved, at han skal hjem. Hjem til Itaka, hjem til Penelope, Laertes og Telemakos – jo, hjem til dem han holder af. Men nok så vigtigt: Hjem til der, hvor han hører til. At komme hjem til der hvor man hører til er en fuldbringelse af det menneskelige, det er evig ungdom på en ø med en gudinde ikke. Og det er netop deri, at dannelsen består: det er en fuldbringelse af det menneskelige. Man bliver først til, idet man bliver dannet. Bliver til som menneske. Den dannede er med andre ord mere menneske end den udannede. Han har fuldbragt opgaven at tabe sit hjem, fortabe sig i verden, miste sit selv og dannedes i et mellem-værende med verden.
Men der er også en anden vigtig ting ved at afslå evig ungdom. Odysseus ville blive anonym, hvis han var evig ung. Det er et menneskes singularitet at ældes på netop den måde, man gør. Anonyme bliver netop de døde i Hades, deres stemmer er en mumlen. At være evig ung og ikke undergå netop sin egen dannelsesproces er at miste sig selv uden at få sig selv igen. Og måske er det svaret på journalistens to spørgsmål: Hvorfor skulle disse ubekymrede, muskuløse solbrændte mænd dér på Copacabana, som lever deres liv som en leg, hvorfor skulle de ændre deres behagelige liv? Hvorfor kan de ikke bare blive, som de er? Og hvorfor skulle de gå i gang med noget så ucopacabansk som Odysseen? Svaret er at finde i Odysseus’ forførende kraft, at der udgår en forførende kraft fra det fuldbragte menneske, det menneske, der er individuelt og ikke bare alment, fordi det har gennemgået sin egen dannelse. Og det kan vist bevæge selv en copacabaner.

[1] Luc Ferry: Apprendre à vivre II , La Sagesse des mythes, Paris: Plon 2008, p.212.
[2] Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet og Projektmennesket. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2009.