Filosoffen_skriver_header
« tilbage

Tilgivelse

At indlade sig på en forladelse af en afkræftelse ved en be-kræftelse.

 
At bemærke sig:
- Magt kan være udtryk for afkræftelse. Den, der har ikke har kræfterne, kan have taget magten. At be-kræfte er at give kraft til det afkræftede - i sig selv eller en anden - hvorved magten søges ophævet.
- Tilgivelse gøres ofte umenneskelig i teologisk kontekst; det er kun Gud, der kan gøre det, det er uforståeligt, utilnærmeligt, uudsigeligt. At umenneskeliggøre tilgivelsen afkræfter i sig selv tilgivelsen.
 
At skelne fra: At glemme.
 
Andre definitioner:
Søren Kierkegaard: At se så noget mister sin kraft (ikke at se bort fra).
 
Se også:
Foredrag: Tilgivelse
 
Svar på spørgsmålet: Hvad er tilgivelse?
 
Svar på spørgsmålet: Hvad er kærlighed?
 
 
----
 
Hvad er tilgivelse?
 
 
Hej Anders.
 
Jeg har et sprøgsmål omkring tilgivelse mellem mennesker i forhold til handlinger, som i slet henseende har medført skade på andre, her ikke ment i fysisk forstand. Hvem har skrevet noget om dette? Hvad mener du om tilgivelse?
 
Mvh. Christian
(22.IV.2004)
 
 
Kære Christian
 
Det sidste spørgsmål først: Personligt har jeg aldrig fundet ud af, hvad tilgivelse er. Jeg kan ikke forstå det, og det har givetvis at gøre med manglende menneskelige egenskaber. Uudfoldet, afstumpet, umoden, ukristelig, umenneskelig... jeg ved det ikke. Men jeg ved, at ikke alle har det som jeg. Selv kan jeg bedst forstå det som manglende kraft, omend jeg ved, at også den forståelse kan risikere at lide af de selvsamme mangler. Man kunne sige til mig: Netop fordi du ikke kan tilgive, kan du heller ikke forstå det. Og den indvending vil jeg acceptere. Men lad mig alligevel prøve:
 
Villy Sørensen siger smukt i sin bog, Jesus Kristus, at magten deler, mens kraften heler. Så kan jeg forstå det: At have kraft til at hele sit sår, eller at have kraft til at hele afgrunden mellem sig selv og et andet menneske. Jeg tænker meget på det med at have kraft til ikke at tage magten; og tilgivelse, som den du taler om, er så at se en anden tage magten, skade med den, og alligevel have både kraft til ikke at tage magten og til at hele en eventuel afstand til den anden som tog magten. Det kræver rigtig meget kraft, men måske bliver det lidt lettere med denne opstilling, fordi dén, ”som i slet henseende har medført skade på andre”, tog magten til at gøre det, fordi han var afkræftet. I så fald må Jesus være et af verdens hidtil kraftigste mennesker, hvor afmægtig han end var. At vende den anden kind til er ikke et tegn på kraft, den er den ultimative udfoldelse af kraft. Det et meget vigtigt, tror jeg: Ikke at forstå kraftudfoldelsen som tegn på kraft, men som selve kraften.
 
Det jødiske ”øje for øje” er blot (forståelig) afkræftelse. Og som Gandhi tilføjer: Den måde at tænke på gør kun verden blind.
 
I Det gamle testamente er det Jahve, der tilgiver. ’Tilgivelse’, ’salah’, kan kun have Jahve som subjekt. At tilgive vil sige, at Jahve undlader at afvise et folk eller et menneske, at han undlader at straffe dem, eller at han hjælper dem. Men der er ingen garantier, og det kan sagtens være, at de pågældende bliver straffet alligevel – derfor kan Jahve godt være med dem. Hele tilgivelsens mulighed opstår ud af et tidsrum mellem forseelensen eller overtrædelsen og straffen: Det tidsrum giver både mulighed for at mennesket kan bede om forsoning og for at Jahve kan omvende sig. Det er ikke altid nødvendigt at et helt folk skal omvende sig for at få tilgivelse, nogle gange kan mindre gøre det, f.eks. i tilfældet Sodoma, hvor er det tilstrækkeligt med 10 retfærdige for at udløse tilgivelsen (1. Mosebog, 18,32). Anderledes ser det ud i Det nye testamente. Her kan både Gud og Jesus tilgive, og selve formålet med Jesu liv er at tilgive mennesket, og at lære det at bede Gud om tilgivelse og at tilgive hinanden. Selv sine fjender skal det tilgive (Mattæus 5,39 og Lukas 6,35). Tilgive skal mennesket for at kunne danne ét fællesskab – og her har vi den med at hele i stedet for at dele. Er der da intet utilgiveligt? Kun bespottelse af Helligånden (Mattæus 12,31).
 
Set i det kristne lys kan min historie om kraften nok ikke fylde hele historien om tilgivelsen. Men det er den, jeg kan forstå.
 
Tilbage står jeg med endnu et vigtigt spørgsmål: At tilgive sig selv? Det er nok mere end bare et godt sted at øve sig; det er også et sted at hente kraft.
 
- Anders Fogh Jensen
(26.IV.2004)
 
 
----
 
Hvad er kærlighed?
 
Hvordan forholder filosofien sig til kærlighed? Kan du give et bud på, hvordan vi kan genkende den, når den 'er' der? Og, hvordan forholder filosoffer sig til Freuds begreb om gentagelsestvang? Er en kærlighed som er en gentagelse af tidligere mønstre (måske fra barndomsrelationerne til forældrene) også en slags 'sand' kærlighed? Er den den eneste 'sande' kærlighed eller kan vi revolutionere os selv så meget, at meget ukendte relationstyper også kan føles 'sande'?? På forhånd tak.
 
Hilsen fra Helle Bay Christensen
(9.I.2004)
 
 
 
Kære Helle
 
Filosofien har bud på, hvad kærlighed er. Den er jo selv kærlighed (filos). Du stiller mange spørgsmål, og jeg kan fornemme på nogle af spørgsmålene, at vi måske ikke forstår helt det samme ved kærlighed. Når jeg skal svare på et svært spørgsmål, så plejer jeg at holde en stor filosof foran mig til at sigte med, for så kan jeg bedre ramme. Og om kærlighed har jeg ikke læste klogere ord end hos min 'husfilosof', André Comte-Sponville: Den, der har kærlighed, har ikke brug for moral. Man er ikke moralsk overfor sine børn, man elsker dem. Den der ikke har moral, må være høflig. Høfligheden efterligner moralen, den 'spiller moralsk'. Moralen efterligner kærligheden, den 'spiller kærlig'.
 
Man har traditionelt opereret med tre former for kærlighed: Eros: Begær. Begær er en kærlighed i manglen, en villen have den anden, man ikke har. Den ophæver selvsagt sig selv, når man får. Parforholdet kan derfor ikke i længden bestå på eros, fordi man ikke mere elsker (eros), hvad man har. Men det er jo også mulig at elske det, man har. Denne form for kærlighed kaldes traditionelt 'philia'. Moderens kærlighed til barnet er philia, og denne form for kærlighed kommer derfor først i livet. Den, der har manglet philia bliver kun uudholdeligt erotisk. Venskabet er også en philisk kærlighed, og parforholdet må udvikle denne form for kærlighed for at overleve, det må også blive venskab. Agape: De kristne påstår også at næstekærligheden, den betingelsesløse, universelt menneskelige kærlighed, der elsker den anden som sig selv, findes. Agape er en kærlighed til enhver, selv til sin fjende. Når man trækker sig i en kamp, man kunne vinde, fordi man har styrke og den anden er svag, når man trækker sig for at give plads, så elsker man agapisk. Eros er altså en kærlighed ved manglen, philia en kærlighed ved glæden og agape er en næstekærlighed.
 
Svarer dette på alle dine spørgsmål? Nej, det gør det nok ikke. Er det fordi vi forstår noget forskelligt ved kærlighed? Måske. Men det kan også være fordi den enkeltes oplevede kærlighed ikke kan formidles i teori. Den må leves. Hvad gentagelsen angår, så kunne den ifølge ovenstående netop forklares som en grundlæggende oplevelse af mangel. Har man manglet for alvor, så vil man måske altid mangle, og så gentager man manglen. Don Juan er en mangler, der mest af alt mangler sig selv, hvorfor han kun alt for tvunget kaster sig væk fra sig selv ud i den anden. I det svar ligger, at jeg mener der findes en mere sand kærlighed end den. Men er kærlighed, som du spørger, der er gentagelse af tidligere mønstre da ikke kærlighed? Jo, men de gives vel i mindre perverterede former. Og kærlighed er vel også kærlighed, selv om den har 'et ophav' eller en grund til at være som den er. Kan vi overhovedet vriste os fri af disse mønstre og opleve andre relationsmønstre som sand kærlighed, spørger du? Det har jeg ikke set dybt nok i mennesket til at kunne give et begrundet svar på, men jeg føler mig overbevist om at svaret er 'ja'. Og måske hænger troen på løsrivelsen også sammen med muligheden for løsrivelsen. Om den så er ønskværdig er en anden sag.
 
En lille bemærkning til sidst: At miste kærlighed til kærlighed er en stille, men frygtelig skæbne, som overgår mange mennesker. Jeg har været så lykkeligt forskånet for ydre ulykker, at jeg ikke kender værre ulykker end den. De findes givetvis. Men ingen ulykke går så stille af som kærligheden, der på strømpesokker lister sig ud i kulden for at dø.
 
- Anders Fogh Jensen
(9.I.2004)