Filosoffen_skriver_header
« tilbage

Kærlighed

Kærlighed er glæde, der ledsages af idéen om en ydre årsag.

- Baruch de Spinoza (Etik, III, def.6) 

Kærlighed er at give det, man ikke har til én, som ikke vil vide af det. (L'amour c'est donner ce qu'on a pas à quelqu'un qui n'en veut pas)

- Jacques Lacan (Problèmes cruciaux pour la psychanalyse, 17. marts 1965)


Se: Svar om kærlighed?


----

Hvad er kærlighed?

Hvordan forholder filosofien sig til kærlighed? Kan du give et bud på, hvordan vi kan genkende den, når den 'er' der? Og, hvordan forholder filosoffer sig til Freuds begreb om gentagelsestvang? Er en kærlighed som er en gentagelse af tidligere mønstre (måske fra barndomsrelationerne til forældrene) også en slags 'sand' kærlighed? Er den den eneste 'sande' kærlighed eller kan vi revolutionere os selv så meget, at meget ukendte relationstyper også kan føles 'sande'?? På forhånd tak.

Hilsen fra Helle Bay Christensen
(9.I.2004)

 

Kære Helle

Filosofien har bud på, hvad kærlighed er. Den er jo selv kærlighed (filos). Du stiller mange spørgsmål, og jeg kan fornemme på nogle af spørgsmålene, at vi måske ikke forstår helt det samme ved kærlighed. Når jeg skal svare på et svært spørgsmål, så plejer jeg at holde en stor filosof foran mig til at sigte med, for så kan jeg bedre ramme. Og om kærlighed har jeg ikke læste klogere ord end hos min 'husfilosof', André Comte-Sponville: Den, der har kærlighed, har ikke brug for moral. Man er ikke moralsk overfor sine børn, man elsker dem. Den der ikke har moral, må være høflig. Høfligheden efterligner moralen, den 'spiller moralsk'. Moralen efterligner kærligheden, den 'spiller kærlig'.

Man har traditionelt opereret med tre former for kærlighed: Eros: Begær. Begær er en kærlighed i manglen, en villen have den anden, man ikke har. Den ophæver selvsagt sig selv, når man får. Parforholdet kan derfor ikke i længden bestå på eros, fordi man ikke mere elsker (eros), hvad man har. Men det er jo også mulig at elske det, man har. Denne form for kærlighed kaldes traditionelt 'philia'. Moderens kærlighed til barnet er philia, og denne form for kærlighed kommer derfor først i livet. Den, der har manglet philia bliver kun uudholdeligt erotisk. Venskabet er også en philisk kærlighed, og parforholdet må udvikle denne form for kærlighed for at overleve, det må også blive venskab. Agape: De kristne påstår også at næstekærligheden, den betingelsesløse, universelt menneskelige kærlighed, der elsker den anden som sig selv, findes. Agape er en kærlighed til enhver, selv til sin fjende. Når man trækker sig i en kamp, man kunne vinde, fordi man har styrke og den anden er svag, når man trækker sig for at give plads, så elsker man agapisk. Eros er altså en kærlighed ved manglen, philia en kærlighed ved glæden og agape er en næstekærlighed.

Svarer dette på alle dine spørgsmål? Nej, det gør det nok ikke. Er det fordi vi forstår noget forskelligt ved kærlighed? Måske. Men det kan også være fordi den enkeltes oplevede kærlighed ikke kan formidles i teori. Den må leves. Hvad gentagelsen angår, så kunne den ifølge ovenstående netop forklares som en grundlæggende oplevelse af mangel. Har man manglet for alvor, så vil man måske altid mangle, og så gentager man manglen. Don Juan er en mangler, der mest af alt mangler sig selv, hvorfor han kun alt for tvunget kaster sig væk fra sig selv ud i den anden. I det svar ligger, at jeg mener der findes en mere sand kærlighed end den. Men er kærlighed, som du spørger, der er gentagelse af tidligere mønstre da ikke kærlighed? Jo, men de gives vel i mindre perverterede former. Og kærlighed er vel også kærlighed, selv om den har 'et ophav' eller en grund til at være som den er. Kan vi overhovedet vriste os fri af disse mønstre og opleve andre relationsmønstre som sand kærlighed, spørger du? Det har jeg ikke set dybt nok i mennesket til at kunne give et begrundet svar på, men jeg føler mig overbevist om at svaret er 'ja'. Og måske hænger troen på løsrivelsen også sammen med muligheden for løsrivelsen. Om den så er ønskværdig er en anden sag.

En lille bemærkning til sidst: At miste kærlighed til kærlighed er en stille, men frygtelig skæbne, som overgår mange mennesker. Jeg har været så lykkeligt forskånet for ydre ulykker, at jeg ikke kender værre ulykker end den. De findes givetvis. Men ingen ulykke går så stille af som kærligheden, der på strømpesokker lister sig ud i kulden for at dø.

- Anders Fogh Jensen
(9.I.2004)