Filosoffen_skriver_header

Metaforens magt

Anders Fogh Jensen: Metaforens magt. Fantasiens fostre og fornuftens fødsler.

252 sider.

ISBN 87 7394 654 0
Århus: Forlaget Modtryk, 2001.

 

INDHOLD

Indledning  7
Første del: Fantasiens fostre og fornuftens fødsler
1. Det fantasiløse paradigme 15
2. Det fantasifulde paradigme  27
3. Metaforisk forståelse  43
4. Forståelse af metaforen  77
5. En mediterendes metaforer  99

Anden del: Metaforen som ordensmagt
6. Begrebet som ordensmagt  115
7. Metafor, kultur og sandhed  137
8. Metaforernes magt  149

Tredje del: Case studies
9. Case study 1: Natten er blevet stjålet  171
10. Case study 2: Mor i meter og my  199
11. Case study 3: To have, or not to have, that is the question  215

Efterveer  231
Referencer  245
Litteratur  247
Index  251

 

BAGSIDETEKST, Metaforens magt, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler

Sproget er en smugler, der har lommerne fulde af kulturelt gods. Metaforens magt afklæder myten om det gennemsigtige kommunikationsmedium, og kalder sproget ind til visitation.

Ved at betragte metaforer som kulturelle forståelsesmønstre, peger forfatteren på de sproglige billeder, hvormed vi bygger kultur, og tilbyder læseren nye redskaber til at forstå og fortolke sin verden med. Metaforkritikken føres fra forståelseskritik til kulturkritik og åbner derved forbindelseslinjer mellem antropologi, kulturanalyse, erkendelsesteori, lingvistik, moral, politik og naturvidenskab. Metaforens magt henvender sig derfor bredt til såvel humanistisk som naturvidenskabeligt og samfundsvidenskabeligt interesserede.

 

UDDRAG FRA INDLEDNINGEN TIL METAFORENS MAGT

Tænk, hvis sproget ikke var et vindue, vi så verden igennem, men en krop vi bevægede os med. Så ville kommunikation ikke være afsendelse af signaler, men bevægelser. Tænk, hvis mennesket ikke var en logisk operator, men en stor fantastisk sprogmave, der fødte billeder i en lind strøm. Tænk, hvis vi bare ikke kunne lade være med at blive svangre med billeder, fordi vi havde en ubehjælpelig trang til at sætte ting sammen. Så måtte vi kalde det menneskeligt at føde billeder med sprogets krop. Og tænk, hvis begrænsningen kun lå i denne krops stive led. Så ville gymnaster udføre de mest fantastiske fødsler. Og hvis det stadig var menneskeligt at være fornuftig, så måtte vi kalde fornuften for fantastisk og fantasien for fornuftig.

… hvor fantastisk, at det er sådan.

Den menneskelige verden er en forstået livsverden. Derfor må man starte med forståelsen, hvis man vil undersøge, hvordan verden er. Giver man sig til at undersøge forståelsen, støder man på metaforen. Denne bog handler om metaforen og dens betydning for verden via forståelsen. Den anskuer ikke metaforen æstetisk, men erkendelsesteoretisk, og handler derfor ikke om de poetiske metaforer, men om dagligsprogets ’slidte’ metaforer. Bogen er interesseret i, hvordan dagligdagens metaforer, som vi knap nok lægger mærke til, virker ind på vores udlægning og omgang med verden. Hvordan virker metaforen, og hvad er det for metaforer, vi forstår verden igennem?

Jeg har delt disse spørgsmål og med dem bogen op i tre dele:

Første del: At og hvorledes vi forstår gennem metaforer.

Anden del: Hvordan metaforerne er organiserede, og hvordan de virker.

Tredje del: Hvilke metaforer vi i vores kultur forstår verden igennem.

Første del, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler, handler om, hvorledes mennesket erkender. Der tages afstand fra den opfattelse, at fornuft og erkendelse fungerer og bør fungere uden fantasiens indblanding. Herefter bringes den opfattelse på banen, at forestillingsevnen er et vilkår for fornuften, forståelsen og erkendelsen, og at de dermed ikke kan føde deres udlægninger af verden uden brug af billeder. […]

Anden del, Metaforen som ordensmagt, drejer synsvinklen i forhold til første del. Når vores forståelsesapparat opererer gennem metaforer, hvilken betydning har det så, at sproget og mere generelt kulturen, er fyldt af metaforer, der har indlejret sig i dem, og nu ikke længere betragtes som metaforer. Når man bevæger sig i det sociale felt – dvs. gør noget eller taler – må man forholde sig til de billeder, der allerede ligger der. […]

Tredje del, Case studies, er den mest konkrete del. Den tager tre udlægningsmåder op, som er karakteristiske for vores kultur. For det første behandles ressourcegørelsen af verden, mennesket, kunsten, naturen, demokratiet, samfundet, ungdommen osv. For det andet behandles den tendens, vi har til at omgås kvalitative fænomener kvantitativt, og i det hele taget, som Galilei siger, at opfatte universet som en bog, der er skrevet i matematikkens sprog. For det tredje problematiseres begrebet ’at have’ som udtryk for det ’at være’, hvilket kædes sammen med den stivning af processer, som ord generelt synes at bevirke. […]

Man kan imidlertid ikke afskaffe en metafysik uden at introducere en ny. Jeg vil derfor introducere denne modmetafysik: Sproget må forstås som en krop, og udtryk må forstås som gestikulationer. At tale er lige så ubesværet som at række armen ud efter noget. Når man rækker ud, tænker man slet ikke på, hvad man gør – man gør det bare, fordi man er i rummet på en umiddelbar måde og håndterer situationen umiddelbart. Man mærker ikke de vaner, man har, og slet ikke de bevægelser, man ikke kan gøre. Det normale og det sociale har indlejret sig så grundigt, at det føles hjemligt: Man bøjer ordene lige så let som leddene. Man tænker ikke på, hvordan man kunne gøre ting anderledes, mere hensigtsmæssigt eller meget smukkere. Sådan er metaforens magt.

(pp.7-12)

 

 

UDDRAG FRA KAPITEL 7, Metaforernes magt

Magtens måde

1. Magt er produktion

Idet metaforen frem-stiller verden, som både frem-visende og skabende, er den en produktiv magt. Den er en magt til at skabe og opstille scenarier, der ellers ikke ville eksistere. Allermest mærker vi dette i nye metaforer, som vi til dagligt kalder ’kreative’, idet de etablerer forbindelser, vi ikke før har set. Når vi er blevet vant til disse forbindelser – når metaforerne er stivnede – tager vi dem for givet, og kalder dem ikke længere metaforer. Men de har stadig en produktiv kraft: De reproducerer den gældende metafysik hele tiden. Gentagelsen er ikke ligegyldig, den er fasttømring af det samme. Metaforens magt er således en kraft til produktion og til reproduktion.

2. Magt er orden

Hvad er det, metaforerne reproducerer? De reproducerer den etablerede frem-stillede sammenhængende opstilling af verden. Jeg har forsøgt at vise, og skal i de følgende case studies uddybe det yderligere, hvordan metaforerne hænger sammen i mønstre, og hvordan det stiller et krav til sprogbrugen om at være kompatibel og kohærent. Denne ’mønsteragtighed’ som forståelsesmåderne – metaforerne – har over sig virker som et net, et gitter (grille) eller en matrix i den forstand, at det sorterer fænomener. Metaforer ordner tingene. I en vis forstand har det ligheder med Kuhns paradigmebegreb (1962) eller Foucaults epistemebegreb (1966) derved, at det er et underliggende retningsgivende net for både teori og praksis, som de aktuelle brugere ikke stiller spørgsmålstegn ved. Idet man befinder sig i en kultur, er man henvist til sociale koder, der sorterer udsagn og adfærd, og selv om disse koder kan variere i indhold, så vil de altid være der. En del af disse koder er forbindelseslinjer mellem ellers fjerne fænomener, måder at behandle forskellige ting ens på: De er metaforer. Metaforen er en orden og metaforens magt er således en ordre om orden.

3. Magt er sand metafysik

Metaforens magt består i at den er konsistent over tid. Der er en referenceramme, man må være kompatibel med for at udtrykke sig meningsfuldt. Nietzsche kalder denne referenceramme for ”Sprach-Metaphysik”. Herved forstår han et etableret sæt af sandheder om verden, som vi er kommet til at tro på gennem sprogets former. Enhver metafysik implicerer imidlertid også en logik, nemlig hvordan de metafysiske elementer kan indgå i forbindelser med hinanden. Det er en del af matrixen, at den er en logik. For den vestlige kulturs vedkommende er der f.eks. tale om en ’Sprach-Logik’, der er koblet tæt til subjekt-objekt-distinktionen i sproget og til beholdermetaforikken. Der ligger i en metafysik også en rationalitet: En beholder er noget man må forsøge at komme i, centrum er et bedre sted at være end periferien, op er bedre end ned osv. Metafysikken er aldrig neutral.

Sprogmetafysikken må man altid slæbe med sig:

[…] en chaque signe dort ce monstre : un stéréotype : je ne puis jamais parler qu’en ramassant ce qui traîne dans la langue. (Barthes,1978,15)
[…] i ethvert tegn sover dette monster: En stereotyp: Jeg kan kun tale ved at samle det op, som sproget bærer på.

Sprogmetafysikken er de ’lommer’ eller ’former’ i sproget, hvor der påstås noget om verden, som vi hele tiden slæber med os, når vi taler. Og det er med reference til disse grundlæggende metafysiske sandheder, at nye udsagn kan være sande eller falske. Det er udsagns kompatibilitet med sprogmetafysikken, der er grundlag for at kunne være sandhed eller løgn. Metaforens magt er således sand metafysik.

4. Magt er masse

Stereotypen eller sprogmetafysikken som referenceramme udgør den ’stivhed’, den ’rygrad’, i sproget, der skal til for at man kan referere til de samme emner. Sprogmetafysikken er ikke grundlæggende i kraft af nogen naturlighed, men den er grundlæggende qua sin kvantitative størrelse: Den er massens, og den er stabil inden for en tidshorisont, der er stor nok, til at man kan basere dagligdag og videnskab på den. Massens træghed er garant for, at metafysikken består, den er garant for, at metaforerne ikke udvikler sig så hurtigt, at det giver forståelsesproblemer. Nye fortolkningsmåder imploderer som regel i massen, dvs. metaforfællesskabet, de får kun sjældent lov til at bide sig fast. Metaforens magt er således masse.

5. Magt er hjem

Men denne masse er os ikke fremmed, fordi metaforerne er kendte og vandte. Sproget er som et sted, hvor vi har hjemme, det virker hjemligt. Metaforens magt er ikke en fremmed magt, det er en hjemlig magt. Den er, som Durkheim siger om institutionerne, en indskrænkning som vi vil:

Car, en même temps que les institutions s’imposent à nous, nous y tenons; elles nous obligent et nous les aimons; elles nous contraignent et nous trouvons notre compte à leur fonctionnement et à cette contrainte même. (Durkheim,1894,87)

For på samme tid som institutionerne trænger sig ind på os, holder vi af dem; de forpligter os, og vi elsker dem; de tvinger os, og vi ser vores fordel i deres funktion og i selve denne tvang.

Idet vi har hjemme i sproget, vil vi dets magt, for det er en del af os. At bevæge sig i sproget er som at bevæge sig i hjemlige omgivelser. Det føles sjældent akavet. Det føles ikke som om en ydre magt har lagt tilfældige begrænsninger, tværtimod føles det naturligt og frit; man mærker ikke de tilfældige begrænsninger, fordi de er en del af én selv. Metaforens magt er således ’hjem’.

6. Magt er mulighed

Hjemmets magt tvinger ikke, det ansporer. For Barthes tvinger sprogets magt, den er ”fascistoid, for fascisme, det er ikke at forhindre i at tale, men at tvinge til at tale.” (Barthes, 1978,14). Således er metaforens magt ikke. Den inciterer via sine sammenhængende net visse metaforer, men der er altid muligheden for en anden. Sprogbrug indebærer frihed, og sprogets etablerede orden er på samme tid frihedsindskrænkende og frihedsgivende betingelser, man må underlægge sig. Det er netop muligheden, åbningen, der gør, at der er tale om magt. Således ligger metaforens magt tættere på Foucaults magtbegreb, der forudsætter frihed:
Une relation de violence agit sur un corps, sur des choses : elle force, elle plie, elle brise, elle détruit : elle referme toutes les possibilités ;[…] et que s’ouvre, devant la relation de pouvoir, tout un champ de réponses, réactions, effets, inventions possibles. (Foucault,1982,313)
En voldsrelation handler på en krop, på ting: Den tvinger, den bøjer, den sprænger, den ødelægger: Den lukker alle mulighederne. […] magtrelationen åbner et felt af mulige svar, reaktioner, virkninger og opfindelser.

Forskellen ligger deri, at tvangen ‘lukker’, mens magten ‘åbner’ et felt af mulige reaktioner. Det felt, som magten åbner, er ikke den uendelige åbning, men en afgrænset vifte af mulige reaktioner. Wittgenstein har anlagt det blik på sproget, at det virker som et spil. For at spille, må man have noget givet at spille med, i, på eller mod. Man må have noget at spille op ad, hen ad eller i forhold til. Der må være begrænsninger, for at der kan være frihed. Således er besværliggørelsen ved metaforen grundlaget for muligheden. Metaforens magt er således også mulighed.

Flere af disse bestemmelser af magt knytter sig til sprogets ’kropsagtighed’: At vi har hjemme i den, at vi vil den, selv om den skaber træghed for os, at den producerer udtryk og at den muliggør bevægelser. Bestemmelsen af metaforens magt hviler ikke på metaforen ’sproget er en krop’, men denne metafor afdækker de væsentligste sider af metaforens magt.

Således er metaforens magt.

(pp.163-167)

 

 

UDDRAG FRA KAPITEL 9, Natten er blevet stjlålet. Case study 1

I denne del vil vi se nærmere på nogle af de metaforer, som vi i praksis fungerer, lever, taler og tænker igennem i vores kultur. I erkendelsen af at metaforer ikke er sprogblomster, men forståelsesmåder, måder at strukturere det virkelige på, og i erkendelsen af at metaforer grupperer sig i sociale mønstre, da er et sådant studie et studie af den sociale virkelighed.
Vi vil starte med at se på det metafordispositiv, der kunne kaldes ’ressourcedispositivet’, hvis grundlæggende metafor vi kunne kalde ’verden er en ressource’. Det er et dispositiv, der er flettet sammen med en lang række vestlige rationaliteter og metaformønstre, men som det godt kan lade sig gøre at skille ud som et særskilt metafordispositiv. For at demonstrere dette forståelsesmønster er det imidlertid nødvendigt først at præcisere, hvad der skal forstås ved ’ressource’.
Ressource er…

Følgende bestemmelse af ‘ressource’ hævdes at være prototypisk. Det vil sige, at ikke alle dens elementer nødvendigvis indgår i enhver forståelse af noget som ressource, men at det er de mest centrale træk ved en ressource, hvoraf de fleste vil indgå i de struktureringer, vi vil se på i det følgende.

Jeg forstår ved ressource:

1. En ressource er en form for masse. Det er en mængde af et givet stof.

2. Alle dele af ressourcen er identiske. En specifik del af ressourcen er derfor ikke noget særligt. Det særlige er ressourcens slags, type, sort eller art. Den ene liter benzin er ikke noget særligt i forhold til den anden liter. Derimod er ressourcen benzin noget særligt.

3. Man bruger af ressourcen. Man benytter eller anvender den ikke blot. At bruge af ressourcen er derfor at forbruge.

4. En ressource er et slags lager eller en kilde. Hvis det er en kilde, er den som regel ikke uudtømmelig. Snarere er det et lager, man kan tage af.

5. Ressourcen kan derfor bruges op.

6. Man kan oplagre ressourcen.

7. Man bruger af ressourcen mod et mål. Som regel bruges ressourcen op, efterhånden som den tjener sit formål.

8. At bruge ressourcen kræver derfor rationel styring, således at man bruger ressourcen rigtigt mod målet, og maksimerer udbyttet. Den rationelle styring af den begrænsede ressource kan også kaldes en husholdning eller en økonomi.

9. Ressourcen kan kvantificeres.

10.Ressourcen kan angives en værdi pr. kvantitet.

Disse punkter er prototypen på en ressource. Flere kunne muligvis nævnes, men jeg anser disse for de vigtigste. Denne case study handler om, hvordan vi forstår ting som ressource, men selve ressourcen, hvordan forstår vi den? Vi forstår formentlig ikke det abstrakte begreb ’ressource’, uden at vi først har haft en konkret omgang med ressourcer som vand, ilt og brændstoffer. Alt fra benzin over kul til mad giver os oplevelser af noget, som vi må bruge rationelt ‘med henblik på at…’. Det er blandt andet ud fra oplevelsen af omgangen med brændstof, at man tentativt kan udlede ovenstående ti punkter.

I vores varesamfund findes der imidlertid en universalressource, nemlig penge. For penge kan man købe stort set alt. Hvis man ikke har mere brændstof, men mange penge, så kan man som regel omveksle universalressourcen til den specifikke ressource, man har brug for. Penge bruges derfor ofte som metafor for ressource. Man vil af den grund se, at et fænomen, der struktureres som ressource, ofte formuleres i økonomiske termer. Det er et kulturspecifikt træk at forstå sin omverden som (penge)ressource, om end denne ressourcekultur er ret omfattende. At vi forstår og udlægger verden som ressource, skal ses i forhold til metaforens af- og tildækning, hvorved udlægningen ikke blot er en afdækning af verden som ressource, men også en tildækning af andre forståelsesmåder.

[…]
Human resource

Human resource er betegnelsen for det, at en gruppe, det være sig en virksomhed, en forening eller et samfund består af nogle individer, der har en vis kunnen. Når kunnen bliver til noget, man kan have – hvad vil skal vende tilbage til i case study 3 – så får man på baggrund af en strukturering af den menneskelige kunnen som ressource begrebet human resource.
I sin mest basale form er ressourcen en materiel masse. Hvis man vil tale helt generelt om viden som ressource i et land, kan man derfor referere til ressourcen som en masse. Det er at frem-stille ressourcen som noget, der endnu ikke er udvundet, men som har et potentiale i sig, der kan omdannes til at bruges.

I mere specificeret form kan man henvise til den kraft, der er bundet i stoffet eller massen. Kraft er den potentielle energi, der ligger i materialet: Ligesom der ligger energi i et stykke rugbrød, inden det bliver spist, så ligger der en kraft i massen. Med metaforen ’hjernekraft’ i stedet for ’hjernemasse’ henviser man derfor stadig til potentialitet, men kraften rummer mulighed for (sin egen) omsættelse af den potentielle energi til kinetisk energi.

Man ser ressourcemetaforikken udviklet til pengemetaforikken, hvor kompatibilitet mellem penge og human resources er kommet i stand. Da stiller spørgsmålet sig, om det er et godt nok køb, man gør sig, når man investerer i uddannelse. Vil det kunne betale sig tilbage en gang?

OECD laver en måling for os, der viser, at vi ikke gør så godt et køb, som andre lande. De betaler nemlig mindre for den samme vare. Deres børn bliver lige så kloge for færre penge. Kravet om en nyttemaksimering toner frem.
I en tid, hvor ’bløde’ værdier og menneskelige evner er populære, da er fokuseringen på human resources naturligvis også populær. De ‘hårde’ målbare værdier er ikke alt, har man fundet ud af, og derfor må man omsætte nogle af dem i menneskelige ’bløde’ værdier (som man så også giver sig til at måle på). Man investerer i mennesker i håbet om, at det måtte give afkast tilbage i de hårde værdier.

Interessen for human resource og virksomhedskultur inden for management er sjældent et helhjertet forsøg på at skabe gode vilkår for sin næste, men snarere interventioner med henblik på i sidste ende at maksimere de hårde værdier, bundlinjen. At man har fået øjnene op for de bløde værdier, der jo stadig er værdier, fordi de er ressourcer, er således kun rigtigt i en vis forstand: Man beskæftiger sig med menneskers viden og deres ve og vel, men kun som middel til de hårde værdier, det vil sige de mere direkte målbare ressourcer.

Eftersom ‘viden er penge’, fordi ‘viden er en ressource’, kan man som ved enhver anden ressource komme uretmæssigt til den. Man kan stjæle og svindle med den, ligesom man kan “ødsle den bort”; eller man kan være fattig, hvis man mangler idéer. En investering i human resources kan derfor være en investering i et samfunds eller en virksomheds velstand. Hvis velstand ikke blot er økonomiske velstand, så er det dog stadig en ressource til at tackle fremtidige kritiske tilstande, og her kan intelligens være en ressource.

Hvis man stiller spørgsmålet: “Hvorfor er det vigtigt, at man bruger ressourcen rationelt?”, da vil et svar normalt henvise til muligheden for at håndtere en fremtidig situation, dvs. at ressourcen må bruges rationelt i omvekslingen til en ny ressource. Uddannelsespenge må bruges rationelt, det vil sige sættes ind de rigtige steder, for at få den rigtige human resource på det rigtige sted, så samfundet har noget at tære på i fremtiden, når kravene til de produkter, vi skal sælge, ændres, så vi stadig kan tjene penge, så vi kan stadig kan uddanne osv. Fokuseringen på potentialiteten er gennemgribende og får sit klare udtryk i ressourcemetaforikken.

(pp.172-179)

 

UDDRAG FRA “EFTERVEER” TIL METAFORENS MAGT

Præpositionernes metaforik

Inger Christensen siger i Hemmelighedstilstanden:

Alle præpositioner er nærmest usynlige. De holder sproget oppe på samme måde som rummet bærer planeterne. I deres begrænsede antal, op, ned, ud, ind, over, under, osv. holder de bevidstheden i samme slags bevægelse som verden. De sætter alle substantiver på plads i forhold til hinanden og bekræfter os stiltiende i, at vi på forhånd i verden er båret oppe af et uudtømmelig stort, altid eksisterende sammenligningsgrundlag. (Christensen,2000,30-31)

Jeg er uenig med Inger Christensen i, at præpositionerne holder bevidstheden i samme slags bevægelse som verden. Jeg ville sige det omvendt: Verden holdes i samme bevægelse som bevidstheden. Det er, hvad jeg har forsøgt at sige med begrebet ’metafysik’.
Men Inger Christensen siger noget andet interessant, nemlig at det er præpositionerne, der holder sproget oppe, ligesom rummet bærer planeterne. Præpositionerne er det, der sætter ting i forhold til hinanden, og derfor er de måske den mest interessante ordklasse overhovedet.

Vi har givetvis nogle ”direkte oplevelser” af forskellige forhold: Under, over, på, i, mellem osv., men i mange tilfælde anvender vi præpositionerne metaforisk til at betegne forhold mellem forskellige abstrakte fænomener. At slå en præposition op i en ordbog forvirrer ofte mere end det giver svar, fordi præpositionen bliver oversat til en hel række forskellige præpositioner på et andet sprog. Præpositionerne synes at være et af de steder, hvor sproget synes mindst ’etiketteagtigt’, dvs. at ét ord betyder et bestemt andet ord, som ’hest’ betyder ’cheval’. Det skyldes blandt andet, at sprogene opererer med en forskellig metafysik – de påstår noget forskelligt om verden. For at illustrere præpositionerens metafysik, kan man som eksempel pege på en række franske præpositioner, der udtrykker forhold i forbindelse med steder:
Til at betegne, at nogen befinder sig et bestemt sted, anvender man på fransk mindst to forskellige præpositioner, alt efter om det er et bestemt land eller en bestemt by. Man anvender præpositionen ’à’ for at angive, at nogen er i en bestemt by:

Elle est à Paris
Hun er i Paris

mens man anvender præpositionen ’en’, når man vil angive at nogen er i et bestemt land (hvis dette land ikke er et hankønsland, der starter med en konsonant eller et land i flertal):

Elle est en France
Hun er i Frankrig

De fleste grammatikbøger fremstiller dette som en regel, men vi holder fast i, at det er metafysik:

’en’ betyder, at man er i: Man er i et land, som man er i en beholder.

’à’ betyder, at man er på: Man er på en bestemt by.

’På’ kan også udtrykkes ved ’sur’. Dette vil man bruge, hvis fladen er relativt umetaforisk, som en bordplade, dvs. mindre metaforisk end den måde, en by er en flade på. På en mere metaforisk flade, som en by, er man ’à’.

[…]

Metaforanalysen holder stadig fast i, at dette er en forskel i metafysik. Man kan forestille sig tre typer af beholdere:

De konkrete beholdere. Dem er man ’dans’, som f.eks. ”dans une boîte”, i en kasse. Denne betydning af ’i’, er mest umetaforisk.

De meget beholderagtige fænomener. Dem er man også ’dans’ (1), som ”dans le monde”, i verden, eller ”dans la vie”, i livet.

De mindre beholderagtige, mere slørede fænomener, der mere metaforisk er beholdere. Dem er man ’en’. F.eks. er man ”en passant”. Noget kan være i en tilstand, ”en bois”, i træ, eller man kan gøre noget i en tilstand, ”en colère”, i vrede.

Når grammatikbøgerne fortæller os (f.eks. Pedersen m.fl.,1987,152), at man normalt ikke anvender bestemt artikel efter ’en’, med mindre det er et såkaldt fast udtryk, så kunne det skyldes, at den bestemte artikel konkretiserer. Og når man konkretiserer gør man en niveau-3-beholder (’en’) til en niveau-2-beholder (’dans’).
Forholdene mellem præpositionerne ’dans’, ’en’ og ’à’ kan, hvis vi bliver ved stedsangivelserne, forklares som metafysiske forskelle snarere en regler. Når man anvender den ene præposition i stedet for den anden, er det fordi, man stiller verden op på en anden måde. […]

(1) Heraf de i kapitel 5 nævnte franske fænomenologers værgen sig mod at oversætte det tyske ”in-der-Welt-sein” med ”être-dans-le-monde”. ”Etre-au-monde” er nærmere hvad fænomenologien vil udtrykke.

(pp.236-239)

 

Verbers distancemetaforik

Verber har den bevægelse og proces over sig, som substantiverne ikke har. De er sætningens dynamik. Men idet de kan bøjes i såkaldte ’tider’, kan de meget andet end at udtrykke en konkret dynamik. Ved at sættes i en anden form, kan de udtrykke det, der ikke er, det, der kan være, det, der kunne tænkes, det, der ønskes osv. Når det samme udtryk for eksempel anvendes om noget, der er sket, og om noget, der er muligt i nutiden, så må mindst en af anvendelserne være en overført betydning.

H.G. Wiwel (1901) og Ronald W. Langacker (1978) påpeger, at de såkaldte tidsformer måske slet ikke er tidsformer, men distanceformer, der blandt andet anvendes til at udtrykke tidslig distance. Med et ord som ’var’ kan man på dansk – og de andre indoeuropæiske sprog, jeg har overblik over – både udtrykke noget fra fortiden eller noget hypotetisk: ”Han var her” over for ”Det var rart, hvis han var her” (Wiwel,1901,140). Det er Langackers pointe, at nutiden er realitet, og at den linje, der fører op til nutiden – fortiden – ligeledes er realitet. Realitet behøver ikke en markør, mens irrealitet kræver en markør. En markør kan være ’hvis’ i ovenstående sætning, eller det kan være et modalverbum som i ”burde han være her?” eller ”ville han være her?”, der udtrykker, at han ikke er her. Sættes modalverbet i datid udtrykker det en yderligere distance fra nutidens realitet: Sammenlign ”Hun kan gøre det” med ”hun kunne gøre det”.

Langacker og Wiwel mener uafhængigt af hinanden, at datiden ikke først og fremmest er datid, men distancetid. Når denne er umarkeret, udtrykker den realitet, dvs. datid, og når den er markeret udtrykker den irrealitet, det vil sige ønske, hypotese, mulighed, osv.

Distancetiden kan anvendes til at udtrykke andre former for distance, f.eks. høflighed: ”Er det muligt, at du kunne reparere mine sko til i morgen?”. Sættes det første verbum i datid, øges distancen og dermed høfligheden yderligere: ”Var det muligt, at du kunne reparere mine sko til i morgen?”.

Også fremtid kan anvendes til at udtrykke distance – eller måske burde man sige: Det, vi kalder ’fremtid’, er også en distancetid. Hvis man på italiensk om klokken siger ”saranno le due”, så betyder det ikke ”den bliver to”, men ”den er nok omkring to”. Her anvendes fremtiden til at udtrykke usikkerhed.

Når såkaldt fremtid og datid anvendes til at udtrykke høflighed – der jo er en slags åbning af den anden parts mulighed for at afvise ved at vise, at man er usikker på svaret – så kan nutiden, der umarkeret er en nondistance, virke uhøflig: ”Reparerer du de sko for mig?”

Datid og fremtid er i denne opfattelse afstandsformer, der kan anvendes metaforisk om tid: De bygger på metaforen ’tidslig forskel er afstand’. Ligeledes kan man sige, at afstandsformerne anvendes metaforisk til at udtrykke mulighed, høflige eller usikkerhed: ’Mulighed er afstand’, ’høflighed er afstand’, ’usikkerhed er afstand’. Man må undre sig over, hvad distanceformerne bogstaveligt betyder. Betyder de rumlig distance? Ja, kunne man argumentere, dette er blot et af mange udtryk for en spatialisering af tiden og spatialisering af forhold mellem mennesker. Man kunne også hævde, at datid og fremtid er de bogstavelige former, og at mulighed, høflighed, usikkerhed – kort sagt distance – er metaforiske. Men så hævder man, at vi erfarer fremtiden direkte, og er den ikke om noget en projektion?

(pp.240-242)

 

 

LITTERATUR ANVENDT I METAFORENS MAGT

Aristoteles: Peri poihtikoV / Poétique, Paris, Société d’édition „Les belles lettres”, 1969.
Austin, John, 1940: “The Meaning of a Word” in Philosophical Papers, Oxford, Oxford University Press, 1961; pp.23-43.
Bachelard, Gaston 1940: La philosophie du non, Paris, Presses Universitaires de France, 1940.
Bachelard, Gaston, 1967: La formation de l’esprit scientifique, Paris, Vrin, 1967.
Bacon, Francis, 1620: Novum organum, Chicago, Open Court, 1996.
Barthes, Roland, 1978: Leçon, Paris, Éditions du Seuil, 1978.
Baudrillard, Jean, 1970: La société de consommation, Paris, Éditions Denoël, 1970.
Baudrillard, Jean, 1977: L’effet Beaubourg, implosion et dissuasion, Paris, Éditions Galilée, 1977.
Bergson, Henri, 1934: La pensée et le mouvant, Paris, Librarie Félix Alcan, 1934.
Berlin, Brent & Kay, Paul, 1969: Basic color terms: Their Universality and Evolution, Berkeley, University of California Press, 1969.
Berlin, Brent, m.fl., 1974: Principles of Tzeltal Plant Classification, New York, Academic Press, 1974
Black, Max, 1962: Models and Metaphors, New York, Cornell University Press, 1962.
Bourdieu, Pierre, 1998: La domination masculine, Paris, Seuil, 1998.
Brown, Roger, 1958: “How Shall a Thing Be Called?” in Psychological Review, 65, 1958; pp.14-21.
Brown, Roger, 1965: Social Psychology, New York, Free Press, 1965.
Canguilhem, Georges, 1968: Études d’histoire et de philosophie des sciences, Paris, Vrin, 1995.
Christensen, Inger, 1969: Det, København, Gyldendal, 1969.
Christensen, Inger, 2000: Hemmelighedstilstanden, København, Gyldendal, 2000.
Davidson, Donald, 1978: “What Metaphors Mean” in Inquiries into Truth and Interpretation, Oxford, Clarendron Press, 1984; pp.245-264.
De Valois, R.L., m.fl., 1966: “Analysis of Response Patterns of LGN Cells” in Journal of the Optical Society of America, 56; pp.966-77.
De Valois, R.L. & Jacobs, G.H.H.H, 1968: “Primate Color Vision” in Science 1, vol.162, 1968; pp.533-40.
Deleuze, Gilles & Guattari, Felix, 1980: Capitalisme et Schizophrénie, Mille Plateaux, Paris, Les éditions de minuit, 1980.
Descartes, René, 1647: Méditations, Édition Charles Adam & Paul Tannery, Paris, Vrin, 1969 (1996); bd.IX.
Diderot, Denis, 1875: Oeuvres completes, Paris, Garnier Frères, 1875; bd.I.
Dixon, R.M.V., 1968: “Noun classes” in Lingua, 21; pp.104-25.
Durkheim, Émile, 1894: Les règles de la méthode sociologique, Paris, Flammarion, 1988.
Favrholdt, David, 1996: Æstetik og filosofi, Odense, Odense Universitet, 1996.
FN, 1948: Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Københav, De Forenede Nationers Informationskontor for De Nordiske lande, 1948.
Foucault, Michel, 1966: Les mots et les choses, une archéologie des sciences humaines, Paris, Gallimard, 1966.
Foucault, Michel, 1971: L’ordre du discours, Paris, Gallimard, 1971.
Foucault, Michel, 1976: Histoire de la sexualité I, La volonté de savoir, Paris, Gallimard, 1976.
Foucault, Michel, 1977: “Le jeu de Michel Foucault” in Ornicar?Bulletin périodique du champ freudien, nr.10, juli 1997; pp.62-93; her anvendt fra Foucault, M: Dits et écrits 1954-88, Paris, Gallimard, 1994; bind III; pp.298-329.
Foucault, Michel, 1982: “Le pouvoir, comment s’exerce-t-il?” in Dreyfus, H. & Rabinow, P., 1984: Michel Foucault, un parcours philosophique, Paris, Gallimard, 1984; pp.308-321.
Foucault, Michel, 1984: “L’éthique du souci de soi comme pratique de la liberté” in Concordia. Revista internacoinal de filosofia, no. 6, juillet-décembre 1984; pp.99-116. Her gengivet fra Foucault, M.: Dits et écrits, Paris, Gallimard, 1984; bind IV; pp.708-729.
Galilei, Galileo,1623: Il saggiatore in Opere II, Milano, Rizzoli & C. Editori, 1938.
Heidegger, Martin, 1927: Sein und Zeit, Tübingen, Max Niemeyer Verlag, ed.1993.
Heidegger, Martin, 1954: “Die Frage nach der Technik” in Vorträge und Aufsätze, Pfullingen, Verlag Günther Neske, 1954; 1.del, pp.5-36.
Hobbes, Thomas, 1651: Leviathan in English Works, Darmstadt, Scientia Verlag Aalen, 1839, ed.1966; bd.III.
Homer: Illiaden, København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag A/S, 1999.
Janicaud, Dominique, 1985: La puissance du rationnel, Paris, Gallimard, 1985.
Johnson, Mark, 1987: The Body in the Mind, Chicago, The University of Chicago Press, 1987.
Kay Paul & Kempton, Willet, 1984: “What Is the Sapir-Whorf Hypothesis?” in American Anthropologist 86, nr.1, pp.65-79
Kay, Paul & McDaniel, Chad, 1968: “The Linguistic Significans of the Meanings of Basic Color Terms” in Language 54, no.3, 1968; pp.610-46.
Kuhn, Thomas, 1962: The Structure of Scientific Revolutions, Chicago, The University of Chicago Press, 3rd ed.1996.
Kundera, Milan, 1980: L’immortalité, Paris, Gallimard,1990.
Lakoff, George, 1987: Women, Fire and Dangerous Things, Chicago, The University of Chicago Press, 1987.
Lakoff, George & Johnson, Mark, 1980: Metaphors We Live By, Chicago, The University of Chicago Press, 1980.
Lakoff, George & Turner, Mark, 1989: More than Cool Reason: A Field Guide to Poetic Metaphor, Chicago, The University of Chicago Press, 1989.
Langacker, Ronald W., 1978: “The Form and Meaning of the English Auxiliary” in Language, vol.54, nr.4; pp.853-882.
Locke, John, 1689: An Essay Concerning Human Understanding, Oxford, Clarendon Press, 1975.
Lyotard, Jean-François, 1979: La condition postmoderne, Paris, Les éditions de minuit, 1979.
Merleau-Ponty, Maurice, 1945: Phénoménologie de la perception, Paris, Gallimard, 1945.
von Neumann, John & Morgenstern, Oskar, 1944: Theory of Games and Economic Behavoir, Princeton, Princeton University Press, 1944; 3rd ed. 1953.
Nietzsche, Friedrich, 1956: Werke in drei Bänden, München, Carl Hanser Verlag, 1956; bind I-III.
Platon: Staten, København, Museum Tusculanums forlag, 1983.
Quine, W.van O., 1960: Word and Object, Cambridge, MIT Press, 1960.
Pedersen, John, Spang-Hanssen, Ebbe, Vikner, Karl, 1987: Fransk grammatik, København, Akademisk forlag, 1987.
Ricoeur, Paul, 1975: La métaphore vive, Paris, Éditions du Seuil, 1975.
Rosch, Elanor, 1973: “Natural Categories” in Cognitive Psychology, 4, New York, Academic Press, 1973; pp.328-50.
Rosch, Elanor, 1975: “Cognitive Reference Points” in Cognitive Psychology, 7, New York, Academic Press, 1975; pp.532-547.
Rousseau, Jean-Jacques., 1755: La nouvelle Héloïse, Paris, Bordas, ed.1988.
Sadock, Jerrold, 1979: “Figurative Speech and Linguistics” in Ortony, Andrew (ed.): Metaphor and Thought, 2.udgave, Cambridge, Cambridge University Press, 1993; pp.42-57.
Sampson, Geoffrey, 1980: Schools of linguistics, London, Hutchinson, 1980.
Sapir, Edward, 1931: “Conceptual categories in primitive languages”, in Science, vol.74.
Sapir, Edward, 1970: “Culture, language and personality” in Selected Writings of Edward Sapir, ed. Mandelbaum, D.G., Berkeley, University of California Press, 1970.
Sartre, Jean-Paul,1946: L’existentialisme est un humanisme, Paris, Gallimard, ed.1996.
Serres, Michel, 1984: Génèse, Paris, Grasset, 1984.
Shakespeare, William: Hamlet in The Illustrated Stratford Shakespeare, London, Chancellor Press, 1982.
Ventegodt, Søren, 1995: Livskvalitet i Danmark, Resultater fra en befolkningsundersøgelse, København, Forskningscentrets forlag, 1995.
Whorf, Benjamin Lee, 1952: “The Relation of Habitual Thought and Behaviour to Language” in Collectede papers on metalinguistics, Washington D.C., Foreign Service Institute, 1952; pp.27-45.
Whorf, Benjamin Lee, 1956: Language, Thought, and Reality: Selected Writings of Benjamin Lee Whorf, ed. Carroll, John B., Cambridge, MIT Press, 1956.
Wittgenstein, Ludwig, 1921: Tractatus Logico-Philosophicus, Frankfurt am Main, Edition Suhrkamp, ed.1963.
Wittgenstein, Ludwig, 1953: Philosophische Untersuchungen, Oxford, Basil Blackwell, 1953.
Wittgenstein, Ludwig, 1967: Werkausgabe in 8 Bänden, Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1984. Bind III: Wittgenstein und der Wiener Kreis.
Wiwel, H.G., 1901: Synspunkter for dansk sproglære, København, Det Nordiske Forlag, 1901.
Zadeh, Lofti, 1975: Fuzzy Sets and Their Applications to Cognitive and Decision Processes, New York, Academic Press, 1975