Filosoffen_skriver_header

Magtens kartografi

Anders Fogh Jensen: Magtens kartografi. Foucault og Bourdieu.
Illustrationer af Rasmus Svarre.

150 sider.

ISBN-10: 8790220358
ISBN-13: 9788790220358
København: Forlaget Unge Pædagoger 2006.

 

 

 

 

 

BAGSIDETEKST, Magtens kartografi, Foucault og Bourdieu

Et kort er en gengivelse af virkeligheden fra oven, som man anvender til at orientere sig fra neden. De to franske tænkere, Michel Foucault og Pierre Bourdieu, er begge optagede af at tegne kort over den sociale virkelighed – men på hver sin måde. Det fælles udgangspunkt er, at det sociale aldrig er et tomrum, men altid har sine former og sine styrkeforhold. De sociale former kan være træge, men de er ustabile og dynamiske, fordi mennesker hele tiden vil noget med hinanden og griber ind i styrkeforholdene med deres forehavender. De spil, der opstår, når mennesker kaster deres energi ind i de gældende tanke- og styreformer, kan man kalde magt. Opgaven for magtens kartografer er da at tegne disse spils logik og dynamik. Det er der kommet to meget omfangsrige, men forskelligartede, tankeverdener ud af, hvis indflydelse på en lang række videnskaber er enorm.

Magtens kartografi er en billedbog. Den er forsøgt skrevet i et let sprog, der med ekspressive tegninger skal genfortælle Foucault og Bourdieus teorier. Med billedrige udtryk akkompagneret af udtryksfulde billeder, prøver vi at skabe en guide, der tager læseren ved hånden og fører hende igennem de mange forskellige idéer og begreber, på tværs af alle fag. Med sine pædagogiske forklaringer og sin rigdom på illustrationer henvender bogen sig til studerende og undervisere på alle niveauer.

Rasmus Svarre er cand.mag. i pædagogik og i visuel kultur, freelance illustrator og billedkunstner.
Anders Fogh Jensen er filosof, D.E.A, ph.d. www.filosoffen.dk

 

 

 

UDDRAG

FOUCAULT

Historie
Orden
Sprog
Konstruktion
Sindssygdom
Sex
Styring
Biopolitik
Disciplin
Liberalisering
Magt
Faktaboks

 

Historie

Forestil dig en roulade. Den er rund og fyldt med syltetøj. Når man skærer et stykke, lægger man den på den lange, runde side og skærer et lodret snit, så rouladen igen har to flade ender. På den afskårne skive kan man se, at syltetøjet fordeler sig rundt i rouladen   Man kan også stille rouladen på højkant og snitte ned igennem den, som man hugger et stykke brænde. På den kløvede roulade kan man se, hvordan syltetøjet løber ned gennem rouladen, og gør skiverne forskellige.

 

Hvad er historie? Historie er, at noget har forandret sig, det vil sige, at ikke alle skiver i tidens roulade er ens. Når man befinder sig et givet sted i rouladen, så lever man i de gange, med de døre og de huller, de vægge og den flydende masse, som er formet til netop det tidspunkt. Det særlige ved tidens roulade er, at det næste stykke endnu ikke er skabt, men skabes ud af nutidens stykke. Det stykke tid, vi lever i nu, har lagt an til det næste stykke tid, men det har ikke endeligt bestemt det. Syltetøjet løber i en retning, som gør, at vi kan forestille os, hvordan det næste stykke tid bliver, hvis det har samme konsistens som nutidens stykke, men det forunderlige er, at det har det aldrig.

 

Mennesket er ifølge Foucault historie og biologi. At mennesket er historisk vil sige, at det er formet af og betinget af den tid, det lever i. Historien har ingen bagermester, og alligevel har hver tid sin form. Denne form kalder vi kultur.

At mennesket er biologisk vil sige, at det også er formet af det biokemiske inventar, det er udstyret med. Det er blodet, der løber, det er hormonerne, der bobler, det er hjertet, der banker.

Foucaults tanker om kulturen bygger på den præmis, at biologien ikke kommer før historien. Hvad betyder det? Det betyder, at der ikke først er en biologisk krop, som derefter bliver formet af historien, tiden, kulturen. Vist bliver hænderne slidt med alderen, vist hærder vinden ansigtet. Men det ansigt og de hænder har aldrig været andet end historiske. Det er ikke muligt at have nogle hænder, som kulturen ikke har skrevet sig i. Det er heller ikke muligt at regne sig frem til, hvordan hænder ville være uden historien – lige så lidt som det er muligt at vide, hvordan et menneske uden kultur ville være. Biologi og historie er samtidige.

 

Men hvis alt menneskeligt gives i historien, så må det også gælde idéerne om, hvad natur og hvad fortid er. Vores idéer om biologi daterer sig til begyndelsen af det 19. århundrede, hvor tanken om arternes udvikling fostredes.

Vores idé om fortiden er cirka lige så gammel. Det var først omkring 1800, at man i museerne begyndt at sortere tingene efter et tidsligt princip. Før havde man f.eks. samlet alle ting af jern ét sted, alle skovle et andet sted og alle mumier et tredje. Efter 1800 kom et smykke, en skovl og en dødsmaske fra samme tidspunkt til at høre sammen.

Foucault skriver efter 1800 – helt præcist mellem 1954 og 1984. Han snitter historien både på tværs og på langs, dvs. han analyserer en tids indre orden og udviklingen mellem ordnerne.

Orden

Når man har mange ting, kan man ordne dem i et skuffedarium. I gamle dage havde apotekerne en helt masse skuffer i deres store disk. Når de fik et nyt medikament, fyldte de det i en ny skuffe, og satte et mærke på den, hvor de skrev, hvad der var i skuffen.

Hvad nu, hvis de pludselig fik flere typer medikamenter, end de havde skuffer? Så måtte de slå nogle skuffer sammen. Det ville  måske være mest pladsbesparende at slå flere skuffer med meget lidt indhold sammen til en. Men sæt nu, at en ny apotekerassistent, der ikke var bekendt med sammenlægningen, skulle finde frem til et af de medikamenter, så måtte han kigge i alle skufferne. Med mindre, skufferne ikke blev slået sammen udfra et princip om, hvad apoteket havde mindst hjemme af, men udfra et princip om, hvad der hørte sammen. Apotekerassistenten ville da kunne spare meget tid ved at tænke: Hvad hører medikamentet sammen med? Det er nok i den og den gruppe, altså må det være i den og den skuffe.

Når man skal ringe til en butik, slår man op i telefonbogens gule sider. Vi kender sikkert alle det, at vi synes, kategorierne er noget gammeldags. Jeg skal til fest, … ’festforberedelse’… nej, det er noget andet, ’skjortebutikker’ står der ingen steder… hvad står det så under? … hvordan er det de tænker, dem der laver telefonbøger… ’herreekvipering’… nå ja, men jeg skal jo også klippes inden festen… men der er ingen, der klipper hår under ’herreekvipering’, altså er det ikke bare et andet navn for ’festforberedelse’… ’barber’… nej, det hedder det ikke mere… ’frisør’.

 

Foucault kortlægger apotekerassistentens vej gennem skufferne, men med samme afstand til ham, som vi har til de gule sider. Det er dog pokkers, så meget bøvl det er at find rundt i den telefonbog, det er som om den er fra en anden tid. Det er dog underligt, så nemt nye apotekerassistenter finder rundt i skuffer, de ikke kender. Det er som om de tænker på samme måde som apotekeren.

Heraf kan man få to idéer: i) Det er, som om vi ikke ordner tingene på samme måde til forskellige tidspunkter. Lidt mere teknisk sagt: Måske er kategorierne historisk variable. ii) Det er som om mennesker fra samme tid ordner tingene på samme måde. Sagt lidt mere teknisk: Måske er kategorierne historisk forankrede.

Med de to idéer i hånden begiver Foucault sig ud i historien for at kortlægge, hvorledes mennesket i forskellige epoker har ordnet tingene forskelligt, men dog på samme måde inden for samme epoke. Det projekt kalder han Ordene og tingene.

Videnskaberne handler om tingene i bred forstand: Økonomi handler om penge, biologi handler om levende organismer, sprogvidenskab handler om ord. De er ikke ting på samme måde, og dog er alle videnskaberne forsøg på at ordne disse forskellige ting og blotlægge de love eller regler, der hersker imellem tingene. Foucault træder et skridt tilbage, han ser ikke på tingene, men på ordningerne af tingene. Han kigger ikke på apotekerens medikamenter, han kigger ind i hans bevidsthed, når han ordner sine medikamenter i skuffer: Hvad er det for et system, der er i hans tanke? spørger Foucault.

Da intet kommer før historien, og intet er hævet over historien, bliver det spørgsmål formuleret inden for en historisk ramme: Hvorledes kom det dertil, at det for apotekerassistenten virkede naturligt, at medikamenterne var ordnet på netop den måde? Ja, hvis vi går tilbage og ser på skuffedarier gennem tiden, så kan vi se, at der på et andet tidspunkt har levet en anden apotekerassistent, som fandt det naturligt, at hans apoteker havde ordnet det på en anden måde.

Foucaults tese er nu, at den måde man ordner værktøj på hos tømreren, den måde man sorterer stof på hos manufakturhandleren, den måde man lægger kødet i orden hos slagteren og den måde man fordeler hos bageren mere ligner hinanden inden for samme epoke, end de ligner tidligere måder at ordne på inden for hver sin branche. Eller med andre ord, at tømmerassistenten med større lethed vil kunne finde rundt i apotekerens skuffer, end han ville kunne finde rundt hos en tømrer, der levede to århundreder forinden.

BOURDIEU

Synspunkt
Orden
Kartografi
Rum
Habitus
Kapital
Symbol
Felt
Doxa
Paradoxa
Diakroni
Distinktion
Frihed
Maskulinitet
Magt
Faktaboks

Synspunkt

I et eventyr af H.C. Andersen sidder fem ærter i en ærtebælg. De er grønne og bælgen er grøn, og så tror de, at hele verden er grøn. Da tiden går og ærterne bliver gule og bælgen bliver gul, er de overbeviste om, at hele verden bliver gul. Og, tilføjer H.C. Andersen, det har de lov til at tro.

I Pierre Bourdieus sociologiske univers er mennesket et væsen, der farver verden. Mennesker tegner kort over den sociale verden, og farver de forskellige områder efter hvad de finder godt, skidt, kønt, grimt, acceptabelt, dumt, klogt, latterligt, snobbet, rigtigt og forkert. Og, tilføjer Bourdieu, det har de lov til.

Disse farvede kort er ikke alle ens, og det afføder kampe om, hvilke kort der gælder. Alle prøver på deres måde at prakke andre deres kort på. At få de andre til at se at verden er grøn, fordi de er grønne. Det ville jo også gøre de grønne til verdens centrum, hvis alle kunne acceptere, at verden var grøn.

Verden varierer efter hvem man er. Oplever hver især verden helt forskelligt fra alle andre? Nej, viser Bourdieu os, der er systematik i variationerne. Man kan kigge menneskene i kortene, og sortere dem derefter.

Når sociologer har begivet sig af med den slags, har de f.eks. delt mennesker op efter indtægt eller job. Folk fra højere socialklasser har flere muligheder og mere status, fordi de har flere penge.

Der er imidlertid flere faktorer at tage hensyn til, når man skal undersøge og beskrive hvorledes det sociale fungerer. Status og mulighed afhænger af mange forskellige faktorer; f.eks. om man har et godt netværk, om man kan tale sin sag, hvilken stil man har, på hvilken måde man bevæger sig osv. Bourdieu kalder disse forskellige komponenter for kapital. Kapital giver anseelse, og sætter mennesker i stand til at gøre noget. Økonomisk kapital er blot én form for kapital. Andre former er social kapital, kulturel kapital, politisk kapital, lingvistisk kapital. Bourdieu sorterer mennesker efter, hvor meget kapital de har, og hvordan deres kapital er fordelt mellem de forskellige kapitalformer.

Hermed er sociologien imidlertid ikke færdig. For de mennesker, der går rundt i byen, kører igennem landet, gør forårsrent eller graver have op, forstår sig altid på verden, og handler på bestemte måder. Her indtræder systematikken: Der er en overensstemmelse mellem hvor i samfundet, man befinder sig, og hvordan man forstår og handler i verden. De sociale strukturer har indskrevet sig i individernes kroppe og bevidstheder, så de anskuer verden ud fra en bestemt social position.

Den sociale position er et synspunkt; et punkt er blot et forsvindende lille element i hele den sociale verden – men fordi det er et synspunkt, kan hele den sociale verden rummes i punktet. Der er en vis cirkularitet på spil: Mennesker, der er grupperet sammen, udvikler samme synspunkter, og mennesker med samme synspunkter finder sammen. Herved bekræfter de hinanden i, at deres kort over verden stemmer med verden – ja, at hele verden er grøn.

Bourdieu udtrykker dette ved at sige, at de sociale strukturer og de mentale strukturer er homologe. Når de mentale strukturer er reproduktioner af de sociale strukturer, er det svært at lave verden om. Man kan ikke nøjes med at ændre de sociale strukturer, for de vil falde tilbage i de gamle strukturer, der opretholdes af menneskenes kort.

Bourdieu låner et begreb fra fysikkens verden til at beskrive dette: hysteris. Hysteris vil sige, at en virkning bliver ved med at bestå, selv om årsagen er forsvundet. Når man magnetiserer jern, bliver magnetiseringen ved med at virke, efter at påvirkningen er hørt op.

Den sociale verden er hysterisk, fordi folk er hjemmevante. De har lært at finde rundt med deres kort, f.eks. hvad der hører mænd til, og hvad der hører kvinder til. Når man med beslutninger laver om i de sociale strukturer, vil de stadig navigere efter de gamle kort, og derfor vil verden have en tendens til at falde tilbage i sit gamle leje: Dette er hysteris.

Man kan f.eks. vedtage at mænd og kvinder skal have lige muligheder for at de samme jobs, eller at sorte og hvide skal have lige adgang til uddannelserne; men det ligger i deres mentale struktur – deres oplevelse af verden, hvilke jobs og uddannelser, der er passende at søge. Blot fordi der formelt er blevet lighed, betyder det ikke, at der indfinder sig en tilstand af ligelig fordeling.

Der er en orden i verden. Ordenen består ikke blot i kraft af ydre sorteringer; den består også i en række mentale forestillinger samt en praktisk sans i hver af os. Samfundet er ikke blot noget ydre; det er inderliggjort i enhver af os som et synspunkt.

Kapital og hysteris. Vi har allerede introduceret to af Bourdieus særlige begreber, og flere vil komme til. Hvorfor kan man ikke bare sige ”magt”? Hvorfor gøre et nummer ud af sproget? Det er fordi dagligdagssproget selv er et kort, der har tegnet og farvet verden. Verden er opdelt og farvet af den almene mening, og denne har sine figurer i sprogets begreber.

Videnskab skulle imidlertid gerne kunne noget mere end at gentage meningen. Hvis den blot gentager, at verden er grøn, så tilføjer den ikke ny erkendelse. For at kunne sige noget nyt, som individerne ikke selv kan se fra deres ærtebælg, må videnskaben bryde med de begreber, der reproducerer meningen. Bourdieu opfinder og fornyer derfor en række begreber, og sætter dem sammen til en teoretisk maskine, som han kan køre meninger igennem. Oven i købet har den almene mening også sit eget ord på bourdieusk: Den hedder doxa.

Orden

I fraktalgeometrien finder man den påstand, at et mønster kan være begrænset i udstrækning, men uendeligt i omfang. Man sidder i en båd ude på havet, og betragter kystens form. Man sejler længere ind og kan nu ikke længere se hele kyststrækningen, men kun et lille stykke. Man genfinder den samme form i mindre format. Man sejler endnu længere ind og finder den samme form på en endnu mindre strækning. Man går i land og ser, at stenene ligger i samme formation. Man tager en musling op, og ser på den et mønster med samme form. Man knækker et lille stykke af, og ser igennem en lup, at mønsteret gentages. Man slår op i en bog og ser, at molekylestrukturerne former sig på lignende vis. Måske planeterne former sig efter samme mønster. Det er en svimlende tanke, som ikke desto mindre lader sig eftervise i komplekse systemer på tværs af skalaer. Den svimlende tanke er: Der er en orden i det tilsyneladende kaos, og denne orden går igen på flere niveauer.

 

Bourdieu laver fraktalsociologi. Han sætter sig for at eftervise ordenstanken indenfor det sociale. Hvordan kan det være, at bilerne i Bastillepladsens store rundkørsel ikke kører ind i hinanden, men i det tilsyneladende kaos mellem ubestemmelige vognbaner alligevel finder uden om hinanden, og ud i den rigtige retning? Enhver, der har kørt bil i længere tid i Syditalien ved, at det billede, vi nordboere holder os af den syditalienske trafik, ikke holder stik. Den er ikke den totale uorden. Vel overholdes hajtænder ikke som herhjemme, vel foregår overhalinger på en anden måde, vel dytter de i køer. Men trafikkens signaler og bilens adfærd betyder noget andet, fordi de er sat ind i en anden helhed. Hajtænder betyder ikke ubetinget vigepligt i praksis; det betyder ’her må du møve dig lidt ud, så skal andre biler nok holde’. Rødt lys betyder ikke fuldt stop og kørsel forbudt; det betyder, at den, der har rødt, har relativt mere ansvar end den, der har grønt, for ikke at støde sammen.

 

Bourdieu er ikke ude på at rekonstruere færdselsloven for det sociale. Den slags tager jurister sig af. Han er ude på at rekonstruere, hvorledes praksis fungerer regelmæssigt, hvorledes denne regelmæssighed virker normativt på mennesker, og hvorledes der er ensartethed (homologi) mellem forskellige regelmæssigheder, således at ’køreevnen’ i én form for trafik overføres til bestemte andre trafikformer. Jurister er optaget af kørekort, Bourdieu er optaget af køreevner i den sociale trafik.

Mon ikke man finder sig et job på forskellig vis på Møn og i Milano? Mon ikke man tilnærmer sig et attraktivt eksemplar af det andet køn på forskellig vis på Samsø og på Sicilien? Der er uskrevne regler for, hvornår der er fri bane, hvornår der er plads, hvad et ja tak og et nej tak betyder.

Bourdieu vender det geografiske kort på højkant, og laver et socialt kort: Mon ikke man skaffer sig et job på forskellig vis blandt fabriksarbejdere og akademikere? Mon ikke man tilnærmer sig et attraktivt eksemplar af det andet køn på forskellig vis? Der er ikke kaos – men orden, og der må tegnes kort over de forskellige ordner.

 

Det som et tegn betyder, f.eks. ’nej’, ’måske’, eller andre former for sociale hajtænder, kommer ikke fra det enkelte tegn selv, men fra den måde hvorpå alle tegnene står i forhold til hinanden. Hvis man skal forstå et tegn, må man holde det op imod de mulige tegn. Når en kidnappet mand sender en besked til sin kone, hvorpå der står ”jeg har det godt”, betyder det måske blot ”i live”, mens det samme udsagn i den efterfølgende kriseterapi betyder ”det går meget bedre”. Vil en mand invitere en gift elskerinde ud, og ringer til hende derhjemme, kan en tilknappet attitude og et ”nej, jeg har desværre et møde i morgen kl.13” betyde ”ja, jeg vil mægtigt gerne spise frokost med dig kl.13”. Men svarer hun sin ægtefælle med samme attitude, kan det betyde lige det modsatte. Betydningen afhænger altså af systemet af mulige tegn, og af konstellationen af disse tegn.

Bourdieu overfører den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussures strukturelle lingvistik på det sociale: Et tegn får sin betydning i kraft af at adskille sig fra andre tegn. Tegnet betyder sin position i hele tegnsystemet. Hermed hævdes det, at den afgørende faktor for betydning er forskel.

Hos Bourdieu er en forskel ikke blot en forskel. To tegn er aldrig kun forskellige, det ene er altid bedre end det andet. At køre i stor tysk bil er f.eks. ikke blot anderledes end at køre i en lille Citroën 2CV, det er også finere. At høre opera i bilradioen er ikke blot anderledes end at høre reggae, det er også finere. Med mindre, der skulle være grunde til, at det omvendte var tilfældet; f.eks. at man mente, at en stor bil var udtryk for et lille menneske. Men bilerne, musikken, tøjet, køremåden, og de terninger, der måtte hænge på bakspejlet, har aldrig samme anseelsesmæssige værdi. Værdien afhænger af den sociale position, hvorfra det hele anskues. I den sociale kartografi bliver det rumlige perspektiv metafor for det socialt formede perspektiv: Den sociale position er et synspunkt.