Filosoffen_skriver_header

Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard?

 

“Hvordan skal jeg leve mit liv?” spørger jeg filosoffen Søren Kierkegaard, i en ny bog, der udkommer tirsdag d.22.oktober 2013 på Akademisk Forlag.

 

Fra forlagets pressemeddelselelse:

“Filosoffen Anders Fogh Jensen har med denne bog sat sig for at spørge sin verdensberømte fagfælle Søren Kierkegaard om, hvordan han skal leve sit liv. Og de svar han får, deler han gavmildt med læseren i en personlig, underholdende og letforståelig form.
Men er Kierkegaard nu den rette at stille netop det spørgsmål? Ja, siger Anders Fogh Jensen; Kierkegaard er et godt bud, ikke bare fordi han tænkte bedre end de fleste, men også fordi hele hans forehavende i livet handlede om at beskrive, hvad et menneske er, og hvordan det kommer til at leve et godt liv. “

sk_liv_forside

 

 

 

Læs indledningen og uddrag fra første kapitel her

 

 

 

Anders Fogh Jensen:
Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard?
København: Akademisk Forlag, 2013.
169 sider.
ISBN nr 9788750043805

 

Indhold

Indledning: Hvem skal jeg spørge?
I: Hvordan skal jeg undgå livsstilssygdomme?
II: Hvordan skal jeg være mig selv?
III: Hvordan skal jeg i sandhed leve?
IV: Hvordan skal jeg forføre og nyde?
V: Hvordan skal jeg tage mig selv alvorligt?
VI: Hvordan skal jeg tro?
VII: Hvordan skal jeg leve med angst?
VIII: Hvordan skal jeg elske?

Litteraturhenvisninger
Stikord

 

 

 

 

Indledning: Hvem skal jeg spørge?

 

Alle synes undertiden at spørge sig selv, hvordan de skal leve deres liv. Spørgsmålet må være frembragt af to erfa- ringer. Dels en fornemmelse af, at ikke alle liv er lige gode. Dels en fornemmelse af en vis grad af ansvar for, hvordan det går. Denne bog handler om at leve mere kløgtigt end heldigt.

Ingen liv synes alene at skyldes den, der lever det. Så vidt vi ved, sker noget tilfældigt. Så vidt vi ved, kan der være dispositioner. Så vidt vi ved, kan vi ikke afgøre, om noget kunne være bestemt forud. Hvorom alting er, så mener vi at vide, at der er faktorer, der ligger uden for vores magt over vores liv hver især.

En fik en ven i militæret. En anden tabte et foster. En tredje fik et job, fordi en fjerde tog sin afsked. En femte fandt en kone, efter at hendes mand døde. En sjette kørte galt i bil, mens en syvende fik et lift et andet sted i landet. Der er tilfældige og måske nødvendige omstændigheder, men der er også en indsats at gøre for at få et godt liv.

Vi stiller alle spørgsmålet om, hvordan vi skal leve vores liv. Det er ikke altid, at jeg synes, at jeg kan svare mig selv på, hvordan jeg skal leve mit liv. I disse situationer, i disse pe- rioder, ja, nærmest hele livet, har jeg lyst til at spørge nogle, der er kloge på livet. Engang kunne man spørge de gamle, de vise. Det kan man stadig, hvis man vil.

 

1. At spørge filosoffer

Jeg har sat mig for at spørge en række filosoffer, hvordan jeg skal leve mit liv, fordi jeg ved, at nogle af dem er kloge på livet. Det er ikke meningen, at det skal handle om mig, men om os mennesker. Filosofferne taler om alle mennesker, når de taler om jeg og mig, du og dig, vi og os. Ikke alle, der er kloge på livet, er filosoffer, og ikke alle filosoffer er kloge på livet. Men nogle af dem er.

Hvorfor spørge filosoffer? Fordi en vigtig del af filosofien handler om at leve bedre. Filosofi handler ikke om kær- lighed (philos) til viden (sophia), som navnet philo-sophi ellers fortæller os. Man kan ikke altid stole på ord. Filosofi handler om et hysterisk kompromisløst forhold til sandhe- den, der ikke altid er kærligt. Så vidt jeg kan vurdere, er filosoffer ikke mere ondsindede mennesker end andre, men deres kompromisløshed kan man selvfølgelig slå sig lidt på, fordi de prioriterer sandheden højere end hensynet til ikke at fornærme.

Kompromisløst forhold til hvilken sandhed? Sandhe- den om kosmos og mikrokosmos og herimellem den men- neskelige tilværelse. Og sandheden om sammenhængen imellem disse.

For en del af os filosoffer stiller spørgsmålet om sand- hed sig også som sandheden om, hvordan jeg skal leve mit liv bedst. En filosof sagde engang, at filosofi handler om at tænke bedre for at leve bedre. Og jeg er enig. Det betyder ikke, at tanken alene kan give et godt liv, slet ikke, men det betyder, at det at tænke over livet hjælper til at kunne leve bedre – indenfor det spektrum mellem tilfældighed og skæbne, hvor man kan gøre noget. Og derfor kan det hjæl- pe at spørge dem, der ikke bare har levet livet, men også tænkt over, hvordan de mener og synes, at man skal leve sit liv lidt kløgtigere end heldigt. Ja, nogle af dem har ikke bare levet livet selv, set liv udfolde sig og tænkt lidt over det. De har også gjort sig den umage at læse, hvad andre har tænkt om livet. Ved at lytte til dem og spørge dem har vi en chan- ce for at trække på den livsvisdom, som filosofien gennem to og et halvt årtusinde har oparbejdet.

Undertiden møder man den idé, at alle kan tænke lige godt, blot fordi de har tanker. Der er ingen, der betvivler, at man skal have en oplæring hos en smed for at kunne smede, el- ler hos en elektriker for at kunne skifte sikringskasser. Vist kan de fleste skifte en pære, mange kan sætte ledninger sammen og enkelte skifte stikkontakter. Men elektrikeren har en anden fingerfærdighed, en større viden og en erfa- ring, der bevirker, at han som elektriker gør det bedre og kan løse mere komplicerede opgaver.

At man skulle have en uddannelse i at tænke og lang tids erfaring dermed for at tænke godt, ligger derimod de fleste fjernt at tro, netop fordi alle har tanker. Men at sige, at alle kunne tænke godt, fordi de havde tanker, ville svare til at sige, at alle var elektrikere, fordi de havde hænder, eller at alle var digtere, blot fordi de kunne sætte ord efter hinan- den. Og det er åndssvagt.

Jeg mener, at de fleste filosoffer er bedre til at tænke end så mange andre, og at man med fordel kan lytte til dem el- ler spørge dem om vanskelige ting, på samme måde som ikke alle skoreparationer lader sig gøre med den utræne- de hånd, men med fordel kan bringes til en skomager, der har flere erfaringer med fodtøj end blot at tage det på. Det svarer naturligvis ikke til at sige, at filosoffer de facto lever de bedste liv, ligesom jordmødre ikke nødvendigvis har de bedste fødsler. Blot det at tænke bedre, blandt andre fak- torer, kan medvirke til at give et bedre liv og i hvert fald et kløgtigere liv end heldigt. Her lægger jeg mig selvfølgelig ud med de romantiske sjæle, der vil mene, at refleksionen er et onde, og at et liv i umiddelbarheden er det gode liv. Jeg mener, at refleksionen er en gave, som muliggør et meget mere nuanceret liv, og som man kan øve sig i at bruge.

Det er en stor opgave at leve livet godt. Ingen filosoffer har lovet, at det er let at leve godt, selv om det ville være et mere populært budskab. Mennesker elsker at høre, at de hurtigt kan tabe sig ved at spise flæskesteg eller kan finde en sød kæreste, hvis bare de skifter shampoo. Men så let går det ikke med et godt liv. Hos filosofferne er der intet ’quick fix’.

Men hvordan gør man så med livet?

 

2. At spørge Kierkegaard

Jeg har sat mig for at spørge den danske filosof Søren Kier- kegaard (1813-55), hvordan jeg skal leve mit liv. Er han nu den rette at spørge om den slags? Ja, han er et godt bud, ikke bare fordi han så og tænkte bedre end de fleste, men også fordi hele hans forehavende i livet handlede om at be- skrive, hvad et menneske var, og hvordan det kunne kom- me til at leve et godt liv.

”Mig har altid Livet i Kraft af Fornuft og Frihed interesseret meest, at klare og løse Livets Gaade har bestandig været mit Ønske.”

”Livets Gaade” kan lige så godt være gåden ’hvad er et menneske?’, som ’hvordan skal jeg leve mit liv?’. For Kier- kegaards vedkommende forvandler svaret på det første spørgsmål sig til et svar på det andet spørgsmål. Kierke- gaards beskrivelse af mennesket er ikke kun en psykologi. Det er også overvejelser over det liv, der leves i overens- stemmelse med sig selv, autentisk om man vil, og det liv, der flygter og skjuler sig for sig selv. Kierkegaard anbefaler det første, men begynder med det sidste.

Der er tre særlige forhold vedrørende Kierkegaard, som vi lige må omkring, inden vi kan gå i gang.

For det første er der Kierkegaards eget liv. Det var i det ydre at betragte som et ret kedeligt liv. Meget af sin voksne tid vandrede Kierkegaard rundt i København, levede af sin arv og skrev som bare pokker. Det var derimod et rigt indre liv, hvor særligt to temaer prægede Kierkegaard. Det ene hand- lede om en idé om en synd, han havde overtaget fra fami- lien, særligt fra faderen. Og det har uden tvivl givet ham et særligt blik for det kristne, en interesse i, hvem Gud og Kristus er, hvad det vil sige at være kristen – og dermed det svar, vi får på spørgsmålet om, hvordan vi skal leve.

Det andet tema handlede om et forhold til en pige, Re- gine Olsen, som Kierkegaard var forlovet med, og som han efter sin egen opfattelse ikke havde styrken til at engage- re sig i. Til sidst måtte han ophæve forlovelsen med hen- de. Dette har givet Kierkegaard et særligt blik for valgets, forpligtelsens og gentagelsens betydning for et menneskes livsførelse. I begge tilfælde har kærligheden en særlig be- tydning. I tilfældet Gud som en overgivelse til kærligheden, at Gud elsker enhver, og derfor kan enhver elske. I tilfældet valg og forpligtelse som en særlig farvevæske, der gør for- skelle mellem livsformer særligt tydelige.

Alle filosoffer har efter min vurdering en eller flere splinter i øjet, der virker som de bedste forstørrelsesglas. Og i vores psykologiske tidsalder, hvor biografier er nogle af de bedst sælgende bøger, og hvor indsigten i personli- ge og private anliggender er omdrejningspunkt i nogle af de mest sete TV-programmer, er der en tendens til at lede efter disse splinter. Undertiden også til at gøre splinterne til kernen i en filosofi. Dette er en psykologisme, dvs. en reduktion af et tankesæt til et personligt psykologisk set- up, som vi har arvet fra romantikken og spædet op med den moderne hverdagspsykologi. Men filosofien er større end det, og det at oprulle et levet liv nærmer sig i værste fald kulørte magasiners personsnask, og i bedste fald be- grunder det ikke nogen gyldighed at påpege denne splints private oprindelse. Men hvad værre er, kan det risikere at fratage filosofien en kraft, fordi vi kan affeje Kierkegaard og andre filosoffer med, at dette ikke angår os, men kun er denne eller hin filosofs eget personlige problem. Og det er netop en af Kierkegaards pointer, at vi har travlt med at skyde grundene til, hvorfor noget er galt, bort fra os. ’Det er ikke mig, det er ham den gamle filosof, der har det pro- blem.’ ’Nej,’ svarer Kierkegaard, ’det er mig og dig og de fleste andre.’ Derfor må vi her mestendels holde os til, hvad Kierkegaard har tænkt, og ikke begrave hans tanker helt i hans biografi.

Der er dog ingen tvivl om, at Kierkegaards brud med Regine har betydet rigtig meget for det livsmateriale, Kier- kegaard kunne vende igen og igen, og at kærlighed og for- pligtelse derfor spiller en særlig stor rolle i både Kierke- gaards forfatterskab og følgelig i behandlingen af, hvordan man skal leve sit liv bedst. Men det gælder for enhver filo- sof om at huske på, hvad den første mand på månen sagde under den første bemandede månelanding i 1969, nemlig at det var ”et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden”. At gøre sin egen erfaring til menneskehedens erfaring, det er enhver filosofs opgave. Det er der, hvor ’jeg’ bliver til ’mennesket som sådan’. Men Kierkegaard vil ikke stoppe der, han vil, idet han peger, gøre dette ’mennesket som sådan’ til også lige netop mig. Hvis ikke man forholder Kierkegaards filosofi til et ’jeg’, til et ’mit liv’, så har man ikke forstået ham. Men det er, som Kierkegaard også påpeger, såre almindeligt at forholde sig til tanker, som om de ikke skulle leves.

Det andet særlige forhold vedrørende Kierkegaard er, at han skrev under forskellige pseudonymer, og at han derfor i princippet ikke kan drages direkte til ansvar for, hvad der står i de forskellige bøger. Hvad mere er, lader han forskel- lige figurer tale i de forskellige værker. Det gør, at man må have for øje, at det er lidt som et skuespil med forskellige aktører, man er vidne til.

Det kan man heldigvis gøre noget ved. Man kan opridse, hvad disse forskellige figurer mener, f.eks. i Kierkegaards mest kendte værk Enten-eller. Man kan tilligemed forfølge forskellige temaer i Kierkegaards forfatterskab og, mener jeg, udlede Kierkegaards egne tanker derom. Andre bøger, som f.eks. Begrebet Angest og Sygdommen til Døden, udrul- ler, så vidt jeg kan vurdere, Kierkegaards egne analyser af menneskelige sind og eksistensformer, mens en tredje type af udgivelser, såsom Kjerlighedens Gjerninger, eksplicit til- kendegiver at være en fremstilling af Kierkegaards eget tan- kesæt. Så længe man holder sig polyfonien for øje, så ser jeg ikke større problemer i det, end at vi godt kan spørge til Kierkegaards bud på, hvordan vi skal leve vore liv.

Men hvorfor siger Kierkegaard ikke bare det hele med sin egen stemme? Er det, fordi han ikke kan stå inde for det? Slet ikke. Det handler om, at hvis man vil bevæge et menneske til at leve anderledes, så må man hente det der, hvor det er. Det vil sige, at man må opstille en model for en livsførelse, som den, man gerne vil bevæge, kan genkende sig selv i. Filosofferne har simpelthen overvurderet argu- mentationens kraft til bevægelse. Bevægelsen går igennem selvgenkendelse, mener Kierkegaard.

Her støder Kierkegaard imidlertid på det problem, at det kan være, at den, han vil tale til, er så langt fra at have for- stået ham, at hvis han siger sandheden, så vil den slet ikke blive forstået. Derfor kan det være, at man må fortælle læ- seren en løgn eller en fiktion for at lokke ham frem, eller som Kierkegaard siger, en indbildning:

”Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan, for at erindre om gamle Socrates, bedrage et Menne- ske ind i det Sande. Ja, egentligen kan man kun ene paa denne Maade bringe et Menneske, der er i en Indbildning, ind i det Sande, ved at bedrage ham.”

Altså siger Kierkegaards figurer ikke alle det sande. Kierke- gaard lader dem fremføre livsholdninger, der skal lokke – eller om man vil “bedrage” – mennesker til selv at bevæge sig ind i det sande. Vi skal erkende figurernes selvbedrag for at opnå selverkendelse for så igen at få lyst til og mod på at tage vores eget liv alvorligt og måske ændre det. Det er jo i virkeligheden ikke så meget anderledes end det, romanen, teatret og filmen gør.

De forskellige livsholdninger kalder Kierkegaard under- tiden stadier. Eksempler på disse stadier eller fiktive model- ler er kendte under navne som spidsborgeren, æstetikeren, etikeren, den religiøse. Det er mig magtpåliggende at påpe- ge, at disse nok er figurer, der taler (på nær spidsborgeren, der kun omtales), men at de ikke er personer. Det er ikke en typologi, vi deler menneskeheden ind i, det er stemmer i os alle. Det er indstillinger. Livsholdning havde været et mere præcist begreb end stadier – og det er noget, som er vigtigt at påpege – der er ikke tale om trin på en stige frem til det gode liv. Det er klart, at Kierkegaard mener, at den religiøse livsholdning i højere grad fører til et godt liv, men man skal ikke gå igennem de andre livsindstillinger som trin. Som vi skal se, rummer den æstetiske livsholdning en lidenskab, som også ligger i det religiøse.

Jeg behandler først disse såkaldte stadier undervejs i bo- gen og ikke i begyndelsen, fordi jeg ikke mener, at de er den bedste indgang til Kierkegaards filosofi, selv om de nok er væsentlige i den. Der er andre temaer, man med fordel kan spørge til først. Når vi har set på nogle af Kierkegaards overvejelser om, hvordan man bedst lever sit liv, så kan vi kigge mere systematisk på stadiernes livsholdninger i bo- gens fjerde, femte og sjette kapitel.

Endelig, og det er det tredje særlige forhold, er Kierkegaard berygtet for at være troende. Tro er uden tvivl et uhyre cen- tralt tema for Kierkegaards spørgsmål og svar, og netop for- di det er så centralt, har jeg ladet det indgå i alle kapitlerne og samler det som livsholdning i sjette kapitel.

Hvad skal man stille op med Kierkegaard, hvis man ikke tror på Gud? Skal man så bare skrælle den del væk, der handler om tro? Det ville være lettere, men det ville være mere end synd, for Kierkegaard lader sig ikke forstå uden troen. Og filosofi handler som sagt ikke om at være let. Nej, man må prøve at forstå ham ved hjælp af disse åbninger i menneskets sind, som Gud for Kierkegaard tilbyder; og jeg vil gerne undervejs hjælpe til at oversætte, hvad Kierke- gaards tale om ’det absolutte’, ’det uendelige’ og ’Gud’ kan åbne for os, der ikke tror på det, man almindeligvis kalder Gud.

Der er to ting mere, som jeg gerne vil påpege, inden vi går i gang. Den ene er, at det med rette kan føles, som om Kier- kegaard skælder enormt meget ud. Det kan man blive træt af. Kan det virkelig passe, at han gerne vil bevæge mig, når det foregår med en konstant påvisning af, hvor langt jeg er fra at leve bedst? Ja, det kan passe. Det er ikke nogen und- skyldning for at kaste filosofien bort, at man får skældud. Men hvad mere vigtigt er, hvis man vænner sig til Kierke- gaards tone og tager hans påpegninger alvorligt, så ligger der utrolig megen styrke, eller som Kierkegaard vil kalde det, opbyggelighed at hente. Han vil bygge mennesket op, fordi han har en kærlighed til mennesket, ikke fordi han hader det. Han vil hjælpe mennesket, men vejen til at blive bygget op går igennem selvindsigt. Derfor er det indsatsen værd at prøve at vænne sig til hans foragt.

Til slut vil jeg også sige noget om tidsånd. Kierkegaard skri- ver i en tid, men hans hovedærinde er ikke at lave en kritik af sin tid. Det er at lave en karakteristik af, hvad der gæl- der for mennesker til alle tider. Ikke desto mindre lever et menneske altid i en tid og et samfund. Og disse ændrer sig. Jeg vil gerne undervejs antyde, hvordan jeg mener, at for- skydningerne i tidsånden siden Kierkegaard har medført, at nogle af de vanskeligheder, han påpeger, bliver mere op- lagte, mens andre aftager i styrke. Jeg vil holde mig til at vise, hvordan disse vanskeligheder kun bliver vanskelighe- der i kraft af den antropologi, som Kierkegaard stiller op

– dvs. at de overhovedet kan blive problemer, skyldes, at mennesket er sammensat, som det er. Jeg vil gerne inddra- ge tidsåndsdimensionen, fordi jeg mener, at Kierkegaards beskrivelser af forskellige livsholdninger og indstillinger er egnede til at uddestillere, hvordan vores tid inviterer til at leve på bestemte måder med de glæder og vanskeligheder, som det fører med sig. Jeg vil med andre ord ikke bare ak- tualisere Kierkegaard undervejs i form af forklaringer af, hvad det, han mener, kan betyde i dag, jeg vil også anvende Kierkegaards indsigter til at forstå vores tid. Jeg har ladet disse forklaringer indgå under de forskellige kapitlers em- ner, så mere om det undervejs.

Altså har jeg sat mig for at spørge Kierkegaard om, hvordan jeg – og hermed mener jeg vi alle – skal leve mit liv. Kierke- gaard svarer mig, at det er en opgave. Tilmed at det ikke er nogen let opgave. Ja, han svarer mig, at blot fordi jeg er født, så er jeg ikke blevet noget helt menneske endnu, og at det ikke går lige så let som kyllingen, der bryder æggeskallen eller fugleungen, der finder ud af at flyve allerede som spæd på vej ud over redens kant. Faktisk så lever mennesket fra begyndelsen ikke særligt godt. Og de fleste bliver ved med ikke at leve særligt godt. Det, ikke at leve særligt godt, kal- der Kierkegaard at leve fortvivlet. Og det er ret almindeligt:

”Thi saare sjelden er vistnok Den, der i Sandhed ikke er for- tvivlet.”

Det er den dårlige nyhed: Jeg er fortvivlet. Den gode nyhed er: Der findes en vej.

Et første svar på, hvordan jeg skal leve livet, lyder: Du skal gå ind i fortvivlelsen, for den vil fortælle dig noget. Men hvad er fortvivlelse overhovedet, hvordan gør jeg det, og hvad er fortvivlelsen udtryk for? Det kræver vist nogle svar.

Bordeaux, maj 2013
Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

 

 

I Hvordan skal jeg undgå livsstilssygdomme?

1. Hvad er en livsstilssygdom?

Modebladene er interesserede i livsstil. Det er Kierkegaard også. Modebladene er lidt bedre til det med de nyeste køk- kener og kjoler, solbriller og sandaler. Kierkegaard er, så vidt jeg kan vurdere, lidt bedre til at se, hvordan mennesker forholder sig til deres eget liv. Her forstås stil som holdning. En holdning blandt mange kan være at bruge modeblade som kompas i livet.

Modebladene og Kierkegaard har det til fælles, at de bruger modeller, som afspejler klare former for udseende eller livsstil, så vi bedre kan se, hvordan vi ser ud og lever i forhold til disse modeller. Modellerne er eksemplifikatio- ner af livsstil.

Sundhedsstyrelsen er interesseret i livsstilssygdomme. Det er Kierkegaard også. Ikke i sukkersyge eller kræft. Mere i dysfunktioner i livsstil. Når mennesker ikke kan finde ud af at være mennesker, diagnosticerer Kierkegaard det som en sygdom i livsstilen.

Livsstilssygdomme handler om forskellige holdninger til det at leve. F.eks. om man nyder tilværelsen, om man ta- ger den alvorligt, om man martres af at skulle dø, om man keder sig ved rutiner, om man føler sig forpligtet på løf- ter, hvordan man ser på muligheder, om man tror på Gud, hvordan man har det med karrieren. Alle disse holdnin- ger sætter Kierkegaard i system. Men ikke som en lineært fremadskridende argumentation. Snarere som et skuespil, hvor forskellige aktører gennemspiller disse livsholdninger. Kierkegaard har sit eget modelbureau. Når modellerne går frem, kan man se, hvad de forskellige livsstile fører med sig af forskellige sygdomme og forskellige farer og glæder. For der er forskellige glæder forbundet med forskellige livssti- le. Og man kan ane forskelligartede kure, som Kierkegaard anbefaler.

Når man går til Kierkegaard som en livsstilsekspert, går man til ham som en rask, der går til en læge. Man sidder måske ved siden af en læge til en frokost og spørger ham om de småskavanker, man har. Det, der føles som småting, er måske bare småting, men man frygter undertiden, at det skulle være noget værre. Kierkegaard vil som livsstils- ekspert sige, at vi lider af noget helt andet, end vi tror. At det, vi gyser for, for nu at bruge et af Kierkegaards udtryk, slet ikke er det, vi burde bekymre os om, men at vi deri- mod burde bekymre os om noget meget større. Det svarer til, at et barn, der er bange, kommer til en voksen. Den voksne ved, at barnet ikke behøver bekymre sig om det, det gør, men at der er meget større ting at være bekymret for:

”hvad Barnet gyser for, det anseer Manden for Intet at være. Barnet veed ikke, hvad det Forfærdelige er; det veed Manden, og for dette gyser han. Barnets Ufuldkommen- hed er først den, ikke at kjende det Forfærdelige; og da igjen, hvad heri ligger, den, at gyse for Det, som ikke er forfærdeligt.”

Livet er ikke forfærdeligt. Det forfærdelige er, at selv det voksne menneske ikke har forstået, hvilke muligheder det har i sig. Det udfolder ikke sine potentialer, som man siger i dag. Men Kierkegaard er ikke coach, han er en filosof, der vil sige noget om, hvad et menneske er for noget. Og her tillader han sig at benytte analogien mellem barnet og manden og nu placerer manden i barnets rolle. Manden er i forhold til Kierkegaard, hvad barnet er i forhold til man- den. Den helt almindelige mand kan koncentrere sig om det, der ikke er vigtigt, og undlade at koncentrere sig om det, der er vigtigt. Det er den mest udprægede livsstilssyg- dom.

Kierkegaard hævder, at bare fordi man er født, så er man endnu ikke blevet et menneske. Jovist kan man kende sig selv i anatomibøgerne, sådan nogenlunde da, og vist bliver man udstyret med personnummer og menneskerettigheder, når man har overlevet sin egen fødsel. Men dermed er man ikke andet end biologi og sin egen tids form.

Det næste er, at man heller ikke automatisk bliver et men- neske ved at vokse op. Vist udvikler man refleksionsevnen, som kendetegner mennesket. Men denne refleksionsevne benyttes af de fleste meget pauvert til at reflektere over det, Kierkegaard kalder det udvortes, dvs. det at få dagligdagens ting i orden og udkaste sine projekter og ikke til at blive menneske.

Den dårlige nyhed er altså, at det at blive et menneske er en opgave. Og denne opgave kræver noget af en. For at leve sit liv godt må man ifølge Kierkegaard tage denne opgave alvorligt, tage den på sig og have mod til at kigge lidt på sig selv.

For at komme i gang med at blive menneske må jeg vide, hvad et menneske er for noget. For uden at vide det kan jeg ikke svare på, hvordan jeg skal blive et menneske. Og uden at vide det kan jeg ikke svare på, hvad et godt menneskeliv er. Og det er jo det, jeg gerne vil spørge Kierkegaard om.

 

2. Mennesket er en syntese

“Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To.”

 

 

 Indledning og uddrag fra første kapitel som .pdf-fil her