Befrielsens styresystem

Tid til respekt.

Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

Befrielsens styresystem

in Tid til respekt pp.39-47
Socialpolitisk forlag, 2004

”Du er fri til…” Det betyder: ”Valget er dit, og du er ansvarlig for, hvad du vælger”. Men det betyder også: ”Du er ikke fri for ikke at overveje”. At være fri, det er en moderne lykke, men også byrden om selv at skulle vælge sig lykkelig. Det moderne individ er altid frit, det har som opgave at skabe sig selv, og det gør det ved at vise, at det vælger. Samtidig er friheden, hvor paradoksalt det end lyder, et af de væsentligste styringsinstrumenter i den moderne verden, hvorfor det at frigøre mennesker også må anskues som det at forberede dem til vor tids styresystemer.

I det følgende argumenteres der for, at det moderne og det liberale er så indvævet i hinanden, at alle vestlige politiske personer, partier og organisationer i dag må betragtes som liberale, uanset deres egen selvforståelse. Liberal politik er fra første færd sikkerhedspolitik, og når sikkerhedspolitik er blevet så væsentligt et tema i samtiden, er det ikke et fremmedlegeme, der er kommet ind, men et træk ved det liberale selv, der er kommet til udfoldelse.

I første halvdel af det 20. århundrede var teknologiens indmarch i hverdagen på kritikkens program. Tekniske instrumenter opfattedes som trojanske heste, der blev kørt ind i hjemmene og ud på arbejdspladserne. Ud af dem sprang en omvendt troldmand, der svang meterstokken over menneskene, alt imens han udtalte de formler, som verden nu blev skrevet i. ’Affortryllelse’ kaldte man det. Den noget ældre tanke, at naturen skulle være skrevet i matematikkens bogstaver syntes at have fået status som alment gældende. Kritikken af teknikken gik blandt andet på, at her var indført en ny rationalitet, en teknisk rationalitet, der, hvis den fik lov at løbe frit ville galopere vildt rundt og trænge mennesket op i en afkrog af verden. Teknikkens rationalitet var blind, dens rationalitet slog om i irrationalitet, når den fik frit løb. Var krigen måske ikke det tydeligste eksempel herpå? Krigen havde ikke blot været teknikkens arnested, den skulle også blive dens stadig fornyende kulminationer.

I kritikken af den tekniske rationalitet stillede spørgsmålet sig om maskinerne. Den frihed, som maskinerne indførte, havde ledt til ufrihed bag om ryggen på mennesket. Mennesket gik til verden gennem maskinerne og var udleveret til dem. Maskinstormeriet var en fristelse: Kunne man mon befri mennesket ved at ødelægge maskinerne? Nej, lød svaret. Maskinerne var blot de konkrete manifestationer af den rationalitet, der i frihedens ærinde havde frembragt dem. Hvis man ødelagde maskinerne ville samme rationalitet blot frembringe nye maskiner, ny teknologi.

Problemet om teknologien og friheden er stadig ikke løst, selv om vi er ved at få et mere modent eller i det mindste erfarent forhold til, hvad teknologi kan og gør med os. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at spørgsmålet om teknologi næsten altid retter sig mod videnskabelige teknologier og ikke mod sociale teknologier. Sociale teknologier kan belyses på samme måde. De åbne kontorlandskaber, bureaukratiets celler, budgetreguleringer, trafikreguleringer, byplanlægninger, markedsfeed-back, og selvevalueringer er eksempler på sociale teknologier, måder at organisere det sociale på. Da vidt forskellige styringsinstrumenter ligner hinanden inden for forskellige områder – f.eks. evalueringen og feed-back’en – giver det god mening at antage, at de udspringer af samme styringsrationalitet. En rationalitet er en indforstået selvlegitmerende referenceramme, der udstikker retningslinjer for det mulige og det sundt fornuftige. Et fællespunkt for de teknologiske og de sociale teknologier synes at være, at de opererer med frigørelse, dvs. mobiliserer den sociale og videnskabelige teknologiudvikling hen imod mere frihed. Hvad der skal forstås ved frihed er imidlertid – som vi skal se – ikke entydigt. Autrement dit: Frihed er en kampplads.

Hvis man skulle ønske at fjerne de social-teknologiske styringsformer, ville man ikke komme dem til livs ved at fjerne deres fysiske manifestationer, og da slet ikke ved at fjerne de personer, der tilfældigvis er placeret centralt i dem – lige så lidt som man ville kunne genfortrylle verden ved at fjerne kranføreren. Det synes at være en styrke ved det eksisterende system – kald det kapitalisme eller frihedsrationalitet – at det er lykkes at rette kritikernes blik mod manifestationer frem for rationaliteter. Personfikseringen i mediernes politiske diskussioner må følgelig ses som værende endnu et beskyttelseslag oven på rationaliteten: Man bilder sig ind, at skylden for systemets funktion ligger hos bestemte personer, politikere, terrorister eller erhvervsgiganter. Hvor smigrende det end kan virke på disse personer at blive betragtet som dukkeførere, så synes det blot at aflede opmærksomheden stadig mere fra de afgørende forhold ved systemets funktionsmåde, dets rationalitet.

Problemet om den menneskelig frihed i forhold til de sociale teknologier stiller sig i disse årtier i et mærkeligt lys. Det skal ikke her påstås, at mennesket i virkeligheden er blevet mere ufrit – tværtimod – men at frihed er en af de væsentligste sociale styringsteknologier i samtiden. Hvorledes det er blevet til, og hvad det har af konsekvenser, er temaet i det følgende.
Moderniteten startede med kampen for individuel frihed. Frihedskampene var herredømmekampe, kampe mod det feudale system eller fyrstens tyranni. Det var kampe for at genskabe den frihed, der mentes at have eksisteret i naturen, og som nu var taget til fange i sociale strukturer. I løbet af det 18. århundrede udvidede styringsmagten sit blik fra territoriekampe til at også at indbefatte territoriets ressourcer, herunder befolkningen. En tiltagende styring og indgriben i befolkningernes liv tog løbende til i form af politisk-videnskabelige institutioner, der havde til hensigt med statistik, undersøgelse og undervisning at indrette og optimere befolkningerne. Denne udvikling fik ved det 18. århundredes slutning den gryende liberalisme til at råbe vagt i gevær: Her styres for meget.

Liberalismen var ikke uenig med de herskende ledere i, at det handlede om at udvikle og ordne territoriets ressourcer. Modargumentet var derimod magtøkonomisk: Det kan ikke betale sig at gribe så regulerende ind. Det koster for meget at ville forordne alting; blomster kan selv gro, hvis blot man vander dem. Således også den menneskelige gevækst.
Den liberalistiske kritik af styringsformerne siger noget om, hvad der var ved at ske med de sociale teknologier i det 18. og det 19. århundrede. Kampene mod en undertrykkende magt var ved at imødekommes, individet var ved gradvist at frisættes, eller rettere: Det moderne frie individ, som vi kender det i dag, kom til verden.

Hvad vil det sige, at det moderne individ er frit? Man kan mene, at et individ er frit, for så vidt, som det ikke er tvunget, det vil sige, at det er fri fra noget. En sådan frihed forstås ofte i rumlige termer, dvs. at der eksisterer en rumlig udstrækning, hvor intet begrænser viljen. Tidligere havde rummet været opfattet som et sted (topos), der bliver til i og med noget sker, altså er afledt af hændelserne. Den liberale frihedsopfattelse stemmer overens med den newtonske rumopfattelse, idet rummet bliver den forudeksisterende scene, der er betingelsen for at noget kan ske. Liberalisme er newtonsk socialfysik uden determinisme: Frihed opfattes som den rumlige forudsætning for individets handlinger. ’Noget’er det, der gør modstand (matter). Frihed er fravær. Frihed er intet.

Der er imidlertid en del mangler i denne frihedsopfattelse. For at kunne bevæge sig må der være gnidningsmodstand. Der må være noget, der betyder noget (matters), som man kan skridte af på. Der må være en kraft at bevæge sig med. Hvis man er fri til at flytte sig, men ikke kan, fordi man ikke har ressourcerne til det, eller mulighederne ikke er der, så må man sige at friheden kun er til stede i meget abstrakt form. Hvis man er fri til at søge et hvilket som helst arbejde, men hvis der intet arbejde er, er rummet hvori bevægelsen skulle udfolde sig lige så abstrakt som verdensrummet.

Imidlertid er forholdet mellem det moderne individ og dets frihed mere intrinsisk end som så. Det er nemlig ikke tilfældet, at det moderne individ først er til, og derefter befrier sig, nej, det bliver til i og med at friheden bliver til. Frigørelsen er en fødsel af det moderne. Det moderne menneske er et menneske, der har til opgave at skabe sig selv gennem frihedsudøvelse, gennem sine projekter. Gennem sine valg former det sin identitet, løser sin opgave at blive en identitet, forskellig fra de øvrige individer. Det moderne individ vil, kan, udkaster, gør og bliver til.

Liberalismen var udtrykket for konstitutionen af den individuelle frihed i løbet af og efter kampene mod herredømmet. Set i et styringsperspektiv er alle moderne vestlige samfund liberale, idet de har realiseret den individuelle frihed og gjort frihedsudøvelsen til en væsentlig faktor i identitetsdannelsen. I det lys giver det ikke mening at nogle politiske partier udråber sig selv til ikke-liberale, for det er de allerede i og med, at de er moderne. Som sådan giver det endnu mindre mening at tro, at der ikke vil blive ført liberal politik blot fordi en regering går af og erstattes af en anden, der i sin selvforståelse ikke er liberal.

Igen gælder det, at personfiksering er endnu et sværtet overfladelag på de liberale ledelsesrationaliteter – de rationaliteter, der afføder konkrete former for frihedsledelse, som mere eller mindre tilfældige personer giver tale. Mennesket er fordømt til frihed for så vidt det er moderne. Frihedens uomgængelighed fremgår for eksempel deraf, at intet politisk parti kan være imod friheden generelt.

Udfra ovenstående kan det virke paradoksalt, at friheden hele tiden udvides og indskrænkes. Det skyldes, at vi mangler nogle mellemregninger:

Idet frihed bliver et væsentligt tema ikke blot for politiske kampe, men for selve identitetsdannelsen, bliver det en stående opgave at sikre denne frihed. Hvad enten man som den klassiske liberalisme mener, at friheden er noget naturligt, der var i en førsocial tilstand, eller man som neoliberalismen mener, at det er et kunstprodukt, så er frihed både noget, der hele tiden må skabes, og noget, der hele tiden er truet og derfor må sikres. Liberal politik er fra første færd sikkerhedspolitik.
Når individer udstyres med en frihed, så gives dermed også muligheden for at de misbruger denne frihed. De kan skade sig selv, de kan skade andre, de kan begrænse andres frihed, de kan skade fællesskabet. Derfor må det sikres, at individer anvender deres frihed på rationel vis. Hvordan sikrer man det? Den åbenlyse sikringsform er kontrollen, overvågningen, der i den tidlige modernitet især udvikledes indenfor overvågningen af arbejdet. Endnu da var arbejdet den proces hvor mennesket i skulle danne sig selv. Kontrollen af frihedsudøvelsen kom derved også til at omfatte kontrollen med selvdannelse – en kontrol som mennesket accepterede, for til gengæld at opblødning af herredømmets greb om det.
Hvor effektive kontrolmekanismerne end blev, så forblev de også magtmæssigt uøkonomiske, for så vidt livet i alle sine detaljer ikke lod sig kontrollere. Udbredelsen af graduerede normer for den bedre og den rosværdige livsførelse synes langt mere smidigt at kunne nå ud i samfundets kroge. Her var det så, at den liberale ledelsesrationalitet opfandt en af sine mest effektive styringsteknologier: Bonus. Man kunne fratage arbejderne noget af det, som arbejderbevægelser havde kæmpet for, og udbyde det som vare. Det, der startede som akkord skjuler sig nu under navne som bonus. I forlængelse heraf udbydes en lang række andre varer, som fællesskabet ellers havde erhvervet sig: Forsikring, risikominimering, lægehjælp, rådgivning, pension osv.

Med akkord og bonus decentraliseres ansvar og risiko, idet individet gøres til støddæmper for kollektive udsving. En typisk moderne måde at sikre det sociales opretholdelse i et samfund af frie individer på er at uddelegere ansvaret til individerne selv. Da individernes identitet konstitueres gennem deres frie valg, er der netop i friheden en energi, der kan mobiliseres socialt. Det sociale finansieres imidlertid kun perifert og uden tilstrækkelig sikkerhed ved at appellere til det frie individs gentlemanship og fellow feelings. Langt mere effektiv synes ansvarliggørelsen at være. Ved at gøre individer ansvarlige for de omkostninger som brugen af deres frie vilje belaster samfundet med, skaber man en støbeform til sikker social finansiering og moralsk opdrag. Ved at oplyse individer om udgangspunktet for deres valg og ved at opstille scenarier for de forskellige valg, og de risici, der er forbundet hertil, kan man gøre individer ansvarlige for, hvad der hænder med dem. De har jo i sidste ende selv valgt det scenarium de befinder sig i. Kanske at man ikke kan ansvarliggøre individer for deres gener, men hvis man oplyser dem om deres geners tilstand, kan man gøre individerne ansvarlige for forvaltningen af dem. Den liberale ledelsesrationalitet, der bevæger sig frem og tilbage på aksen mellem frihed og risiko kan netop i koblingen af de to skabe et ydre socialt kit, samtidig med at friheden sikres.

Da liberal politik fra begyndelsen er sikkerhedspolitik, kan det ikke undre, at en nøgleinstitution i den moderne liberale ledelse bliver forsikringsinstitutionen – det sted, hvor individer med samme risici binder sig sammen for at nivellere tilfældighederne. Og ligesom de midaldrende elitebilister gerne vil befris for de unge og de gamle, vil de unge sunde mennesker gerne befris for ældrebyrden. At forretningen i et liberalt risikounivers har sin store interesse i at sprede frygt og usikkerhed siger sig selv. Kapitalisme, det er nervebusiness.

Den liberale betragtningsmåde startede som et økonomisk greb om det politiske: Det sociale opfattedes ikke som økonomi, men økonomi var et redskab til at anspore og dirigere det sociale. Neoliberalismen er resultatet af at liberalismens frihedsbestræbelser lykkedes, dvs. at individet var blevet frit. I neoliberalismen kollapser forskellen mellem instrument og realitet til økonomi: Enhver er sin egen virksomhedsejer, enhver handling er fremtidsinvestering, enhver handling er handel. Forhandlingssamfundet hedder det hos pædagogerne. Det sociale, det politiske og det psykiske er økonomi – hvorfor markedet er det, der skal svare på alle spørgsmål.

Vor tids rationalitet er økonomisk-liberal rationalitet, der udfolder en vifte af politiske handlingsmuligheder mellem frihed og risiko i økonomiens termer. For eksempel skal strafferammen fastsættes som en pris på kriminalitetsmarkedet, der gør, at snyd, bedrag, tyveri og mord – markedet skelner ikke – ikke kan betale sig. Uden at afvise at beskrivelser af virkeligheden kan være fejlagtige, så bør det påpeges at beskrivelser også er performative: De virker i en verden. Undertiden kan det hænde, at beskrivelser af det sociale bliver sande, fordi det indretter den sociale virkelighed i sit billede. Med andre ord: Bliver det kalkulerende selvoptimerende menneske ikke i højere grad en realitet, når politikker og pædagogikker tilrettelægges ud fra, at det allerede er det?

Kontraktordninger er en direkte udløber af ansvarliggørelsen af det frie individ som forhandler. Hvor den sociale kontrakt i den tidlige liberalisme handlede om afståelsen af visse potentialer for at realisere andre i fællesskab, så drejer den moderne kontrakt sig i høj grad om forvaltningen af egen vilje. Ved at omdirigere de sociale anordninger i kontraktform, får man sociale indgreb til at tage sig ud som ønskede hos den der er udsat for indgreb, samtidig med at man får uhensigtsmæssige handlinger til at tage sig ud som aftalebrud. Når individet indgår en kontrakt om selvudvikling med en behandler, en lærer eller en overordnet, så binder det sig til en særlig selvforvaltning, hvor det ikke blot afskriver muligheden for med den frie vilje at gøre skade på sig selv – dvs. at forblive den samme – det tillader samtidig, at kontrollen kan arbejde sig længere ind i menneskers livsførelse med retten på sin side.

Dermed ikke være sagt, at mennesker ikke er blevet mere frie, men det være sagt, at friheden er et af de væsentlige greb, hvormed mennesker styres. Ud af herredømmekampene kom frihed under kontrol.
At omlægningen til frihed under kontrol ikke indløste hele frihedskravet gav sig i første omgang udslag i modstand mod kontrollen. En velafprøvet metode til at få den råbende mund til at tie er at stoppe et stort æble eller et holdkæftbolsche i den. Idet den uafsluttede kamp om politisk frihed i det 20. århundrede omdirigeredes til økonomiens slagmark kunne slaget om frihed finde sin vinder i individet.

Kampen er imidlertid udkæmpet om anden jord end den, hvor stridens æble trillede ind. Det herredømme, som individet aldrig helt fik, lod sig i anden halvdel af det 20. århundrede indløse gennem forbruget. Ved at omforme politisk frihed til økonomisk frihed kunne man få individet til selv at samle stridens æble op og stoppe det så langt ned i halsen, at det ikke længere havde lyst til at tale.

Er det moderne individ frit i den intrinsiske forstand, at dets frihed ikke blot er dets mulighed, men det, som det må tage på sig, for at blive moderne individ og for at integrere sig i det moderne samfund, og er brugen af den frie vilje det løsen, hvor individet konstituerer sig selv som identitet, så betyder frihedsforståelsens forskydning mod forbrugeriets herligheder, at individet må demonstrere sin duelighed i forbruget for at konstituere sin identitet. Heri ligger også, at de mindre forbrugendes identitet nedskrives. Det forklarer måske, hvorfor alle de, der står dårligt i forbrugeriets ædegilde så brændende ønsker sig til bordet, fordi det at sluge de gamle stridsæbler ikke blot handler om at behage sig, men handler om identitet. Og ingen kan ønske sig ikke at være til. Consumo ergo sum.

Det giver måske også en plausibel forklaring på, hvorfor diskussionen om global politik overfor tredjeverdenslande føres som et spørgsmål om hvorvidt og hvordan de skal løftes op på vores forbrugsniveau. Hvis frihed er begrænset til forbrugerfrihed, så består menneskelig frigørelse i økonomisk frigørelse. Sikkerhedspolitisk: Når frihed er styringsredskab, må den tredje verden udstyres med frihed, dvs. forbrugermuligheder.

Hvis der både er behag og identitet forbundet til forbruget, så virker det selvindlysende dumt at forsøge at begrænse det. Ville man argumentere for en sådan irrationalitet, måtte man henvise til at stridens vigtige æble er det, der spises af, og at man dermed spiser af egen frihed alt imens man tror at realisere den. Man kunne i forlængelse heraf hævde, at selv Adams irrationelle æblespiseri var friere, thi den førte dog til indsigt.

For at sådanne argumenter kan trænge igennem kræver det, at de enten kan henvise til en anden rationalitet end den herskende, eller at deres blotte irrationalitet virker tiltrækkende, ligesom det kan hænde med russisk roulette. Irrationalitet kan så langt fra tages som et sikkert tegn på, at man har fornuften på sin side, selvom det at føle sig underligt til mode kan være et sundhedstegn. Hvad alternativer angår, så lykkes det forbrugerismen at få elimineret alle alternativer som illegitime – som tilhørende fundamentalisme, totalitarisme, bureaukrati, afprøvede rædselsregimer eller i bedste fald den sorte middelalder.

Man antager det ikke som et gyldigt argument, at det nye aldrig har været helt muligt at forestille sig i det samtidige, fordi også forestillingsevnen er skabt af den kultur, den gror i. Rationaliteten er økonomisk, det kapitalistiske samfund hedder ’samfundet’. Derfor formuleres politiske diskussioner til stadighed indenfor den liberale akse mellem frihed og sikkerhed, der nu er blevet til aksen mellem økonomisk frihed og risiko. Problemløsningsmodellen på alt fra barsel til buschauffører er økonomisk regulering. Interessant er det, at fagforeningerne har været en af de stærkeste kræfter i økonomiseringen af det politiske, idet de har kæmpet for omfordelinger. Når forestillingsevnen ligner den jord den gror i, så bliver det svært at forestille sig hvorledes en af-økonomisering af fælles problemer skulle se ud. Økonomisering kan man ikke købe sig ud af.
Kontrolformerne indretter sig herefter: Det moderne samfunds kontrolmekanisme par excellence er markedet: Markedets feed back, brugernes evalueringer og kundetilfredsheden synes at være den afgørende selekterende faktor mellem det tilladelige og det utilladelige. Dertil kommer de former for nervebusiness fra kasinoer over forsikringsselskaber videre over scanninger af kroppe og territorier til våben, krig og terrorsikring, der blander sig som fare-varer med de øvrige varer. Her må det frihedsrealiserende individ finde sig i at blive betragtet som en pestramt, for i samtidens liberale samfund er enhver handling at betragte som en risiko. Frie individer er farlige, og man må derfor kontrollere eller indbygge korrektionsmekanismer i og omkring dem – herunder muligheden for fratagelse af den frihed, de skal bruge til at udfolde deres selv.

De mindre frie er de farligste, ikke blot fordi friheden er det liberale styringsredskab, men også fordi de ikke har så meget at miste. Derfor gælder det om at få dem indsluset i frihedsudøvelsen – dvs. forbruget. De må frigøres til frihedsstyring.
Hvis vi tillader os at inddrage de sidste 250 år i analysen af samtidens politiske situation synes regerings- og personstormerne ikke at adskille sig synderligt fra maskinstormerne. Hertil må lægges systemets mulighed for at legitimere sig selv, som systemkritikere spiller systemet i hænde: Ved at udskifte de manifestationer, som kritikken rettes imod, kan de sociale teknologier køre uhindret videre indenfor samme rationalitet.

Når man kæmper for mere frihed, bør man have in mente, at man også kæmper for den herskende styringsrationalitets udbredelsesmuligheder. Hermed ikke være sagt at kampen er håbløs eller virkningsløs, men at den er flertydig. Er man af den for tidsånden så besynderlige opfattelse, at der kunne gives andre friheder end forbrugsfrihed, og andre måder at danne sit selv på end at realisere sig på et forbrugermarked, så kunne man kritisere det forhold, at man bliver spist af med en reduceret frihed. Dernæst kunne man pege på, at mennesket er blevet frigjort gennem det økonomiske, men endnu ikke fra det økonomiske. For det tredje kunne man kritisere den frihed, man hele tiden tildeles i form af overvejelsesbebyrdelser og ansvar. For er der noget frihedstildelingen ikke giver, så er det friheden til ikke at være fri – at være fri for at være fri til.

 

 

———————————————-

 

Tid til kritik.
Debatbog fra Mobiliseringen for “Et Danmark vi kan være bekendt”
Udkommet december 2004 på Socialpolitisk forlag. Redaktion: Stig Dalager og Per Schultz Jørgensen.
ISBN 87-7504-140-5

Bidragyderne til debatbogen er John Holten-Andersen, Anders Bondo-Christensen, Rikke Posborg, Bjørn Elmquist,  Herman Schmid, Anders Fogh Jensen, Mustafa Hussain, Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl, Christian Horst, Jean-Marc Monnier, Nanna W. Gotfredsen, Flemming Gøgilds, Helle Stenum, John Andersen, Jens Jørgen Nielsen, Dorit Otzen,  Kjeld Hansen, Margit Vognsen og Beth Grothe Nielsen.