Verden er et orgie - hverdagens belastninger

 

- Forstå dit liv, dit arbejde og dit samfund.

Drivkraften i mange af vores individuelle og kollektive tiltag går ud på at få stadig flere muligheder inden for rækkevidde. Hvorfor? Måske fordi vi meget forståeligt mener, at vi får bedre liv, hvis vi har alt inden for rækkevidde. Uddannelse giver muligheder, penge giver muligheder, opkoblinger giver muligheder. At vente eller ikke at have adgang er frustrerende og derfor skal stadigt mere gøres stadigt mere tilgængeligt for stadigt flere på stadigt flere tidspunkter stadigt hurtigere. Dette gælder ikke bare borgernes og patienternes adgang til data og journaler. Digitalisering af al information, alle de platforme der åbner adgang til ting vi ikke før havde tilgang til opleves i begyndelsen som et orgie, men tilvænnes til hverdag.

   Orgiet er nemlig kendetegnet ved en kollektiv ophidselse, hvor alt er tilgængeligt uden at man skal vente på det, bede for det, håbe på det, lede efter det eller arbejde for at komme hen til det. Traditionelt har orgiet være helligt. Nu har det mistet sin hellighed, og ikke mindst er skærmen blevet den taktilløse genstand, hvorigennem alt glider med en rasende hast, som vi alle ikke bare må, men tilsyneladende også gerne vil følge med i. Det fører til hent andre nedslidninger end det sprog, vi har været vant til at beskrive det i, kan omfavne. Anders Fogh Jensen vil tilbyde begreber til at forstå det med, blandt andet, at vi må forstå det i fedmens former og såkaldte endogene belastninger, som for eksempel kommunikationsfedme. Og han vil også forsøge at komme med bud på, hvad vi kan gøre, hvis den rasende tilstand fortsætter, hvad alt ser ud til.

 

I et let tilgængeligt sprog forklarer Fogh Jensen, hvordan vi lider af opslidninger snarere end nedslidninger, og hvordan de i højere og højere grad skyldes tilgængelighed, ubestemthed og konstante pirringer. Vi lever i en kultur, hvor nej’et er forsvundet og hvor ja’et er blevet det belastende.

I dette foredrag får du igennem en samtidsdiagnose hjælp til at forstå, hvordan vores arbejdsliv og privatliv hænger sammen, og hvorfor de ord, vi bruger om vores stress er misvisende. For vi har alle for lidt tid og gør det aldrig godt nok, men hvordan hænger det sammen, og hvad kan vi gøre?